Jeg ser Jeanette komme ind ad døren. Hun kigger rundt, men har svært ved at få øje på mig. Der er mange mennesker inde på caféen, og jeg kan ikke bare lade hende stå der, så jeg siger hendes navn og vinker lidt.
   "Jeanette."
   Hun kommer hen til mig, og vi omfavner hinanden.
   "Erina, altså," siger hun og nikker ned mod noget litteratur, jeg har liggende ved siden af min computer. "Din stræber. Holder du aldrig fri?"
   "Jeg er meget bagud."
   "Er der ikke en uge til den skal afleveres?" siger hun og hænger sin frakke over ryglænet på stolen. "Hvad har du drukket?"
   "Latte."
   Jeg kigger på den tomme kop og rører lidt ved teskeen.
   "Lad os drikke noget sammen," siger hun. "Hvad vil du have? Jeg giver."
   Jeg tænker mig om. Det tager for lang tid.
   "Kom nu. Kakao?"
   Jeg ryster på hovedet. "De har gløgg. Det vil jeg gerne have."
   "Det skal du få."
   Hun tager sin pung op af frakkelommen og går op til bardisken. I den anden hånd har hun sin mobil.

Jeg putter computeren i min taske og lader bøgerne ligge. Servitricen kommer hurtigt ned med vores bestilling. Hun tager den beskidte kop med sig.
   "Har du planer for nytårsaften?" siger Jeanette.
   "Nej."
   "Det er ellers ved at være på tide."
   "Lad os nu lige fejre julen først," siger jeg og dufter til gløggen, inden jeg meget forsigtigt drikker lidt. Den er meget varm.
   "Jeg har haft planer siden oktober," siger hun og tager sin mobil op i hænderne. Hun læser en besked.
   "Jeg har ellers altid betragtet dig som den spontane type."
   Hun hører ikke efter, hvad jeg siger.
   Jeg løfter den ene af to brunkager fra min underkop. Bider af den. Meget sprød.
   "Hvad?" siger hun og begynder at skrive tilbage.
   "Du virker ellers så spontan." Jeg siger det lidt højere denne gang.
   Hun skriver færdigt og kigger på mig. Et smil dukker frem på hendes læber, og så griner hun lidt.
   "Nej da."
   Jeg forsøger at drikke lidt mere gløgg end sidste gang. Det brænder i min mund.
   "Du må gerne komme med, hvis du har lyst." siger hun og smager på lidt mælkeskum med kaneldrys fra sin chai latte.
   "Måske."
   "Jeg kender ikke engang selv halvdelen af dem, som kommer, så du skal ikke være bange."
   "Jamen, det gør mig da også kun mere tryg."
   "Hold nu op," siger hun og putter skeen tilbage i glasset. "Det er jo ikke i et skummelt område eller noget."
   "Jeg skal tænke over det."
   "Godt."
   Hun løfter glasset og drikker.
   Jeg drikker også.
   Jeanette modtager endnu en besked.
   Hun tager mobilen og læser.
   Det er en lang besked, for hun kigger meget længe på skærmen.
   "Er det vigtigt?" siger jeg.
   Jeg kigger lidt rundt. De fleste herinde er alene. Jeg føler det trykke i mit mellemgulv, og til sidst ender mit blik på gløggen. Jeg rører lige så stille rundt i den.
   "Men jeg siger bare, du kommer med," siger hun.
   "Ja."
   "Hvis du så ombestemmer dig, siger jeg bare, du er blevet syg."
   "Det lyder godt."
   Hun skriver sin besked færdig og lægger mobilen på bordet.
   "Sagde du noget?" siger hun og lyder interesseret; har endda løftet øjenbrynene, så hendes øjne er blevet store.
   Jeg ryster på hovedet.
   "Nå, okay," siger hun og griner lidt. "Det er godt at se dig, Erina. Skal du ikke snart klippes?"
   Jeg tager om mit hår og mærker lidt på spidserne. "Jo, det skal jeg."
   "Det var godt."
   Hun løfter glasset og drikker.

Vi bor på det samme kollegium i den vestlige del af byen. Det var sådan vi lærte hinanden at kende. Vi deler køkken og badeværelse, men støder overraskende sjældent på hinanden. I starten var det hårdt at bo der uden at kende en eneste i byen, men nu vil jeg faktisk helst være alene. Jeg har svært ved at afgøre, om det er en god eller dårlig ting.
   Vi følges hjem og er begge på cykler. Jeanette snakker meget imens. Det handler hovedsageligt om nytårsfesten. Jeg forsøger at benytte aktiv lytning.
   "Det er i et stort hus tæt ved stranden," siger hun, lige inden vi skal til at dreje ind ad vejen, hvor kollegiet ligger. "Det har virkelig potentiale til at blive en god fest."
   "Ja," siger jeg og orienterer mig kort om en pige med en barnevogn, der skal til at krydse vejen. Hun ser meget ung ud. Jeg kan ikke finde ud af, om hun kigger på os eller ud i den tomme luft. Af frygt for at blive forlegen slår jeg hurtigt blikket ned mod styret.
   Hun kan umuligt være ældre end mig.
   "Vi kan gå ind i det nye år med udsigt til havet!"
   Jeg smiler og nikker mod asfalten forude.
   "Ja, det bliver fedt."

Jeg bliver færdig med min opgave to dage før, den skal afleveres. Det er for tidligt at blive færdig. Resten af tiden bruger jeg på at finde små ubetydelige fejl i udskriften, og op til fem gange må jeg rette komma eller formuleringsfejl og printe et nyt eksemplar ud. Desuden er det pinligt at blive så tidligt færdig. Jeg holder det for mig selv, fortæller at jeg skriver på livet løs.
   Min dødssynd er dovenskab.
   Jeg får ti gange anerkendelse og en enkelt kommentar. Det er Helle, som skriver.
   Og min er nydelse.
   Jeg er ikke sikker på, hvad hun prøver at sige, men jeg anerkender alligevel hendes bidrag. Jeg kunne ske at støde ind i hende lige pludselig.

Jeg løber faktisk ind i hende dagen efter. Eller det er nærmere hende, som løber ind i mig. Jeg sidder nemlig på en stol i kantinen og prøver at spise en sandwich. Det er ikke lige til, for jeg vil samtidig gerne signalere, at jeg langt fra er ensom, og det gøres bedst med at anerkende andre, som påstår det samme. Interaktivt. Jeg læser også en tilbudsavis fra Kvickly og ser adskillige billeder fra en eller andens tur til Japan. Halvdelen af billederne demonstrerer en eller anden form for mad.
   Helle sætter sig ned over for mig. Hun har købt en salat. Jeg har svært ved at overskue det. Ikke så meget salaten, men hende. Jeg indrømmer, det er misundelse. Tanken om hendes daglige gang på engelskstudiet gør mig dårlig. Jeg er måske god til tysk, men sproget lyder forfærdeligt. Min fremtid kommer til at bestå af tyggegummismaskende HF-studerende, der er tvunget til et år med Alles in allem og moderne tysk litteratur, så de kan få adgang til pædagogikstudiet.
   Hun taler om den opgave, vi lige har afleveret, tydeligvis lettet over det er overstået. Jeg svarer hende, og gør det ganske godt, men holder ikke til hendes selskab særlig længe. Jeg må pakke sammen og lyve mig væk.
   Udenfor kan jeg se min ånde i luften, og det hjælper på mit helbred. Jeg tager min mobil op af lommen og slukker den. Lige nu ser jeg ingen grund til at tænde den i meget lang tid.

Jeg tager hjem til min mor og far tre dage før juleaften og bliver hos dem til anden juledag. Min mor kører mig hjem, efter vi har været til en julefrokost med den resterende familie. Normalt vælger jeg at tage toget, fordi jeg godt kan lide rejsetiden, men jeg kan umuligt have alle mine julegaver med. Det var besværligt nok med de to store poser gaver, jeg havde med mig den anden vej.
   Hun hjælper med at bære mine ting ind på mit værelse.
   "Hvor har du det fint," siger hun, da jeg med noget besvær får åbnet døren, og vi begge kan sætte en favnfuld af ting ned på gulvet indenfor. "Så opryddeligt."
   "Tak," siger jeg.
   Det er rigtigt nok. Jeanette har det for eksempel meget rodet på sit værelse.
   "Og du har endda fået pyntet op." Hun peger op på en gyngende stofnisse, som jeg har hamret op i loftet. "Mormors gyngenisse."
   Lige nu står den helt stille. Jeg giver den et puf, og den kommer i bevægelse.
   "Det er hyggeligst sådan," siger jeg og smiler til hende.
   Jeg kan selv have resten, og vi krammer farvel ude på parkeringspladsen.
   På vej tilbage til mit værelse møder jeg Jeanette. Hun kommer gående med en sportstaske over skulderen.
   "Er du lige kommet hjem?" siger hun.
   "Ja. Hvor er du på vej hen?"
   "Norge."
   "Skal du til Norge?"
   "Ja."
   "Hvem skal du besøge?"
   "Min mor og hendes kæreste," siger hun og løfter en bog fra min gavestak og kigger på den. "Det er bare tre dage."
   "Nå, okay."
   Hun lægger den tilbage på sin plads og smiler til mig. "Haft en god jul?"
   "Ja, det har jeg. Og du?"
   Hun nikker. "Jeg skriver lige til dig omkring det dér nytårsaften."
   "Ring til mig i stedet."
   "Ja, okay," siger hun og løfter op i sin taskehank. "Jeg tænkte nemlig, vi kunne følges."
   "Du kan bare lige banke på, når du kommer hjem," siger jeg. "Vi er trods alt naboer."
   "Det lyder fint," siger hun og omfavner mig så godt, hun nu kan komme til.
   "Hav en god tur. Bliv ikke søsyg."
   Jeg begynder at gå ned mod mit værelse. Døren står åben.
   "Det skal nok gå," siger hun. "Vi skrives ved."
   "Ringes ved!"
   "Ja, ja," siger hun og kaster en hånd op i luften til afsked.
   Inde på værelset er min radiator slukket, så det er køligt, da jeg får overtøjet af. Jeg skruer op for varmen og går ud i køkkenet og laver et krus myntete. Jeg går tilbage på værelset og lukker mig inde.
   Her vil jeg blive de næste fire dage.

Nytårsaftensdag ligger jeg på min seng og læser en bog. Jeg er klædt på til om aftenen og prøver at ligge så stille som muligt, så jeg ikke krøller kjolen. Alle mine nylonstrømper er løbet, så jeg bliver nødt til at have et par sorte stofstrømper på. Det er fint nok. Min kjole er også meget simpel.
   På skrivebordet ligger min mobil. Nogle minutter i fem modtager jeg en besked.
   Jeg kigger lidt hen på den og vender en side i min bog.
   Omkring tyve minutter senere modtager jeg endnu en. Jeg læser videre, flytter ikke blikket.
   Der går måske en halvtime, inden det banker på min dør. Jeanette træder indenfor. Hun er iklædt en lang bordeauxfarvet kjole, og hendes hår er sat op.
   "Er du klar?" siger hun.
   "Ja," siger jeg og rejser mig forsigtigt fra sengen.
   "Nu er du vel ikke syg?"
   Fristelsen, hun putter i mit hjerte med dette spørgsmål, er umådelig.
   "Nej, nej," siger jeg og tager mit overtøj ned fra knagen på indersiden af døren. "Jeg skal bare lige i gang."
   "Fint." Hun nikker til mig. "Jeg går ind og tager overtøj på, så smutter vi."
   "Okay."
   Hun stopper op i døren og vender rundt.
   "Erina, fortæl mig, du tager højhælede på."
   "Ja, selvfølgelig."
   Hun smiler til mig. Hendes læber har samme farve som kjolen.
   "Godt nok," siger hun og går.
   Jeg sparker mine støvler ind under sengen og finder mine stiletter i bunden af klædeskabet. Jeg købte dem til gallafesten i 3.g. Det virker til at have været i et andet liv.
   De strammer om mine fødder. Jeg går lidt frem og tilbage på gulvet.
   Jeanette kommer tilbage med jakke og en clutch i hånden.
   "Så går vi," siger hun.
   Jeg nikker til hende og går med.
   "Husk din telefon," siger hun og peger hen på skrivebordet.
   "Nå, ja."
   Jeg putter den i frakkelommen.
   Slukker lyset. Låser døren. Deler smil med Jeanette.
   "Er du klar til den sidste dag på året?" siger hun.
   "Det kan du tro."

Værten er en syttenårig 2.g'er. Han går i et for stort jakkesæt og bruger de første timer af aftenen bag baren, hvor han blander drinks til sine gæster. Det foregår alt sammen i et stort lokale i kælderen, men som klokken nærmer sig midnat begynder folk at bevæge sig op i andre rum ovenpå. Personligt tror jeg ikke det var en del af planen, men det burde han nok have tænkt på, før han inviterede til nytår i sine forældres hus.
   Omkring klokken halv tolv går jeg selv op i stuen. Det er netop efter en teologistuderende har blandet mig en gin and tonic. Jeg prøvede at indlede en samtale, men han fik pludselig travlt med at tilkendegive sin og andres tilstedeværelse på nogle billeder, han havde taget i løbet af aftenen. På den måde beviser han sin velfungerende sociale livsstil.
   Der ligger en fyr i sofagruppen og sover. Jeg går forbi ham og hen til et stort panoramavindue, der vender ud mod havet. Mine hæle laver sofistikerede lyde mod det bløde parketgulv. Jeg forstår godt meningen med at have dem på - også selvom de strammer.
   Jeg fører glasset op til mine læber og drikker. Nyder klangen af isterningernes interaktion med hinanden og glassets kant som den eneste lyd i rummet. Havet fører tålmodigt sine bølger mod strandbredden. Vandet er ikke langt væk, højest halvfjerds meter, det er helt sort. Det er underligt, jeg overhovedet kan se det. Jeg må være god til at adskille sorte nuancer fra hinanden.
   Jeg hører nogle skridt komme nærmere bag mig. Det er flade skridt; derfor ved jeg, det er en fyr.
   Han stiller sig op ved siden af mig.
   Jeg drikker igen, prøver at holde koncentrationen mod havet. Ud af øjenkrogen kan jeg udmærket kende ham. Det er værtens fætter: linket mellem gymnasieeleverne og de semiintellektuelle. Selv studerer han musikvidenskab - det gjorde han et helhjertet forsøg på at få Jeanette til aldrig at glemme i den første fase af aftenen. Jeg sad skrot over for dem og overhørte det meste. Det var svært at undgå - selvtilfredsheden spredte sig i alle retninger og påvirkede uheldigvis mit brækcenter, så jeg måtte forlade forsamlingen et øjeblik.
   Han vender ansigtet mod mig. Uden at kigge direkte på ham kan jeg se, han gør sig tanker.
   Uden at kigge direkte på ham kan jeg se, hans formodninger er forkerte.
   "Var det Erina?" siger han.
   Jeg nikker først, kigger derefter på ham. Jakken er efterladt, skjorten stoppet ned i bukserne, slipset løsnet om halsen.
   "Du er med Jeanette." Det er en konstatering.
   "Det kan man vel godt sige."
   Jeg kigger ud mod havet igen.
   "Kender I hinanden fra skolen?"
   "Nej, vi går ikke i skole sammen. Vi bor på samme kollegium."
   "Okay," siger han og drikker af en øl. "Studerer du?"
   "Ja."
   "Uni?"
   Jeg kan mærke mit brækcenter blive stimuleret igen.
   "Ja."
   "Fag?"
   Jeg tager tålmodigt en slurk og smager godt og grundigt på indholdet, inden jeg synker.
   "Tysk," siger jeg, holder fokus på bølgerne.
   "Nå," siger han og griner lidt. "Sidefag?"
   Jeg vender blikket mod ham og kigger længe uden at sige noget.
   "Sagde jeg noget forkert?" siger han. Smilende. Det er nærmest det værste af det hele.
   "Jeg tænker over, hvorfor du kom hen til mig," siger jeg.
   "Du var jo helt alene."
   "Hvor pænt gjort af dig."
   Jeg kigger ud ad vinduet igen.
   "Jamen, undskyld så."
   "Det gør ikke noget."
   Der indtræder en stilhed på omkring et minut. Vi drikker begge to næsten op. Jeg kan mærke mit hoved snurre. Jeg er ikke fuld, bare påvirket af alkohol.
   "Skal jeg være helt ærlig?" siger han.
   "Prøv."
   Han foregiver, han skal tage sig sammen til at smide sit næste kort. Jeg ved, hans hånd er fyldt op med hjerter dame - syv styk helt nøjagtigt - og det er netop det, som giver mig lyst til at gå min vej.
   "Jeg så dig gå op alene, og jeg-" han holder en pause og griner lidt. "Jeg kunne godt tænke mig at lære dig at kende."
   "Virkelig?" siger jeg og smiler til ham; så godt jeg nu kan.
   Han nikker. "Ja."
   "Det er ikke en god idé, du lærer mig at kende i aften," siger jeg og løfter mit næsten tomme glas.
   "Jamen, så måske senere?"
   "Senere, ja."
   "Ja?" siger han og smiler bredt, så jeg kan se hans skæve tænder i undermunden. Et øjeblik giver de mig sjovt nok et håb om, at jeg har taget fejl. Så tager han sin mobil op af bukselommen.
   Jeg slår blikket ud på havet.
   "Kan jeg tilføje dig, så kan jeg skrive til dig senere?"
   Jeg ryster på hovedet og bunder resten af min drink.
   "Må jeg så få dit nummer?" Han lyder mystificeret.
   Jeg kigger på ham. "Ikke i den rækkefølge."
   "Hvad?" Han rynker øjenbrynene. Det gør intet godt for hans ansigt.
   "Jeg er ikke hvad, du søger, og du er ikke hvad, jeg søger," siger jeg og rækker ham mit glas.
   "Det forstår jeg ikke," siger han og tager om glasset uden at fjerne blikket.
   "Det forlanger jeg heller ikke."
   "Hvad forlanger du så?"
   Jeg ser på ham uden at svare.
   "Hvor er du altså underlig," siger han.
   "Ja, det synes I nok," siger jeg og kigger kort ud på havet, inden jeg lægger en hånd på hans skulder og bevæger mig væk. "Derfor går jeg også min vej."
   Jeg begynder at gå min vej.

Græsset er koldt under mine fødder. Jeg går med rutinerede skridt - det næste aldrig længere end det forrige - og bevæger mig kun ind i et tykkere mørke for hver bevægelse. Sandet kvæler langsomt mængden af græsstrå og gør min krop tungere - giver mig en fornemmelse af at vade.
   Det sorte hav skiller sig ud i mørket. Bølgerne bruser mere, end jeg havde forventet. I baggrunden kan jeg høre indikation af musik.
   En større bølge driver op over strandkanten, og jeg stopper op. Der er ingen grund til at røre ved det. Jeg kommer ikke bølgerne nærmere på den måde. Derfor bliver jeg her. Ser og lytter. Tager dybe indåndinger og bilder mig ind, jeg smager salt.
   Min mobil vibrerer i min frakkelomme. Jeg har ikke set på den hele aftenen. I stedet har jeg haft god lejlighed til at rive serpentiner i små stykker og ind imellem søge kontakt hos de nærmeste gæsters nedslåede blikke.
   Jeg stikker min hånd i lommen og tager den op. Jeg har modtaget tre beskeder. Den seneste er fra Jeanette, som spørger, hvor jeg befinder mig. De to andre er fra Helle, og dem orker jeg ikke kigge nærmere på.
   Det gør mig ondt i brystet og maven og hovedet, at mennesker, som falder ind i hinandens historier og på en eller anden måde gensidigt påvirker dem, ikke har mere overskud til kontakt end en besked. Det er ironisk, at vi i en tid, hvor stadigt flere søger ad byens vener til videnscentre for at dygtiggøre sig og aflevere sine optjente næringsstoffer til samfundet, er blevet for kloge til at rumme hinanden.
   Med et fast greb om mobilen presser jeg min tommelfinger hårdt ned mod dens skærm. Jeg gør dette længe, og allerede efter få sekunder ryster mine fingre af overanstrengelse. Jeg håber på en umiddelbar reaktion, men det kommer ikke.
   Jeg stamper i jorden i afmagt og mærker så en ubehagelig varme stige op igennem min krop. Det føles som en koncentreret feber i bevægelse. I sekundet den når mit hoved, kaster jeg min mobil så hårdt frem, jeg overhovedet kan. Jeg følger dens kurve gennem mørket, ser dens skærm glimte mod det beskedne månelys, og i de sekunder beslutter jeg mig for at lukke øjnene, inden den slår mod en stor sten ved strandbredden og splintres.
   Jeg gør forestillinger om, hvordan dens krop knækker fra hinanden og lander i strandsandet rundt om stenen. Nedgraderet til en samling brudstykker af sin tid.
   Lyden af splintringen overlappes af et brag bag mig. Jeg vender mig hurtigt om og ser en rød og grøn himmel. Der lyder endnu et brag, og himlen fyldes af en enorm buket af sølv og guld - den aftager og falder mod jorden i en tyk og varm regn. Det bliver herefter svært at adskille farver fra hinanden, og himlens sorte lærred bliver et konstant foranderligt maleri, farvelagt af flere hundred menneskers vilje.
   Alt det farve og glimmer får mig til at mærke mine fødder igen. De er meget kolde og fugtige, og jeg bør snart gå ind og varme mig; måske få et glas champagne og lade alkoholen være katalysator for natten. Men jeg vil allerhelst hjem og være mig selv, og den følelse forbliver nok min last her i livet. Men lige nu er verden omfavnet i en sådan grad, at nattehimlen stråler af farver, og det må betyde et eller andet.
   Det er en fortolkning, intet menneske nogensinde vil kunne udføre fyldestgørende, men der er en skjult gave alene i det at prøve, og derfor vil jeg blive stående her og betragte de mange fortællinger til den sidste har nået sin slutning.