Titus vågner med et sæt i mørket; han kan hører nogen skrige et sted derude bag den massive, jernbeslåede dør. Han ryster over hele kroppen; halvt af kulde, halvt af frygt. Han er for længst blevet enig med sig selv om, at han vil sige hvad som helst for at slippe ud. - Nu kan han høre nogen uden for døren; nøglen bliver drejet rundt. I det flakkende lys fra en lygte, kan han se tre soldater. Han forsøger at rejse sig, men falder om på gulvets glatte og lerede overflade. Soldaterne griber fat i ham og trækker ham ud af rummet og ned af gangen. Han giver et lille støn fra sig af snærte, da det ene knæ rammer kanten af stentrappen. Nu er han oppe i lyset. Han misser med øjnene. Selv den dunkle belysning virker voldsom efter de mange dage i mørket. Nu bliver han slæbt gennem en jernbeslået dør indtil forhørsrummet; så kommer spørgsmålene; det ved han. Selvom han har ligget i dagevis og tænkt over hvad han skal svare, har han ingen idé om hvad de ønsker af ham. Hugh Jennings sender Titus et smil, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen. "Din gud er med dig i dag", siger Jennings. Titus skælver. "Bare rolig, det er jo alt sammen for din egen skyld", siger Jennings, som talte han til et lille barn; mens han med hovedet lidt på skrå smågriner. Titus prøver om han kan aflure hvad han skal svare, men finder ingen svar i Jennings udtryksløse ansigt. Uden at være blevet spurgt åbner Titus munden og fremstammer, med jamrende stemme: "Jeg indrømmer alt, det var mig. Jeg fandt på det". "Stille", råber Jennings, så små dråber af spyt rammer Titus i ansigtet: "Det er dem og Ezreel Tonge, der har skrevet manuskriptet. Alt hvad der står i manuskriptet er sandt; og hvis de nogensinde siger noget andet, ender de tilbage i hullet eller et sted der er meget værre". Så smiler Jennings igen til Titus og siger lige så stille: "Hvem har skrevet manuskriptet?". Titus fremstammer: "Det er jeg... det er Ezreel Tonge og jeg, der har skrevet manuskriptet". Efter en lille pause siger Jennings så: "Er det sandt, det der står i manuskriptet?". "ja, det er alt sammen sandt. Jeg sværger; Ved den hellige jomfru, hvert et ord er sandt", græder Titus. "Det var da ikke så svært" siger Hugh Jenning og begynder pludselig at skraldgrine. Titus er anspændt i hele kroppen. Han har svært ved at regne ud hvad latteren skal betyde. Bliver han sluppet fri? Eller er det hele bare et trick? Jennings vinker til en af soldaterne: "Giv ham noget at spise; og tag ham så hen til badstuen; det er jo ikke til at holde den stank ud".

I et aflukket lokale ved King's Head Tavern ved Chancery Lane End, sidder Hertugen af Monmouth, sammen med Hugh Speke, Hugh Jennings og to andre. Bag Hertugen står to vagter klædt i lette ringbrynjer, med Monmouth våbenskjold på brystet. Hertugen henvender sig til den ene af mændene, som er klædt i mørke silkegavanter, bortset fra et farvestrålende rødt silkebånd "Jeg er glad for, at du nu endelig har tilsluttet dig vores sag kære William". Hertugen ser mod de andre og præsenterer dem for hinanden. "William, er nok bedre kendt som Baron Howard of Escrick", så peger han mod manden ved siden af, som er klædt i en brun og meget enkel jakke og som bærer en mørkebrun paryk, der når helt med over brystet "Jarlen af Halifax behøver næppe nogen introduktion, siger han og smiler". Så ser Hertugen over mod Jennings: "Vil de berette om hvordan planerne skrider frem?". "Det skal jeg gøre deres højhed. Jeg har sluppet præsten fri og udstyret ham med en deling soldater. Han har fået fri tøjler til at fængsle en række ikke adelige jesuitter, der er nævnt i manuskriptet". Hertugen ser nu over mod Hugh Speke: "og vores nye, lad os sige mere aktivistiske medlemmer, hvordan går det med dem?". Huge Speke retter sig op: "Vi har efterhånden samlet en større flok veteraner fra borgerkrigen og tidligere Cromwell-støtter, der frygter at katolikkerne vil vende tilbage til magten. - De er mere end villige til at gøre det hårde arbejde, også selvom de får lidt blod på hænderne". Da der bliver en kort pause siger Hugh Jennings: "...og min betaling? Jeg løber en stor risiko". Hertugen ser irriteret ud: "Det er ikke noget vi skal drøfte her. Jarlen har en baronesse i tankerne, der for nyligt har mistet sin mand; men du kan ikke arve hendes gods før du er adlet; og det bliver du ikke før kong Charles og hans bror er ryddet af vejen".

Da Jacob træder ind på kongens kontor. Kongen trasker frem og tilbage i rummet, mens han slår ud i luften og råber: "Hvordan kunne du finde på at forlade parlamentet, inden de havde behandlet sagen færdig?" - Jeg kunne kvæle lord Ashley med de bare hænder". Charles ser lige ind i øjnene på Jacob og siger langsomt med sammenbidt stemme: "Lord Ashley har, på vegne af The Country Party, stillet lovforslag om, at katolikker ikke længere må bestride offentlige embeder. Den eneste måde jeg kan forhindre vedtagelsen, er ved at opløse parlamentet". Jacob ser forskrækket på sin bror, mens han klør sig bag sit højre øre: "Men det vil jo betyde borgerkrig". "Ja, og derfor er det ikke en mulighed. Vi ville næppe nyde stor opbakning, hvis jeg opløste parlamentet nu, for at beskytte nogle få og upopulære katolikkers position". Jacob ser forskrækket på sin broder: "men hvad kan vi så gøre?". Charles kigger på sin bror med halvt sammenknebne øjne: "Her er hvad DU kan gøre; du gennemfører hvad testloven foreskriver og modtage herrens nadver, i overensstemmelse med Church of Englands ritualer; og så fortsætter du som Lord High Admiral og arving til tronen". Der bliver helt stille. Jacob er lamslået. Han måtte opgive sine små piger og siden konens død for syv år siden, har kirken været hans eneste trøst og det der holdt ham oppe. Pludselig overraskes Jacob af en voldsom vrede, der skyller op i ham; og han hører sig selv råbe ind i hovedet på sin bror: "Forventer du at jeg opgiver min tro?". Charles træder et skridt tilbage og ser overrasket på sin bror. Jacob har også overrumplet sig selv; han har aldrig før hævet stemmen over for Charles. Da Charles har fået samlet sig hvæser han: "Ja, det gør jeg; Jeg forventer, at du gør hvad der er nødvendigt for familien. Så må religionen komme i anden række" - Jacob retter sig op: "Så må du finde en protestant, til at varetage hvervet som Lord High Admiral, for mig bliver det ikke" råber han tilbage. Han vender sig om og smækker døren efter sig. - Charles sidder tilbage og stirer ud i luften.

Øl og gin blive langet over disken i en lind strøm på Rose Tavern. The Green Ribbon Club har kaldt til møde og veteranerne fra borgerkrigen fylder godt i lokalet med larm og tilråb. De fleste af deltagerne er bevæbnet; veteranerne med skydevåben, andre med køller og forskellige hjemmelavede våben: køkkenredskaber der er slebet skarpe, knive bundet fast på et skaft og køller der er banket søm i. En kraftig fyr giver Hugh Speke et skub i ryggen, så han ender midt på gulvet. Fyren griber fat i en stol og stiller den foran Speke, der springer op på den. Speke trækker en pistol fra bæltet og affyrer den op i loftet; med et er der stilhed i lokalet: "Jesuitterne har overtaget flere og flere forretninger, de styrer efterhånden al handel i byen", råber Speke, mens forsamlingen kommer med klap og tilråb: "De har penge, magt og skyer ingen midler. De planlægger at myrde hans majestæt kongen; men nu har vi fået nok. Det er vores land og vores land skal ikke styres fra Rom". En høj mand med sabel og pistoler i bæltet, griber en kølle fra en af de andre og banker den i bordet med et brag, så stearinlyset vælter og øllet sprøjter. "Det er slut; jesuitternes dage i England er talte" råber han og får stort bifald. Pludselig går døren til Rose Tavern op med et brag og der bliver igen stille i rummet. To kraftige sømænd træder ind i rummet mellem sig har de en spinkel mand i sort tøj. "Se vi har fanget os en præst", råber den ene af sømændene. Manden ligger nu på knæ på gulvet og beder for sit liv, mens hele forsamlingen ler. "Riv tøjet af ham" er der en der råber og opfordringen bliver straks ført ud i livet. Med råb og latter bliver manden gennet nøgen gennem byens gader, mens de går fra hus til hus efter jesuitpræster, som de kan ydmyge på samme måde.

Thomas Whitbread bliver vækket af en bankende lyd. Han retter på nathuen; stadig omtumlet svinger han benene ud af sengen. "Hvem kan det være så sent?". Med fyrtøjet får han tændt stearinlyset ved siden af sengen. Han tager lyset hen til uret, som han altid trækker op inden han går i seng; klokken er lidt over to om natten. Da han var mening præst oplevede han, at et medlem fra hans menighed, fra tid til anden, kunne finde på at banke på døren midt om natten; men det er lang tid siden nu. Det banker igen på døren; denne gang endnu højere. Han kan hører, at nogen som råber et eller andet. Thomas Whitbread går ned af trappen til entreen. Han tager forsigtigt sin fars gamle sabel ned fra vægen. Han kan mærke hjertet banke, mens han med forsigtige skridt går hen mod hoveddøren og får drejet den store smedejernsnøgle. Med et brager døren op og Titus Oates storsmilende ansigt kommer til syne. Titus peger på Thomas Whitbread mens han råber: "Det er ham; han var med, da de planlagde at myrde kongen". Soldater vælter ind gennem hoveddøren og griber fat i Whitbread, som taber sablen på gulvet. "Se han er bevæbnet", råber Titus og peger på sablen. Mens nogle af vagterne begynder at rode gennem Whitbreads ting, visker Titus i hans øre: "Nu er det min tur. Nu vil du fortryde hvordan du behandlede mig". Inde fra stuen kan man høre, hvordan Whitbreads fine porcelæn bliver smadret på gulvet. Whitbread ryster af frygt og vrede, mens han bliver trukket gennem byens gader, ned mod arresthuset.

"Lewis" råber Cecil, "der er nogen nede i butikken". Nu kan Lewis også høre klokken og går ned af trappen med raske skridt. Endelig en kunde. Der har ikke været kunder i butik i flere dage. Mange mennesker undgår de katolske butikker, for ikke selv at blive anklaget for at være katolik, derfor er handelen langsomt gået i stå. Hylderne i butikken er efterhånden halvtomme, da han og konen primært handler med købmandsvarer, som kræver en hvis omsætning, hvis ikke varerne skal blive dårlige. "Jeg skal bruge en sæk med mel og et halvt pund smør", siger kvinden på den anden side af disken. Det er en af deres mest trofaste stamkunder, fru Millett. "Du kan få en sæk med mel, men smør kan jeg desværre ikke klare". "Ja der ser lidt tomt ud efterhånden", siger fru Millett med en sørgmodig stemme. "Hvordan tør du overhovedet handle her?", spørger Lewis. "Efter min mand døde har jeg kun haft mig selv at tænke på og min enkepension kan de ikke tage fra mig", siger fru Millett med et lille smil. Lewis langer et sæk mel over disken. "Skal du have hjælp til at få den hjem? Jeg kan godt bære den for dem, der kommer alligevel ikke flere kunder, end min kone godt kan se efter butikken mens jeg er væk". "Hvad er der da der sket med deres bydreng", spørger fru Millett. "Jeg har jo ikke noget at bruge en bydreng til, når der ikke er nogen varer, der skal bringes ud", siger Lewis, mens han tager sækken på skulderen og følger fru Millett ud af døren. Da Lewis lidt senere kommer hjem, kan han se resterne af et opslag, der har været sømmet til døren. Idet han åbner døren, kan han høre lyden af Cecil, der græder. Ovenpå finder han Cecil liggende sammenkrummet i et hjørne, med armene om deres datter. Ved siden af ligger et sammenkrøllet stykke papir. "Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre", hulker hun, mens hun krammer barnet indtil sig. Forsigtigt folder Lewis papiret ud. Det er et opslag om, at katolikker ikke længere må eje og drive butik i London. Lewis hjælper Cecil op. Langsom begynder de at pakke de mest nødvendige ejendele og værdier sammen. Dagen efter slutter de sig strømmen af katolikker på vej ud af byen til familien på landet, eller mod havnen for at finde nogen, der vil være villige til at sejle dem ud af landet.

Døren til trosalen går op og en kammerherre kommer ind og bukker dybt foran solkongen, der sidder klar på tronstolen, for at tage mod audiens. Solkongen er klædt i overdådige silkegevandter. Han er omsvøbet af en kongeblå kappe, prydet med guldbroderede franske liljer. På hovedet bærer han en sort paryk. "Hvad er deres ærende?", siger solkongen, med spæd stemme, så det smalle overskæg hopper på overlæben; med hånden markerer han, at kammerherren skal rejse sig. "Flere skibe er ankommet i havnen deres majestæt, fyldt med vores trosfælder på flugt fra England", siger kammerherren, "Vi er opmærksomme på, at stemningen mod katolikkerne i England. Flygtningene var ventet. Hvad er det nye, der giver anledning til afbrydelsen af min forestående audiens?". "Der er ankommet et Engelsk orlogsfartøj med flere fremtrædende katolske adelsfolk, heriblandt arvingen til den engelske trone, Hertugen af York", siger kammerherren. "Det var en uventet, omend ikke overraskende drejning. Aflys straks min audiens og send bud efter Hertugen; jeg ønsker at tale med ham straks". Knapt en time senere, træder Jacob ind af døren til tronsalen, hvor solkongen kommer ham i møde med udstrakte arme: "Jacob, min ven, dine bekymringer er mine". Hertugens høje slanke skikkelse nærmest forsvinder i solkongens overdådige kappe, mens han, stiv som et bræt, bliver krammet og kysset på begge kinder af den Franske konge. Jacob havde mødt solkongen tidligere, da han var på officielt besøg med Charles, men dengang var det Charles, der havde talt med kongen; selv havde det været hans lod at følges med dronningen, Maria Theresia, som ikke interesserede sig synderligt for hverken storpolitik eller forholdet mellem de to lande. "Hvad kan jeg gøre for dem, min kære Hertug", spørger Solkongen. "Det er en længere forklaring deres majestæt, kan vi tale under fire øjne?". Solkongen vifter ud med hånden og straks begynder alle de fine adelsfolk og tjenere, at forlade salen. Da salen er tom ser solkongen spørgende på Jacob. "Det Engelske parlament har vedtaget en ny lov, som betyder, at katolikker ikke kan bestride offentlige embeder. Formålet med loven er at sikre, at jeg ikke kan arve tronen efter Charles", begynder Jacob. "Ja, og du konverterede til katolicismen for nogle år siden", afbryder kongen: "Jeg har mine kilder - og nu vil du vel have min støtte til at gribe ind, hvis der opstår borgerkrig, når din broder opløser parlamentet, er det korrekt?". "Ja, jeg kan aldrig få overbevist kong Charles om at tage den risiko, hvis han risikerer en væbnet konflikt, hvor udfaldet ikke er kendt på forhånd". Solkongen nikker: "Du skal få en skriftlig tilkendegivelse, så din broder kan gøre hvad der er nødvendigt. Parlamentarikere og adelsfolk skal holdes i kort snor. Er der andet jeg kan gøre for dem?".

Hertugen af Monmouth sidder fordybet i sine egne tanker og skriver, da døren til arbejdsværelset går op. Hugh Jennings træder ind, med hertugens assistent i hælene: "Undskyld deres højhed, jeg forsøgte at stoppe ham...", udbryder assistenten. "Det er i orden, lad ham komme ind", siger hertugen og henvender sig til Jennings, mens han vinker assistenten ud: "Jeg går ud fra, at de har et yderst vigtigt ærende, når de tillader dem, at komme uanmeldt på den måde?". Jenning bukker hovedet meget let mod hertugen: "Ja, deres højhed; jeg bringer nyt fra Frankrig". "Fra Frankrig?!", udbryder Hertugen overrasket. "Ja, Hertugen af York har lige været på besøg hos den Franske konge, for at sikre Frankrigs støtte, i tilfældet af en borgerkrig og han er nu på vej for at mødes med hans majestæt kong Charles". Hertugen falder sammen i stolen og lader pennen falde ned på bordet, så der kommer en stor blækklat på papiret. Kan krøller papiret fra sig og smider det ned på gulvet. Så retter han sig resolut op: "Hvor finder mødet sted?". "Om fire dage i Rye House, Hertfordshire, deres højhed". "Så er der ingen tid at spilde; det er en enestående mulighed, når både kong Charles og hans broder er samlet samme sted", udbryder hertugen. "De har ret deres højhed, vejen til Rye House er perfekt til et overraskelsesangreb; et bakket terræn, med skov og smalle stier. En lille styrke kunne let overliste Kongen, Hertugen af York og deres følge". Hertugen tager et nyt stykke papir og begynder at skrive. Han folder forsigtigt brevet sammen, vikler et silkebånd om og finder et laksegl med familiens våbenskjold frem. Da brevet er blevet prydet med Hertugens segl rækker han det til Jennings: "Bring det til Robert West og bed ham om at samle mine forbundsfælder hurtigst muligt". Jennings tager mod brevet og kort tid efter ridder han afsted i fuld galop.