Det var den første dag i Maj. En dag, som både var god og ond.
   Jeg havde brugt formiddagen på at stirre ud af vinduet. Det regnede og det blæste, som om en gud lod sit raseri over menneskets mangler få frit løb. Jeg følte mig ramt.
   Jeg var alene i huset. I sidste måned stoppede damen med at komme i weekenderne. Jeg har altid haft brug for at have nogen her for at huske mig på at få noget i spise, gå i bad og ikke gøre dumme ting. En person, der kan holde de dårlige tanker væk.
   Nu stod damen hver fredag og forklarede mig hvordan jeg skulle tage tøj på og hvilke piller jeg skulle have morgen og aften. Hendes tålmodighed havde dog ikke den ønskede effekt på mig. Da jeg vågnede op i morges var jeg enormt sulten, og jeg lavede toast med marmelade, selv om jeg helst ville have haft havregrød. Jeg faldt i søvn da jeg satte mig for at spise, og da jeg vågnede op, var jeg ikke sulten længere. Men jeg spiste alligevel lidt. Pillerne kunne jeg ikke huske hvor jeg lagde.
   Jeg tænkte over hvor længe jeg havde siddet ved vinduet og set på det voldsomme vejr udenfor, men kunne ikke finde ud af det. Jeg havde igen haft et af de anfald, hvor verden glider væk og jeg i næste sekund er i gang med noget uden at vide hvorfor og i hvor lang tid jeg har været i gang med det. Men det var ikke det værste. Det værste var angsten.
   Af og til virkede skrivemaskinen. Den var det bedste jeg vidste, den kunne få mig til at slappe af. Hver gang jeg følte at medicinen ikke virkede, satte jeg mig ned og skrev alle tanker og fornemmelser. I timevis.
   Denne lørdag var skrivemaskinen fuldstændig tavs. Den ville ikke sige noget, havde slet ikke lyst til at lytte til mine tanker. Mit forsøg på at forklare maskinen at jeg var nødt til at komme af med min uro og nervøsitet over vindens pisken udenfor, hjalp ikke. I dag var der åbenbart ingen, som ville vide af mig.
   Klaveret var en helt anden sag. Når hushjælperdamen ikke var i huset gik jeg slet ikke hen i nærheden af det. Tit hviskede den ting til mig, fortalte om hvordan hushjælperen og alle lægerne var dumme. Jeg skulle have lov til at strejfe om ved nattetide, jeg skulle have lov til at prøve de spændende ting, som både mine forældre og de søde mænd og damer i kitler altid sagde nej til. Klaveret kunne frembringe de værste billeder inde i mit hoved med sin snak, men som om det ikke var slemt nok, så var der også dage, hvor klaveret var decideret vred på mig. De dage stod den i sit hjørne og ventede på at jeg skulle komme så tæt på at den kunne snappe ud efter mig. Nu var jeg alene med klaveret. Det var lettere ikke at lytte til det når der var andre i huset.
   Fra min plads foran vinduet - i den modsatte ende af hvor klaveret stod - kunne jeg se dens sorte og hvide tænder blottet i et ondskabsfuldt smil. Der var en let knurren inde i mit hoved. Klaverets sult, som havde summet i mit hoved som en doven hveps hele formiddagen. Jeg vidste at der ikke ville gå lang tid. Ikke lang tid før der ville ske noget. Derfor måtte jeg af sted. Ud i regnen og blæsten. Hvor lidt jeg end ønskede det.

Så var jeg væk et øjeblik igen. Da jeg vågnede op, stod jeg udenfor. Jeg drejede omkring mig selv. Det var en asfaltvej. Den lignede en af de små veje, der førte op ad bakken og ud af den lille landsby. Vinden slog ind mod min krop og jeg følte en gysen i maven. Jeg var iklædt min slidte, stribede pyjamas uden noget ud over. Regnen piskede mod min ryg og jeg måtte knuge armene omkring mig for at kontrollere kroppens rysten. Heldigvis kunne jeg ikke høre klaveret mere.
   Langsomt gik jeg op ad bakken, jeg kunne ikke se hvor asfaltvejen ville ende. Mine trin var vaklende på grund af vinden og hjemmeskoene. Bakken blev ved med at gå op og op, jeg tænkte på, om guderne mon ville straffe mig fordi jeg var gået ud uden at være ordentlig klædt på. Hushjælperdamen ville i hvert fald ikke have givet mig lov til at gå ud på den måde. Hun ville have stoppet mig inden jeg var nået mere end tyve skridt ned ad vejen og trukket mig tilbage. Åh, ja, hun ville have sat mig ned i en stol og skældt mig ud, sagt at jeg skulle passe på mig selv, tænke mig om. Jeg ville undskylde, blive ked af det og meget sur på mig selv fordi jeg havde gjort noget af det jeg ikke må.
   Jeg savnede damen mens jeg gik op ad vejen mod en bakke, som jeg aldrig syntes stoppede. Hvor var jeg på vej hen? Vejret og kulden fyldte mig med forvirring og en ulmende uro. Bakken var slut. Jeg gik ikke opad længere. Farten i min gang blev sat ned, jeg gav mig tid til at kigge omkring. Vejen var slet ikke slut endnu. En bil kom drønende fra den modsatte retning og brølede til sidst forbi mig. En dyne af vanddråber som susende mod mig og overdyngede min krop med endnu mere kølighed. Jeg stoppede helt op og tørrede mit ansigt med håndfladerne.
   En bil nærmede sig mens den dyttede, jeg skyndte mig ud i græsset. Mit hjerte bankede meget kraftigt da bilen fortsatte forbi mig med endnu en sjaskvåd bølge rettet mod min dårlige beklædning.
   Der stod en ko på en mark ved siden af vejen. Da jeg så den vidste jeg, at jeg var meget langt væk fra huset, måske så langt væk, at jeg aldrig ville finde tilbage. Dagen blev mørkere omkring mig. Aftenen ville snart komme marcherende. Mine fødder gjorde ondt, men der var ingen steder at sidde ned. Koen var sort med hvide områder, og jeg stirrede på dens dovne krop, der græssede og af og til så tilbage mod mig. Jeg ragede den åbenbart en høstblomst.
   Benene var trætte, tæerne sjappede og var viklet ind i det mærkelig pelsagtige filt, som beklædte den indre side af mine hjemmesko. Men det var for koldt til at stå stille. Vejen drejede et stykke længere fremme, og hvor den gjorde det kunne jeg se et lille hus. Jeg måtte spørge mig selv, om det ikke var derinde jeg kunne finde ly.
   Jeg gik hen mod huset, fulgte opløftet asfalten hen til hvor vejen deltes i den oprindelige vej og så grusvejen, der gik op til det lille hus. Mine fødder bragte mig ind på grusstien, lyden forandredes under mine fødder. Mit blik var som hypnotiseret af huset.
   Mine ben stoppede op. Skulle jeg fortsætte? Jeg kunne stadig huske klaverets knurren. Det var jo både en ond og en god dag.
   Mens jeg spekulerede så jeg ikke rigtig verden. Da jeg vågnede op igen for at tage en beslutning stod en kvinde ved siden af mig. Hun var meget køn, fregnet, med de sødeste runde kinder og et dejligt smil. Hun så undersøgende på mig.
   "Hej," sagde hun med en stemme, der klang af engle og den rene fryd. Jeg vidste at jeg ville gøre alt, at jeg ville følge denne stemme helt til helvedes flammer, hvis det var hende, der viste mig vejen.
   "Hvad laver du herude? Du må hellere komme med mig ind, du er jo helt gennemblødt, stakkel."
   "Bor du oppe i huset?" Jeg pegede med en rystende finger.
   "Ja, det gør jeg. Vil du med? Jeg kan give dig noget varmt at drikke. Nej, hvor er du blevet våd. Vi kan ikke have du bliver herude i regnen."
   "Tak."
   Åh, denne skønhed - blidheden og det menneskevarme væsen, der ledte mig op til sit hus, uden tanke for at mennesker kan være onde. Aldrig har jeg kendt så venligt et menneske - en frelser, der havde set min forhutlede, frysende tilstand, og tænkt: "Det er synd for ham, jeg vil hjælpe" i stedet for at tænke på mig som en uartigt barn, der trænger til afstraffelse.
   Jeg mente, jeg troede at jeg kunne holde det onde nede, jeg var helt sikker på at denne naturligt frembragte godhed ville være nok i sig selv til også at gøre mig til et bedre menneske - mine herrer, det sværger jeg på! Jeg havde ingen intentioner, der var ingen skumle bagtanker.
   Altså fulgte jeg med hende, gik med dette henrivende væsen op til hendes hus. Hvad skulle jeg ellers gøre? Dansende fornemmelser i min mave fik mig til at smile som jeg gik der på jordvejen, frysende og forkommen.
   Huset var meget lille, mindre end mit eget, men det var hyggeligt indrettet. Der var forskellige blomster og udsmykninger alle steder og hendes varme kakao var den bedste jeg nogen sinde havde smagt. Hun havde givet mig et håndklæde og en badekåbe jeg næsten kunne passe.
   "Hvor kommer du fra? Hvad laver du egentlig herude i det tøj?"
   "Jeg ... jeg var bare ude for at gå en tur."
   Det eneste jeg ikke kunne lide var spørgsmålene. Det fik uroen til at komme frem fra sit slimede skjul, mit hoved begyndte at føltes tungt og jeg bed mig selv i læben for at forblive fokuseret.
   "I det tøj."
   "J-ja ... ser du, nogle gange glider mine tanker væk ... jeg ... tænker på noget andet end det jeg laver og pludselig opdager jeg at jeg er i gang med noget uden jeg forstå hvordan."
   "Nå, da." Hun så forventningsfuldt på mig. De smilerynker, de sødeste smilerynker omkring øjnene. Dem ville jeg så gerne røre - det er sandt, jeg ville bare røre dem, ikke andet. Der var stadig lyden i mit hoved, en summen fra klaveret som blev højere. Den virkede bekendt. Prøvede at gøre mig fri af lyden, den irriterede mig.
   "Ser du, en gang var jeg i gang med at se fjernsyn ... altså lykkehjulet, og jeg kan huske at jeg var glad, fordi jeg havde gættet hvad der skulle stå på tavlen. Pludselig forsvandt det hele, det var som om jeg faldt i søvn, og så ... så vågnede jeg pludselig op, fandt mig selv ude i det lille skur, der står på græsplænen. Jeg havde en muggert i hånden. Den hænger oppe på væggen. På gulvet lå ... noget ... jeg tror det var en kat ... jeg ved det, det var slemt, det var ... jeg opførte mig ikke pænt, det ved jeg. Undskyld, undskyld, men jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig sad derude på mine knæ med muggerten hævet over et dyr, der allerede var dødt, og ..."
   Ansigtet formørkedes foran mig i samme øjeblik at jeg kunne høre summelyden forvandles til en savlende snerren som fra et vildt dyr. Jeg ønskede at jeg kunne sige til damen at hun skulle flygte, at hun skulle holde op med bare at sidde og måbe forfærdet. Jeg var ved at miste mit greb i virkeligheden, kunne mærke et blackout være på vej, ude af stand til at stoppe det.
   Et kort gisp nåede at klemme sig vej ud mellem mine læber inden billedet af damen foran mig helt forsvandt i mørke.

Det kan ske at jeg nogle gange kommer til at gøre ting, der får dem alle sammen - lægerne, sygeplejeskerne inde i på hospitalet, hvor de sender strøm gennem min hjerne - til at rynke deres bryn bekymrende og sige: Hvorfor gjorde du det? Svaret er: Jeg ved det overhovedet ikke. Det er sandheden, jeg sværger det foran jer alle sammen - det vil jeg holde fast i - ligegyldigt hvad de gør ved mig nu. Nogle gange får jeg bare en tanke om at prøve noget; forestille mig, at jeg kunne gøre det og så ... så sker det tit at tingene bare sker. Jeg ser mig selv gøre det jeg tænkte på - ikke fordi jeg for alvor ville gøre det, men fordi jeg ... lægerne siger at jeg ikke kan adskille tanker fra handling, at jeg mangler bremser.
   Åh, ja, jeg mangler bremser, jeg ved det - jeg prøvede virkelig at stoppe mig selv, sagde til mig selv at jeg ikke skulle gøre damen i det lille hus ondt, men alligevel ved jeg at jeg gjorde noget slemt. Det var en ond og en god dag. Begge dele på én gang. Men når ond kommer først, betyder det så at jeg er ond.
   Da jeg kom tilbage til verden lå jeg sammenkrøbet i et hjørne. Et køkken, der ikke var mit eget. Jeg kunne se blodspor på gulvet og røde plamager på mine hænder og tøj. Det fik mig til at græde.