Når tankerne finder vej tilbage til barndommen i nummer 8, mindes jeg for en kort stund varme, omfavnende knus, et hus fuld af latter, glæde og leg.
Som et lyn fra den klare himmel står jeg pludselig helt alene på en græsmark. Jeg mærker græsset bevæge sig med vinden, den kildende fornemmelse, når græsstråene strejfer mine ben, den varme jord under mine bare fødder, duften af lune sommerdage. Livet blev levet uden for hjemmet, magien i at drømme blomstrede, og hver dag gav mulighed for at gå på eventyr i den store verden. I skovens dybe, tilgroede, grønne midte kunne jeg bekæmpe trolde, monstre og dinosaurer til aften kom snigende. I det her fantastiske farverige univers var der atter plads til grin og glæde.
Her var jeg altid nummer 1.

Som årene gik, mærkede jeg et altopslugende mørke trænge sig på. Latter og glæde blev til ekkoer blandt skovens trækroner, og jo mere jeg jagtede dem, jo hurtigere bevægede de sig væk fra mig. Min fantasiverden blev langsomt men sikkert druknet i skygger. Den blev tvunget i knæ og lagt i lænker. Alene på græsmarken forsvandt fødderne under mig, som i kviksand blev de hevet mod bunden. Græsstrå efter græsstrå slangede sig op ad min krop, hver og en skar sig dybt ind i huden på mig og efterlod blødende snit. Det friske, lyse blod efterlader en midlertidig varm sensation, løbende ned langs mit nu kolde legeme. Lugten af jern, den kildende oplevelse på min følsomme huds overflade, følelsen af livets ende.
"Det er slut nu", hviskede skæbnen. Hans kolde, store, tyngende hænder placerede sig på hver af mine skrøbelige og trætte skuldre, og med et forsvandt jeg.

Der blev helt mørkt. Stilheden var overdøvende. Nok som jeg troede, livet og lyset ikke længere var på min side, så jeg gnisterne i skyggerne. Jeg husker varmen, trygheden, den kærlige, varme hånd på min skulder. Følelsen af vægtløshed og lykke, sikke et rus. Forklædt som helt i mørket, hoppede jeg uvidende i favnen på dig, du var min ulykke og mit nederlag.

Flugt: "det at forlade ubehagelige eller ugunstige forhold for at komme i en mere behagelig, fordelagtig eller ubekymret situation."
Flugten fra virkeligheden, ser jeg nu, har altid været min følgesvend. En livsledsager med mange ansigter.

Håb: "optimisme, fortrøstning og tiltro med hensyn til fremtiden."
Håbet i andre rendte ud, som vand i foldede hænder, fandt det sin vej ud. Troen på mig selv druknede med barndommens minder.

Den konstante kamp for at føle mig accepteret, elsket og værdsat.