Jeg slår øjnene op. Mere vågen end jeg har været længe. Det er i dag. Dagen, hvor jeg vil tage hul på et nyt kapitel. Jeg er sikker i min sag. Hele kroppen føles parat.
   Soveværelset ligner et telt på sidste dag af Roskildefestivalen. Der ligger plast fra pakker med krydderboller og papirlommetørklæder, samt alverdens fladtrådte juicebrikker og plastikflasker der engang var kildevand i, spredt ud over gulvet. Jeg har stablet fire-fem tallerkner med ubestemmelige rester i vindueskarmen. Tøj, uanede mænger af tøj i det ene hjørne. Forvaskede joggingbukser, bomulds T-shirts, forpuppede sokker. Vinduet piber for at understrege det sørgelige syn.
   Jeg ved ikke hvor lang tid der er gået. Selv om jeg har ligget hele nætter og det meste af mine dage i det lille indelukkede rum, kan jeg lugte sveden, den hengemte krop. Og ikke mindst madresterne. Mønstre fra sengetøjet og min mobiltelefon er presset ind i min krop. Stregerne over mave, lår og bryster ligner syninger i kød. Frankensteins monster. En naturstridig krop, syet sammen af dele, der ikke er mine.
   Mine hænder finder et håndklæde i det to meter høje klædeskab med en hurtighed og sikkerhed som om det er en hvilken som helst fortravlet hverdagsmorgen. Jeg gør mig umage med ikke at se op mod de tre øverste hylder.
   Vasketøjskurven på badeværelset har tabt sin hat. Låget står klemt mellem væg og kurv, et bjerg af beskidt tøj er i færd med at kravle op af de hvide klinker. Men jeg er ikke sikker på det hele er mit. Jeg tænder for vandet og skubber døren i bag mig uden at tænde lyset. Ingen grund til at se. Så hellere krybe ind bag forhænget. Forestille sig at vandet er en dyne.
   Øjnene vender sig langsomt til mørket. Konturerne af vask, toilet, skab og vasketøjskurv får rummet til at ligne et hvilket som helst badeværelse. Jeg lukker øjnene. Jeg kunne være alle steder. I en hotelsuite i Sydfrankrig, stået tidligt op for at nyde den første varme sol på terrassen.. Jeg kunne være på en kro i Nordjylland, langt fra verdens larm. Jeg kunne være i en skyskraber i Shanghai. Alle andre steder end i det, som jeg nødtvunget må indrømme er min lejlighed. Det er mit navn på kontrakten og dermed mit domæne. Med ansvar for alt indenfor de fire vægge.
   Jeg sover under den flydende dyne. Kroppen er både gennemblødt af det dampende vand og af sved. Jeg vil gerne græde med rystende krop, men det biologiske hylster er rungende tom. Luften føles som sirup.
   Der går længe inden jeg slukker for vandet. Meget længe. Hver gang jeg tænker at jeg ikke kan holde varmen og fugten ud, bliver jeg stående, skifter stilling, læner mig op af væggen, kigger op mod den udluftningsskakt, der ikke kan følge med luftfugtigheden i det lille rum.
   Jeg tørrer kroppen omhyggeligt, masserer varmen og renheden ind i hver eneste pigment. Mit hår er blevet længere, jeg må gnubbe det hårdere og i længere tid før det bliver nogenlunde tørt. Hvis ikke jeg snart bliver klippet må jeg finde min føntørrer frem igen.
   Jeg lader håndklædet ligge ved siden af vasketøjskurven og åbner døren. Det føles som om jeg tager en hel sky af fugt med mig. Lille kommode, et tomt skomøbel mens både støvler, stiletter og flade hverdagssko er kastet i en uordentlig bunke op ad hoveddøren. Første dør på venstre hånd er soveværelset. Det står på klem. Den anden dør er lukket. Det er døren ind til det tredje værelse i lejligheden. Virker mere lukket end de to andre lukkede døre - til stuen og til det minimalistiske køkken.
   Jeg ved godt det er vinden, der rusker i bygningen, at vinduet sikkert står på klem et eller andet sted, men det nytter ikke. Det rusker i den dør jeg aldrig åbner. Noget prøver at slippe ud. Døren prøver at tvinge sig åben, så den kan vise mig det kaos der hersker derinde. Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men på engelsk hedder det et breakdown. Det lyder mere præcist: Noget var godt kørende, indtil den altødelæggende sten på sporet, der fik det hele til at vælte.
   Gulvet under tæerne føles koldt. Men jeg fryser ikke. Kan ikke huske hvornår jeg sidst luftede ud. Jeg åbner det store indbyggede skab i soveværelset. Vinden piber stadig ind gennem usynlige sprækker soveværelsesvinduet. Det lyder som om vinden er taget mere til.
   Jeg klæder mig hurtigt på. Tager et par jeans og en trøje. Jeg trækker gardinet til side og kigger ud. Overskyet. Men det regner ikke. Gad vide hvilken dag det er. Eller årstid, for den sags skyld.
   Ude i gangen må jeg skovle fodtøj væk, for at blive i stand til at åbne hoveddøren. Undervejs beslutter jeg mig for nogle fornuftige hvide sportssko. Jeg tror de er gode at gå langt i. Med en hånd på væggen, får jeg balanceret mig ned i skoene uden at binde dem op. Jakken hænger hvor den plejer, på knagerne over skomøblet. Jeg åbner døren, lukker den igen. Opgangen ligner sig selv. Bort set fra at jeg ikke husker at den gule farve var så kraftig. Måske har der været maler mens jeg ikke var til stede.
   Gadedøren er ved at blæse ud af hænderne på mig, da jeg prøver at slippe ud af det karryfarvede helvede. En tom pose jager ned af gaden. Jeg begynder at gå. Vinden gnaver i kinderne. Der er ikke et eneste menneske at se, kun efterladenskaber i form af avissider og andet affald, der bliver kastet tilfældigt rundt. Da jeg når ned for enden af gaden, stopper jeg op, kigger fra side til side. Gad vide hvor jeg skal gå hen?
   Jeg kan huske at jeg engang havde et arbejde. Det var mit andet hjem, et sted jeg var glad for at være. Det må have været før sygemeldingerne begyndte. Jeg husker tydeligere hvordan det var at gå på arbejde og være halvvejs væk. Arbejdsopgaverne og jargonnen virkede ligegyldige. Jeg var på lejlighedsvise besøg hos mit skrivebord, på en arbejdsplads hvor alle virkede absurd engagerede. Jeg orkede det ikke.
   Længere nede af gaden kan jeg endelig se bevis på eksistensen af andre mennesker. To skikkelser i store jakker, med hætten slået op, krydser vejen og skynder sig. Ja, selvfølgelig. Indkøbscenteret. Nu, hvor jeg er udenfor, kan jeg vel lige så godt gå i centeret. Fylde køleskabet op, købe rengøringsmidler. Så jeg kan komme i gang. Det bliver en enorm opgave, fuldstændig uoverskuelig gigantisk, men jeg må simpelthen starte forfra. Også selv om jeg kan mærke at jeg inderst inde ikke har energien til det.
   Jeg kaster et par hurtige blikke i begge retninger inden jeg løber over. Det plejer at være en vis trafik uanset tidspunkt på dagen. Måske er der en helligdag, jeg er gået glip af. Blæsten får fat i min krop, jeg svajer. Det er lidt ligesom at være fuld. En blå bil drejer ud fra en sidevej og kører forbi mig. Langsomt, som om den leder efter en adresse.
   Lige inde bag supermarkedets plastikglasdøre står to gamle damer med hver deres stofpose og kigger stjålent ud. Jeg går ind, nikker hurtigt til dem, selv om jeg ikke aner hvem de er.
   Indkøbscenteret er fyldt af mennesker. Belysningen er forkert. En mand råber af en ekspedient omkring noget med betalingen. En vagt står sammen med en ophidset mand. Jeg kan høre barnegråd. En kvinde skubber sig forbi mig og to andre for at komme ind.
   Jeg lader mig drive med strømmen, ind mellem hylderne. Der er noget i luften. Noget, som er anderledes. Det virker som om et mareridt er ved at udfolde sig. Jeg tror måske den mærkelige belysning har noget med det at gøre. To mænd står og skubber til hinanden. Den ene har en pakke mel i hånden, den anden rækker ud efter den. Glaslågerne ind til mælk, smør og lignende er bundet sammen med den slags bolchestribet tape, som plejer at være sat op når der er gravet huller i vejen. Jeg går derhen. En tyk mand i butikkens uniform prøver at snakke en kunde til rette.
   Ja, det er korrekt at generatoren kører, men som jeg allerede har sagt: Så længe jeg ikke har stabil strøm kan jeg ikke garantere for mælkens holdbarhed og må derfor ikke sælge den."
   Jeg går forbi dem, smyger mig forbi dem alle. De to mænd med melposen er begyndt at råbe. Jeg tager mig til ørerne, kniber øjnene vildsomt i. Ville ønske at der ville komme nogen og stoppe galskaben, men en mere kold og kalkuleret side af mig ved at der ingen nåde er. Det har der aldrig været.
   Kunder flår varer ned af hylderne, river i farten andre varer ned på gulvet og lader dem ligge. Der blive skubbet og løbet på en måde jeg aldrig har set før. Der findes ikke noget ord for det på dansk, men det engelske ord "Pandemonium" passer godt.
   Jeg driver ud af indkøbscenteret igen, chokeret, forvirret. Det er ved at falde fra hinanden. Byen, verden, det hele. Jeg går på usikre ben væk fra kaosset - i blinde, ved ikke hvor jeg er på vej hen. Bygningerne og gadehjørnerne ser ikke bekendte ud. Trafiklysene er tomme. Jeg skal til at krydse en vej, da to biler kører sammen med et brag ude på vejen. Den enes bils horn er åbenbart gået i stykker. Dens larmende lyd fortsætter i det uendelige, graver sig ind gennem mit kranium og smerter. Jeg tager to skridt tilbage, ramler ind i en skraldespand, falder om på jorden, prøver at rejse mig samtidig med at jeg flygter.
   Jeg kan huske havet. Kan huske mormors sommerhus. Bare ikke lige hvor det lå. Men det, jeg bedst kan huske, er roen. At alt i verden forsvandt når jeg tog mine badevinger på, soppede ud i vandet og lagde mig ned for at flyde. Det var ligesom at drømme og sejle væk fra alting på samme tid.
   Min hånd får fat i en dør, som jeg skubber til. Jeg nærmest falder ind i en kiosk. Tror ikke jeg har været her før. Mine læber svider. Det må være vinden. Jeg går hen til køleskabet, finder en flaske vand. Kommer i tanke om at jeg ikke har nogle penge. Vender mig om for at forklare min situation for den tykke dame bag disken. Jeg åbner munden, men finder ud af at jeg ikke har ord nok. I stedet knuger jeg om flasken, vender om og styrter ud af butikken.
   Jeg løber ned ad gaden. Det er svært, det føles lidt ligesom at se astronauter gå på månen. Damen opgiver åbenbart at følge efter mig. Jeg tømmer vandflasken i tre slurke og kaster den ud mod vejen. Vinden fanger det toppe plasthylster og bevæger den tilbage mod kiosken. Drejer ned af en sidegade. Tager mig til hovedet og prøver at forstå. Jeg er ved at få ondt i hovedet.
   Der er mange ting jeg ikke ved. Sikkert millioner af ting, men jeg ved at jeg er Cand. Mag. i engelsk, hader både blad- og knoldselleri og at min far døde i en arbejdsulykke. Men jeg aner ikke hvorfor jeg tog den flaske. Jeg kan huske en person, der ligner mig til forveksling, som engang for længe siden var en snusfornuftig og altid samvittighedsfuld person. Jeg ved ikke engang om jeg savner hende jeg engang var. Det eneste jeg ved nu, er hvor dejligt havet er. At blæsten er voldsom nok til at stilladset på den anden side af vejen ryster og knager truende. Jeg sætter farten op for at komme væk, ud til kysten.
   Det bliver stadig sværere at trave ned ad gaderne. Jeg må bøje mig frem, presse kroppen som en syl gennem luften. Nogle gange stiller jeg mig i porten mellem to bygninger og puster ud, men jeg fortsætter. Endelig nærmer jeg mig. Arbejderne på byggepladsen til de nye luksuslejligheder med havudsigt, er for længst gået hjem eller har barrikaderet sig i skurvognene. En rød bil kører forbi i sneglefart. Overvejer at stikke tomlen ud, men kroppen magter ikke opgaven.
   Vinden er kraftigere nu hvor jeg er tættere på vandet, og mine kræfter er ved at ebbe ud. Jeg er på vej baglæns, Hver gang jeg løfter et ben for at gå frem, skubber et vindpust mig ud af balance og jeg må vakle et skridt eller to tilbage. Frustrationen bobler i blodet, jeg åbner munden og råber. En rå, hård lyd. Jeg bander voldsomt af vinden for at den skal lade mig komme videre, råber og knytter hænderne foran brystet, slår hårdt i usynlige ting. Jeg kan ikke engang høre hvad jeg håber.
   Det nytter ikke noget. Jeg kan ikke komme ud til kysten. Modvilligt får jeg vendt kroppen, blæsten håner ved at puffe mig ivrigt væk fra mit mål og den slagmark, hvor jeg tabte. Mine ben ryster af anstrengelsen.
   Står ved gaden hvor byggepladsen begynder, med ryggen til det åbne område og husskeletterne. Måske skal jeg finde en anden kurs. Krydser vejen, er ved at falde da et vindpust puffer kroppen bagfra. De gamle boligblokke ser hærgede ud. De fleste vinduer er hermetisk tildækkede. Flere steder med tæpper. Jeg finder en åbning, en åben port, der fører hen et sted, jeg ikke kender. Jeg går ind i mørket. Jeg kan se skygger af cykler stå parkeret op ad væggene. Måske burde her være lys, men i så fald virker det ikke. Halvvejs mellem gade og baggård er opgangsdøren. Jeg sætter mig på trappestenen. Kan ikke huske om jeg nogen sinde har været så øm i kroppen, men hvis jeg har været det, måtte det være dengang jeg var til spinding med Steen. I begyndelsen, før det tredje værelse.
   Min trætte krop læner sig op ad murstenene. De føles hårde på en behagelig måde. Vinden rusker i bygningen, men jeg er sikker på jeg er i sikkerhed her. Jeg læner nakken mod de kolde sten. Lukker øjnene. Bare et øjeblik. Kan høre alt. Knirkelyde, blade der rasler. Åbner øjnene og ser kun skumringslyset og cyklerne.
   Jeg lukker øjnene og er tilbage. Ikke bare et hvilket som helst sted i lejligheden, men lige foran døren. Det tredje værelse, det eneste rum i lejligheden, der ikke er defineret på forhånd. Køkkenet og badeværelset er defineret af køleskabet og toilettet. Soveværelset er defineret af det indbyggede trefløjsskab. Det sidste rum er hvidt og kvadratisk, brugen er kun begrænset af ejeren. Derfor er netop dét værelse et termometer på ejerens liv. Det kunne være et atalié, en lounge, et børneværelse. Jeg har ikke været derinde i noget, der minder om en evighed. Alligevel kan jeg se det hele for mig, bag de lukkede øjne.
   I mit tilfælde er det tredje værelse delvist et kontor og delvist et opmagasineringsrum for de ting jeg kan finde ud af om skal smides ud og det jeg ikke orker at slæbe i kælderen. Der er et skrivebord hvor der engang stod en computer, fire flyttekasser i et hjørne, en gammel standerlampe, en antik kommode og alverdens rod. Det hele er dækket i støv.
   Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men på engelsk hedder det et breakup. Et langt bedre ord. To mennesker, der har vredet og presset hinanden, ikke af ond vilje, men af kærlighed. Indtil det ikke kan holde mere, indtil det afgørende knæk, der ødelægger alt. Et knæk, der kan være mange ting. Eksempelvis det tredje rum. Hvad det bruges til. Eller rettere, hvad det ikke bruges til.
   Jeg kan huske hvor glad han var, der vi købte barnesengen. Det var weekenden efter jeg havde været hos lægen og krummet tæer. Men jeg husker tydeligere da jeg kastede den ind i væggen.