Der var regnen. Ofte på ruden, der vendte mod alt det ydre. Men altid inde i mit hoved. Regn - så verden langsomt tonede ud, tabte sin farve. Grå. Falmet lys fra oven. Sol, et ord i retskrivningsordbogen.
   Hverdagen var en ørkenvandring til skole for at se tilpas normal ud og levere det, der minder om hvad en elev skal kunne. Derfra hjem til fortet, aldrig helt afslappet, men nogen lunde i ro når først døren til mit værelse var lukket, når jeg havde fundet en bog frem og sat noget musik på. Alligevel skulede jeg ofte ud af vinduet.
   Jeg gik i skyggerne. Dér følte jeg mig mest hjemme. Ikke fordi jeg valgte det. Ligesom jeg ikke valgte den øjenfarve jeg er født med. Sådan blev det. Jeg var engang en glad, lille dreng, der gik glad ud i verden og var ligesom alle andre. Men da vi blev større, var det absolut ikke godt nok at være som de andre. Der skulle findes forskelle, der skulle skabes over- og underhunde. Et spil, som det viste sig at jeg var håbløs i. En eller anden slags svaghed, der havde ligget et sted i generne og ventet på at bryde frem.
   De voksne. Engang vidste de alt, kunne alt, modtog bjerge af beundring fra mig og alle de andre små ansigter. Men så var det at vi blev større. Vore vagtsomme øjne så forældrene misforstå, være ligeglade. I det hele taget vade ind i vores tilværelse som elefanter i glasbutikker. Altid med blik for selv at tage sig godt ud eller leve op til egne underlige idéer om at være gode forbilleder. Men med en mildest talt dårlig effekt på børneverdenen i al almindelighed. Det var sådan børnene lærte forskellen mellem hvad der bliver sagt og hvad der bliver gjort.
   Barnet er på et tidspunkt nødt til at lære livets rigtige regler. På den hårde måde. I skolen var det vigtigste at se ud som om alting er som det skal være. Leve op til de voksnes forventninger, men ikke så meget at de andre børn gjorde nar af én for at være en fedterøv. En umulig balance. Ingen støttehjul her, det hedder: lær' eller blå mærker og asfalteksem på sjælen. Og jeg havde prøvet. Åh, ja, jeg havde prøvet - i så mange år, at jeg anså mit liv for at være et evigt varende fængsel styret af logikker, der aldrig ville blive tydelige.
   Så jeg gjorde det jeg kunne. Jeg holdte fast på min mund, snoede mig og fandt udveje. Der kommer på et tidspunkt, hvor et barn i højere grad svarer ud fra hvad barnet forventer den voksne vil høre, frem for at svare ud fra hvordan han eller hun har det. For sådan må det naturligvis gå. Det var ikke ligesom i filmene. Der stod ikke en redning parat, en såkaldt "backup", der kunne træde frem i yderste øjeblik og redde dagen. Ingen redningskrans, intet sikkerhedsnet. Kun mine egne ikke-imponerende evner.

*

Det var en fornemmelse af regnvejr. Den fulgte hvor jeg end gik. Men særligt på den 30 minutter lange gåtur gennem byen fra hjemmet til skolen eller omvendt. Hvis du spørger, vil jeg ikke kunne forklare hvad det var, jeg ventede på skulle ske, men jeg tilbragte det meste af min vågne tid med at skutte mig over skulderen. Holdte øje med velkendte jakker, cykler. Latter, ikke mindst. Parat til at det værste skal ske.
   Jeg har været derude i verden. Prøvet at gøre mig til, prøvet at få venner. Men ord vokser til en ufattelig størrelse. Der var ingen ende på hvor mange tåbelige sætninger jeg lukkede ud, hvis jeg først åbnede munden. Hvor grundigt jeg kunne jokke i spinaten. Hvor dårlig jeg var til at grine med på de rigtige ting.
   Uanset hvor ondt jeg havde, så måtte jeg indse, at de havde ret. Jeg VAR mærkelig, alt for mærkelig. Jeg kunne lide bøger om anden verdenskrig, om taktikken bag hæres mægtige slag, eller atlas, kortbøger af enhver slags. Jeg kunne lide at skrive ord ned i en rækkefølge så de smagte af noget nyt, underligt og eftertænksomt. Jeg kunne lide at tegne lange krogede snørkler af snore ind og ud mellem hinanden. Jeg kunne sidde helt stille i timevis og tænke. Derudover var jeg god til at observere - det er jeg stadig, det er én lille ting, hvor jeg sjældent møder et menneske, der er lige så dygtig som jeg selv. Jeg kunne ikke komme med en rap replik, var ikke god til nogen sport, selv om jeg i et mislykket forsøg på at passe ind var begyndt på fodbold, følte mig ikke tilpas i større grupper og blev utryg ved en høj grad af opmærksomhed rettet mod mig.
   Jo mere tid jeg brugte sammen med de andre, des tydeligere blev det, at jeg måtte være fra en anden planet. Jeg kunne ikke forstå deres verden. De havde ikke andet end hån til overs for min. Ikke andet end hånlighed overfor at jeg kunne lide at læse bøger, at jeg var helt tosset med firserpop og at mit hår, uanset hvor kort bliver, ikke er til at styre. Mit hoved er for stort, mine arme og hænder for tynde og huden alt for lys. Jeg var den laveste dreng i klassen.
   Så jeg byggede min egen verden. Et fort, hver sten formet af mine skuffelser og fejltrin fra mine udflugter på den sociale scene. Jeg fik det ganske godt fra min plads i hjørnet, hvor jeg kunne observere. Læse mine bøger, høre mine mixtapes. Være ham som ingen lagde mærke til, ham i skyggerne. Tænkte ikke over om tingene kunne være anderledes.
   Men det blev de. Hurtigere end jeg havde forestillet mig.