En herlig og spændende, samt måske en smule uhyggelig jule beretning i 24 afsnit.
Her møder vi mange forskellige personer, eventyrfigurer og dyr, samt deres mange udfordringer og oplevelser igennem en meget travl og hektisk, men alligevel spændene julemåned.
Læs selv, samt find ud af hvad jeg mener.

JULEN HUN IKKE KUNNE GLEMME.

Indledning:

Jeg har valgt at skrive denne julehistorie, da jeg synes der ikke er nok bøger på markedet inden for denne genre. Denne historie kom til mig en aften, efter at jeg havde siddet og set en julefilm på dvd. Da tænkte jeg, dette kan jeg vel også gøre, bare i skrift.
Derfor satte jeg mig hen til mit bord, hvor jeg fandt papir og kuglepen frem og lidt efter lidt blev historien så nedfældet på papiret.
Der er dog ud over en masse nyt i historien, også en del lånt materiale fra forskellige film og historier. Men dem af jer der ligesom jeg selv holder meget af julen, vil sikkert selv kunne se, hvor det er jeg har lånt min inspiration fra.

Rigtig god fornøjelse, samt håber i vil blive ligeså meget fanget af at læse historien. Som jeg var ved at skrive den.

God læse lyst.

Dan L Andersen.

1. December: Julens begyndelse.

Vores historie starter i en skovridderhytte, lidt nord for byen Zhorokorja i den finske del de kalder for Lapland. Inde i den hyggelige stue, kun oplyst af den lille smedejernsstøbte olielampe. Og pejsen, hvor ilden brændte lystigt med. Sad en lille og krumrygget mand og snittede i et fint knastfrit stykke træ. Det havde han fundet tidligere på dagen, da han havde været ude og gå hans daglige tur rundt i skoven. Den gamle mumlede stille, alt imens at han kløede sig i skægget. " Fint stykke træ det her, et meget fint stykke træ det her. Så er det gran, et meget fint stykke træ, det skal være et fint dyr."
I det samme kiggede han op og hans øjne begyndte nu at skinne, ligeså klart som lampen der stod på bordet. I hans ansigt, der var medtaget og rynket af mange års skovluft. Samt hårdt arbejde, så man et fint smil, der fik hans ansigt til at skinne endnu mere.
Derpå lo han, så at hans mave hoppede. " Ho - ho - hoh." så sagde han. " Ja så kom den første sne, så får vi nok en hvid jul alligevel." For idet han kiggede op, var det begyndt at sne. Efter et kvarter, sneede det efterhånden så meget, at skovbunden var blevet dækket, af et fint hvidt og tykt tæppe. Rundt omkring i skovbunden, hoppede et lille vævert sneharepar rundt. Den eneste grund til man kunne se, at de var der. Var på grund af de to par øjne, der kunne ses i alt det hvide.
Så kiggede han ned på sit stykke træ igen, alt imens han sagde. " Meget fint stykke træ det her."
Så lagde han det på bordet, rejste sig, imens at han strakte sin ryg og sagde. " Nå det er vidst også på tide, at komme i seng." Hvorefter han sjokkede hen til den store seng, som var udskåret som en stor slæde, satte sine hjemmesko og lagde sig. Inden længe sov han tungt og fast.
Den næste morgen, før solen endnu havde vist sine første stråler på vinterhimmelen. Vågnede den gamle mand, frisk og rørig som en antilope, sprang han ud af sengen og sagde:
" Ah, godt med en god nats søvn. Jeg tror søreme, at jeg vil gå et smut til byen i dag. Jeg bliver jo nødt til, at finde ud af. Hvem der skal have en fin gave i år, eller hver der bare skal have et stykke afbrændt træ."
Så lo han, så det rumlede, og tog sine store bjørneskindsstøvler og pelsfrakke på. Derpå begav han sig ud i den kolde hvide vintermorgen.
Han ankom til byen, idet de første børn og voksne var begyndt at tænde lys rundt omkring i de små hjem.
Så gik han hen til det første hus og kiggede ind, her så han.

2. December: Julens begyndelse, del 2.

I husker nok i slutningen af første december, der var den gamle mand gået en tur ind til byen. Han ville jo ind og finde ud af om der var nogle artige børn rundt omkring i de forskellige huse.
Her fortsætter vi så vores historie:

Han gik hen til det første hus og kiggede ind. Her så han mor og far sidde på hver deres plads ved bordet. Sammen med en lille pige og hendes storebror, på den anden side af bordet.
" Hvem vil tænde lyset i dag?" Spurgte mor. " Det vil jeg." Jublede den lille pige henrykt.
I det samme strålede hendes øjne ligeså klart og fint, som den tændstik hun lige havde strøget mod svovlstykket i hendes hånd.
Den gamle rettede sig op, så gik han videre til det næste hus. Alt imens, at han tænkte.
~ Her er der glæde, her er der varme. Her er der rart i hjemmets arne, her får børnene mor til at grine. De skal have en gave, af de fine ~.
Sådan gik han rundt den hele dag, til det blev hen ad aften. Da vidste han nøjagtigt hvem der skulle have en gave, og hvem der skulle have kul. Så begyndte han at gå hjem igen, thi nu skulle han hjem og skrive ind i sin bog. Hvem der var sød, hvem der var slem. Hvem som fik kul, samt hvem sku' ha klem.
Så satte han sig i sin store stol og fandt sin kniv, og så satte han sig til at snitte i sit stykke træ.
Efterhånden som stykkerne fløj af træet, dannede der sig et lille egern. Manden trak på smilet alt imens, at han sagde til sig selv. " Dette lille fine dyr, det bli'r til en lille fyr. En kæk og lille munter dreng, som aldrig gør sin mor spor streng." Derpå lagde han kniven fra sig, fandt frem en lille bog og satte sig til at læse. Inden han valgte at gå i seng, sagde han.
" I morgen må jeg hellere gå hen på værkstedet, for at se hvordan mine små venner klarer arbejdet. Der er jo nok at se til, i denne mørke og travle tid.
Alle gaverne skal jo fordeles til de rigtige børn, jeg skal vidst også snart have rengjort forspandet og seletøjet. Jo, jo og slæden skal vist også efterses. Jo der er nok, at se til i denne måned.

Derpå lagde han sig på sengen og efter kort tid, sov han trygt og fast.

3. December: Besøget i skoven.

Det var op af formiddagen, inden at Julle, som han blev kaldt i folkemunde, kom ud af dynerne. Efter et godt og solidt morgenmåltid, thi det er nemlig sundt. Tog han sine støvler og varme frakke på, så begav han sig ud i den snedækkede skovbund.
Da han havde gået en rum tid, stoppede han brat op, kiggede på det store træ foran ham,
trykkede på en knast, der var omkranset af nogle underlige symboler. I det samme åbnede der sig en lem, kun lige så stor, at han kunne klemme sig igennem. Da den lukkede sig igen, stod han foran en lang trappe, der var oplyst af hundrede fakler. Den havde det smukkeste, udskårne gelænder. Han begyndte at gå ned ad trappen. Jo længere han kom mod bunden, jo højere blev lyden af julemusik og lyden af små hammere. Skruemaskiner og små fødder, der løb henover gulvet.Julle trådte forsigtigt ind i den store arbejdshal, da han ikke ville forstyrre småfolket i deres arbejde. Men idet de så ham, smed de, hvad de havde i hænderne, samt løb ham i møde.
" Julle - Julle," råbte de. " Kom og se det sidste nye, som vi har opfundet." Så trak de afsted med ham, hen til det store arbejdsbord. Der lå der legetøj i alle afskygninger. Det sidste nye påfundvar en lille kænguru, der hoppede hen ad bordet, alt imens at den sang: Stop den lille kænguru, men det gjorde den på fem forskellige sprog.Da Julle så den, kunne han ikke lade være med at le. Han lo så meget, at han fik helt ondt i maven. Da han var kommet til sig selv, samt havde sundet sig, kom en lille pige hen til ham, alt imens hun sagde til ham. " Ønsker Julle nogle småkager, eller noget varmt kakao at drikke?" Men inden at han nåede at svare, var der blevet stoppet en kage i munden på ham, samt et stort krus varm kakao i hans hånd. Ligeså hurtigt som den lille pige var kommet, lige så hurtigt var hun forsvundet igen.
Julle begav sig videre på sin runde i værkstedet. Rundt omkring i værkstedet spillede der forskellig slags julemusik. I hver en lille krog, blinkede og funklede der julebelysning. I flere forskellige farver og nuancer. Julle trådte ind i gaveindpakningsafdelingen, hvor der blev pakket ind i rødt - gult og grønt papir. Overalt hvor man så hen, løb der piger fra småfolket rundt og prøvede at få tingene til at hænge sammen. Efter at Julle havde gennemgået de forskellige ting i hver en afdeling, gik han over i stalden, hvor der i hver sin bås stod et rensdyr. Det største og flotteste af dem, var en otte - årig han med det flotteste veludformede gevir. Samt en stor og funklende rød snude, der lyste så meget, at der næsten ikke, var behov for noget andet lys i rummet. Julle styrede direkte hen til den store ren. Idet han stod lige ud for den, sagde han. "Hvad så Rudolph, min ven, er du ved at være klar til den store årlige flyvetur. Har du fået trænet de nye i dit team? Kan de klare turen rundt i år?" Rudolph kiggede fornøjet på Julle, gryntede et par velfornøjede brøl, hvorefter den nikkede glad, og smilede. Derefter gik Julle ud igen, alt imens at han sagde. " Vi ses om et par dage igen venner, jeg har lige nogle ting, jeg skal have ordnet. Men så vender jeg tilbage, og så tager vi for alvor fat på arbejdet. Så hold jer parat." Så gik han. Følg med i vores historie, i den 4. december...

4. December: Overraskelsen / Bortførelsen.

Da Julle kom hjem igen, til den lille skovridderhytte, var det blevet så sent hen på aftenen, at han valgte, som det første, at tage sig et stort krus te. Det var jule - te, for da han jo var julemanden, elskede han duften, samt smagen af kanel. Det var en af hovedingredienserne i teen, så det smagte ham rigtigt. Efter at han havde drukket det, rejste han sig og trissede hen til sin store seng og lagde sig.
Julle vågnede brat op om formiddagen, ved at den lille pige fra værkstedet stod og ruskede i ham.
" Julle - Julle, vågn op." Nærmest råbte hun ind i hovedet på ham. " Den er helt gal."
" Rolig nu, rolig nu. Jeg er jo vågen." Sagde Julle. " Fortæl mig nu det hele, lille søde Angelicka. Hvad er det, som der er så galt fat."
" Rudolph. Rudolph er - er - er forsvundet, da jeg kom for at skulle fodre dem til morgen, da var låsen til hans bås klippet op. Rudolph er væk." Hulkede og stammede hun.
Julle satte sig hen til det store arbejdsbord, tænkte så det knagede. ~Hvem er mon ude på at skade mig, hvem vil forhindre julen i at komme. Hvem kan jeg have glemt på min liste, jeg må se det, inden ugen den er omme~. Julle tænkte, tænkte og tænkte. Men uanset hvor meget han tænkte, kunne han ikke regne ud, hvor at det var gået galt.
Så valgte han at gå op på loftet, for at finde listen fra det år forinden. Men uanset hvor mange gange han kiggede den igennem for navne, samt uanset hvor mange gange han talte den igennem, syntes han ikke, at han kunne se, at han skulle have glemt nogen. Derfor valgte han at gå med den lille Angelicka tilbage til stalden, for at se om de kunne finde nogle spor. For når man er julemanden, så kan man ikke bede politiet om hjælp, thi så ville de bare tro, at han var en sindsforvirret person. Så ville de anholde ham, samt sætte ham i fængsel. For der er jo ingen, ud over de små og uskyldige børn, der tror på julemanden mere. Når der så kom en mand og påstod noget andet, samt ville påstå at hans rensdyr var blevet stjålet, ville de jo tro, at han var fuldkommen skør og tosset.
Da de kom ud i stalden, så de et fint strøet spor af hø. Men sporet stoppede brat, cirka femhundrede meter fra træet ned til værkstedet. Her kom Julle virkelig i vildrede. For i stedet for seks, otte eller hvor mange ben der nu måtte have været aftryk af i sneen, eller bare de fire fra Rudolph, var der kun to spor. De lignede to små poter efter en mus. Så det forstod han ikke.
Julle valgte derfor, sammen med Angelicka, at gå tilbage til værkstedet, for at finde ud af, hvad der nu måtte være at finde ud af. Julle satte sig i den store stol på hans værelse, og kløede sig gevaldigt i håret. Alt imens, han mumlede for sig selv. " Det var mærkeligt det her, meget underligt." I mens at han sad der og tænkte, hørte han ikke døren gå op. Det var først, da den lille Angelicka atter stod foran ham, at han opdagede hende. " Nå, hvad har min lille alfeveninde så at sige." spurgte han.
Nu spørger du så sikkert, " jamen er det ikke nisser, der hjælper julemanden."
Til det må vi desværre sige nej, julemanden har igennem mange år haft flere forskellige hjælpere som ansatte. Men der er ingen, der har været så pligtopfyldende og arbejdsvillige som alfer. Først i mange år havde julemanden trolde ansat, men de var ikke pottetrænede. Så der var ligeså meget oprydning og rengøring efter dem, som der var med gaverne. Så i en del år havde han nisser ansat, men de drak så meget, at det var Julle selv, der måtte stå med hele produktionen. Det var først efter at han for halvtreds år siden, havde fået ansat alfer under sig, at han havde fået noget mere fritid til sig selv. Nu stod den lille alfepige Angelicka foran ham, men det var ikke ligefrem med et smil på læben.

Følg med videre i morgen den 5 december, hvad der sker i vores julekalender...

5. December: I et andet land.

I det samme i et lille land kaldet Danmark, sad en lille pige og hendes mor ved deres morgenmad og snakkede. " Mor." sagde den lille pige, alt i mens, hun smilede, så det var en lyst at se på. " Tror du at julemanden husker på, hvad jeg ønsker mig i år. Jeg mener, tror du, at han ved at vi skal holde jul ved mormor i år." Mor smilte stille for sig selv, i mens, at hun stille sagde. " Selvfølgelig ved julemanden, hvor vi skal holde jul henne, julemanden ved alt, og han finder altid dem, der har været søde og artige. Og hvis du nu er rigtig sød og flink, så skynder du dig, at spise din morgenmad færdig, så du kan komme i skole bagefter."
Så smilede mor igen, så begyndte hun at pakke den lille piges taske. Og i mens sad den lille pige og spiste sin morgenmad, for hun ville nemlig gerne have, at julemanden skulle synes hun var en sød, rar og artig pige. Så hun kunne få det blomstrede dukke te stel som hun havde ønsket sig så inderligt, det sidste års tid, efter at hun havde fået en dukke i satin og sløjfe.
Da hun var færdig med at spise, gik hun ud i entreen og begyndte, at tage sine støvler og jakke på. Da hun var færdig, råbte hun på sin mor, at hun nu var klar til at komme i skole.
Mor kom ud i entreen, da hun så den lille pige, sagde hun. " Men dog, men dog. Du er godt nok en stor pige, dig kan julemanden i hvert fald godt være stolt af. Og når han nu kan mærke, hvor glad og stolt du har gjort din mor, så er jeg også sikker på, at han nok skal finde dig, samt give dig netop den gave som du har ønsket dig. Men nu må vi skynde os at få dig i skole, så at din lærer ikke bliver sur på dig." Så gik de.
De var henne på skolen fem minutter før end at det ringede ind, den lille pige gik ind i klassen. Direkte hen til lærerindens bord og sagde. " Godmorgen frk. Madsen, rigtig glædelig december, jeg håber de har haft en fortræffelig søvn i nat." Hvortil hendes lærerinde, svarede hende med et smil på læben. " Jo tak lille Charlotte, det har jeg da. Men skynd dig nu, at sætte dig ned på din plads, så at vi kan komme i gang med dagens arbejde." og lige idet hun havde sat sig ned, ringede det ind til time.
Da det ringede ud for sidste gang den dag, kom den lille Charlotte gående ud med en fin juledekoration i hånden. Det var en, hun havde brugt den sidste skoletime på at lave. Det var en dekoration til hendes mor, da hun så den. Lyste hendes ansigt helt op, hun smilte til hendes pige der kom gående med den fine dekoration i hånden.
Den aften ved middagsbordet, var der tændt for lyset i den fine dekoration. De skulle jo nå at have lyset brændt ned til den femte december, imens det stod sådan og brændte. Kunne man se, at dekorationen var lavet med ømhed og kærlighed, for den brændte med, den pureste, klare og varme flamme, som man ikke havde set i længe. Om aftenen da hun skulle i seng, havde hun lagt sit tøj pænt sammen på hendes stol. I stedet for bare at smide det på gulvet, som hun ellers havde for vane at gøre. Da hendes mor så det, blev hun så glad, at hun smilte og sagde.
" Det var vel nok fint gjort, jeg tror minsandten, at min lille pige, fortjener en godnathistorie i aften." Så satte hun sig til at læse i en stor tyk bog, der hed: Nissen i skoven. Inden længe sov den lille pige roligt og trykt.

Følg med videre i morgen den sjette december.

6. December: Bortførelsen del 2.

Kan i huske den fjerde december, hvor alfepigen Angelicka var kommet til Julle fordi, Rudolph var forsvundet. Nu var det så at Julle sad og tænkte så det bragede, derfor lagde han slet ikke mærke til at Angelicka var kommet ind til ham igen. Nu endnu mere fortvivlet og bleg i ansigtet.

" Den er helt gal Julle - helt gal er den nu." " Hvad er der nu?" sagde Julle. " Jo ser du, nu er Prancher også forsvundet." sagde den lille alf. Julle nærmest råbte, " Hvad, hvem er det der er ude på at skade mig, hvem er det, der mener, jeg ikke skal passe mit job ved at glæde jordens børn?"
Julle sad og tænkte, tænkte og tænkte, over hvor hans to rensdyr kunne være. Så var det endda hans to bedste flyvere, det var dem der havde alt hyret med at trække, samt få de andre seks til at flyve ordentligt.
I det samme og som lyn fra en klar himmel, mærkede Julle en glæde og en varme sprede sig rundt i hans krop. Inden længe sad han med et stort lattergrin, og smil over hele hans rynkede og furede ansigt.
Men det var ikke fordi, han nu vidste hvor at hans rensdyr var, nej det var fordi, han mærkede den glæde der strømmede ud af en lille piges drømme. Som ved et magisk trylleslag, rejste Julle sig op. Gik hen til sin store bog med artig og uartig listen og skrev.

CHARLOTTE KRISTENSEN - ARTIG - ØNSKE: TESTEL
BOSTED: VEJLE - LAND: DANMARK.

Derpå lukkede han sin store bog, tog sin jakke og hue på, gik igennem værkstedet, alt imens, at han prøvede på at smile til sine alfer. Nikkede og bevægede sig hen mod den store trappe, inden længe stod han ude i den kolde, samt mørke vinteraften.
Han begyndte, at begive sig hjemad, efter en lille times tid. Stod han atter i den lille, samt mørke skovridderhytte. I det samme, han fik tændt olielampen. Så han, at der lå et brev på hans spisebord, hvor i der stod:

Hvis du ønsker at se dine rener igen, stiller du op på tv. Samt si'r jeg er din ven, den bedste og flinkeste - rareste fyr. Som både er god, ved mennesker og dyr. Men samtidig, skal du sige som ærlig du er. At du har lavet, en fejl i verden her. Thi sidste år du glemte mig på din vej, så derfor er du meget fej ?
Med venlig hilsen fra Mr. H
Julle sad og tænkte så det knagede, men uanset hvor meget han tænkte. Kunne han ikke komme i tanke om, hvem han kunne have glemt. Uanset hvor meget han gerne ville, kunne han ikke stille op på tv. For julemanden er gjort af det samme stof, som drømme er gjort af, hvis han så viser sig for meget for menneskene, vil de med tiden holde op med at tro på ham. Han vil skrumpe ind, blive til en lille grå staldnisse, samt ville skulle bo i blandt rotter og muggent korn. Med tiden, ja så vil juleglæden og stemningen helt forsvinde, ja så vil julen være borte for altid.

Og her slutter vi i dag, men glæd dig og hør videre i morgen hvad der mon sker.

7. December: Bortførelsen del 3.

Da Julle vågnede den morgen, valgte han, at han ville gå hen til værkstedet, for at snakke med sine små alfevenner, om hvad de skulle gøre. Da han kom hen på værkstedet, kaldte han alferne sammen til en rådslagning. For de blev jo nødt til, at finde ud ad hvad de skulle. Om der var nogen, der vidste, hvem de kunne have glemt året forinden.
" Jeg har kaldt jer sammen her i dag, fordi jeg har fået et brev derhjemme, samt fordi jeg har på fornemmelsen, at der er en eller flere her iblandt mine venner, som ved noget de ikke har fortalt mig." Sagde Julle.
" Der skulle ikke tilfældigvis være nogle, der skulle vide hvem en Mr. H er."
I det samme trådte en lille alfefyr frem og sagde. " Ja så må jeg vist hellere komme frem med en lille tilståelse. I det Julle kom hjem fra sin flyvetur sidste år, samt havde sat hvert et dyr på plads i sin bås. Så er det jo os alfers pligt, at pudse kanen og sy sækken. I det, at jeg løftede sækken op for at tjekke den. Mærkede jeg, at den ikke var tom. Gaven har jeg gemt herhenne, for at Julle ikke skulle føle sig forlegen." Så gik den lille alf hen bag den store gavemaskine, fandt en gave frem, alt imens han sagde. " Jeg havde tænkt mig, at have skrevet et kort som jeg ville lægge ved gaven. Så havde han bare fået to gaver i år."
" Må jeg se den gave, samt navn på ham jeg har glemt lille Chauncy." Spurgte Julle.
Chauncy gik hen til Julle med gaven, hvor Julle tog det og begyndte at læse op.
" Til Walther Hobbs - Magnificence Square 2484 - New York city."
" Nå sådan, det var altså den Mr. H jeg havde glemt." Sagde Julle.
" Så må jeg vist ud på en før juleaftens flyvetur, jeg må jo nok hellere få bragt orden i dette roderi,
inden det går mere galt i denne julemåned. Men først vil jeg hjem og have en god nats søvn.
Er du så flink, at have Dancer klar til i morgen formiddag når jeg kommer tilbage lille Angelicka?"
Det lovede hun, at hun nok skulle sørge for. Så gik Julle.

Følg med igen i morgen, hvor Julle tager af sted imod New York. God nat.....

8. December: Flyveturen.

Da Julle kom hen på værkstedet den næste formiddag, stod Angelicka klar med Dancer i seletøjet. Og alt imens, gik Julle rundt og kiggede i værkstedet. I gaveafdelingen fløj papiret rundt om ørene på alferne, i mens i køkkenet, duftede det herligt af æbleskiver og gløgg, brunkager og pebernødder. Julle gik tilbage til stalden, satte sig overskrævs på Dancer, af sted det gik. Henover trætoppe og søer, hustage og skorstene. Hav og marker, inden længe, var han på vej ind over New York. Forbi statuen af frihedsgudinden, samt Empire State Building. Og det varede ikke længe, før end at han kunne lande foran Magnificence Square 2484. her hoppede Julle af Dancer, alt imens han sagde.
" Vent her gamle ven, jeg regner ikke med, at det vil tage så længe. Men hvis ikke, at jeg er tilbage ved dig om en time. Så vil jeg bede dig om, at flyve tilbage til værkstedet. Her skal du hente Chauncy, for så er der noget helt galt. Så må han komme og bruge sin magi, for så må han bringe orden i det roderi, som han har været med til at skabe."
Og med de ord, gik Julle op og bankede på døren. Inden længe hørte han fødder bag den lukkede dør, og i det han overvejede at gå igen, blev døren åbnet af en mand i jakkesæt og slips, og så spurgte han. " Hvad kan jeg være den herre til tjeneste med?"
" Har jeg evt. den fornøjelse, at tale med Mr. Hobbs?" Spurgte Julle lidt forsigtigt og forlegent.
" Herren er desværre ikke hjemme i øjeblikket, men noget jeg kan være til hjælp med?" Spurgte den fine herre i jakkesættet så.
" Det var ærgerligt, meget ærgerligt. Men vil de så være flink, at se til at han får denne pakke. Ligeså snart at han kommer hjem, thi ellers vil han vide, at julen ej mere vil komme." Med de ord, vendte Julle om på trappen. Og gik med raske skridt ned til Dancer der stod og ventede på fortovet. Satte sig atter overskrævs på ryggen af den. Og af sted det gik, med lydens hast mod nord - øst.

Hvad der videre sker, tja, det finder vi ud af i morgen...

9. December: Mødet med Mr. Hobbs.

Julle ankom til værkstedet, idet de første stråler fra solen viste sig på himmelen. Og lille Angelicka stod for at tage imod ham, da han kom.
Efter at Dancer var kommet på plads i stalden, gik Julle op i værkstedet, for at kalde alferne sammen til endnu en rådslagning. Julle sagde... " Som i alle sikkert ved, så har der været nogle problemer på det sidste. Blandt andet er Rudolph og Prancher forsvundet, men det skulle være ved at blive bragt i orden. Forhåbentlig vil det være i orden, allerede om et par dage. Hvis ikke, ja så må vi tage den derfra. Men indtil videre, vil jeg foreslå, at vi tager en dag af gangen. Samt fortsætte, som vi har gjort indtil nu. For uanset om vi vil være ved det eller ej, så er julen lige om hjørnet. Og børnene skal jo have deres gaver alligevel, det er uanset om vi mangler to rener eller ej. Så fra nu af, havde problemersket noget. Men nu vil jeg gå hjem, for at tænke det hele igennem, hvad jeg evt. skal gøre." Med det, vendte Julle rundt og gik. Da Julle kom hjem, fandt han for første gang i flere dage sin kniv frem. Satte sig til at snitte i sin lille gave til den flinke gut. For som han mente, så kunne han ligeså godt fordrive tiden med noget. For der kunne jo gå flere dage, inden at der ville ske noget nyt i sagen om Mr. Hobbs. Selv om Julle dog havde ønsket, at han aldrig skulle have været kommet i den situation, at han måtte krybe til korset og indrømme, at han havde glemt nogen på sin runde. Men nu var det altså det der var hændt, det stod ikke til at ændre. Men han havde da gjort et forsøg, så måtte han jo se om det ville lykkes at ændre det. Han håbede i hvert fald på, at noget ville ske inden alt for længe.
I mens, at han sad sådan og snittede. Bankede det pludselig på døren, Julle rejste sig fra bordet og gik hen og åbnede. Udenfor stod en mand i jakkesæt og snørestøvler.
" Jeg er Mr. Hobbs, jeg er kommet for, at lave en aftale med dem Julle. For de slipper ikke så let, som de gerne vil." Sagde manden.
" Hvad vil de have at jeg skal gøre, jeg har jo skrevet til dem og afleveret den gave, som de skulle have haft sidste år. Hvad mere har de dog, at forlange?" Spurgte Julle.
" Jo ser de, hvis de har intentioner om at se deres rener igen. Så har jeg tre krav de skal opfylde, hvis ikke så er jeg meget alvorligt bange for, at det er ovre med. Julen, gaverne, stemningen og dem Julle." Sagde Mr. Hobbs.
Julle stod og lyttede forundret, mens den mystiske mand talte. Da han havde sundet sig lidt, satte han sig i sin store stol, pegede på den anden stol, og fik sin gæst til at sætte sig. Så skænkede han dem hver et krus jule - te, så sagde han.
" Hvad mere end min formelle undskyldning, som de allerede har fået, kan de næsten forlange. Sig mig, har de slet ikke noget pli eller hjerte i kroppen, det er ikke for at snage?" Spurgte Julle.

Følg med i morgen, når vi fortsætter denne mystiske historie.

10. December: Kravet.

" Nu skal du ikke komme for godt igang med dine gevordigheder." Sagde Mr. Hobbs.
"Det er jo ikke mig, der har glemten julegave til nogen."
Så sagde Mr. Hobbs, " Mit krav til dig kære Julle. Fremover skal du starte din gaveomdeling ved mit firma i New York, du skal sige overalt hvor du kommer, at jeg er din ven og tro følgesvend." Det sad Julle så og tænkte lidt over,efter en rum tid sagde han.
" En af tingene kan jeg gå med til, den anden må jeg tænke lidt mere over." Og så fortalte Julle, Mr. Hobbs om, at han kunne gå med til, at starte sin tur i New York. Men det andet krav, ville straks blive vanskeligere. Da han havde problemer med at vise sig for menneskene,og så fortalte han Mr. Hobbs grunden til, at han ikke kan vise sig.
Mr. Hobbs stod længe og funderede over tingene, kiggede så først ud af vinduet, så på Julle. Så ud af vinduet igen, så begyndte han at gå frem og tilbagepå gulvet. Efter et stykke tid, stoppede han brat op og så sagde han.
" Tja Julle. Det er noget jeg lige må tænke lidt nærmere over, jeg skal give digbesked en af de nærmeste." Og så tog Mr. Hobbs sin Jakke og sine handsker, så gik han.
" Hov - hov, hvad med mine rener. Hvornår ser jeg, noget til dem." Råbte Julle efter ham.
" Giv tid - giv tid, hver ting til sin tid. Nu skal jeg lige fundere, det heleigennem. Jeg skal nok give dig besked, så hurtigt som muligt." Sagde Mr. Hobbs, så forsvandt han.

I det samme i Danmark, gik den lille Charlotte og hendes mor rundt i deres hus og pyntede op. For selvom de skulle fejre jul ved den lille Charlottes mormor, så skulle julen jo ikke bæres ud sagde hendes mor. Imens de gik sådan og pyntede, gik Charlotte og sang på en julesang, som hun lige havde hørt de store drenge synge henne i skolen om formiddagen.

" Nu er det jul igen,
Og far han er fuld igen.
Og mor hun ligger, under bordet.
Far han slog en fis,
Mor hun blev en gris.
Og sådan går det, hele året."

" Charlotte, hvad er det dog du går og synger. Nu er du ikke sød, pas du på julemanden ikke hørerdig. Så tror jeg ikke, at han kommer med gaver til dig. Nu kan du fint gå ind på dit værelse, så kan du sidde og tænke over hvad du har gjort. Så kan du komme tilbage, når du er flink og parat, til at give en undskyldning." Sagde mor. Dermed blev Charlotte sendt ind på sit værelse.

Og her forsvinder vi også for i dag, følg med igen i morgen og find ud af, hvad der yderligere sker.

11. December: Arbejdet med kanen.

Da Mr. Hobbs var gået, kom Julle i tanke om, at han da ikke havde hørt om det tredje krav. Men samtidig tænkte han, at det var godt det samme, og at det kunne være at Mr. Hobbs var blevet så forvirret over de ting de havde snakket om. Så at han rent havde glemt, alt om den tredje ting, eller ikke ville sige det. Julle håbede i hvert fald på det.
Efter at Julle havde fået sig en god og lang nats søvn, begav han sig af sted hen imod værkstedet. For som han havde sagt til sine alfer dagen i forvejen, så skulle arbejdet jo gå sin vante gang. Og Julle blev jo også nødt til, at have pudsetog rengjort kanen, inden at han skulle ud på sin årlige flyvetur. Han manglede også, at få syet nye bjælder på renernes seletøj.
Da Julle kom hen på værkstedet for at ordne de forskellige ting, flød det med gavepapir - sløjfebånd - flitterstads, samt sakse over det hele. Rundt omkring løb alferne forvirret rundt, imellem hinanden og råbte og skreg.
Rensdyrene stod og brølede forskrækket, og hen over deres ryg havde hårene rejst sig.
" Hvad i alverden sker der her, det ligner jo en ren slagmark?" Spurgte Julle.
"Flere af gaverne er væk,samt kanen er ødelagt." Sagde Angelicka.
" Nej - nej - nej, så har min samtale med Mr. Hobbs altså ikke virket. Men så må vi hellere komme i gang, med at få alle tingene bragt i orden. For med de ting, der er sket indtil nu. Kan vi forvente, at der vil ske mere inden at julen den er omme." Sagde Julle og dermed gik han ud, for at se hvor galt fat det stod til med kanen.
Her gik han straks i gang med at reparere den, imens at alle alferne løb rundt imellem hinanden. For at få alle gaverne bragt i orden, alt imens stod renerne og mæskede sig i høet og kiggede på hvad alferne og Julle havde gang i. Julle stod og hamrede, samt bankede på kanens meder, da han hørte en rømmen. Samt et par velkendte, samt fornøjede grynt bag sig. I det han vendte sig rundt, stod Mr. Hobbs foran ham. Sammen med Rudolph og Prancher, han så meget forvirret ud over det olme blik, som Julle havde i øjnene." Hvorfor kigger du så ondt på mig?" Spurgte Mr. Hobbs. " Det ved du vidst godt selv, du har sandelig ikke spildt tiden siden vi sidst snakkede sammen hva?" Sagde Julle." Hvad mener du, jeg aner ikke hvad du snakker om. Ikke spildt tiden, med hvad?" Spurgte Mr. Hobbs." Lad være med at spille så uskyldig, med at ramponere og ødelægge mit værksted. Så du kunne trække tiden ud, med julens skærmysler - mens, at du fik tid til, at tænke over, hvad du skulle gøre for at skade mig næste gang. Der er blot en ting jeg ikke forstår, det er hvorfor du kommer med renerne nu, hvor du ved at jeg har allermest travlt? Spurgte Julle." Nej nu må du altså have mig undskyldt, hvis jeg virkelig skulle være skyld i alt det postyr her. Tror du så, at jeg frivilligt ville være kommet her i dag med dine rener. Men hvis det er sådan du ser på det, kan jeg da bare gå igen, samt tage renerne med mig igen?" Sagde Mr. Hobbs. Julle kiggede fortvivlet på Mr. Hobbs, så på alferne. Tilbage på Mr. Hobbs, kløede sig i skægget. Skulle lige til at sige noget, men tav så igen. Så vendte han sig om, gik ind i tronsalen og satte sig på tronen. Og tænkte, så at det knagede.
Og her slutter vi så historien, for i dag. Men bare rolig, der er mere i morgen.
12. December: Midtvejs jul, dog alligevel så langt fra!!!

Da Charlotte vågnede næste morgen, og kom ned til morgenmad. Var hun lidt slukøret, samt tynge af dårlig samvittighed. " Mor, du må meget undskylde det jeg gik og sang i går. Det var ikke sådan ment, jeg skammer mig sådan over mig selv. At jeg kunne finde på, at synge sådan noget. Jeg lover dig højt og helligt, at det aldrig vil komme til at ske igen." Sagde Charlotte.
" Det håber jeg heller ikke at det gør, nu hvor du har lovet bod og bedring. Er jeg sikker på at julemanden, har hørt din undskyldning, samt ser igennem fingre med din lille forteelse og ikke streger dig fra hans artigliste." Sagde mor.
Da Charlotte kom hen i skolen den dag, fortalte hendes lærer dem, at hvis de havde en pæn kjole hjemme. Så skulle de tage den med den næste dag, da de skulle gå Lucia optog. Men samtidig ville hun have, at de som lektie til den næste dag, skulle øve sig på Lucia sangen. Så de kunne synge den rigtig flot, for deres forældre den næste morgen, når de skulle følge deres piger og drenge i skole.
Samtidig sagde hun til Charlotte, at hun havde en speciel opgave til hende ved optoget. En opgave, der gjorde til at hun skulle gå ekstra fint i takt. Samt synge ekstra rent i koret, men mere ville hun ikke sige før den næste dag. Og så skulle de ellers til, at komme i gang med dagens gøremål.

Charlotte kunne næsten ikke vente til, at det skulle ringe ud efter sidste time. Når hendes mor ville komme og hente hende, så hun kunne fortælle sin mor om den næste dags Lucia optog. Da hendes mor kom samme eftermiddag, fortalte hun sin mor om det der skulle ske den næste dag i skolen. Samt at hun brændende ønskede sig, en ny kjole til den næste dags optræden.
Derpå gik hun ind i stuen, for at øve sig på trinene og Lucia sangen. Alt imens gik mor rundt ude i køkkenet og forberedte aftensmaden, imens hun lyttede efter om den lille Charlotte nu sang versene rigtigt i Lucia sangen. Charlotte øvede, øvede og øvede sig, hun begyndte nu så småt, at synes at sangen blev bedre som tiden skred frem. Men lige meget, hvor meget hun øvede sig på trinene syntes hun ikke at de ville blive så gode som hun ville have dem. Da det blev hen ad aftensmads tid, gik hun ud til sin mor og spurgte, om ikke hun ville hjælpe hende efter maden, så de kunne blive helt perfekte til den næste dag. Det lovede mor hende, at hun gerne ville, så satte de sig til bords for at spise.Den aften imens de sad og spiste, samt som et lyn fra en klar himmel. Spurgte Charlotte sin mor om noget, som gjorde til,at hendes mor snart fik det stykke jule medister i den gale hals, som hun lige havde taget i munden.
" Mor, tror du at far får lov til at komme hjem og fejre julen sammen med os i år. Eller skal han mon fejre julen ude i det fremmede land igen, uden sine venner eller familie?"
Mor sank en klump, hvorefter at hun sagde.
" Jeg ved det ikke Charlotte, det kommer an på om oversergenten giver ham lov til at komme hjem på orlov, eller om han synes at far skal være nede i Afghanistan igen i år. Men det får vi nok førast besked om, den 20. eller 21. december. Så indtil da, må vi væbne os med tålmodighed." Det viste sig nemlig sådan, at Charlottes far var udsendt i landets tjeneste ved FN. For at være med til, at opretholde våbenhvilen og frede i Afghanistan.
Efter at de havde spist, samt ryddet op i køkkenet efter maden, gik de ind i stuen. For at Charlotte kunne øve sig på trinene til Lucia optoget. Efter en lille times tid, syntes mor at Charlotte kunne dem så godt. Atnu måtte hun godt stoppe for i aften, så kunne de sætte sig hen i sofaen og se julekalenderen sammen fra Tv-2. for det var noget Charlotte godt kunne lide at se. Da julekalenderen var slut, syntes mor at det var på tide Charlotte kom i seng. Så hun kunne være frisk til optoget dagen efter, uden at kny gik Charlotte i seng.

Slut på 12. december, følg med i morgen og hør videre om Julle, Angelicka, Charlotte og Rudolph.

13. December: Lucia dagen og Optoget.

Da Charlotte vågnede den morgen, stod hendes mor med en fin æske foran hende og sagde.
" Skynd dig at hoppe i bad, når du så har vasket dig. Så kan du få din nye kjole på til forestillingen, henne i skolen i formiddag." Da de kom om på skolen, blev alle forældrene vist ind i skolens store gymnastiksal. Og pigerne blev vist ind i omklædningsrummet, hvor deres lærerinde stod og tog imod dem. Efter et lille kvarter, var alle samlet i den store sal. Rektor rejste sig og rømmede sig et par gange, hvorefter at han sagde.
" Kære alle der er forsamlet her i dag, lige fra de børn i de mindste klasser. Til vores afgangselever og lærere, samt forældre - bedsteforældre og andre pårørende. Samt dem, hvor det ikke kunne være muligt, at være med her i dag.
Endnu et år er ved at være gået på hæld, snart skal et nyt til at tage sin begyndelse. Men det bliver dog ikke kun et almindeligt årsskifte som andre, for snart træder vi ind i et nyt millinium i det kalenderår. Det kalenderår, hvor vi skal til at skrive år 2000. derfor har vi her på skolen, i dette år som er ved at udrinde. Og som vi skriver i tallene 1-9-9-9, valgt at i ikke kun får den årlige jule forestilling i kirken den 22. december, men at i også får en forestilling i dag den 13. december. I form af vores Lucia optog, for at vi ved denne lysfest, kanfejre lysets tilbagevending i det nye år. Og med disse ord og mange lykønskninger, vil jeg overlade gulvet til frk. Madsen, hendes piger fra 5.A og så ønske jer alle en glædelig, fredelig og velsignet jul."
I mens at rektor satte sig, haglede klapsalverne ned over ham. Frk. Madsen trissede hen til skolens gamle klaver, alt imens at lyset i salen blev dæmpet. Derpå slog hun tre slag på klaveret med taktstokken, hvorefter hun begyndte at spille.
Idet hun slog de første toner an på klaveret, blev salens store døre slået op. Foran de 8 piger, der var i optoget. Helt klædt i hvidt fra top til tå, med en lyskrans i håret samt et lys i hånden. Gik den lille Charlotte og sang, så det var en hel fryd at høre på.

" Nu bæres lyset frem,
Stolt på din krone.
Rundt om i hus og hjem,
Sangen vil tone.
Nu på Lucia dag,
Hilser vort vennelag.
Santa Lucia,
Santa Lucia.

Da de alle havde gået salen rundt, imens at de havde lovsunget lysets Gudinde. Standsede de alle op foran deres forældre og tav, i et spiltsekund, var det som om, at en engel gik igennem den store sal. Så som stormen i et glas vand, haglede det ned over pigerne og deres lærer med klapsalver. Så det rungede i den store sal, men samtidig var en fryd at høre på. Da de havde klappet færdig, rejste rektor sig atter, og takkede dem alle for at være mødt op. Ønskede dem igen en god jul og et lykkebringende nytår, hvorefter han bad eleverne gå ud i deres retmæssige klasser. Samt forældre og pårørende, om at komme godt hjem. Eleverne gik alle tilbage i deres retmæssige klasser, forældre samt bedsteforældre tog hjem. Rektor gik igen op på sit kontor, så kunne timerne for alvor begynde.
Dagen gik sin vandte gang med undervisning, om eftermidagen da Charlotte kom hjem. Fik hun æbleskiver og varm kakao, fordi hun havde gjort det sågodt henne i skolen. Efter aftensmad og julekalender, gik hun glad og tilfreds i seng.

Og her slutter vi for i dag, følg med i morgen d. 14. december.

14. December: Forvirringens mekka.

Alt imens oppe i det kolde land, langt mod nord. Gik en meget ør og rundforvirret Julle, og tænkte så det knagede, for i løbet af natten, uden at nogen havde hørt så meget som den mindste lyd. Var hans rensdyr kommet tilbage, men til gengæld manglede nu hans gavemaskine. Samt hans bog med artig og uartig listen, det var ham et så stort mysterie, han han var ved at tænke sig blå og grøn. Men han havde dog en hovedmistænkt, det var Mr. Hobbs. Men han vidste ikke på stående fod hvordan han skulle foreligge ham, for dillemaet.
I mens at han sådan gik op og ned ad gulvet, hørte han slet ikke den lille Angelicka komme ind i rummet. Han så hende først idet hun stod og så direkte på ham, med store våde og bedrøvede øjne.
" Hvorfor skal alt dog gå dig i mod i år, hvordan skal vi dog få alting til at gå." Spurgte hun.
" Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke. Men nu må vi se, hvordan det hele kommer til at gå min lille ven." Sagde han. Så vendte han sig om og gik.
Tilbage stod Angelicka med tårene rendende ned af sine kinder og så til, at Julle forsvandt mere og mere i det fjerne.
Da Julle kom tilbage til sin hytte, var han mere forvirret end nogen sinde. Han gik op og ned af gulvet, alt imens at han kløede sig i sit lange skæg. " hvorfor, hvorfor, hvorfor er der nogle, der vil skade mig. Mig der aldrig har har, eller vil kunne gøre en kat fortræd." Sagde han til sig selv.
Sådan imens at han gik op og ned ad gulvet, bankede det på den store trædør. Julle gik hen for at åbne døren, udenfor i sneen stod en meget forskutten og frossen Mr. Hobbs. Her stod han og klaprede tænder, imens at han spurgte om han måtte komme ind.
" Så lad gå da." Sagde Julle, imens at han traskede ind i den lille stue. Efterfulgt af en meget tungsindig Mr. Hobbs
" Ja nu undre du dig sikkert over, hvorfor jeg er kommet. Men nu før, at du vil til at afbryde mig. Vil jeg gerne have lov til, at tale ud." Sagde Mr. Hobbs.
Så fortalte han, at han havde fået så dårlig samvittighed, over at han havde kidnappet hans rensdyr. For en så lille, samt bisar ting som en glemt julegave. Så at han var blevet enig med sig selv om, at aflevere rensdyrene tilbage. Så ville han samtidig give Julle sin uforbeholdne undskyldning, for at han havde gort noget så utilstedeligt og barnligt, samt uhørt.
" Det er da meget det hele, men når du nu selv er kommet og bedt om forladelse og afleveret mine rensdyr. Så kan jeg ikke forstå hvor min gavemaskine er henne, kender du noget til det?" Spurgte Julle." Ikke det fjerneste, Det er da uhyrligt, at du kan finde på at beskylde mig for sådan noget. Når jeg nu frivilligt kommer og aflevere, dine rensdyr." Sagde Mr. Hobbs, så gik han. Julle tænkte så det knagede, samt var meget forarget over sig selv, at han kunne være så dum. At han kunne have fundet på, at beskylde Mr. Hobbs uden at have nogle konkrete beviser. Nu stod han igen, uden tegn på hvad der kunne være sket. Da det blev hen imod aften, gik Julle rundt i værkstedet. Til sine små venner, imens at han sagde!" Nu tager jeg et smut hjem, for at tænke tingene igennem. Samt for at få lidt søvn, imens må i så se og fortsætte med gave produktionen. I hvert fald af de gaver som i kan lave manuelt, så må vi se om tingene ser lidt lysere ud i morgen." Derpå vendte han sig rundt, tog sin store pelsfrakke. Uldne hue samt handsker på. Gik ud i den mørke kolde vinteraften, inden længe kunne alferne ikke se ham længere. Så gik de ned for at fortsætte deres arbejde. Hvad der videre sker, må vi høre de næste par dage.

15. December: 9 dage til jul, stadig intet svar!!!

Da det blev morgen, vågnede Charlotte med et sæt og sprang ud af sengen. Løb ind til sin mor imens hun nærmest grådkvalt og hysterisk råbte. " Mor, mor, jeg havde en dum og uhyggelig sam mærkelig drøm. Som om der er sket et eller andet, enten med vores familie, eller en vi kender."
" Rolig nu, rolig nu, det er sikkert ikke noget." Sagde mor.
Derpå gik de ud i køkkenet, for at få noget morgenmad. Inden Charlotte skulle i skole og mor, skulle på arbejde. I mens at de sad sådanved morgenbordet, alt i mens at de kiggede på hinanden, ringede det pludselig på døren.
Udenfor stod der en militær betjent, med sin kasket mod brystet, samt en meget dyster mine i ansigtet. Så sagde han. " Fru Kristensen, jeg har noget at tale med dem om, er de alene hjemme?"
" Nej min datter sidder inde i køkkenet, hvad er der galt?" spurgte hun.
" Har de noget imod, at jeg kommer indenfor. Jeg tror de gør bedst i, at sidde ned imens?" Sagde han.De gik ind i køkkenet, hvor de satte sig ned. Charlotte blev sendt ind på sit værelse, for at få tøj på inden hun skulle i skole.
" Fru Kristensen, jeg er kommet her i dag for at meddele dem noget bedrøveligt. Deres mand samt fire andre i hans deling, påkørte en vejside bombe i går. jeg må desværre fortælle dem, at deres mand er død. Men hvis de kontakter deres mands overordnede på kasernen, er jeg sikker på at han nok skal tage sig af dem, samt sørge for at deres mand for en fin begravelse." Sagde militær betjenten.
" Nej min gud, hvad er det dog du siger. Det kan ikke passe, sig det ikke passer" græd hun.
" Det er desværre sådan, at det forholder sig. Men de kan blive tilkendt psykolog, så de kan få behandlet traumerne."
Derpå kondolerede han nok en gang, så rejste han sig og gik.
Da Charlotte atter km ud i køkkenet, samt var klar til at komme i skole. Sad hendes mor med tårene, rendene ned af kinden.
" Charlotte der er noget jeg må tale med dig om, ser du, ham der lige var her var fra militæret.. han kom med nyt om din far, men desværre var det ikke gode nyheder. Din far er desværre død dernede i Afghanistan, han kommer hjem til jul. Men desværre kommer han hjem i en kiste, men nu ringer jeg til din skole og tager dig fri resten af december. Så kører vi op til mormor, hvor vi vil prøve på, at få en god jul alligevel." Sagde mor.

Så rejste mor sig og gik ind i stuen, her ringede hun til mormor og fortalte hvad hun lige havde fået at vide. Samt at de ville komme over middag. Derpå ringede hun til skolen, hvor hun tog Charlotte fri resten af julemåneden. Samtidig med, at hun fortale inspektøren om grunden. Da rektor hørte det, kondolerede han, samt sagde at han nok skulle give Charlottes klasse besked og så sagde han farvel og lagde på.
Da hun havde snakket med Charlottes skole, gik hun ind for at pakke et par tasker med tøj. Så fandt hun alle julegaverne frem, samt stoppede dem i bilen. Inden for en time, var de undervejs op til Charlottes mormor. Efter en god times kørsel, drejede de af motervejen ved Ejer Baunehøj og kørte mod vest. For at komme til Billund hvor Charlottes mormor boede. De ankom til Billund ved 11 tiden idet de drejede ind på gårdspladsen, kom mormor ud for at tage imod dem.
" Hej mormor." Råbte Charlotte, idet hun hoppede ud af bilen og løb hen imod mormor.
" Hej Charlotte, hvordan har du det?" spurgte mormor. Hvorpå de gik ind i huset.

Følg med i morgen, hvor vi fortsætter vores julehistorie.

16. December: 2 tredjedele mod jul - vi nærmer os.

Da Charlotte vågnede den morgen, var hun lidt forvirret i et splitsekund. Indtil hun var ordentligt vågnet og kom i tanke om, at de var ved mormor. Da hun kom ned i køkkenet, stod mormor med nybagte boller, med smør og med varm kakao til.
" Godmorgen Charlotte, har du sovet godt her ved mig?" Spurgte mormor.
" Jo tak, meget fint." Sagde Charlotte. I det samme trådte Charlottes mor ind i køkkenet, så blev Charlotte og mormor helt stille. Det var ligefrem sådan, at man kunne mærke temperaturen falde et par grader i rummet. Samt, at stemningen blev trykket.
" I skal da ikke stoppe med at snakke, bare fordi jeg kommer ind." Sagde hun. Men det var ligesom om, at stemningen alligevel ikke helt blev den samme. Under morgenmaden, som da Charlotte kom ned i køkkenet.
" Hvad skal vi så lave i dag, skal vi pynte huset. Eller skal vi bage, samt lave konfekt?" Spurgte mormor. Charlotte tænkte sig om en rum rum tid, så sagde hun.
" Jeg synes at vi skal bage, samt lave konfekt. Så kan vi pynte i huset en anden dag."
Mormor smilte og begyndte at finde de forskellige ingredienser frem, til at bage. Derefter fandt hun marcipan og nougat frem til konfekt. Så spurgte hun Charlotte om hvad hun ville lave, efter en halv times tid, var de godt i gang, med de forskellige gøremål.
Ved middagstid havde de lavet et godt parti, af både konfekt og småkager. Så begyndte mormor at dække bord til frokost, inden længe sad de og spiste.
Da de havde spist, løb Charlotte ud for at lege. I mens at mor og mormor ryddede op efter frokosten, imens de snakkede om, hvad de skulle gøre med begravelsen af Charlottes far. Skulle Charlotte med i kirken, eller skulle de få mormors nabo til at se efter hende, imens at de var kirke. Efter et stykke tid, blev de dog enige om, at Charlotte skulle med i kirken, for at sige et sidste farvel til sin far. Så gik mor ind i stuen, hvor hun satte sig med sit sy-tøj. Mormor gik i køkkenet, for at bage æbleskiver til eftermiddagskaffen. Alt imens rendte Charlotte ude i haven, hvor hun legede med hunden. Efter eftermiddagskaffen, begyndte de at pynte op i stuen og ved 17 tiden gik mor og mormor i gang med at lave aftensmad. Efter aftensmaden satte Charlotte sig hen for at se julekalender i fjernsynet, da den var slut kom mor og satte sig, for at snakke med Chrlotte om begravelsen af hendes far.
Efter et stykke tid, sagde de godnat og gik i seng. Da Charlotte var gået i seng, lavede hendes mor hendes pakkekalender klar. Da hun var færdig med dem, samt havde fået den hængt op. Satte hun sig hen til hendes mor i sofaen, hvor de så tv avisen. Da den var slut, rejste hun sig, sagde godnat og gik.

Her slutter vi så, men bare rolig, vi fortsætter i morgen den 17. December...

17. December: Nordlys og Rensdyrkald.

Julle vågnede ved, at stuen blev lyst op af et kraftigt blåhvidt skær. Så at det næsten ikke var til at se noget, på grund af, at man blev blændet hvis man kiggede direkte på det. Det var nordlyset, der begyndte at danse, hen over den kolde frysende polarhimmel. Alt i mens, at man imod horisonten mod øst. Kunne skimte et orangerødt skær fra solen, der var ved at stå op. Julle kløede sig i skægget, strakte sin krop og mumlede." Nå, så blev det atter morgen. Så må jeg jo hellere til at komme op, der er jo stadigvæk meget at lave på værkstedet. Kun syv dage til, at jeg skal ud på min færd." Derpå stod han op og trak i tøjet, hvorefter han begav sig ud i den kolde december vintermorgen. Jo nærmere han kom på værkstedet, des mere fik han på fornemmelsen, at der var noget helt galt fat. Da han manglede cirka et hundrede og halvtreds meter i at nå trappen, hørte han et stort brøl fra Rudolph. Han begyndte at løbe, inden for to minutter, stod han nede i rensdyrstalden. Henne ved den store ren. Julle spurgte Rudolph, hvad der var galt. Rudolph nikkede med det store hoved mod venstre, der i hjørnet af båsen. Næsten skjult af halmen, stod en ældre sammenkrøbet mand og prøvede på at skjule sig.
" Kom frem deromme fra, og lad mig se dit ansigt, jeg har set dig. Og lad mig høre hvorfor du er her, samt hvorfor du troede jeg ikke ville finde dig. Hvis du gemte dig her i stalden. For ser du, mine rensdyr giver mig besked om alt." Nærmest brølede Julle.
Den noget betuttede mand, rejste sig langsomt og trådte frem i lyset af Rudolphs næse. Så sagde han.
"Du må meget undskylde, men efter et par timer, blev jeg så flovog skuffet over mig selv. Med de ting som jeg havde gjort, at jeg ville tage herop igen, for at prøve på at rette tingene op. Men inden at jeg nåede det, blev jeg opdaget af nogle underligt små mennesker. Og det hele er kun på grund af, at jeg ikke synes det er retfærdigt, det med at du har så meget popularitet og jeg ikke har. Derfor tænkte jeg, at hvis du nu ikke kunne få lavet dine gaver færdige og få dem bragt ud til tiden. Mens jeg lovede rundt om i verdenen via fjernsynet, at jeg kunne. Så ville folk miste deres tro på dig, samt jeg ville blive populær." Sagde den meget betuttede mand. Julle stod og lyttede forbavset til alt hvad den fremmede sagde, da han holdt inde sagde Julle.
" Jeg synes det er absolut forkert det du har gjort, men samtidig ved jeg også, der er mange som er meget misundelige over den popularitet og succes jeg har ved mit arbejde. jeg kan da også godt forstå, hvis folk prøver at spolere det for mig. Men jeg er godt tilfreds med, at du selv kommer og indrømmer, at du har gjort noget galt. Derfor ser jeg igennem fingrene med det du har gjort og tilgiver dig, hvis du lover bod og bedring og rette op på de skader du har forvoldt.så vil jeg ikke gøre mere ud af den sag. Dermed vendte Julle sig om og gik, alt imens den fremmede gik i gang med at reparere gavemaskinen. Da klokken var hen imod seks om aftenen, stod gavemaskinen atter fit for fight. Julle satte alferne i gang med produktionen af gaverne. Hen i mod ti - tiden, kørte produktionen på højtryk. Julle gik hjem, selvom de stadig var cirka halvandet døgn bagud. Det sidste han formanede alferne om, at nu skulle de sørge for, at holde godt øje med, at der ikke skete noget på værkstedet imens at han var væk.

18. December: Charlottes far kommer hjem.

Da Charlotte vågnede den morgen, kom hendes mor ind og bad hende om at tage hendes pæneste kjole på. Da de skulle køre op til flyvestation Karup, hvor at de ville lande fra Afghanistan med afdelingen, der havde hendes fars kiste med hjem. Da de havde spist morgenmad, gik de ud i bilen for at køre mod Karup. De ankom til flyvestationen tidsnok til at de kunne se flyet fra mellemøsten lande ude på den lange landingsbane. Da de kom ud til landingsbanen kunne de se, at de ikke var de eneste, der stod og ventede på at det store fly ville lande. Da det store Hercules x - jet 585 mohawk stod sikkert på jorden, begyndte folk, at gå hen i mod det. Det samme gjorde Charlotte og hendes mor, da alle stod i en halvcirkel omkring de otte bukke, der stod på landingsbanen. Gik enhedsføreren som samtidig var seniorsergent Frederiksen. Fra fjerde kolonne rundt og kondolerede til de pårørende, der var mødt op for at tage i mod deres kære. Da han var raden rundt af mennesker, gik han hen ved siden af den store bagklap på flyet, hvor der stod en soldat med et horn. Hver gang at seniorsergent Frederiksen råbte et navn op, gjorde han honnør, så truttede hornblæseren en aftrædningsreveille og fire mand bar en Dannebrogsdækket kistened af bagklappen og stillede kisterne på to bukke hver. Da den sidste kiste var blevet sat af på bukkene, var der to minutters stilhed til ære og respekt for de faldne. Da de to minutter var gået, kom der fire rustvogne kørende ind på landingsbanen og da kisterne var sat ind i bilerne, kørte de af sted imod hver sit kapel. Charlotte og hendes mor begav sig ud til deres bil, for at køre ned til mormor igen. Nu skulle Charlottes mor jo til at arrangere begravelsen af hendes mand, samtidig skulle hun have snakket med hendes mands familie, om hvad dag at begravelsen skulle finde sted. Da det var hen imod kaffetid, kørte de atter ind i mormors indkørsel. Nu var det så meningen at Charlottes mor skulle til, at kontakte familien. Derfor sendte hun Charlotte ind på værelset, for at hun ikke rendte i vejen og forstyrrede, i mens hun ringede rundt.

Slut for i dag, følg med igen i morgen.

19. December: Fem dage til jul, stadig så meget at nå.

Da Charlotte kom ned i køkkenet den morgen, var hendes mor der ikke, samt hendes mormor gik og puslede med nogle kagedåser. " Hvor er mor henne, jeg kan ikke se vores bil nogen steder." Sagde Charlotte." Din mor blev nødt til at køre hjem min pige, indtil at hun kommer igen, måske om et par dage. Så skal vi rigtig hygge os, med julehygge og jule bag. Så enten i morgen eller på tirsdag, kan vi tage ud og hente de sidste julegaver du mangler. Senest onsdag vil din mor så være her igen, så er hun her indtil fredag hvor det jo er juleaften. Men din mor blev nødt til, at køre hun skulle nemlig have ordnet alle de ting, der nu måtte være i forbindelse af din fars begravelse. Men skynd dig nu at spise din morgenmad, så kan vi begynde at hygge bagefter." Sagde mormor.
Da Charlotte havde spist sin morgenmad, tog hende og mormor deres uldne huer og halstørklæder, frakker og støvler på og så gik de ud i den kolde mørke decembermorgen.
" kom så Charlotte, så går vi om i plantagen og finder os et fint juletræ, vi kan få med hjem og have stående udenfor, indtil at det skal ind i stuen den tre og tyvende og pyntes." Sagde mormor, så gik de.
Undervejs ud til granplantagen, så de flere harer og et par rådyr. Og lige som de var ved at være ved plantagen, så de en ræv, som kom løbende med et par unger. I mens oppe i Lapland, gik Julle rundt på værkstedet og så til, at alferne arbejdede med gaverne og kanen. Gavearbejdet flød planmæssigt og pudsningen af kanen gik som det skulle, kanens meder blev smurt med ægte finsk bivoks og selve kanen blev malet med rød og guld. Både skroget og symboler blev shinet op, seletøjet blev pudset med okselæderfedt. Julle gik ned i stalden for, at snakke lidt godt for rensdyrene. Samtidig med at han fodrede dem. Han forklarede dem, at han håbede på, at de var klar til flyveturen. For hvis man så på statistikken, var der jo kommet 1,3 barn mere pr hjem det sidste år.
Det svarede til at på deres flyvetur, ville der være 1.784.365.915 hjemeller 8.463.262.407 børn. Så hvis de fløj fra vest mod øst, og imod jordens rotation. Ville de have 25,48 timer eller 2,8 sekunder til fire hjem, hvor de skulle nå at levere gaverne. Så de ville have meget travlt, hvis de skulle nå at levere alle gaverne til tiden. Så han så gerne at de var helt klar til flyveturen, men de havde jo stadig næsten fem dage til at nå at blive klar. Han håbede da så bare også på, at han ikke ville få flere problemer eller modgang på værkstedet. For så vidste han snart ikke, om han ville kunne klare mere. Så kunne han ligeså godt stoppe sin profession, samt gå på pension. Så måtte menneskeheden jo se hvordan, de ville klare sig uden en ekstra gavegiver i form af julemanden. Derpå vendte han rundt og gik. Han gik op til alferne og sagde farvel, hvorpå at han gik hjem. Her gik han direkte i seng og inden længe sov han fast.

Det skal vi også nu, så må vi se, hvordan det går i morgen den tyvende december. Sov godt til jer alle.

20. December: Sig nærmer tiden - og hvad så.

Da Charlotte var vågnet og havde spist morgenmad, tog mormor og hende deres overtøj på.
" Kom nu skal vi rigtig på juletur, først tager vi ud og køber de sidste julegaver du mangler. Så har jeg en overraskelse, til dig bagefter." Sagde mormor. Så kørte de.
Da de havde kørt lidt, drejede de på motorvejen og kørte mod nord. De kørte ind i Århus omkring elleve - tiden, parkerede bag ved det store indkøbscenter midt i byen, som hedder Bruuns galleri. " Kom nu går vi ind og ser, om vi kan finde de sidste julegaver du mangler. Hvis du så er sød og opfører dig pænt, så kan det være, at jeg giver et krus varm kakao på en cafe. Inden, at vi kører videre." Sagde mormor. Så gik de ind. Efter to timer med osen, shopping og cafe besøg. Havde Charlotte fået købt de sidste gaver hun manglede, derfor gik de ned til bilen med gaverne. Satte sig ind, og begyndte at køre.

Så sagde mormor. " Kan du huske, at jeg sagde til morgen, at jeg havde en overraskelse til dig? Hvad siger du til, at komme ind i Tivoli Friheden og se deres flotte jule - udstilling. Den plejer at være utroligt fascinerende og smuk?"
" Jubii, det vil jeg vildt gerne. Jeg har aldrig set Tivoli ved juletid, har bare hørt, at det skulle være utroligt flot. Så ja det vil jeg, rigtig meget gerne." Sagde Charlotte.
Da de kom om til tivoliet, var den første de mødte en alf. Eller var det en nisse, Charlotte var ikke helt sikker. Men hun turde ikke spørge mormor, for hun vidste ikke om mormor ville tro, at hun var skør. For der var ingen der måtte vide, at hun stadig troede på nisser og på julemanden. For det var der ingen af de andre i hendes klasse der gjorde, og de var alle sammen yngre end hende. Da de havde gået lidt rundt, spurgte mormor om hun ville have en spilledåse med en nisselandsby og julemelodi. Det ville hun gerne og da de kom hen hvor manden med spilledåserne stod. Spurgte mormor om det skulle være melodien med: Til julebal i nisseland, eller om det skulle være: Jeg så julemanden kysse mor? Charlotte sagde, at hun gerne ville have den med: Til julebal i nisseland. Så gik de.
Da mormor og Charlotte havde gået rundt i Tivoli i et par timer, hvor de havde set på alt det fine julepynt og alle udstillingerne. Sagde mormor. " Nå Charlotte, det er vidst også på tide, at vi vender næsen hjemad igen. Din mor kommer i morgen først på formiddagen. Så skal i hen og sige ordentligt farvel til din far, men nåri har gjort det. Kommer i jo tilbage til mig, så skal vi rigtig hygge os sammen, her i de sidste dage op til jul. Når vi så når den tre og tyvende, skal vi have juletræet ind i stuen. Hvor vi jo, skal pynte det. Men nu må vi hellere køre hjem, så vi også kan få din fine kjole gjort klar til, når din mor kommer i morgen." Så kørte de hjem, efter at de havde gjort Charlottes tøj klar. Samt at de havde spist aftensmad, så satte Charlotte sig hen for at se sin julekalender. Da den var slut, gik hun i seng, inden længe sov hun trygt og fast.

21. December: Julegaver pakkes, Charlottes far begraves.

Da Julle ankom til værkstedet, var alferne ved at lave de sidste julegaver klar. Gavepapiret flød rundt på værkstedet, imens at der blev sunget julesange for fuld hals. Julle gik ud i stalden, hvor Rudolph og de andre rensdyr stod klar til den store nat. Kanen stod klar på landingspladsen, samt de første gaver var begyndt at blive pakket i sækkene på kanen.
I mens i Danmark, vågnede Charlotte lidt i otte. Da kl. var lidt i ni, kom hendes mor for at hente hende. For at de kunne komme til Vejle, hvor hendes far skulle begraves. Da begravelsen var vel overstået, tog mor Charlotte med om i Bilka, hvor Charlotte kunne få muligheden, for at se en jule - musical. Det var en musical baseret på filmen: The Grinch. Men det var en musical med danske skuespillere.
I hovedrollen som: Cindy Lou Hoo, der så hun Anne Louise Hassing, som også spillede med i filmen: Far til fire, i stor stil.
I rollen som The Grinch, så man Danmarks store komikerstjerne: Thomas Hartmann. Samt at der var en masse andre stjerner med, som hun ikke lige kendte. Men den som vakte størst glæde ved Charlotte, var i rollen som Borgmesterfruen. Der så man nemlig ingen ringere end, den største ungdomssangerinde på den Danske pophimmel. Nemlig sangerinden: Anna David. Så Charlotte var ellevild, da hun så hende. Da forestillingen var slut, skulle Charlotte hen og have autografer fra de forskellige skuespillere. Da de havde set forestillingen og Charlotte havde fået sine autografer, kørte de igen op til mormor, hvor de ankom lige som det var aftensmadstid.
I det samme oppe i Lapland, gik Julle velfornøjet rundt og så til, at alferne fik styr gaverne alt imens at de gik og sang julesange. Men sangene de sang, var på alfesprog så det var ingen andre end dem selv, samt Julle, der kunne forstå hvad de sang. Da kl. nærmede sig to og tyve, tog Julle sin jakke og hue på. Gik ud i den kolde vinternat og forsvandt.

Følg med videre i morgen, hvor vi skriver den 22. December og vi så kun har to hele dage til jul.

22. december: To dage til jul - hyggen spreder sig.

Da Charlotte vågnede den morgen, var der en herlig duft af julebag og afbrændt gran i hele huset. Da hun kom ned i køkkenet stod mor og mormor og bagte pebernødder, imens at der i en skål på bordet lå nogle grankviste og ulmede, så der spredte sig en liflig røg og duft i hele huset af jul.
Da Charlotte sad og spiste morgenmad sagde mor pludselig.
" Se Charlotte, prøv at se ud af vinduet. Det er begyndt at sne, så får vi måske en hvid jul alligevel. Der er nu ikke noget så hyggeligt, som når landet er dækket af sne. Synes du ikke også det, hvad Charlotte."
Charlottes ansigt lyste helt op, da hu så sneen dale ned foran vinduet. Og i det samme så hun to fugle sloges om et agern, som de havde fundet på jorden. Da Charlotte havde spist morgenmad, hentede mor og mormor juletræet ind i stuen, hvor det lige skulle stå og falde godt på plads i foden inden de skulle pynte det. Da de havde taget træet ind, tog de sig et spil matador. Her var det Charlotte, der vandt.
Hun var så heldig, at hun både kunne købe rådhuspladsen og Frederiksberg alle, så inden længe havde hun købt hoteller til dem begge. Så mor og mormor blev ribbet for alle deres spilpenge. Efter at de havde spillet, havde træet stået længe nok til, at de kunne begynde at pynte det i alle traditionens bedste rammer og henseender.
Da træet stod i sit flotteste stads, så satte de tændte lys i nisse - byen og i vindueskarmen.
Da klokken nærmede sig lidt i fem, startede mormor med at lave mad. Maden hos mormor på lille - lille juleaften, bestod altid af risengrød. Så lavede hun altid en så stor portion, så de kunne få klatkager til frokost, det der så var til overs, blev brugt til ris ala'mande. Efter at de havde spist, så Charlotte sin julekalender imens, at mor sad og syede på en pude og mormor sad og skrev i sin års kalender. Efter at julekalenderen var slut, sagde Charlotte godnat og gik i seng.

Og det skal vi også nu, da det jo er lille juleaften i morgen og snart jul.

23. december: Lillejuleaften - sig nærmer tiden.

Da Julle ankom til værkstedet den morgen, var han større og rundere end nogensinde før. Hans skæg var langt og funklende hvidt, som den første hvide nyfaldne sne. Da han havde gået lidt rundt på værkstedet, gik han ned i stalden hvor gavesækkene var ved at blive læsset i kanen. Inden de skulle ud på den lange flyvetur rundt om i verdenen. Rensdyrene stod og gryntede fornøjet i hver deres bås, Julle kunne mærke på dem, at de glædede sig meget til den kommende nat og dags begivenhed, samt til flyveturen.
Imens i Billund vågnede Charlotte, tog sit tøj på. Redte sin seng, lagde sin pyjamas sammen på sengen og gik ned for at spise morgenmad. Da hun var færdig med at spise, kom mor bærende med en stor gave og sagde. " Jeg ved, at det ville være i din fars ånd. At du fik denne pakke nu, selvom at han ikke kan være her personligt, ved jeg at han vil være med dig i sjælen. Og at han vil sidde oppe på sin stjerne, kigge ned på dig og glædes hver gang, at han ser dig bruge denne gave."
Charlotte åbnede gaven, for hvert et stykke der kom af - af papiret, strålede hendes øjne mere og mere. Efter at alt papiret var kommet af, stod hun måbende et kort øjeblik. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle sige. Efter en kort men meget stille stund og pause, begyndte hun at juble og hoppe op og ned. Hvorefter hun faldt sin mor omhalsen, kyssedevhende, samt takkede mange gange for den pink - playstation, der stod på bordet foran hende. Efter at hun havde fået pakket playstationen ud, kom hendes mor med endnu en lille pakke, det var det nyeste sim's spil. Efter at Charlotte havde takket endnu engang, hjalp hendes mor hende, med at sætte det til fjernsynet, så det varede ikke længe før end at hun sad og spillede på livet løs. Imens højt mod nord, begyndte Julle at tage sin fine røde dragt på og sin hue med den fine buskede kvast. Inden for et kvarter stod han klar ved dyrene og kanen, i klædt som den person som vi alle kender ham. Nemlig som ingen ringere end ham der går under navnene. Santa Clause, Kris Krinkle, Sinter Klaes eller på dansk julemanden. Efter at han havde lagt alle gavesækkene i kanen, spændte han rensdyrene for kanen, satte han sig op på kuskens plads og råbte.
" Kom Dancer og Prancher, Rudolph og Smarte. Flyv Amor og Lynild, flyv Torden og Sarte. Flyv nu af sted, ja hæv jer nu op, start i en fart, flyv til tagenes top." Og af sted det gik med et svush og et brag, for gaverne skulle leveres inden enden på den næste dag.
Inden at alferne kunne nå at få sagt farvel til ham, var han ude af syne.
Det eneste man kunne se på den frostklare himmel, var Rudolphs røde snude imellem alle de klare stjerner. Imens i Danmark sov Charlotte, mor og mormor trygt, med hver deres drøm om hvad morgendagen måtte bringe.

24. december: Så oprandt Dagen på Dagen, Juleaften.

Charlotte vågnede meget tidligt den morgen, men turde ikke at gå ned i køkkenet, for hun kunne høre mor og mormor snakke og rumstere rundt dernede. Så hun ventede endnu en halv time længere, for ikke at virke for ivrig, på hvad dagen og aftenen ville bringe. Da hun kom ned i køkkenet, sad mor og mormor på hver deres plads, med hvert deres stykke morgenbrød og hver deres krus kaffe.
" Godmorgen og rigtig glædelig jul, håber i har sovet godt?" Sagde Charlotte.
" Godmorgen", sagde mor og mormor i kor. Efter at de havde spist morgenmad, satte Charlotte sig ind for at se Disney's julekavalkade. Da julekavalkaden var slut, kom mor ind og sagde, at Charlotte skulle tage hendes flotteste kjole på. Fordi at de skulle i kirke for at høre julens beretning og jule evangeliet, samt mindes julens budskab og det julen handler om. Nemlig at den enbårne søn Jesus Kristus blev født, samt undfangelsen af Jomfru Maria og Helligånden. Da de havde sunget den sidste salme, tog Charlotte, mor og mormor hjem. I døren til kirken, stod præsten og gav hånden imens, at han ønskede glædelig jul til dem alle, da de gik ud af kirken. Da de kom hjem til mormor, satte mormor stegen i ovnen. Imens satte Charlotte sig ind i stuen for at se jule - tv, mens at hun sådan sad der og så fjernsyn, hørte hun ikke at der kom gæster. Det var først da hendes faster, farmor og farfar stod lige foran hende, at hun så dem. Efter et lille stykke tid, kom også hendes moster, samt to fætre. Så nu var der rigtig liv i det lille hus ved Billund, det varede ikke længe før at mormor havde maden færdig. Snart sad de alle rundt om det fint dækkede julebord, hvor der var alt, hvad der hører til en gammeldags julemiddag. Der var and og flæskesteg, brune samt hvide kartofler. Rødkål og gammeldaws hvidkål, sovs og chips.
Til dessert var der selvfølgelig ris a'la mande, imens at de sad sådan og spiste. Bankede det pludselig på døren, ind i stuen trådte ingen ringere end Julle / Julemanden.
Charlottes øjne begyndte at stråle ved synet af den nyankomne, men de lyste endnu mere. Da den gamle fandt en gave i sin sæk, hvorpå der stod. Til Charlotte Kristensen - Vejle - Danmark.
Da julemanden var færdig med at give gaver til samtlige af dem, der sad i stuen, gik han ud af døren. Så hørte man et svush, et hoh - hoh - hoh og væk var han.
Da de havde spist maden færdig, dansede de om juletræet, hvorefter de begyndte at pakke gaver op.
Da de alle var ved at være færdige, manglede Charlotte kun at pakke sin sidste gave op. Nemlig den fra julemanden, som papiret kom af. Lyste hendes øjne mere og mere op, da alt papiret var kommet af pakken. Jublede Charlotte helt vildt, for der på bordet foran hende. Stod det fine blomstrede dukke te stel, som hun havde ønsket sig. Så der var ingen grund til at sige, at hun var så ellevild.

Dermed blev det endnu en gang jul, til jer, der mener at julemanden ikke findes. Prøv at spørge Charlotte om det, hun så ham, hun fik hvad hun ønskede sig, hun ved at han findes.
SLUT...

Dette var en hyggelig julekalender historie i 24 afsnit, håber at i har nydt at læse den.
Jeg havde i hvert fald megen hygge og glæde ved at skrive den, nu må i alle have en rigtig glædelig jul, samt et godt og lykkebringende nytår.

Med venlige julehilsener og nisse - tam - tam fra:

Dan Lindblad Andersen.