"And I feel like
   Some bird of paradise
   My bad fortune slipping away
   And I feel the innocence of a child"
   PJ Harvey - "Good Fortune"


Jeg sidder her. På min plads. Det er længe siden at lysten drev værket.
   "Så er der én time tilbage."
   Den gamle mand med brillerne ligner et gammelt foto af min oldefar. Han ser vigtig ud efter han har udbasuneret sit råb og skimmer rummet. Vi skal forstå alvoren.
   Ja, der er alvor. Som om det er nyt, som om det skulle få mig til at ændre fokus. Jeg bladrer om på forsiden.
   FOLKESKOLENS AFGANGSPRØVE 1994 - SKRIFTLIG DANSK
   Prøver at forstå at jeg står foran målstregen. Den målstreg jeg de sidste fem år på skift har spekuleret over, frygtet og længtes efter. Det store opbrud. Farvel til skolen. Og hvad så?
   Jeg glor på teksten på papiret. Der er ikke meget tilbage at justere før den er færdig. Hvis jeg skal stole på mavefornemmelsen er jeg måske så heldig at have produceret en opgave til et ti-tal. Men jo mere jeg stirrer på den ubehjælpsomme håndskrift, jo mere flyder den ud for mine øjne. Den sidste rest af mening glider ned af papiret og ender i en pøl på gulvet.
   Man skal gøre det man er god til. Hvem var det, som sagde det? Jeg husker det ikke længere, men jeg har en klar fornemmelse af at der er noget afgørende rigtigt i påstanden. Min far er super god til sit job indenfor byggebranchen og får masser af ros og spændende arbejdsopgaver. Mor er god til at passe børn, så da hun var færdig med os derhjemme tog hun ud i den store verden og passede andres. Søs er god til at få nye venner og hygge sig med dem.
   Søsters talent er det, jeg mest intenst prøver at aflure. Det var unægtelig lettere inden hun flyttede hjemmefra. Dengang prøvede jeg at regne ud hvordan man får og har venner ved at lytte gennem væggen ind til hendes værelse. Men jeg kunne sjældent høre andet end dæmpede fnis og mumlende stemmer, og så var hun i øvrigt sjældent hjemme med sine venner i mere end meget kort tid.
   Hvad er jeg god til? Jeg er god til at være i baggrunden. Jeg er dygtig i skolen, men får ikke karakterer, der er så voldsomt gode at de voksne for alvor lægger mærke til dem. Jeg har ingen betydning i klasen eller i en hvilken som helst gruppe. Hvis jeg eksempelvis prøver at være sjov, bliver det til noget værre sludder. Det bliver pinligt. De andre synes jeg er underlig når jeg en sjælden gang prøver at træde ud fra baggrunden og være en del af det der sker. Det er tydeligt for alle, men mest for mig selv, at jeg ikke kan finde ud af det med andre mennesker.
   Så nej, der er ingen, som er i tvivl om hvad jeg er god til. Men hvad gør man, hvis man virkelig inderligt hader det man er god til? Hvad nu hvis jeg ikke kun har lyst til at være i baggrunden og skrive en god, men ikke særdeles fremragende dansk stil? Hvad nu hvis jeg rent faktisk ikke gider være biperson mere? Drømme er fint nok, men jeg kan hverken svømme fra min ø eller bygge en flåde.
   Måske er det derfor at folk gør det, de er bedst til. Ikke fordi de har lyst, men fordi det er svært at komme til at gøre andet. Det kræver både nye evner og at andre kan kigge på én med nye øjne.
   Jeg bladrer i den danske stil og tænker at det ikke nytter noget. Jeg er ham, der er god i skolen og ellers lever afsondret, mens jeg ser andres glæde udfolde sig i den fjerne horisont. Det nytter ikke at gøre andet end det man er god til; dét er den sikre måde at undgå fiaskoer. Nu handler det om at få gjort stilen færdig og forberede sig mentalt på de mundtlige eksaminer, så jeg i det mindste kan beholde det jeg er god til. Det forventer mor, far, søs, lærerne og de andre i klassen af mig. Intet bliver sagt, men dårlige karakterer ville blive bemærket.
   Det, som ingen andre ved, er, at jeg har en lille hemmelighed. Et lille håb om på et tidspunkt at kunne bede dem gå ad helvede til og tage drengen, som ingen ser, med dem. Håbet stammer fra det lille stykke krøllede papir, som ikke længere er i min besiddelse. Det ene sekund i mit liv, hvor jeg tog en chance. Den tidlige morgen for en måneds tid siden hvor vores veje krydsedes på vej til hver vores skole. Efter så lang tid med sommerfugle og ondt i maven.
   De sidste tyve minutter af den skriftlige eksamen sidder jeg bare og bladrer rundt, flytter på kommaer og er i det hele taget ikke mentalt til stede. Der er gået en måned, mere end en måned, siden papiret skiftede ejermand. Og kun tavshed.
   "Så er eksamen ovre. Vær venlig at lægge jeres blyanter og kuglepenne fra jer, så vi kan begynde indsamlingen."
   Jeg bliver siddende og kigger på mine fingre. De er også for mærkelige. For små, for slanke til at være en drengs fingre, flere af dem skæve. Når alt kommer til alt ved jeg godt at jeg skal glemme det hele og blive på min plads. Jeg ved ikke hvordan jeg skal blive mere normal, og jeg kan under ingen omstændigheder tvinge mine fingre til at være det.
   Så i stedet går jeg. Forbi de spredte grupper af klassekammerater.
   "Det var godt nok en åndssvag omgang."
   "Ja, for helvede mand, jeg startede på den første opgave, men besluttede mig for en tredje efter en time."
   Jeg kan langsomt passere de små enklaver af venskaber og liste ud af døren. Uden at blive set. Som altid har jeg samme farve som omgivelserne. Usynlig. Det klare dagslys blænder mig. Det er blevet varmt på et eller andet tidspunkt indenfor de seneste 6 timer, hvor jeg har været spærret inde.
   Henne ved cyklerne står to af grungegutterne. Komplet med skovmandsskjorte og fedtet hår.
   "Tror du at Niels holder fest i aften?" spørger den ene. Den anden sender mig et kort, mistroisk blik.
   "Han snakkede om at han ville, hvis altså hans forældre ikke var hjemme. Vi skal i hvert fald ud efter det her lort."
   "Helt sikkert. Det pis skal skylles ned."
   Jeg låser cyklen op og ruller derudaf. Ud på stien og op på den lille bakke. Dér stopper jeg et øjeblik. Derovre, bag fodboldbanen og det lille skovbryn, ligger hendes skole. Det er rart at stoppe op et øjeblik, tænke på at hun rent faktisk eksisterer og føle den varme fornemmelse, der breder sig indeni.
   Hun er derude. Hun trækker vejret, løber måske sin hånd gennem håret og kigger sig omkring med de smukke, intense blå øjne. Men tænker hun på mig?
   Det kan være lige meget. Hun har ikke ringet, og det er nok fordi den lille krøllede lap papir går i ét med omgivelserne og bliver glemt.
   Gang i cyklen igen. Jeg presser benene til det yderste op til bommen, hvor jeg skal krydse vejen. Ingen biler. Nu skal jeg bare hjem og i gang med den næste gyserbog, glemme alt om den fest de andre skal til i aften og de næste eksaminer.
   Min fart er for høj, da jeg skal dreje om det hjørne, hvor buskene vokser tæt. Jeg fanger glimtet af en rød cykel lige foran mig og hugger bremserne i, slingrer ud til siden, væk fra den modkørende og er nær ved at ende i asfalten. Men jeg får en fod ned og kan holde cyklen fast i en næsten vandret position.
   Instinktivt drejer jeg kroppen, ængstelig over om jeg har gjort skade. Den røde cykel er der stadig. Den står afventende. Jeg kigger op og ser ... hende!
   "Øh, hej," siger jeg, paf over at skulle møde hende. Og hvorfor ikke? Er skriftlig dansk ikke på samme tidspunkt på alle skoler i hele Danmark?
   "Hej." Hun smiler, tøvende. Ingen tvivl om at hun genkender mig. Men der er noget i luften mellem os. En tvivl omkring hvad det her betyder. Jeg er fanget ind igen. Af det diskrete smil, som dog alligevel fremkalder smilehuller, af de smukke øjne og krusede hår. Hun er skøn. Stadig.
   "Ej, du må altså undskylde. Jeg ... ja, jeg kørte bare vildt hurtigt."
   "Ja, det gjorde du vist," svarer hun. Smilet bliver en smule bredere. Og jeg har savnet den stemme. De få gange vi har vekslet et ord. Men nu, for et kort øjeblik er stemmen her, og smilehullet ved venstre kind gør mig helt ør. Og jeg anede det ikke - før jeg mødte hende for første gang sidste efterår anede jeg ikke at disse voldsomme kræfter eksisterede. Dette forår føles det mest af alt som om nogen fremmed har besat min sjæl og søger at knuse mig. Med bittersød glæde.
   "Vi snakkes, hej, hej," siger hun og sætter gang i cyklen igen. Hun drejer om hjørnet og forsvinder. Der er intet håb om at jeg kan svare, ingen tankevirksomhed. Min krop er knust i tusinde stykker og flakser omkring i vinden. Den fine linje mellem glade sug i maven som fra en rutsjebane og opbygningen af kvalme.
   Men et sted i kaosset lykkes det mig at sætte cyklen i gang, og vanen tager mig hjemad. Men det er ikke kun benene, der ryster, det er hele kroppen.

*

Den smalle indkørsel til vores hus. Indkørslen, der grænser op til naboens baghave. Nu er kroppen i ro.
   Jeg kunne have gjort noget oppe på stien her i dag. Nej, jeg SKULLE have gjort noget. Sagt et eller andet halvvejs begavet, eksempelvis. Men nu er det ovre. På en eller anden måde virker det forudbestemt, at det var sådan det måtte ende. Jeg ved ikke hvor hun skal gå i skole efter sommerferien, og det er absolut ikke sikkert at hun vælger at fortsætte med at gå til badminton. De andre fnes af hende bag hendes ryg, og vi begyndte kun at spille sammen, fordi vi var lige dårlige. Hvis bare hun er lidt mere normal end mig, har hun ingen grund til at fortsætte den fiasko. Jeg har haft muligheden, men været for genert og manglet evnerne til at gøre noget. Derfor kan jeg nu vende tilbage til det liv jeg kender. Ingen fare for forandringer. Jeg havde en drøm om at vokse, at forvandle mig fra et kroget misfoster, gro til jeg blev et menneske og med en sjæl, der kunne se andre i øjnene. Men det er fantasteri, feberdrømme. Jeg kunne lige så godt fantasere om at blive i stand til at flyve.
   Fars bil holder i indkørslen. Usædvanligt. Der blev sikkert sagt et eller andet om det i går ved aftensmaden, men jeg har sikkert tænkt på hende imens. Den slags sker ret ofte. Jeg trækker på skuldrene, trækker cyklet forsigtigt forbi bilen og går ind.
   Ude i køkkenet, hælder jeg noget juice op i et glas og tager det med ind på mit værelse. Den samme sikre havn den altid har været: Mine bøger, mine tegneserier, computeren med spil. Det her er min hule, det er her jeg drømmer om eventyr. Eventyr, som er oplevelser med mig i forgrunden. Uden at glemme at det er eventyr.
   Det er først i det øjeblik jeg lægger mærke til far. Gennem vinduet. Han står i haven og taler i mobiltelefonen mens han ryger. Kort efter lægger han på, og han går hen til byggeområdet i forlængelse af stuen, mens han vinker til mig.
   Jeg går ind i stuen og åbner døren ud til det, som skal blive den nye havestue. Fars projekt det sidste år, hvor vi har boet her.
   "Nå, der var du. Gik det godt?"
   Et kort sekund af tvivl, men selvfølgelig tænker han på eksamen. Hvad skulle det ellers være?
   "Ja, det gik okay."
   "Kun okay?"
   "Nej, jeg tror det gik godt. Men det var nogle lidt kedelige emner."
   "Fint, fint."
   "Hvad laver du?"
   "Jeg skal til at lægge fliserne herude. Er det ikke godt? Nu er havestuen snart færdig."
   "Hmmm."
   Far går hen til den fjerneste ende af havestuen, fordeler mørtlen, cementen eller hvad det nu er, ingen han lægger en flise.
   Om jeg fatter de voksne. En havestue - hvad fanden skulle det gøre af forskel? Ham og mor taler efterhånden aldrig sammen, de laver ikke andet sammen end at handle stort ind i Bilka fredag eftermiddag og måske nogle gange køre i havecenteret på en søndag for at købe nyt til haven. Ellers arbejder de. Nej, jeg har ikke den fjerneste idé om hvad jeg skal gøre med livet, men det er i hvert fald sikkert at jeg på nogle helt afgørende punkter skal noget andet end de to gamle.
   Jeg er på vej ind for at hente glasset på mit værelse, da telefonen ringer. Den hænger på væggen ude i køkkenet, lige ved siden af vinduet. Sikkert en af fars kontakter.
   "Ja, hallo? Det er hos Madsen."
   Der bliver helt stille i den anden ende, kun en knitren afslører at der er forbindelse.
   "Hej."
   Det er hende!
   Mine ben svigter mig, jeg glider ned og sidder på gulvet. Panik, som jeg prøver at tale ned. Når nu jeg har givet hende mit telefonnummer, så måtte jeg da for helvede også regne med at hun ville ringe, ikke? Eller, tænker jeg og bider i læben, er det netop pointen: Jeg regnede ikke med det.
   "Heeej, hvor er det godt at høre fra dig."
   Jeg lyder som en idiot på speed. En elendig genudsendelse af alle de gange jeg har forsøgt at få en ven og hvor min idiotiske måde at være på har smadret det hele. Hele min krop synes at springe frem til at køre i fire gange anbefalet hastighed. Jeg knytter min frie hånd, lukker øjnene og prøver at finde fokus. Snak, for helvede. Men langsomt, for alt i verden, lang-somt!
   "Nå, hvordan gik prøven?"
   "Prøven? Den var okay. Jeg skrev opgave to. Hvilken skrev du?"
   "Tja, jeg var i tvivl ... altså, mere end jeg plejer. Men jeg endte med også at skrive nr. 2."
   Pause. Knitren. Og pludselig en underlig fornemmelse at alt kunne ske i den mekaniske knitren.
   "Det er dejligt vejr i dag," siger hun så, og jeg synes at spore noget nervøsitet i stemmen. Hvorfor skulle hun ellers sige noget så åndssvagt?
   "Ja, det er blevet varmt."
   "Hmmm ... sikkert. Skal vi ikke ... cykle en tur?"
   Jeg forstod ikke hvad jeg hørte. Inviterede hun mig ud? Har jeg ikke ødelagt det hele endnu?
   "Det kan vi godt."
   "Altså, jeg skal lige vente på at min mor kommer hjem," siger hun så, som om hun er bange for at have lovet for meget, "men så kan vi ..."
   "Ja?" er hun ved at fortryde?
   "Kan du møde mig deroppe ... hvor du var ved at køre ind i mig?"
   "Nu?"
   "Ja ... altså, nej. Ha-ha. Om en halv time eller sådan noget. Hvis du har tid?"
   Jeg er lige ved at grine. Skulle jeg sige nej og tilbringe denne dag, ligesom alle de andre med at læse, høre musik, måske spille lidt på computer og ellers bare være en ensom skid? Ligesom alle de andre dage? Aldrig i livet.
   "Ja, selvfølgelig har jeg det."
   Jeg står med røret i hånden et stykke tid efter hun har lagt på. Urolig indeni på en måde jeg aldrig har været før. Men ovenpå den fornemmelse, blomstrer en voldsom glæde, der er til at blive svimmel af. Der er næsten ikke plads til den i kroppen. Men der er samtidig noget andet. Noget ildevarslende.
   Jeg stirrer ud af køkkenvinduet og ind i det store træ lige på den anden side af stakittet ind til naboen.

*

Nogle gange sker tingene først for alvor; nogle gange bliver ting først virkelige, når andre skal blandes ind i det. Sådan er det denne eftermiddag, hvor det føles som om jeg går i slowmotion ud til den hjemlige byggeplads.
   "Hør, far," hører jeg min stemme sige. Det lyder som om jeg lytter til dialog gennem en pude.
   "Ja, hvad så? Hvad sker der?"
   Far sidder med ryggen til og er i gang med at smøre mere cementlignende ting ud på gulvet til den næste flise.
   "Jeg cykler lige ud en tur."
   Far stopper den bevægelse han har gang i, og smider den trekantede skelignende ting op i den store, sorte murerspand. Han vender sig om mod mig, stirrer i et kort øjeblik. Jeg kan ikke huske at han nogen sinde før har anstrengt sig så meget for at regne ud hvad der foregår i mig. Eller bare set så længe på mig, for den sags skyld.
   "Okay. Hvor skal du hen?"
   Se, det var et svar jeg burde have forudset. Bare ikke i denne betændte hjerne.
   "Øh, det ved jeg faktisk ikke endnu. Bare ud og cykle."
   Der er noget i fars blik, noget jeg ikke kan tolke, men jeg forstår så meget at jeg - i hans øjne - træder ud fra baggrunden nu, fordi der sker noget langt fra hans forventning.
   Jeg opfatter at der foregår noget vigtigt her. Far så mig. I et øjeblik var det som om han for alvor så mig og forstod hvor mærkværdigt det var at jeg pludselig skulle ud. Og måske også det mærkværdige i, at han anser det for mærkværdigt at jeg går ud.
   Men øjeblikket er ovre. Han smiler bare kort. Fjoget.
   "Er det noget med en pige?" spørger han. I den tone, som drengene oppe i klassen bruger når de skal prale med hvem de har scoret. En tone jeg hader mere end noget andet.
   "Måske," svarer jeg til min egen forundring.
   "Okay," han blinker kækt, "Bare vær' hjemme til aftensmad."
   "I orden."
   Jeg står længe ude ved cyklen, inden jeg i slowmotion kravler op og slingrer af sted. Der var noget i fars ansigt jeg aldrig har set i nogen voksens ansigt. Noget, der ligner dårlig samvittighed på en prik. I et år har vi boet her. Hvor mange gange har jeg besøgt nogen? Ingen. Hvor mange gange har folk besøgt mig? Ingen. Fuldstændigt ligesom før far blev headhuntet til det nuværende job. Ingen har gjort sig umage for at se noget, ingen har handlet. Kroppen bliver for et sekund varm, og jeg bliver rystet over den vrede, der ligger lige under overfladen.
   Bagefter har jeg kun uroen grundet det forestående møde tilbage i kroppen. Den får hænderne til at ryste, får fødderne til at glide ud af pedalen. Der foregår noget i mig, som jeg først for alvor forstår, da jeg har nået min destination, stopper op og venter.
   Jeg har fortet. Og det er min ven, det beskytter mig mod fremtidige skuffelser. Det fort, jeg har bygget op som resultat af utallige fiaskoer fra de utallige gange hvor jeg har forsøgt at blive nogens ven eller bare passe ind i en gruppe. De gange jeg har håbet, handlet og fejlet. Et fort bygget af hårde sten, hvert af dem formet af smerte og forbitrelse. Fortet er ikke vandt til den optimisme, som hun sætter i gang i min krop. Den påstår at det også ender galt denne gang, for sådan er det gået hver eneste gang tidligere, og så har fortet stået parat med sit hårde, beskyttende favntag. Men fortet er langt fra så sikker som ellers.
   Jeg når knap at tænke tanken: Selvfølgelig kommer hun ikke. For pludselig er hun der, på vej i min retning på den røde cykel, og det er først nu jeg opfatter hvor dybt vandt jeg er ude på. Jeg har forestillet mig at hun skulle ringe utallige gange. Men ikke hvad der skal ske bagefter. Ingen erfaringer at bruge, ikke noget, der bare ligner, til at gætte ud fra.
   Det kan ende galt. Hun har ikke holdt mig tre skridt fra livet i den tid vi har kendt hinanden. Hun har ikke sagt nej til min invitation i papirform. Og hun lod mig heller ikke stå her og blomstre på en cykelsti uden at mødes med mig. Der har været så mange muligheder for at bygge endnu en sten til fortet, og nu har hun valgt noget helt andet.
   "Hej!"
   Hun smiler bredt inden hun er henne ved mig og jeg skal anstrenge mig for at blive på benene. Ikke for megen øjenkontakt.

*

Der findes et sted. Et sted, langt fra nyfigne blikke og fnisende grimasser. Et sted, jeg ikke anede eksisterede. Et sted, som mere er en tilstand end geografi.
   Hendes øjne siger "kom" og leder mig. Gennem labyrinten af endeløse rækker af parcelhuse; væk fra den uforsonlige asfalt og ud til det sted, hvor græsset vokser frit. Dér, hvor livet ånder. Vi cykler langs åer og nysgerrige køer. Ud til den store bakke, måske tyve meter høj. Her står hun af, smider cyklen og sætter sig spontant i græsset i sin kjole. Kjole?! Netop som jeg ikke troede hun kunne blive mere enestående. Jeg kan ikke huske jeg nogen sinde har set andre piger end dem fra gamle film i en kjole.
   Jeg tør ikke andet end at følge efter, forhekset, forvirret, smertende. Så langt væk fra den sikre verden jeg kender. På vej - tør jeg håbe - ind i en ny og hemmelig verden. Kastet gennem kaninhullet. Frit fald.
   "Jeg glæder mig til efteråret," siger hun, "så skal jeg ud og samle bær."
   "Bær?"
   "Ja, har du aldrig prøvet det?"
   "Næh, jeg tror aldrig vi har købt sådan nogle."
   "Købt? Hmmm ... det er ærgerligt, for der er så meget man kan med de ting, der er i naturen, lige omkring os ... prøv at se, den her kan faktisk spises."
   Jeg kigger skeptisk på den lille plante hun plukker i græsset.
   "Men den er bedst, hvis den tilberedes."
   Stilhed.
   "Nu kommer sommeren," prøver jeg.
   "Ja," kommer svaret efter lidt tid. "Ikke mere badminton."
   "Vi blev ellers gode til det."
   "Ikke så gode som andre. Jeg går også kun til det fordi det er sjovt. Og fordi man bevæger sig."
   Jeg skæver til bulen på hendes mave og hendes overarme, som er kraftigere end mine. Jo, jeg husker stadig den første gang til badminton. Alle dem, der kendte hinanden, som hurtigt begyndte at spille. Derefter de to efterladte, os to, der stod og kiggede på hinanden. Vi kunne lige så godt spille. Imens der blev fneset, mere og mere tydeligt, bag hendes ryg. Idioter.
   "Ja, helt sikkert."
   "Snakker du med de andre fra holdet?"
   "Dem fra badmintonholdet?" Jeg kan ikke lade være med at grine kort. "Nej, overhovedet ikke."
   "Hvad er det, som er sjovt?"
   "Jeg har bare aldrig rigtig ... du ved, passet ind. De gamle tvang mig nærmest til at gå til badminton i håbet om at jeg fik nogle venner efter vi flyttede. Men ..."
   "Hvad med din klasse?"
   "De er meget til håndbold. Det er jeg ikke ligefrem god til."
   "Nej," smiler hun, "der er nok ikke nogen af os, som bliver professionelle."
   "Slet ikke."
   Solen varmer. Brisen leger med græsstråene. Jeg er let som en fjer, lykkelig som aldrig nogen sinde og desorienteret. Kæmper hvert sekund for ikke at komme til at sige noget der er fuldstændig fantastisk idiotisk. Imens jeg prøver at skjule hvor meget jeg elsker denne pige, for jeg ved at hvis hun opdager det og griner af mig, vil fortet mure mig inde til en hæslig kvælningsdød.
   "De kan nogle gange være meget ... ja, jeg ved ikke hvad jeg skal sige ..."
   "Dem fra din klasse?"
   "Ja. Mange af dem fra badmintonholdet går i min klasse, eller parallelklasse."
   "Ja, det var det jeg regnede med."
   "De har altid ... de kalder mig grimme ting ... som Miss Piggy eksempelvis."
   Jeg kigger vantro på hende. Men inderst inde ved jeg det jo godt. Folk har ingen hæmninger. I mit tilfælde er det at jeg er en spinkel slapsvans, går med briller og ikke kan finde ud af at snakke ordentligt med folk. Det er den eneste grund til at jeg en sjælden gang får opmærksomhed. Den negative af slagsen, naturligvis.
   "Det er dumt gjort af dem."
   "Ja, måske."
   "Nej, helt ærligt ... jeg synes ... du ved ... vi har da ... sådan haft det sjovt."
   De blå øjne fæstnes meget dybt i mine og jeg bekæmper trangen til at gøre som jeg gør hver eneste dag, nemlig at slå øjnene ned. Det her er afgørende. Hun smiler og slår øjnene ned. Har jeg gjort hende forlegen?
   "Ja, der har været nogle ret morsomme kampe."
   Ja, og mange af dem, tænker jeg for mig selv. Mest fordi ingen andre gad spille med os.
   "Jeg har næsten altid været ensom," siger jeg, pludselig et behov for at åbne op, sådan som hun gjorde. "Du ved, jeg har prøvet at få venner. Men jeg er ... virkelig dårlig til det."
   "Hvordan?"
   "Jeg ... prøver at være venlig. At sige noget sjovt eller ... jeg ved ikke. I hvert fald går det galt."
   Hun kigger mig i øjnene igen og jeg ved at jeg aldrig vil glemme hende. Om vi sidder herude og snakker i fem uger eller om hun går om tre minutter og jeg aldrig ser hende igen. Hendes fodaftryk vil altid sidde permanent i sandet på min ø. Og jeg er bange og lykkelig.
   "Det er da gået fint med os to. Måske skal du bare ... ja, slappe af eller sådan noget."
   Ord, som min bedstemor kunne sige og de ville være fuldstændig værdiløse. Simple ord, der i hendes mund har tusinde lag og betydninger ind i hinanden. Her, på dette magiske sted, udfolder hun noget, der giver mening. Gav jeg måske ikke slip i dag og tog en chance?
   Der er stille på bakken. Jeg lukker øjnene, dufter græs og blomster, hører fugle og bier, prøver at begribe at jeg eksisterer, at jeg er herude sammen med hende, at jeg har nået længere i kontakten med hende end jeg nogen sinde har drømt om at nå med noget menneske.

*

Kan en person i sig selv være euforiserende? Der er gået adskillige timer og minutter, da vi sætter os op på cyklerne igen, og jeg har det som om jeg ikke burde sidde på en cykel. Min krop og sjæl gør ondt og synger af lykke på samme tid. Virkeligheden føles uvirkelighed. Luften er som sirup. Jeg har aldrig haft så mange forskellige og så kraftfulde følelser i kroppen på samme tid, og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
   Måske er det derfor jeg bliver ramt af en slet skjult skuffelse da vi er kommet forbi de sidste brakmarker og står i et meget velkendt område.
   "Hold da op, jeg bor lige omkring hjørnet."
   "Gør du? Må jeg så ikke lige låne toilettet?"
   Jeg tøver et øjeblik.
   "Jo, selvfølgelig."
   "Godt. I morgen kan du komme over til mig og se mine kaniner."
   "Over til dig?"
   "Ja, hvis du altså ikke skal noget."
   Igen en syg trang til at le.
   "Det ... jeg tror godt vi kan finde ud af noget."
   Vi cykler det sidste stykke i tavshed. Måske er dette kun begyndelsen? Har jeg virkelig ikke ødelagt det endnu?
   Vi hopper af cyklerne foran indkørslen. Fars bil holder der stadig. Og mor er sikkert kommet hjem.
   "Bor du her?"
   "Ja, det gør jeg."
   "Et flot hus, det ser større ud end vores."
   Cyklerne bliver parkeret og jeg låser os ind. Jeg kan høre et eller andet stege og lugten af mad kommer mig i møde. Vi stiller os ved indgangen til køkkenet. Mor er rigtig nok i fuld gang med aftensmaden.
   "Hej," siger jeg og prøver at lyde så almindelig som overhovedet muligt.
   Mor kigger. Undersøgende, tvivlsom, undrende.
   "Ja, det her er så Mona," siger jeg med den største selvfølgelighed.
   "Hej," hilser Mona høfligt, "jeg låner lige toilettet inden jeg cykler hjem, hvis det er okay."
   Mor kigger igen. Et blik jeg ikke kan forstå. Så nikker hun mens hun hælder pasta ned i en gryde.
   Jeg viser Mona hen til badeværelsesdøren. For ikke at virke påtrængende, går jeg ind på mit værelse imens. Ja, det er stadig mit værelse. De samme ting, de samme møbler. Men alligevel er det som om turen i det grønne har forandret noget. Et eller andet, som jeg endnu ikke har fået øje på.
   "Flot værelse du har," siger hun bag mig. Jeg snurrer forskrækket omkring.
   "Åh, mand, jeg hørte slet ikke du kom."
   "Undskyld," griner hun og tjatter til min arm, der straks føles som om den brænder.
   "Kom ind og kig," siger jeg.
   Jeg viser hende den lille samling af bøger og film jeg har, siger så lidt som muligt om dem, for ikke at virke dum.
   "Men jeg må nok hjem nu. Jeg skal nok vise dig hvor jeg bor i morgen."
   Hun går helt afslappet hen til min skrivebord, tager den tomme post-it blok og begynder at skrive på den.
   "Der er mit nummer. Ring efter frokost, så kan vi mødes."
   "Kan vi?"
   Jeg lyder som en tosse.
   "Jep."
   "Okay, så ses vi."
   Jeg følger hende ud til døren. Mona siger hej til mor som siger noget utydeligt til gengæld og så står vi ude ved cyklerne.
   "Vi ses i morgen," siger jeg som om jeg prøver at overbevise mig om at det rent faktisk vil ske.
   "Ja, det gør vi."
   Og så hopper hun op på cyklen og er væk. Uden rigtig at være det. Jeg kan mærke hendes eksistens brænde et sted under huden.
   Jeg går som i søvne ud i køkkenet og dækker bord i den lille spisekrog.
   "Så det var Mona?" spørger mor. Jeg vidste, der ville komme noget.
   "Ja, det var det."
   "Flink pige. Ja, tøjet så ikke ud af noget særligt og hun kunne godt trænge til at tabe sig, men sød virkede hun."
   "Ja, ja, mor."
   Heldigvis kommer far ind til os øjeblikket efter. Emnet er lukket. Men kun indtil videre.

*

Aften. Huset er stille. Jeg, på mit værelse. Kigger ud af vinduet og ser solen langsomt gå ned. Fuglene synger kraftigere end de plejer. Imens jeg prøver at begribe min dag.
   Jeg står dér. Badet i aftenens rødlige lys. Har aldrig været så afklædt og ubeskyttet i mit liv. Med alt tøjet på. Uro i hele kroppen. Spørger ikke om råd, men stirrer i forbløffet ærefrygt op i himlen.
   Det er endnu for tidligt at forstå, så jeg mærker det bare. Der blev rakt ud efter mig. For første gang i mit liv var der nogen, som rent faktisk tog et initiativ og rakte ud efter mig. Ikke med hænder. Men i stedet øjne, der så min grå, krumbøjede skikkelse træde svagt frem fra baggrunden. Rakte ud med sit sind. Et svar på mit kald i mørket. Jeg elsker hende, elsker hende som intet andet i livet, og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, andet end at prøve at følge med. Så længe det varer.
   Dér står jeg. På rystende ben. Den dag fortet skælvede.