Tankerne fylder så meget, at det føles som om at mit kranie må give efter.
Tårerne presser hårdt på bag øjnene.
I hårde uregelmæssige stød, banker.. nej.. hamre tårerne på mit indre øje.
Jeg kan ikke græde.
Vil ikke græde.
Jeg kan mærke hagen bevæge sig i hurtige stød, mine øjne følger trop.
Jeg ryster nogle gange på hoved.
Igen kan jeg se ud igennem de dunkende øjne, stadig med dirrende hage.
Bare det at bukke under for fortvivlelsens glødende greb om min gråd, ville være som at opgive alt håb.
Jeg bidder mig selv hårdt i læben, lader smerten passere der i stedet.
Den skal ledes.. Smerten skal ledes.
Igennem en hånd, en negl en læbe, smerten skal bare ledes væk.
Som når strøm ledes igennem metal, den vælger den bedste vært for strømmen.
Den bedste vært for smerten, er der hvor at man acceptere den og byder den velkommen.

Jeg putter min ujævne negl ind i munden og lader tændernes mellemrum slibe min negl.
Nervøsiteten har gemt sig i mit sind, fortvivlelsen og sorgen har vist sig omkring mig.
De danner en tyk toge for mit indre øje og lader mig ingen ende se på den gang jeg står overfor.
Ingen ide om hvad der gemmer sig for enden af gangen.
Er det en dør?
Hvis det er en dør, hvad er der så bag døren?
Flere døre?
Jeg ved at min fremtid afhænger af denne ene beslutning.
MIN beslutning.
Men hvad nu hvis jeg vælger forkert?
Hvad nu hvis det jeg vælger, blot vil give mig anledning til flere tåre?
Det er et sats, et sats som alle skal tage.
For nogle er det et nemt sats, med lille risiko.
For andre.. for andre betyder dette sats alt! Og hvis man er den mindste smule i tvivl hvad så?
Hvad nu hvis risikoen er alt for stor?
Hvad nu hvis man vælger forkert og så skal resten af ens liv lide under denne beslutning?
Er det så ikke bare nemmere at lade vær med at vælge?
Bare vælge at blive stående på broen, i stedet for at vælge en side at springe fra?
Hajer eller krokodiller? Et umuligt valg.. Eller er det et spørgsmål?
På den anden side, jeg tror at det ene af valgene er rigtige.
Skal jeg så ikke også stase?
Hvis jeg ikke satser så kan jeg ikke tabe, men jeg kan heller ikke vinde.
Er det virkelig det værd, at gemme sig hele livet?
Et liv uden glød, et liv hvor at man aldrig har tabt et slag, fordi at krigslisten altid har været tom.
Aldrig prøvet at have den fornemmelse at have vundet et slag, at have valgt rigtigt.
Mit liv er for meget værd, til at jeg vil spilde det på forhåbninger som aldrig bliver til noget.
Hverken sande eller falske, på grund af at jeg ikke tør springe.
Hajer eller krokodiller?