Med hurtige skridt løb hun ned af trappen, lyset var slukket, men tændte da hun per automatik lavede den cirkulære bevægelse med højre hånd. De blå lys tændte i takt med at hun drejede ned af den venstre gang. Nu kunne hun se dørene, de var alle lukkede, var hun virkelig så sent på den?
   ADD... ADD... hvor er ADD? Hvorfor var hun så dårlig til at finde rundt? Hun havde været der mindst 100 gange, men det var som om at skolen gange ændrede sig fra uge til uge.
   "AV!" stønnede hun, da hun snublede og bed sig selv i tungen. For første gang siden stoppestedet standsede hun op for at ømme sig. Hendes puls var høj og det friske tyggegummi kørte hidsigt rundt i munden.
   Hendes ben satte igen i løb, håbede at tungen ikke ville hæve. Til højre her, det måtte det være!
   Ja! Den vide dør var ikke til at tage fejl af og at dømme efter støjniveauet var U401 ikke kommet.
   Døren åbnede i det at Hanna tog i håndtaget, hun kikkede forskrækket op og så Clara stå i døren med vidtåbne øjne.
   "HP! Hvor har du været? U401 har lige været her, skynd dig ind!" med et fast greb blev hun hivet igennem døren, mens at Clara hvæsede hende i øret "Du er ikke rigtig klog at komme forsendt til Tidshistorie to dage i træk! Og så mens når vi har U401!"
   Hanna sagde ikke noget, hun var først lige begyndt at reagere når man kaldte hende HP og det der med at huske havde hun altid været så dårlig til, det måtte være en dårlig egenskab som hun havde efter sin mor.

Hele klassen kikkede op, Hanna vidste at det var hende der havde fanget deres opmærksomhed og hun holdte bevist blikket stift rettet mod gulvet. Det var ikke normalt at man ikke kom til tiden, når man ikke var en af bøllerne. Men Jeg er jo heller ikke som de andre, tænke hun og drejede ned på en sort stol.
   De fleste sad på bordet, det var en gode man kun turde havde når læren ikke var i lokalet.
   Hun svingede tasken over stolens ryg, men fik overbalance og faldt tungt bagover, en rivende lyd lød da stolen faldt bagover og et varmt stødt skød igennem hendes læbe.
   Klassen brød ud i latter, hvorfor var hun altid så klodset?
   Tungen brændte stadig, diskret følte hun på den ømme og nu hævede tunge.
   "En eller anden dag bidder du den af"
   Stadig med hånden på tungen kikkede hun op og så ind i en skov af tykt grønt hår.
   "Natali!" sagde jeg opgivende.
   "Nej, lad mig nu se den" svarede hun og tog hårdt fat om den ømme tunge.
   Det var umuligt at protestere, når ens hævede tunge blev holdt i et fast greb af 5 lange stærke fingrer.
   "Undskyld" grinede Natali og slap modvilligt tungen.
   I ét hop låg hendes slanke krop ind over bordet og hun kikkede afventende på Hanna
   "Hvorfor kom du så forsendt i dag?"
   "Det var ikke min skyld!"
   "Nej det er det jo aldrig!" grinede Natali og rullede om på ryggen.
   "Men det var det ikke! Jeg glemte formlen for porten"
   "Igen? Du må da snart kunne huske den"
   "Jeg blander alle bevægelserne sammen, det er ikke det samme som alfabetet!" sukkede hun opgivende.
   "Du skal nok lære det, du har bare en lille klods om benet"
   "Tak NB nu har jeg det meget bedre" sagde jeg sarkastisk og smed min taske fra mit bryst og ned på gulvet.
   Det var umuligt at rejse sig, foden skreg voldsomt imod og følelsen af at musklerne i foden var blevet for korte, spredte sig hurtigt. Natali prøvede at støtte hende, men det var svært da Hannas bukseben sad fast i stolbenet.
   En lang revne i dragtens ben var kommet af faldet.
   Hanna sukkede dybt.
   "Lad mig ordne det" Natali lænede sig mod flængen og lod stille to fingre glide hen over stoffet. Flængen boblede som var det blevet flydende og i et kort lysglimt helede stoffet.
   "Du skal nok lære det" sagde Natali der så Hannas ansigtsudtryk.
   "Det tror jeg ikke, jeg lære det aldrig!"
   "Men du skal jo lære det, består du ikke midtvejsprøven ryger du ud" den kritiske stemme var ikke til at tage fejl af og jeg gad ikke engang vende mig for at møde Claras sorte, dømmende blik.
   "Sig dog ikke sådan noget Clara... der skal bare lidt mere træning til. Hun bliver lige så god som alle os andre til eksamen, bare vent og se"
   "Hvorfor er du altid så irriterende positiv?"
   Hanna vendte sig for at komme med en spydig kommentar, men blev afbrudt da døren blev smækket op.

U401 kom næsten løbende ind i lokalet i sin sædvanlige mørkeblåheldragt med de blafrende bukseben. Hendes sølvskinnende bælte fortalte os at hun var lære, men der var intet præstige over bæltet.
   "Sæt jer!" beordrede hun. Natali havde forladt mit bord og sad nu på forreste række.

Hanna kikkede nervøst ned og prøvede at skjule min frygt for dagens lektie.
   Hun kunne mærke U401's vurderende blik på sin nakke og hun gøs ved tanken om at U401 skulle sige hendes navn højt.
   Bøger havde hvilet tungt i hendes taske siden i går og lektierne havde ikke lavet sig selv.
   "HP" hun kikkede skræmt op. U401 have fordrejet sit ellers så hårde stenansigt i en grimasse der kunne ligne om et smil.
   Kluntet hev HP bogen op af tasken, det svedte i hænderne og pulsen bankede i tindingen, mens at hun prøvede at tænke sig til det spørgsmål U401 ville stille hende. Usikkert rejste hun sig op, med bogen i sine hænder.
   "HP" fortsatte U401 "Kan du fortælle mig hvordan at skovfolket kunne vinde det berømte slag imod havfolket?"
   "Øh... " begyndte HP, hendes hænder begyndte at ryste, gid at de ville holde op!
   "Har du ikke læst igen?"
   "Jo, jo, selvfølgelig har jeg det"
   "Så ved du jo også at det står i introen til det afsnit du har læst" HP spejdede ned i bogen
   "læg bogen" sagde U401 strengt og slog hårdt sin håndflade i bordet.
   I chok tabte Hanna bogen og hun mærkede hvordan at varmen steg hende til ørerne.