"Hvad jeg mener om mørket?" Han lukkede øjnene og fortsatte "Jeg mener at vi som det førende samfund, bør se os selv som vores verdens lys. Vi er det lys der må oplyse mørket, ikke ved at vente på dets angreb, men ved at gå over grænserne, opsøge det og besejre det. Vi er lyset og vi kæmper for sejer, men der er ingen sejer uden kamp og der er ingen kamp uden krig. Krig medfører ofre og jeg mener som militært medlem af deling 8 og som menneske at ofre, er en del af krig... Men dog vil vores krig ikke føre hungersnød og smerte med sig. Vores krig vil føre den kommende oplysningstid nærmere vores verdens første samfund... ikke stamme... ikke folk... men samfund. Vi er den enhed, der vil sejre." Han trak vejret dybt, følte lungerne blive fyldt på ny og lod sit blik vandre igennem det luksuriøse værelse. Han havde øvet denne tale i flere dage, men den ville aldrig kunne leve op til hans høje standarder. Hans perfektion udmattede ham, men den havde ført ham op til hans nuværende position inden for militæret. Professionen som delingsleder, var hård både fysisk og psykisk og der var ikke plads til hykleri. Han havde aldrig nævnt et dårligt ord om sit erhverv. Det var det, der havde givet ham den prestigefyldte succes udadtil. Det hans blik mødte, når det vandrede igennem det, han kaldte sit hjem, fyldte hans lunger og hans krop med noget, der var mere værd end luft og vigtigere end selve livet... Magt.
   Møbler i mørkt træ, røde puder, mørkegrønne gardiner og tæpper tykke, bløde og smagfuldt broderet med en farve, der var lysende og mere guddommelig end guld, fyldte rummet. Hans hjem var en af de mest prestigefulde lejligheder på kasernen og den osede af hungeren efter anerkendende blikke. Dette sted skulle vises frem og han smilede ved erindringer om kvinder, der havde opfyldt lejlighedens trang til beundreren. Lejlighedens prestige var lokkende, pirrende og på alle måder indbydende. Hvilket havde en utrolig virkning på kvinder, der nemt lod sig lokke med til hans hjem. I byen gjorde hans uniform ham interessant og spændene, hans udseende gjorde ham uimodståelig, men det var lejligheden der fik kvinderne til nærmest at trygle ham om elskov. De vidste hvem han var, de glemte ham aldrig, dog havde han aldrig selv været forelsket i en af disse kvinder og aldrig havde han elsket med den samme kvinde mere end én gang. Han huskede aldrig deres ansigter, de var ubetydelige. Han gøs ikke ved tanken om kærlighed eller elskov, han nød synet af sit magtrum og gøs ved tanken om et endnu mere luksuriøst værelse, der måske ventede ham i det næste sving af sin lovende karriere.
   Hans drømme om fortiden og hans kommende fremtid, blev afbrudt af hans slave. Hun stod ung og smuk bag ham, med det store vandfad han havde sendt hende ud efter i sine stærke hænder. Hendes hår var rent, let krøllet og blankt som kun en vandnymfes hår kunne være. De mørke lokker dannede en ramme om det blege ansigt, som ville have symboliseret en magtfuld position, hvis hun ikke havde været en nymfe. Dog var hendes status høj af en slave, hendes far havde været rig, ufattelig rig. Men det havde ikke kunne rede hans yngste datter fra en skæbne som slave. Hun var en nymfe, et menneske, der besad evnen til at udnytte og kontrollere vand. De fleste nymfer blev forbudt at være i kontakt med vand, men ikke hende. Hendes herre gav hende lov til at øve sig, han kaldte hende ved hendes navn og hun kaldte ham ved hans. Intet "Herre" intet "Slave", han sørgede for hende, hun manglede hverken tøj, mad eller omsorg. De havde et forhold som man sjældent så mellem herre og slave.
   Hun trådte elegant frem mod ham, mens at hendes blik vandrede ned langs hans krop. Hun vidste at det mindede ham om sorger og sejrer. Han havde altid været stolt, hans familienavn havde ikke tilladt ham andet og uanset, hvilken udfordring hæren havde stillet ham, havde han gennemført den for familiens ære og altid med rank ryk. Hun beundrede ham mere end nogen anden. Selv nu hvor det kun var de to, i de omgivelser der burde få ham til at slappe af, rankede han sig, uden mageligt at læne sig tilbage mod stolens ryg.
   Hun gik videre med sin opgave og placerede vandfadet, der hvor hun vidste, at det behagede ham. Hun skulle vaske hans hår, det var sådan, hendes evner udviklede sig bedst og hun havde en idé om, at det var det eneste tidspunkt, hvor han virkelig slappede af.
   Hun lod hånden dumpe ned i vandet og et næsten usseligt lys bredte sig om hendes hånd. Med al hendes koncentration rettet mod vandet, løftede hun sine hænder op. Vandet fulgte efter. Hun tiltrak vandet med sit indre, men hun kunne ikke kontrollere vandet kun tiltrække det. Hun var ikke stærk nok og ville nok aldrig blive det. Hun førte vandet hen til hans hår, hvor hun langsomt og fokuseret begyndte, at massere hans hovedbund. Vandet bredte sig, stadig med sine naturlige bevægelser og han gøs af velværd.
   Som lille havde han hadet at få vasket hår, men når hun gjorde det, føltes det som om, at et slør af magi strømmede fra hans hår og ned igennem hans krop. Hun vidste hvordan han følte og hun elskede tanken om, at hun skabte disse følelser hos ham.
   Vandet fulgte hendes bevægelser, mens at de kølige hænder kærtegnende masserede hans hovedbund. Hendes fingre var lange, smidige og den venstre langfinger var pyntet med en stor guldring. Guldringen viste hendes status som slave for alle. Vandet gled blidt mellem hendes fingre og hans hår, indtil at han bad hende stoppe.
   "Hvordan vil det gå mig i dag Sabrina?" Han kikkede afventende frem for sig, men hun smilede blot til ham. Dette spørgsmål stillede han hver gang, han følte, at noget nyt var på vej. "Du ved godt, at jeg ikke kan spå. Det er jeg ikke dygtig nok til"
   "Du kunne, hvis du havde en der kunne lære dig det" Hun svarede ikke. De vidste begge at det var en umulig drøm.
   "Din tale er smuk... Perfekt"
   "Intet er perfekt Sabrina"
   "Jov... Du er, Daniel" Hendes blå øjne kikkede sørgmodig på ham. Han rejste sig fra stolen og lod sit elskværdige blik hvile på sin slave. "Intet og ingen er perfekt"
   Hun rødmede af hans blik og så væk "Så må du være det tætteste man kan komme"
   Han smilede kort og hun undertrykkede en trang, til at kysse ham. "Kommer du til min seng i aften?"
   Daniels blik søgte en udvej, han holdte virkelig af Sabrina, men deres forhold ville aldrig kunne udvikle sig til andet end det var nu. "Sabrina... Jeg har forklaret dig at..." Han sagde ikke mere, kunne ikke få sig selv til at kaste sorg over hende igen. Hun kiggede ned, undgik hans blik. Tavsheden fyldte rummet, men hun brød den hurtigt "Hvis jeg kunne græde ville du så trøste mig?" Hun sank en klump "Ville du så holde om mig?"
   Daniel betragtede hendes skuldrer der begyndte at ryste. Angsten greb ham, som når en far ser sit barn falde. Han tog hende ind i sin favn og vuggede hende trøstende frem og tilbage. "Du behøver ikke tårer for, at jeg vil holde eller trøste dig"
   "Hvordan føles det... Hvordan føles det at græde?" hendes stemme var begravet i hans uniform og lød kun meget svagt.
   Men han hørte det klart og han tænkte længe inden han svarede "Det er forfærdeligt, man kvæles i snot og saltvand og de kommer kun når ondt rammer dig. De er nærmest et symbol på ondskab og smerte" Han løftede hendes ansigt "Men nogen gange er det befriende, det løsner op i ens kaos"
   "Hvorfor kan jeg ikke græde" Hendes ansigt var ikke længere begravet i hans uniform. Hendes tøre øjne kiggede bønfaldende på ham. Hun vidste, at han ikke kunne gøre noget ved den sandhed, de begge kendte og han vidste at hun blot ikke havde erkendt sin skæbne endnu.
   "Fordi at du er nymfe. Dine tårer tiltrækkes af dine kræfter, som når du hiver i vandet, de forsvinder ind i dit center. Dine tårer er en del af dine evner og de bliver styrket af dine tårer"
   "Eller svagere"
   "Kun hvis du ikke ved, hvordan du skal bruge dine følelser og det er det du er i gang med at lære nu"
   Sabrina kiggede op på Daniel, hendes øjne var fyldt med sorg og smerte, med alligevel tørre. "Jeg ville ønske at jeg kunne græde" Hendes stemme var kun en uhørlig dirrende, men stadig ingen gråd.
   "Jeg er nød til at gå" Mødet startede snart og han kunne ikke komme for sent.
   "Held og lykke Daniel" Hun ville ikke sænke ham, det var hans karriere der holdte dem begge i live. De vidste begge at dette møde havde større betydning, end den øverste havde givet udtryk for. Han skulle forfremmes og hans øvede tale om de andre nationer som mørket, skulle nok sikre ham sejren. Daniel var aldrig nervøs og aldrig sikker, han håbede og ønskede aldrig noget og dog stræbte han efter det største.
   Han bakkede langsomt ud af hendes favn og ud af rummet, deres øjne slap ikke hinanden før han vendte hende ryggen og gik ned af de lange gange med hurtige skridt. Tavs sad Sabrina tilbage og stirrede sørgmodigt på sin herre, som forsvandt mod mødelokalet, med jakken flagrende omkring sig som en kappe.
   Sabrina var stadig i hans tanker, da han satte sig om det rektangulære bord. Den øverste lavede altid en dramatisk entre og først efter mødet ville Daniel få mulighed for at snakke med "Den Øverste". Mændene der sad om bordet, var alle meget magtfulde. Deres uniformer viste ikke kun deres status som leder, men også hvilken hær de havde kommandoen over. Alle undtagen Daniel var kortklippede, hvilket bekræftede Daniel i at de alle snart skulle i krig. Lyset omkring dem blev slukket. Fra mørket trådte den øverste ud, hans ansigt blev lagt i uhyggelige folder af det faldende lys. Hans mund stod let åben, som var han i gang med at sige noget. Alle tav, for at lytte. Han ventede til alle havde følt hans magt og position. Derefter begyndte han at tale. Hans stemmen var blød, mørk og selvom at den ikke var høj, var den høj nok til, at samtlige mænd lyttede intenst.
   "Vi er i krig mine herrer og det er kommet mig for øre at ikke alle i dette rum opfatter vores situation som krig" Den Øverstes lod sit blik glide fra mand til mand. "Men jeg kan forsikre jer om, at dette er krig. En krig vi ikke kan og ikke må tabe" Alle ni mænd holdte vejret. "Jeg har kaldt til dette møde på grund af et gennembrud, en fantastisk opdagelse og en vigtig besked, der vil ændre flere i dette lokales hverdag og måske fremtid" tavsheden fyldte rummet. Dramatikken skulle bygges op endnu engang. "Jeg vil starte med at vise jer opdagelsen" en ny lyskilde kom til syne bag Den Øverste. Et rødligt skær kom fra en isblok, som blev kørt ind af en mand i sort. Daniel mistede vejret i mere end ét sekund, da han så lyskilden. En lille dreng, nok ikke mere end otte år, sad som i søvn, frosset inde i isblokken. Hans hår stod op omkring ham, som var han i vand, men hans ansigt låg i folder der antydede en så dyb søvn, at det kun kunne være den sidste. En ældre mand på den anden side af bordet, gispede "Hvad har i gjort med drengen?" Den Øverste kiggede ned på den ældre, men ignorerede spørgsmålet. "Det I ser her de herrer, er resultatet af vores langvarige forsøg. Denne dreng er en klymme, han blev fanget i krigstogtet mod øst. Dette lys er den energikilde, som befinder sig inde i tæmmernes indre. Man har altid snakket om klymmernes indre flamme, på samme måde som nymfernes indre hav. Men det er først nu at vi har bevist den indre energikildes eksistens. Dette bringer mig frem til næste punkt" Den Øverste rømmede sig kort inden, han fortsatte. "Vi har kæmpet i 13 år, for at få indfanget alle mennesker med disse såkaldte evner. De kan gøre gavn, men de kan også skade vores samfund" Den Øverste smagte længe på ordet. "Derfor indfanger vi dem, får dem til at samarbejde og slipper dem fri i vores land. Vi mangler kun sydens stammer, men de er forsvundet. En af mine loyale soldater har fanget en mand fra en af disse stammer. Min soldats overtalelsesmidler kan være hårde, men i dette tilfælde har de været nødvendige" Daniel tænkte på de metoder, han selv havde udviklet. Hellere hans metoder end Mortens. Morten nød sin fanges smerte, han elskede at høre dem skrige om nåde og af smerte. Flere gange havde han fortsat torturen efter, at han havde fået oplysningerne. Daniel lukkede kort sine øjne, mens hans hjerne fremkaldte billeder af Mortens sidste fange. Han kastede hurtigt billedet væk. Det var noget være svineri af skære folks øjne ud og det hjælper alligevel ikke noget. "Stammemanden fortalte soldaten at stammen mod syd har allieret sig med skoven. De lever under den og holder den i live, ved hjælp af deres indre energi. Nogen er nød til at tage til Sydskovene og dem der tager af sted har bare at komme hjem med en sejr. Vi har ikke råd til andet.

Langt borte sad en ung pige i et underjordisk kammer, under en skov hvis rødder dannede det bærende skellet for hendes stammes hjem. Hun sad i dyb koncentration, i kontakt med en fugl langt borte. En hær var på vej, hun vidste det. Hun havde fulgt den i flere måneder og den kom stadig tættere på. "Sven... Sven kan du høre mig?". Den sorte krave fløj flere kilometer over kvinden og flere kilometer væk. At kontakte ham med hendes indre kraft var svært, selvom det var hendes speciale... hendes helt specielle evne. "Jeg hører dig" stemmen var hæs og svær at tyde, men af alle kraverne i skoven var han den bedste spion i luften. "Hvor langt er de?" "De er næsten fremme. Fortsætter de, vil de være fremme ved solnedgang... Du må informere Lars" Hun fnøs for sig selv, selvom Sven ikke kunne høre det "Den såkaldte leder mener, at han har styr på det. Det har han ment siden den dag jeg informerede ham om hæren" "Måske har han styr på det" væsede Sven med sin hæse stemme "Måske tør han ikke tage kampen op. Vi gemmer os, selvom at de træner os til kamp!" "Dem på dit selvvalgte hold trænes i selvforsvar og overlevelse, ikke i kamp" gav Sven hende igen "Det burde de. Hold øje med hæren, jeg kommer op" hun brød kontakten uden at vente på svar. Mørket hun havde søgt ind i blev stille, hun søgte ud af sit indre som lærerne havde lært hende. Hun havde gået på skolen i 3år og vidste på grund af krigen ikke hvornår hun ville gå ud af skolen. Mørket forsvandt og hun åbnede sine øjne. Et chok af overraskelse bredte sig igennem hendes krop på få sekunder. Hendes hjerte sprang et slag over og begyndte derefter at slå unaturligt hurtigt. Synet af hendes veninde Kate, der havde siddet med sit ansigt få centimeter fra hendes eget, havde skræmt hendes sanser, som stadig var skærpet efter at hun have søgt ind i sig selv. Hendes balance forsvandt og fra at side i en meditationsstilling, faldt hun bagover, hvor hendes baghoved ramte gulvet, med en ubehagelig knasende lyd. Et stød gik igennem hendes nakke og overraskelsen blev overskygget af en sitrende smerte i hendes baghoved og nakke. "Kate!" Råbte hun beklagende uden at kunne se, på grund af hovedpine "Du ender med, at slå mig ihjel en dag" Kate smed sig på ryggen ved hendes side "Man kan ikke slå dig ihjel Salamone" Grinede Kate. Salamone vendte sig om på siden og slog Kate hårdt på hoften "Derfor kan jeg altså godt føle smerte" Begge piger begyndte at grine besværet på grund af deres smerter. Efter nogle minutter rejste Salamone sig, stadig svimmel af faldet "Vi må holde op med at slå hinanden" gryntede Kate nede fra gulvet. Salamone svarede ikke, men åbnede døren til sovesalens gang. "Heey Sal... hvor skal du hen"
   "Jeg har snakket med Sven" svarede hun, mens hun støttende til vægen gik ud af kammeret. Kate fulgte efter og overhalede hurtigt den usikre Salamone "Hvad sagde han?" "De er tæt på nu" Hun undveg Kate, men hun fulgte efter "Hvor tæt Sal?" "For tæt" Kate stoppede op og så på Salamone, der bevægede sig ned ad gangen. "Sal for pokker! Hvor tæt?". Selvom at gangen var fyldt med elever, var der ikke nogen på gangen, der vendte sig. De var alle vant til, at folk råbte op på den her måde. Salamone svarede uden at vende sig "Så tæt de kan komme, okay?... Vi har kun nogle få timer". Kate indhentede hende igen "Vi må fortælle det til lederen" "Hvorfor? For at han kan give os et bolsje og sige at han har styr på det? Han er jo skør og ligeglad Kate!" "Han beskytter os" bed Kate forsvarende "Han gemmer sig og håber på det bedste... Han har ikke engang nævnt krigen, selvom den har stået på i flere år" Salamone begyndte igen at gå, men Kate blev stædigt stående. Salamones svimmelhed forsvandt og hun satte farten op. Hvis hæren var på vej, måtte hun ud og sætte flere fælder op. "Sal!" Kate stod igen ved hendes side "Du har ikke tænkt dig at gå udenfor vel?" Salamone svarede ikke, men fortsatte rundt om hjørnet til den næste gang. "Det er det du har tænkt dig ikke? Sal det er ulovligt!" Salamone ignorerede Kate og fortsatte i sit hurtige tempo. "SAL!" Kate var ophidset men det var ikke noget nyt, Salamone var vant til at forsvare sig selv med ord og var mindst lige så stædig som Kate "Ja, jeg har tænkt mig at gå udenfor, vil du stoppe mig? Nogen er jo nød til, at gøre noget ved den krig" vreden pressede sig på og som et dyr vendte Salamone ryggen til Kate og begyndte at løbe... væk... væk fra Kate og ud i skoven, hvor hun ville være. Ude og rede dem alle, udføre det job, som deres leder ikke ville påtage sig. "Salamone vent!" Kates stemme lød skingert bag Salamone, da de begge løb forbi sovesalene og de menneskefyldte gange. Salamone fortsatte i løb, hun prøvede ikke at stikke af fra Kate, hun vidste bare hvad Kate ville sige og gad ikke høre på, hvor farligt det var at gå op over jorden. De fortsatte ud af sovesalenes gange og videre til den sidste gang inden porten. Kate stønnede forpustet bag hende. Hun var ikke en lige så dygtig løber som Salamone, som havde været på Jægerholdet hele sin skoletid. Da Salamone nåede porten kunne hun til trods for sit store forspring, høre Kates hektiske åndedræt. Salamone begyndte at hive i den store jordport og den åbnede sig langsomt med en dyb rumlen af falden jord. Dagslyset strømmede ind, af den smalle sprække ud til skoven over skolen. "SAL!" Kate var endelig nået op til Salamone, hun smækkede porten så hårdt, at jord fra loftet dryssede ned i hendes krøllede hår, hun ignorerede det og prøvede forpustet at kigge strengt på Salamone. "Drop det blik Kate, du kan ikke overtale mig til at blive og det ved du godt" Salamone begyndte igen at hive i porten, men Kate blokerede den som før. "Jeg ved godt, at jeg ikke kan overtale dig, men jeg er bekymret for dig Salamone" Kates røde øjne glødede af alvor, men Salamone kunne ikke undertrykke en stille latter "Jeg har været oppe før, det ved..." Kate afbrød hende "Nej Salamone, jeg er bekymret for at du ikke stoler på vores leder. Tillid er det vigtigste og du giver den ikke en chance" Kate flyttede sig fra porten, stadig med blikket rettet mod Salamone "Jeg syndes at du skulle blive og give tilliden til vores leder en ny chance" Salamone kikkede i få sekunder på Kate, men hun overvejede intet, hun havde advaret deres leder om den kommende hær, men han gjorde intet. Med en beslutsom bevægelse og trænede muskler, fik hun åbnet den tunge jordport så meget, at hun kunne klemme sig igennem en sprække af lys, der strømmede ind fra skoven. "Sal... Lad vær" Kate lød bønfaldende. Salamone følte ingen anger og da hun vendte ryggen til Kate, lød hendes afskeds replik "Man skal gøre sig fortjent til tillid"
   Mens at Kate lukkede den port, som beskyttede deres stamme imod den blussende krig, blev Salamone opslugt af lyset fra overfladen.
   "Forklar mig det lige igen" Den unge soldat skulede usikker men trofast på Daniel, der ligesom alle andre stirrede mod skoven. "Vi går i krig med skoven, for at lokke stammen op, når de kommer op, fortsætter vi slaget og vinder"
   Adrenalinen susede som aldrig før i den unge mands krop og han begyndte ihærdigt at hoppe op og ned. Daniel forstod den unge mands iver, men hvis han bare ville stå stille, så han bedre kunne koncentrere sig. De havde været undervejs i 3 måneder og tanken om at de også havde 3 måneder hjem var ikke til at holde ud og hvis de endda også skulle have fanger med hjem, ville det formentlig tage meget længere tid. Men den tid gav han gerne bort, for at kunne holde sin forfremmelse intakt.
   "Giv mændene besked på at gøre sig klar til kamp" bad han sagte den hoppende soldat. Han sprang straks mod soldaternes telte. Det her slag skal lykkes, min forfremmelse, rang og anseelse afhænger af det. Han stirrede ud over de teltpladser, som husede 500 mænd. Han fyldte sine lunger og råbte den ventede kommando, som markerede salgets start. "Stil op i første position!".
   Endnu engang stod en sky af damp op fra skovbunden. Daniel havde for flere timer siden droppet den blide tilgang til krigen og hans aggressioner fik frit løb igennem hans mænd. Af en eller anden grund, kunne de ikke skade skoven. Daniels nymfer mestrede deres magi til perfektion, men deres angreb med vand fordampede inden det nåede sit mål og deres is faldt smeltet til jorden og fordampede derefter op mod trækronerne. Hans soldater kunne heller ikke stille noget op med skoven. Deres sværd kunne hverken skære sig igennem træerne eller det grønne lag ranker. De sårede kun planten, hvorefter at den med utrolig hast helede sig selv. Fortvivlelsen havde grebet Daniel for længst, hvad skulle han dog gøre?
   "Vi kan grave. Hvis det er klymmerne, der heler træerne, må vi angribe dem direkte under jorden" "Og hvad så når vi er kommet igennem Morten? Hva'? Søerne er næsten tomme for vand, mændene er trætte og tror du, at de vil få energien tilbage hvis de begynder at grave? Desuden har vi ikke mad til både nederlag og hjemrejse"
   "Men det er da kun nymfer der kan hele sår, ikke klymmerne. Måske er det en magisk skov" stammede en usikker soldat bag Daniel.
   "Den er ikke magisk!" vrissede Morten "Det er klymmerne, de må kende et tryllemiddel. Når de løber tør for det, kan vi slå til"
   "De løber aldrig tør" stønnede Daniel, han brød sig ikke om Mortens offentlige brutalitet "Det er ikke et tryllemiddel. Det er klymmernes indre flamme, der holder skoven i live. Deres såkaldte indre flamme må give skoven så meget varme og lys at skovens styrke bliver unaturlig høj. Dens helingsprocesser er guddommelige og varmen gør det umuligt for nymfernes vand at trænge igennem" han sank stille noget ophobet spyt "Skoven er uovervindelig" sandheden gjorde mere ondt på ham, end på nogen anden mand. Dette nederlag betød enden på hans karrierer.
   "Hvad gør vi?" spurte den unge soldat. "Send nogle mænd ind i skoven efter mad. Hvis der ikke sker noget, der ændrer vores nuværende position, bryder vi op i morgen" Morten stirrede rasende på Daniel, han havde ikke vandret i 3 måneder for blot at tage hjem igen. Men han adlød ordren og gik langsomt hen mod skoven.
   Daniel sad ved det knitrende bål, da Morten kom tilbage med sin bylt på ryggen. Hans ansigt, der var skjult af mørket, blev lagt i uhyggelige hoverende folder, da han trådte ind i bålets lys. Bylten var meget større end hvad de andre soldater havde haft med sig og Daniel var tilfreds med, at han havde sendt Morten af sted. Han rejste sig, men blev overvældet, af Mortens ondskabsfulde selvtilfredshed. Han blottede byltens indhold, hvilket sendte Daniel et par skridt tilbage. En ung kvinde med store røde krøller, et rundt ansigt, en bleg hud og store fyldige læber låg bevidstløs i Mortens bylt. En tæmmer... Der var ingen tvivl, hun kunne kendes på håret. Han lod hånden køre igennem hendes krøller og bemærkede en større mængde størknet blod i hendes hovedbund. "Hvad har du gjort ved hende Morten? Hun skal levende med tilbage ikke forbløde på vejen!"
   "Jeg slog hende ikke ned! Hun var gået i en fælde, nok hendes egen. Jeg fandt desværre intet spiseligt i skoven"
   "Har vi nok mad til at mætte en ekstra?" Spurgte en fra mørket bag Daniel.
   "Sådan nogen spiser ikke meget" grinede Morten "De mister som regel appetitten af at være krigsfange"
   "Hun skal nok få den mad hun skal bruge... hvis der ikke er nok, er sult en af de bedste måder at få oplysninger på"
   "Men hun skal levende med tilbage?"
   "Det gør ikke noget, hvis hun er afkræftet når vi når frem. Hun skal bare kunne se og føle smerte" Daniel puffede til hendes side med sin fod "Ellers er hun intet værd"
   En uge senere havde Daniel påtaget sig opgaven, at tage sig af den unge kvinde. Normalt blev fanger bundet til en hest og tvunget til at gå, men det var anderledes med denne kvinde. Efter et mindre problem, med fangen og hestene, gik det op for Daniel at hun kunne kommunikere med dyr og endda på en uhyggelig lang afstand. Derfor måtte hun transporteres langt bagved eller langt foran tropperne, så hun ikke kunne gøre nogen skade. Kvinden fik ét måltid om dagen og det var Daniels opgave at give hende sin ration når han gik i seng. Det var yderst udmattende at vandre under sommersolen og det blev ikke bedre på tom mave. Salamone var udmattet, men hendes krop fik hvad den havde brug for. Hendes tempo blev gradvist langsommere og langsommere. Efter en uges tid, måtte Daniel og kvinden danne bagtrop i stedet for fortrop, hvilket ikke behagede Daniel. Dette var hans togt, hans mænd og nu var han tvunget til at danne bagtrop for at tage sig af en fange. Han kunne nemt overdrage opgaven til en anden, hans ord var lov på dette togt, men han havde forsvaret kvinden overfor Morten og derfor var hun automatisk blevet hans eget ansvar. Jobbet som fangevogter var ydmygende, men ikke nær så ydmygende som, hvis han bad Morten tage sig af denne pige. At tabe ansigt overfor sin trop, ville være værre end en fyreseddel. Han måtte finde en anden løsning, så han både kunne føre sine tropper an og holde gidslet.