Søndage er de mest stille dage. Ofte får jeg tiden til at gå med at spadsere rundt på mine 55 kvadratmeter. Det er en tur, der starter ved det lille skrivebord med computeren. Derfra fører mine fødder mig ud i køkkenet. Nogle gange kigger jeg efter om der er noget jeg kan rydde op. Ikke fordi jeg er et ordensmenneske, det er bare rart at have noget man kan gøre med sine hænder. Når solen skinner, falder formiddagssolen smukt ind på de hvide, rene flader og blænder mig. Det ligner noget fra en køkkenreklame.
   Fra køkkenet går jeg ind i mit leverum. Det er her jeg bruger stort set alle mine timer. Et rum, som består af stue og soveværelse i ét. Ofte kaster jeg et mere eller mindre opgivende blik på computeren inden jeg begiver mig ud på altanen. Lejligheden ligger på første sal. Der er noget sært beroligende ved at jeg ville kunne springe ud fra altanen og med stor sandsynlighed overleve. Det er ikke fordi jeg har lyst til at hoppe. Ikke rigtig. Det er bare rart at vide. Hvis der nu skulle udbryde brand.
   Jeg bruger så lang tid som overhovedet muligt på altanen, uanset temperaturen. Derude kigger jeg på træerne, lytter til fuglene, hvis der er nogle. Hvis man drejer hoved meget til venstre kan man se legepladsen. Der er noget sært beroligende ved lyden af børnene, der leger. Jeg kan ikke rigtig se dem, men mindre det er vinter og det store træ har tabt sine blade. Men om vinteren er der ikke mange, der leger under alle omstændigheder.
   Når det ikke er vinter, er der i det hele taget meget tid, der kan bruges ude på altanen. Jeg kan kigge på blokken overfor og de mennesker, der læser avis. Eller planter noget i de ulovligt opstillede flamingokasser med spagnum. En afrikansk familie skrådt overfor min, har altid de hærdede plasticruder trukket for altanen. De bruger altanen til opbevaring af gamle møbler, der er tablet op ovenpå hinanden, og store pakker med toiletpapir, konserves og den slags. Det er faktisk lidt synd, eftersom de har eftermiddagssolen. Men det er spændende at kigge på. Engang sidste sommer brugte jeg næsten en hel eftermiddag på at følge med i livet på legepladsen, altanerne og stierne nedenfor bygningen.
   Nogle gange er jeg i et særligt humør. Særligt når det er særligt svært at få tiden til at gå. I de tilfælde kan jeg finde på at gå hen og åbne døren ind til det andet regulære opholdsrum i lejligheden, værelset. Jeg kigger på legetøjet, der altid ligger sådan som Dennis efterlod det sidst han var her. Jeg venter ofte til sidste øjeblik inden han kommer med at rydde op på hans værelse. Af og til er jeg nødt til at gå hen til sengen, tage hans dyne og snuse til den. Den lugter kun af skyllemiddel. Måske skulle jeg skifte til et af de der allergi-mærker uden parfume i.
   Uanset hvor meget tid det lykkes mig at få brugt disse søndage, ender jeg altid ude foran dørspionen. Særligt når jeg hører en lyd derudefra. Så står jeg og kigger på hvem det er, der går op og ned. Det er næsten altid en kort fornøjelse. Men nogle gange er det nogle af de jævnaldrende fra de små klubværelser på øverste etage. De virker så unge med deres farvestrålende tøj og så den måde de pjatter og snakker. Det bedste der kan ske for en tur ude ved dørspionen er, når et eller flere medlemmer af den pakistanske familie fra tredje, er på vej ud eller hjem. Det er altid et mylder med slægtninge, tasker, klapvogne, poser og bekendte.
   Når jeg disponerer min tid rigtigt, behøver jeg ikke sidde foran computeren hele dagen, men får i stedet oplevet noget. Så bliver det aften og jeg kan se frem til endnu en arbejdsuge. Nogle gange tjekker jeg kalenderen for at se hvornår Dennis kommer.
   Nogle gange står jeg bare i vinduet. Det er ikke fordi jeg venter på noget. Det holdt jeg op med for meget lang tid siden.