Den bedste ven, jeg har i hele verden, er pizza. Ikke én bestemt pizza, som jeg så kan spise en enkelt gang, hvorefter jeg er dømt til at være ensom resten af livet. Nej, jeg er så heldig at uanset hvem af mine tre favorit pizzabagere, der står for håndværket, så er det altid en stor fornøjelse at få besøg af en pizza, selv om den er nybagt hver gang. Jeg er heller ikke kræsen. Godt nok kaster jeg mig ikke i grams for et hvilket som helst fyld, men der findes flere forskellige versioner af kød og andet tilbehør, som behager min gane og skaber den helt rigtige stemning af velvære.
   En pizza har aldrig været uvelkommen i mit beskedne hjem. Når den ankommer, er det fordi jeg har udtrykt et eksplicit ønske om at den skulle lægge vejen forbi. Jeg har jo ringet efter den. Der opstår aldrig en akavet pause i dens selskab. Tiden går altid med en behagelig lethed.
   Når jeg forlader tunge kontorer og disses problemer efter arbejde - ofte i tvivl om mit eget værd og livsvirke - så er det netop i disse øjeblikke, at en pizza gør mest gavn. Den kvikker op, skaber behagelig velvære. For jeg er pludselig ikke alene længere. Og bedre endnu: Jeg er ikke tvungen til en akavet dialog, der altid får mig til at føle at en masse er gået hen over mit hoved - eller bekræfter mig alt det jeg ikke forstår. Pizzaen skuffer mig aldrig, og jeg skuffer aldrig den. For jeg spiser. Til sidste bid, og mens jeg gør det, er der ikke en eneste bekymring, der kan nå mig. Hvilket er fuldstændig det modsatte af hvordan resten af døgnets timer udfolder sig.
   Det er egentlig ufatteligt, at noget, der har så vital betydning for én, kan være skadeligt. Jeg mener, pizza er min bedste ven. Pizza er den eneste, som aldrig svigter mig, og er den eneste, jeg aldrig har skuffet. Pizza er den eneste, der aldrig ser skævt til mig, aldrig stiller krav, aldrig udtaler sig fordømmende. Det er ikke fordi jeg er en kujon, verden må gerne stille krav til mig, det giver et svagt glimt af en fornemmelse af at have betydning - men der er bare så meget af det. Så meget at jeg har brug for dén bedste ven, der ikke hele tiden forventer en masse af mig.
   Desværre kan jeg ikke fortsætte med at leve mit eget, lille, sølle, men enfoldigt lykkelige liv med pizza. Det påstår min badevægt, og den styrker sine argumenter med at kroppen føles trægere og tungere, at jeg bliver hurtigere træt om aftenen og altid puster når jeg tager trappen.
   Der findes ikke én eneste ting her i livet, som jeg ikke har været nødt til at sige farvel til på et tidspunkt. Mennesker og genstande har passeret ind og ud af mit liv, og jeg har knyttet forskellige følelser til dem - store eller små. Men de har alle sammen haft det til fælles, at de på et tidspunkt er gledet mig af hænde. Eller har forladt mig. Uanset hvor meget jeg har prøvet at holde fast. At være ligeglad har heller ikke haft den store effekt på at forebygge sorgen.
   Nu er tiden kommet til at jeg skal sige farvel til min bedste ven - den ven, jeg troede skulle bryde reglen om at intet vare evigt. Jeg skal sige farvel til den stille oase i et kaotisk hav af en verden, hvor der for hver jul er mindre og mindre, som jeg forstår og føler jeg kan håndtere. Jeg er kun det, der med det lidet flatterende ord kaldes "midaldrende", men må se i øjnene at livets vigtigste lektie er at håndtere tab. Den vigtigste vej til overlevelse er at kunne leve med at miste selv det, der er én kærest.
   Jeg ved, at det eneste, der vil fungere, som vil give mig energi, sundhed og et langt liv, er at komme ud af det trygge fort, jeg har bygget af tomme pizzaæsker. Der har været så mange gange før, hvor jeg har forsøgt at trappe ned, bruge logik, men intet har hjulpet. Vi mennesker beder oftest ikke om den ting, vi har brug for - vi hungrer i stedet efter det vi umiddelbart vil have.
   Det er nok lidt for tidligt at sige med sikkerhed, men det føles som om jeg er nået til et stadie af accept. En accept af, at selv det mest ukomplicerede venskab jeg har haft i mit liv, må gå den tunge gang til bødlens galge. Jeg ved at jeg kan blive et sundere, gladere menneske med mere energi til at håndtere hvad livet end kaster i ansigtet på mig. Men jeg vil være venneløs.
   Det er usigeligt hårdt at vide alt dette, at tage det ind og erkende det, og derfor har jeg besluttet mig for, at hvis jeg virkelig mener det, hvis jeg virkelig vil leve et langt liv, så er den eneste løsning at sige et endeligt farvel. Ikke noget med at ses engang i mellem, belønne sig med blot en enkelt fantastisk venskabelig aften på en måned. For jeg ville glide tilbage i det gamle mønster. Nej, det eneste, som virkelig vil være godt for mig, er at sige et endeligt farvel. Lægge alle de gode oplevelser bag mig, alle de gange hvor jeg har følt at en aften med pizza gav mig styrken til at overleve endnu en uge. Alle disse gode ting - de må lægges i graven. Det er svært, men jeg ved det er rigtigt.
   Jeg har bare sådan lyst til en sidste pizza.