Med raskt momentum foræret af Moseskrænten hiver jeg i cykelstyret på min sortlakeret-singlespeed så den i et perfekt koordineret højresving, hyler ned af den grove mosesti nærmest luftbåren af sitrende ekstase. Ledt af piletræernes grønne fakler følges øjnene febrilsk hen over mosens stivnede vandoverflade, og paralyseres øjeblikkeligt når blikket mødes af naturens rige. Solens lune eftermiddagsstråler strækker sig over mosebunden, og glimter i gyldne fraktaler på kronen af bølgens cirkulære snit, mens jeg i en bedøvet trance absorberer terrænet som en tør svamp på sæsonens første regnvejrsdag. Jeg slipper pedalerne langsomt, lader aksen decelerere, og svæver i en nærmest friktionsløs bevægelse gennem mosens fugtige atmosfære, som en rumfærge der afkobles fra løfteraketterne og suspenderes i tid og rum. Sveden daler ned i duggede perler fra de inderste isse-strå, og hilser både på tempel og kind på vej ned af den rødglødende facade, der plejes og lunes af Helios' østvendte ildkugle. Mosens overfladespænding fyldes af munter stemning fra lyden af det verserende fugle-kabaret, der strækker sig ud over mosens ferskvandsbassin. Her migrerer gæsterne i deres mangfoldige, kulørte kostumer fra alle nærliggende blokke, og mødes i høj-sprudlende latter og yngel. Nattergalens klangfulde symfoni spreder sig fra bærbuskenes forsikrede skjul, bæres henover træffet, og eleverer stemningen når den rikochetterende mingler sig mellem de feterede gæster. Svanen med dets blankpudsede, blonde dun og dens standhaftige udstråling; Grågåsen med dets gyldne næb og brune overflade penslet med sorte, asymmetriske bånd der på skiftende vis markerer den glatte fjerjakke; Hættemågen med dens læderbrune styrthjelm og kalkhvide sommertoga med grå-gradiente, ovale mønstre der sniger sig langs vingefanget og udmunder i små, mørke oliespidser. Lappedykkere, Knopsvaner, Blishøns, Rørsangere, Skægmejse; et sensationelt væld af søskende, kusiner og fætre samlet til middags-kabaret; livsnydere tilstede i et livlig brag af farverige festivitas. Øjnene forføres hen over sivene, der slynger sig i familier langs søbredden, og danner kraftige bundtæpper af tagrør der fra trævlerødderne i mosebundens fundament på mirakuløs vis tårner sig meter efter meter over overfladen. Ænder og insekter danser i slalom om sivene så de grågrønne, hårløse blade på rørenes krone synkroniseres med rytmens takt. I et øjeblik fyldes min sjæl helt ud i de forstøvede kroge med en intens følelse af ro og begejstring, som om, at mosebunden under mine udtrådte sko tappede direkte ind i jordens kerne, og førte dens energi tilbage ind i mig. En overvældende lyst til at omfavne mosebundens bløde jord vasker over mig, og uden jeg lægger mærke til det, har min cykel tabt farten og er nu standset helt op. Jeg står tilbage, hypnotiseret af den sjælelig, jordnære kontakt som pulserer i mig. Jeg stiller min ivrige cykel op at et modnet birketræ, lægger min trætte krop i de høje græsstrå under træets grønne vifter, vender blikket mod himlen og hvisker så stille; "Tak for denne stund mit hjerte for evigt vil mindes."