Tre dybt røde dråber gled parallelt langs Salamones pande. En fugl sang lystigt, men dens glæde druknede i den tåge, der omgav hende. Hun forsøgte gang på gang, at skabe et indre billed af den natur og det kaos, som herskede på den anden side af det skind, der var bundet for hendes øjne. Alting var som sat i stå.. ikke kun hendes tid og stedfornemmelse, men også hendes tanker. I stedet for, at være rodfæstede rødder, var de blevet løse og flyvske. Som visne blade, havde de sluppet de grene, der bandt dem sammen i en harmonisk pærevending. Frataget deres energi, faldt de som i dvale til jorden, hvor vinden vil kaste dem rundt, som var den deres herre. Hun kunne ikke samle sine tanker. Tankerne hvirvlede rundt og gjorde det umuligt for Salamone, at huske hvad hendes lærer havde lært hende. Alt der kom frem i hendes hukommelse var glimt af lærerne, tavlerne og eleverne. "Det virker kun kortvarigt" Den dybe mandestemme fik Salamone til, at fare sammen. Hendes sanser tumlede forvirret rundt i mørket, mens at hun prøvede at lokalisere lyden. "Hvor er du?" "Det er ligegyldigt" svarede stemmen. "Det skal jeg nok selv afgøre!" svarede hun igen. Lyden af skridt gav ekko i hendes mørke. "Hold dig væk!" snerrede hun, uden tegn på angst. Noget rørte ved hendes nakke. "Hvem er du?" spurgte hun kommanderende. En svag latter trængte igennem sansekaosset, hvorefter skindet blev løsnet. Først nu opdagede hun, at hun låg ned. Hun kiggede op og så, hvordan at solens stråler fik jorden til at dampe. Den så blød og fugtig ud, men hun kunne hverken lugte eller mærke den. Lyset var så skarp, at hun kun kunne se omridset af manden. "Ja hvem er jeg?" Med et fast greb, hev han hende op i nakken. "Jeg er Daniel Mikkil Drag Søgergaard mine soldater kalder mig sir, mine fjender kalder mig stålhjerte og hvad min overordnede kalder mig er ligegyldigt for dig. Alt hvad du skal vide, er at du kan kalde mig sir" "Sagde du, at du hed Søgergaard?" Gentog hun smilende. Hun nåede knapt nok, at registrere den knyttede hånd, før at den ramte hendes kindben. Smerten bredte sig som glødende tråde, men hun følte det ikke. Vreden fyldte hendes krop til renden og skubbede alle andre følelser væk. Det var denne mand, som hun havde observeret, det var denne mand, som var kommet for at tage hendes venner og familie som gidsler. Denne mand havde angrebet skoven og denne mand havde sikkert flere liv på samvittigheden end han selv var værd. Vreden fik hendes krop til at dirre. Hvilke metoder havde han mon brugt mod uskyldige gidsler? Mennesker der kæmpede for freden og for deres rettigheder. Alle tankerne gjorde hende svimmel. Hendes balance svigtede og gennem hendes slørede syn, kunne hun se, at Daniel holdte hende oppe. "Hvad har du givet mig?" Hun kunne knapt høre sin egen stemme, men Daniels foragt skar sig igennem tågen og mørket. "Vi har altid problemer med din slags. I tror, at I er så specielle, så vigtige. Jeres mødre fortæller jer fra I er spæde, om jeres særlige evner, at I er født til storhed. Vi andre må kæmpe os op. Det gør os stærke" "Men det gør jer ikke stærke nok" Bed Salamone ham af "For I har åbenbart stadig brug for at have kontrol over os". Daniel lod nedlagende blikket hvile på hende "Jeg fortrækker løver uden klør, de er nemmere, at arbejde med" Der var en sitrende tavshed i adskillelige sekunder, før at Salamone svarede. Hendes læber formede ordene omhyggeligt. "Har du fjernet mine klør sir?" Hun spyttede næsten det sidste ord ud. Han fortrak ikke en mine, men lænede sig så langt frem mod hende, at hun kunne føle hans kontrollerede åndedræt. "Jeg har ikke fjernet dine klør lille ven. Jeg har gjort det der er meget, meget være" hans stemme var blevet til en næsten uhørlig visken "Jeg har fjernet din evne til, at bruge dine klør. Jeg har fjernet din kontakt til dit indre" Salamone følte for første gang angsten krybe ind over hende som et fugtigt tæppe. Hun stirrede op på manden, hvis uniform fik en helt ny betydning. Hun kunne lugte blodet fra hans ofre og se hans arrogance genspejle sig i det blanke bælte. "En lille sprøjte og jeg fjernede din genvej til storhed" "Hvad gør den?" gispede hun. En ring af soldater havde samlet sig omkring dem. "Den løsner dine sanser fra nervecellernes rødder, så de ikke kan kontrolleres. Yderst effektivt under forhør, da det samtidig styrker sanserne" han trak sig en smule væk, så han kunne se hele hendes ansigt "Når sanserne er overstimulerede, kan selv en nål få den mest udholdende mand til at græde om nåde" "Det er modbydeligt!" Daniel trak blot på skuldrene "Det er en nødvendighed. Vi fjerner jeres angreb og styrker derved vores eget forsvar. Vi har selv fremstillet den, de unge af jeres slags er yderst effektive til forsøg" Han kærtegnede blidt det kindben han havde slået. Hendes mave krøllede sig sammen af afsky og hun bed hårdt tænderne sammen, for ikke at græde, da Daniel trykkede sin finger hårdt mod det forslåede kindben. "Kan du mærke hvem der har styringen af os to?" Hun ville snerre, men han afbrød hende "Det er mig, der har styringen. Jeg har taget din stolthed, jeg har ydmyget dig og jeg har taget kontrollen over dine klør" "Men du kan ikke fjerne mine tænder". Daniels mund fortrak sig i afsky, brat slap han sit tag om hendes nakke, så hun som en sten faldt til jorden. Først nu gik det op for hende, at hun manglede ilt. Hårdt gispende, lod hun blikket glide ud over tilskuerne. Deres ansigter var hånende og hoverende, nogle enkelte klappede hinanden anerkendende på skuldrene. Hun gispede stadig dybt, da Daniel løftede sit højre ben. Sparket kom ikke som et chok, men det forhindrede ikke smerten i at komme. Da alt blev mørkt, hørte hun kun en fjern hvisken. "Men har du nogensinde lært, at bruge dem?"
   Salamone var langt borte i drømmeland, da hun følte en mærkelig sitren fylde hendes krop. Hun forsøgte, at vågne, men kunne ikke. Den sitrende fornemmelse blev voldsommere. Hun sov ikke længere, men hun kunne stadig ikke åbne sine øjne. Kramper tog til og hvert ryk sendte en kile af ild igennem hende. Hendes krop rystede voldsomt, hun følte en varm hobe sig op i hendes mund. Hun kunne hverken synke eller lukke munden, kun føle hvordan at hendes savl rendte ned langs hendes hage. Hendes arme og ben blev ukontrolleret slynget rund om hendes egen krop. Varmen bredte sig og fortsatte med at sende små krampagtige lyn ud til de fjerneste afkroge af hendes krop. Lige nu var hun mest bange for, at gøre skade på sig selv. Kramperne forsvandt lige så brat som de var kommet. Pludselig kunne hun igen styre sin krop. Ilden forsvandt og hun faldt udmattet sammen i fosterstilling. Aldrig havde hun været så træt. Det føltes som om, at alle hendes muskler var flåt op. Som et åben sår låg hun og forsøgte, at få samling på sig selv. Hendes savl sad stadig på hendes hage, men hun havde ikke energi til at fjerne det. Da hun langt om længe fik kræfter til at åbne sine øjne, var alt hun kunne se en tåget masse. "Det går over lige om lidt" hendes hørelse fejlede i hvert fald ikke noget. "Det betyder jo alligevel ikke noget for dig Daniel" Det krævede alle hendes kræfter at sige det. Snart kom hendes syn igen, hun løftede sig fortumlet op fra gulvet, støttende på sine arme. Hun nåede lige at se Daniel trække en kanyle ud af hendes lår. "Dagens ration" sagde han smilende. Det morede ham virkelig, at have kontrol over hende, at kunne yde hende smerte. Han satte en lænke om hendes ankel og skubbede en tallerken med noget tørret kød og ris over mod den albue hun forsøgte at støtte på. Sulten overmandede hende og stadig liggende begyndte hun at spise. For hver mundfuld følte Salamone hvordan, at hendes kræfter langsomt vendte tilbage. "hvorfor giver du mig den sprøjte?" Daniel svarede stift fra mørket, men uden, at vie sit blik fra hendes "Som sagt, for at du ikke kan bruge dine evner" "Men mine tanker?" Salamone var forvirret, sidst kunne hun hverken huske sit eget navn og hun kunne slet ikke sige en hel sætning "Du har fået en mindre dosis, det kommer kun til at påvirke din forbindelse til det indre i morgen" Salamone kiggede sig omkring. Det var mærkeligt, at vågne op i totalt mørke. Normalt når man vågner, er det om morgnen og ikke om aftnen hvor alle andre sover. De sad ved et bål. Ilden var næsten brændt til akse, men nogle få gløder sendte stadig varme op mod deres kinder. "Hvorfor gav du mig en mindre dosis?" "jeg håbede, at lidt god vilje fra min side, ville få dig til at være lidt mere imødekommende og adlydende i morgen. Du har det med at være til en del besvær, så vi må mødes på midten" "På midten? Kalder du det her midten?" Daniel hev hende op og side "Hør rigtig godt efter. Hvis det ikke havde været for mig, kunne du være tortureret og læsset op som bagage. Jeg har skam vist min gode side. Men eftersom at du ikke kan føjes ved en metode der samtidig kan sikre mig, at du kommer frem i live, må jeg jo håbe at din besværlighed kan fjernes ved en generøs gestus" "Du behøver ikke, at være generøs overfor mig, det er mig en glæde, at være til besvær" "Åhhh... Salamone få mig nu ikke til, at slå dig igen. Du har været bevidstløs så længe, at du har forsinket os" Hans sendte hende en bredt men koldt smil. "Hvorfor fortsatte I ikke bare" "Tja. Ingen af dyrene vil bære dig. Jeg ved ikke hvad du nåede at sige til dem inden at vi opdagede din evne, men det var i hvert fald effektivt. Mine soldater var heller ikke så begejstrede for at skulle bære dig. Du ved... De hader jo din slags" Han sendte hende endnu et af sine kolde smil "Tak. Jeg føler mig virkelig værdsat" "hvor har du lært, at kontrollere dyr?" "Jeg kontrollerer dem ikke, jeg snakker bare med dem. Du ved ligesom os to. Bortset fra at dyrene er venligtsindede." "Det er meget imponerende" Han lød oprigtigt imponeret. "Hvorfor skal jeg overhoved have den der sprøjte? Det er jo ikke fordi, at jeg kan stikke af. Du har 500 mand" Han svarede med det samme. "For det første kan du snakke med dyrene. For det andet beroliger det mine mænd, at du er uskadeliggjort og for det tredje så stoler jeg ikke på jer" "jer?" "Din slags" "Når undskyld hr. tillidsmand, at min slags er så farlige, at du er nød til, at lænke mig til jorden og sprøjte stoffer ind i min krop hver aften!" Daniel kiggede ned i gløderne, mens han lod en pind tegne usynlige mønstre over gløderne "Du er ikke så lidt fræk" sagde han, uden at kigge op. Salamone følte blodet stige sig til hoved, hvem troede han egentlig han var "Svar mig!" Daniel kiggede op "De andre krigsfanger plejer at græde. Hvorfor græder du ikke?" Hans undrende blik borede sig ind i Salamones "Sir svar mig!" han undveg stadig hendes spørgsmål "Du syndes måske at jeg er ondskabsfuld, uretfærdig?" "Ja" "Okay du er trodsig, det er fint nok. Lad mig fortælle dig en lille historie. En historie som måske kan oplyse dit mørke en smule" Salamone rystede forvirret på hoved, skulle han nu til at fortælle eventyr? Men hans stemme var dybt dragende "Engang for længe siden levede en familie på 4, en mor, en far, en lille dreng og hans storesøster. Faren var blandt de første til at producere silke og derfor levede de et godt liv. Faren nægtede at lade mennesker med særlige evner arbejde for ham. En dag var der stænderforsamling i byen. Faren kom hjem og de spiste et godt måltid, grinte, snakkede og hvad en familie nu gør over aftensmaden. Om natten vågner den lille dreng ved en forfærdelig larm. Skingrende skrig, råb og latter. Han sniger sig gennem hans hemmelig lem i trappen til hans hemmelige rum under trappen. Gennem en sprække ser han 4 mænd, tydeligt nymfer for de har alle spidse ører og svævende vand i deres hænder. De råber af hans far, skælder ham ud og siger, at han undertrykker deres slags. De spørg om de ikke er gode nok til ham. De slår ham... Mange gange. De bliver ved til han ligger helt stille. Min mor siger at de skal stoppe, hun råber hysterisk og græder voldsomt. Drengen havde aldrig set sin mor græde før. Pludselig kan han høre sin søster stå på trappen, han forsøger, at få hende ned i det hemmelige rum, men hun ser ham ikke. Hun løber ind på sit værelse, men en af mændene henter hende ned i stuen" Daniel slikker sig om læberne og fortsætter, med en hæs stemme "Min far siger, at de skal lade vores familie være i fred. Han kigger på mig. Jeg ved, at han ved at jeg er her, så jeg holder vejret. Alle mændene griner, snakker lidt sammen, håner min far. Han råber højt og farer op. De siger, at det er på tide, at han deler sine goder med dem. Dengang vidste jeg ikke hvad det gik ud på. Jeg vidste kun, at de gjorde min søster og min mor ondt. Men i dag ved jeg, hvilken grufuld handling de udførte. De tog tøjet af min mor, de kiggede ikke engang på hendes krop, men begyndte bare at støde ind i hende. De voldtog hende på skift, mens at de klyngede min far op af vægen, som en Jesus. De skar symboler på deres sære sprog ind i huden på min mor, mens de voldtog hende. Hvorfor jeg kan huske det, ved jeg ikke. Kroppen burde da lukke ned, fortrænge og glemme sådan nogle oplevelser. Men det gjorde jeg ikke, jeg kan huske alle detaljer" Han kiggede op fra bålet "Jeg ville ønske at jeg ikke kunne. Da de var færdige blødte min mor fra alle steder på kroppen. Hun låg bevidstløst på gulvet, højst sandsynligt på grund af blodmangel. Derefter tog de min søster med magt, de skar ikke i hende, de tog ikke engang hendes tøj af. De rev et hul og voldtog hende på samme måde som de gjorde med min mor... På skift. Min far skreg af smerte, ikke fysisk men psykisk. Jeg ville nok også have skreget, hvis jeg ikke vidste, at det gjaldt mit liv. Da de var færdige efterlod de min mor bevidstløs og blødende på gulvet og min far klynget til vægen med søm igennem sine blødende hænder. Min søster tog de med sig. Hvis hun er i live i dag, er hun nok mere slave end noget menneske med evner nogensinde har været. Jeg husker tydeligt flammerne, de startede ved hoveddøren. Min far skreg mit navn. Han skreg at jeg skulle skynde mig ud. Mor låg stadig ubevægelig på gulvet. Jeg kom ud af mit skjul og løb hen til min far. Jeg forsøgte at hive sømmene ud af hans hænder, men jeg var kun 4år, jeg kunne ikke engang nå op til hans hænder uden af stå på en skammel. Han græd og skreg at jeg skulle løbe ud. Ikke nogen afsked, ikke noget med alt bliver godt igen, bare red dig selv. Så det gjorde jeg. Jeg forlod min dødende forældre og stak af ud af vores brændende hus. Men gaden var lige så slem, alt stod i flammer. Jeg forsøgte at opsøge vores venner, men de var alle blevet slagtet på samme vis. Heldigvis havde en enkelt familie jeg kendte ikke lidt samme skæbne og de tog sig af mig" Han tav, kiggede intenst ind i Salamones øjne "Derfor har jeg ikke tillid til din slags" Han vrængede næse og spyttede ned på bålet, så det sydede. Gløderne blev kastet op mod himlen, som ville de op og have del i stjernernes pragt. "Jeg har aldrig hørt noget lignende. Hvorfor angreb disse mennesker jeres by?" Daniel løftede en finger "Rettelse nymfer, ikke mennesker" Salamone ville svare ham igen, men han fortsatte "Min far var modstander af jeres slags. Han følte, at I fik en uretfærdig fordel gennem jeres evner. En fordel han aldrig ville kunne konkurrere imod. Han sammenlignede det altid med gamle dage, hvor det kun var de rige, der måtte få en uddannelse. Han var sikker på, at vi en dag ville blive lige med tæmmerne, men lige på det tidspunkt følte vi os alle trådt på. Som landmænd havde tæmmere en uretfærdig fordel. Til stænderforsamlingen havde min far stemt for en lov, der forbød tæmmere i at eje egen jord. Alle der stemte for den lov, blev samme uge henrettet. Det var en forfærdelig massakre. Alle døde var blevet tortureret ihjel." Salamone var lamslået. Hendes udånding havde samlet sig i halsen som en prop og hun følte pulsen dunke hårdt i tindingen. "Det er forfærdeligt" Daniel kiggede ned og førte sine hænder op til sit ansigt. Han snøftede kort, men det var sikkert bare støv fra jorden, som havde sat sig i hans næse. Daniel var ikke typen der viste sine følelser og nu vidste hun hvorfor. Han kiggede op på hende, hans øjne var blanke, men hun kunne ikke se om det var tårer eller om det var en genspejling af bålet. "I dag kaldes den blodige uge for den blå massakre. Blå fordi det var en flok nymfer der valgte at henrette 52 stemmeberettigede og deres familie. 274 døde på 6 dage. Vi kunne intet stille op. Hvad stiller man op imod et menneske der kan forvandle vand til is i luften? Ingenting, vi måtte bare vente... Vente til, at de var færdige. Vente indtil, at de havde dræbt dem der havde gjort dem uret, sprættet dem op med deres hjemmelavede spyd af is" Hans blik var sort, genspejlingen var borte og hans følelser var igen pakket væk "Nymferne har også et navn for de 6 dage" Salamone kiggede overrasket op fra gløderne. Deres knitren skabte en unødvendig stemning "Men for jer er det ikke en mindehøjtidelighed, for jer er det en festdag. I har ingen lig at græde over, ingen nymfer døde under massakren, de blev jo bare helet på stedet" "Daniel hvad kaldes højtideligheden?" Hans vejrtrækning var tung. Salamones var fortsat tavs. "Hvid sol... nymfernes 6 dage lange fest... Mens at de fester sørger min art over de 274 døde" Hans stemme blev aggressiv og tonelejet blev højere og højere "142 af dem var børn!" Han rejste sig op og skyggen fra bålet dækkede hans ansigt som et tæppe. Selv gennem mørket kunne Salamone se den røde farve forplante sig i hans ansigt. Hendes puls steg, mens han fortsatte sin råben "45 af dem var under 10 år! OG 3 AF DEM VAR IKKE ENGANG FØDT ENDNU!!!!!..." Han tav, sank sammen foran bålet og stirrede ind i gløderne "Deres liv var ikke engang begyndt endnu, men de bliver mindet hvert år. Alle de ufødte børn blev døbt og begravet i den fugtige jord sammen med deres mishandlede mødre" Salamone kunne ikke svare, hun blev bare ved med, at stirre på Daniel. Luften føltes urolig, som havde hans vrede sprunget alle iltmolekylerne til atomer. "Hør Daniel. Jeg er ked af dit folks skæbne. Det var meningsløst, men du kan ikke straffe et folk for noget deres forfædre gjorde i ren desperation..." "Åhh.. Der kom skam noget godt ud af det.." Alt tav omkring dem. "Regeringen fik nok af jeres slags. I havde undertrykt os så længe, I havde hoveret og blæret jer gennem flere generationer og alligevel kunne regeringen ikke gøre noget. I var i flertal, så nye love var udelukket ved stænderforsamlinger. Men den massakre... De dag som nymferne fejrer hvert år, det var dem, der gjorde at regeringen gik udenom Jer. Den der gjorde, at I blev lovløse og landsforvist. Det var de dage, som gjorde at de love som altid havde været i luften blev vedtaget og vi fik vores ret tilbage. Krigen begyndte der" Han lo kort "De er selv skyld i deres egen undergang" Salamone hev efter vejret i korte gisp. Blev et helt folk landsforvist pga. en flok nymfers forbrydelser? Hun var lamslået. Forbrydelsen var forfærdelig, utilgivelig, men at lade straffen gå ud over hele deres folk, det var ubegribeligt "Daniel I umenneskeliggjorde en hel race, I landsforviste ikke forbryderne I forviste familier, kvinder, børn..." Han afbrød hende "Kun nymfer... Resten kom først senere. Klymmerne og de andre med særlige evner. De kunne ikke holde ud, at vi endelig havde magten over nymferne, så de sluttede sig til nymferne og gik i krig mod os. Men vi er klogere end dem. Næsten alle stammer er udryddet, der bor flere tusind tæmmere som slaver i hovedstaden og snart sidder vi på den totale magt... Din stamme er den sidste mod syd." "Hvad gør I med sådan nogen som mig?" Han kiggede søgende op mod den sorte himmel "Sådan nogen som dig Salamone?" "Krigsfanger" Han kiggede brat ned, hans blik var et øjeblik blødt, hvorefter det atter blev sort og koldt "Normalt er der en lang periode uden mad, derefter tilbyder vi mad for informationer, men det virker kun meget sjældent. I et tykhudede og stædige" Han smilede sit kolde smil til hende "Derefter benytter vi os af forskellige metoder indtil at vi får vores svar." "Hvilke metoder?" Han vred sig lidt på jorden, kiggede igen søgende opad. "Daniel!" "Hvad vil du vide?! Vil du vide hvordan at vi skær symboler ind i deres hud, hvor dybt vi skærer, hvilken kniv vi bruger? Vi har skam mange muligheder. De små som kan fjerne hårsækkene fra din hovedbund, de store som kan hugge et ben af med ét sving. Vil du vide hvor vi starter med at skære? Vil du høre de bivirkninger der sker i kroppen når man tilføjer giften fra en kobraslange til dit blod? Nervesystemet ætses op, det er langt værre end det jeg har givet dig og langt mere smertefuldt. Vi laver to blandinger, giften og en mild modgift. Modgiften gør, at giften ikke kan slå jer ihjel. Men smerten vil ikke stoppe før, at vi giver jer den rigtige modgift" Salamone sank en klump spyt, som havde samlet sig i svælget på hende "Salamone. Du har ikke lyst til, at vide hvad vi gør ved dem... ved jer. Vi gør hvad der er nødvendigt. Vi har brug for informationer" "Hvad gør I med dem bagefter? Smider i dem bare ud, som var de affald?" "Hvorfor vil du vide det?" Stønnede han halvkvalt. Hvor kom alle disse følelser pludselig fra? "Fordi Daniel at jeg faktisk er krigsfange. Din krigsfange! Og jeg vil gerne vide hvad der kommer til at ske med mig" tårerne pressede sig på "Alt det du fortæller mig nu Daniel, det er ting der vil ske med mig og jeg ved godt, at du er skide ligeglad med hvordan jeg har det, men jeg har bare brug for, at forberede mig psykisk." Igen var der stille, men det var en anden form for stilhed, det var ikke mig der var lamslået, det var Daniel. Men han fik hurtigt genvundet fatningen. "Efter at vi har fået informationerne kigger man på deres tilstand oftest kommer de ud til en familie og bliver slaver. Men dem der er for svagelige, bliver en del af min overordnedes eksperimenter" han dækkede sit ansigt i sine hænder, som hvis man skal tænke grundigt. Var han ved, at åbne op? "Hvorfor os Daniel? Hvorfor skal vi straffes for noget vores forfædre gjorde? Har du aldrig kendt en tæmmer? Jeg mener en tæmmer hvor du kunne se, at der var et menneske bag den facade I alle frygter så meget?" "Jo. Min slave, jeg kalder hende ikke for slave, men ved hendes navn... Sabrina" "Hvad er hun?" "Hun er en nymfe" "Og du holder af hende?" han nikkede stille i mørket, gløderne var ved at dø ud "Men hvad er forskellen på hende og alle de andre nymfer?" "Hun er uskyldig..." Ordrerne hang tungt i luften. Uskyldig? Hvordan kunne nogen nymfer være uskyldige og andre ikke? "Hvorfor er hun uskyldig?" Han kiggede op "Hun valgte det ikke selv. Hun blev født ind i en familie ligesom min. Ingen kunne forstå hvorfor hun havde disse evner, ingen i familien havde dem. Reglerne i vores samfund siger, at nymfer skal tjene os" "Og hvordan blev hun din slave?" "Vores familier kender hinanden. Da hendes mor ventede hende, blev hun lovet bort til mig" Salamone tabte kæben, hans slave var hans tidligere forlovede "Hvad?!" "Vi legede sammen som små, men pludselig blev hendes øre spidse og hun begyndte at lege med vandet. Det var intet, vi kunne stille op. Jeg foreslog at tage hende som min slave, så vi stadig kunne være sammen. Hun er anderledes fordi, hun ikke burde være blevet en nymfe. Det ligger ikke i hendes gener. Hun fortjente bedre." Han rejste sig brat fra sin skrædderstilling. Uden et ord vendte han ryggen til. Med hurtige skridt gik han ind i mørket, som hurtigt opslugte ham. Salamone kiggede bedrøvet efter ham. Det var den mest sørgelige historie hun havde hørt, tænk at være forelsket i en kvinde, som man ikke kan få på grund af et samfund, man selv har skabt. Daniel forsvandt i mørket, mens Salamone forgæves forsøgte, at rette på lænken. Inderst inde var han et menneske, men gid han dog ville komme til fornuft.
   Daniel gik med hurtige skridt. Han kunne ikke fatte, at han lige havde fortalt en krigsfange om Sabrina, han havde næsten åbnet sig helt. Hvordan kunne han være så tåbelig og gøre sig så sårbar overfor hende? En hård knude, som han for længst havde gemt væk, var kommet tilbage. Hans frustration over Sabrinas situation, frustrationen over, at han havde svigtet hendes familie, ved ikke at kunne gifte sig med hende. Byens love forbød ægteskab mellem nymfe og menneske. Hans frustration over at Sabrina måtte leve i de forhold han selv havde skabt, men mest af alt kom hans frustration over, at han ikke kunne elske hende på grund af hans position. Han måtte ikke elske en nymfe, men det gjorde han og hun elskede ham. Han sparkede hårdt til en spand, som viste sig at være en natpotte. Nattens urin og afføring flød langsomt over jorden og en lugt af gylde spredte sig hurtigt. Godt at hans telt var i den anden ende af lejeren. Han hastede hen til sit telt, blind af sine følelser. Mørket var fuldkomment i hans telt. Han smed sig hårdt på sin seng og lukkede øjnene for mørket. Den nat gjorde han noget han ikke havde gjort siden han var lille. Han græd.

Lyden af trampende støvler ude foran teltet vækkede Daniel fra hans drømmeløse søvn. Tankerne fra gårsdagens episode dukkede op på ny. Hans krop blev fyldt med angst og nye tårer pressede sig på. Hvis ikke at lyset havde været så skarp, at det oplyste mørket bag hans øjenlåg, kunne han have ligget her resten af dagen. Med et dybt suk hev han sig selv op og side i sengen, mens han forgæves forsøgte, at fjerne de størknede tårer, som i løbet af natten havde limet hans øjne sammen. Han takkede de højere magter, hans skytsengel eller hvem der nu lyttede til ham i det svage lys, for at hans søvn forblev drømmeløs. Hans drømme havde været mareridt så langt tilbage som han kunne huske og han ville ikke prøve, at gætte sig til årsagen. Han kunne se sig selv i spejlet fra sengekanten og det gik op for ham, at han havde glemt at tage tøjet af i aftes. Uden at tænke videre over det, besluttede han at jakken, bæltet og uniformen godt kunne række en dag mere. Normalt var han meget sippet med ikke at have det samme tøj på flere dage i træk, men han kunne ikke tillade sig, at spilde sin tid i dag. Han havde tænkt meget i løbet af natten. Ikke drømt men tænkt og nu vidste han, hvad han måtte gøre. Han skubbede teltes forhæng til side og trådte ud i morgensolen. De unge soldater sad rundt om bålene og grinede af dårlige historier om blodige slag. De fik hurtigt øje på Daniel, deres ansigter blev til sten, deres holdning blev ret og snart stod de alle og gjorde honnør for ham. Han bukkede let, hvorefter at de alle marcherede væk. Han lod blikket finde den bagerste del af lejeren, hvor han straks fik øje på Salamone. Hun lignede mest en, der lige var faldet ud af sengen på en søndag morgen. Solen varmede hans venstre kind. Han vendte sit ansigt imod himlen og lyttede for første gang rigtigt til fuglene. Han lod luften fylde hans lunger dybere end normalt, som var det hans første rigtige åndedrag. Hans fødder førte han tværs igennem lejeren. De unge soldater kiggede med ærefrygt frem fra deres telte. Salamone sad nu med en fugl i sine hænder. Han skulle bruge hende. Daniel smilede et stilfærdigt, men dog ægte smil, mens at han nød sin magt for sidste gang.