I am. Hvordan får man den der følelse af at kunne eksistere og være okay, når man ligesom bare ikke lige kan føle det fordi man går i vejen for sig selv fordi man er handlingslammet?

Jeg går op i kommunikation, og har faktisk i mange år uddannet mig i og efterlyst ikke-voldelig girafkommunikation i mit job i psykiatrien. Nu er jeg megafrustreret fordi jeg ikke længere træner tough going selvforsvar, og har hele den der karate identitet når jeg arbejder på lukket psykiatrisk afdeling, oveni at karaten i mit liv er brugt meget humant til sygeplejefilosofi.
Frustrationen er fordi jeg mest nu er i job på åben afdeling. Også i psykiatrien.

Karate og security er vigtig med exkriminelle som jeg har haft som patienter. Man kan også lære gadens sprog i en karateklub og mange af patienterne har kunnet snakke bedre med mig siger de, fordi jeg virker som en af gutterne når jeg kan gadens sprog. For at kunne forstå hvorfor gadens sprog virker, har jeg set nogle film med en mand der både er engelsk lærer fra universitetet og har været patruljerende politibetjent. De hedder verbal judo og ligger på You Tube, og det fine er at han ser igennem den hurtige måde man dømmer sådan noget gadesprog på, og han kan afkode hvor den livsnære empati er i den måde at tale på, og viser der er empati i det, og det kalder han verbal judo, fordi man med den empati kan være en myndighedsudøver der slipper sin arrogance og sin magtfiksering.

Det har jeg dyrket meget. Frustrationen nu er at jeg endnu ikke har turdet eller kunnet tage en beslutning om, hvorvidt jeg igen skal træne Girafsprog om, som er meget anderledes i teknikken sprogligt, og den usikkerhed kommer dels fra at jeg ikke helt tror på psykiatrien er interesseret i Girafsprog, og det er jeg ikke sikker på, netop fordi jeg blev skuffet over de afviste både ting som akupunktur og massage og kosttilskud og Girafsprog der hvor jeg arbejdede før. Så det kræver frisk mod for mig at overkomme at opøve Girafsprog igen og at få de andre kolleger på det nye åbne afsnit med på dette, bare nogle stykker af dem. Så jeg er faktisk lidt handlingslammet, fordi jeg er meget følsom overfor kommunikationens betoninger, da jeg jo er kreativ. Handlingslammet mellem at vælge verbal judo eller også Girafsprog. Og reelt tror jeg jeg skulle tage og skrive nogle tanker ned om hvorvidt de to typer samtaleteknik har fællesnævnere og om man kan eksperimentere med at opdage noget nyt der, man ikke før var opmærksom på i deres lighedstræk. Måske kan de ikke forenes?