Verden har så travlt med at gøre os til noget, at vi glemmer at gøre os til nogen.

Gennem hele mit ungdomsliv har jeg været i stand til at tale meget mere om andre, end jeg nogensinde ville føle mig tryg ved at tale om mig selv.
Litteratur kom til mig på et tidspunkt, hvor jeg følte mig alene ved det faktum, at jeg kendte andre mennesker og deres svar på fremtiden uden, at jeg kendte mit. Ofte har jeg stået i morgenens dømmende lime-lys og følt mig fortabt ved alt det, jeg ikke forstod. Jeg kunne ikke svare på de spørgsmål jeg stillede andre, og det var måske derfor jeg stillede dem i første omgang?
Litteratur førte mig ned ad en fremmede korridor inde i mig selv, som førte til et lille værelse, hvor det eneste, der fandtes, var skriftsproget. Sjælen og tankens sprog.
Dette blev mit tempel, mit værksted, hvor jeg kunne søge eller bygge svar på mine spørgsmål. Jeg lærte her, at jeg var svaret. Ikke spørgsmålet.
Det var et værelse uden en dør, men i sindets hus, hvor der er så fyldt med værelser og livets larmende forvirring var det aldrig nemt at finde noget som helst. Ikke før man vidste, at man måtte lede før man kunne finde. Det er en simpel leg den gemmeleg.

Det ved jeg nu, og jeg nyder hvert et øjeblik, dag og nat, hvor jeg kan sidde, eller løbe, eller danse i det lille rum inde i mig selv, og skrive, hvad jeg har lyst til. Skrive om det jeg, jeg er. Skrive om det jeg vil fortælle, det jeg har set og det jeg endnu ikke har oplevet. Hvert ord fører mig tættere på den jeg er, hvert ord er en del af mit svar og det er svar nok i sig selv.

Jeg føler, at litteraturen, den jeg læser og den jeg selv er med til at skrive, er noget vi mennesker er født uden, men så snart vi får øjnene op for den, virker den som næring, udrensning og udforskning af væsenet indeni os.
Så snart vi stopper med at dyrke litteratur stopper vi med at dyrke os selv.