Jeg kørte med alt for hø j fart forbi markerne og igennem skoven.
   De hvide streger på den våde asfalt blev til en lige linje, som hoppede for mine øjne.
   Alt omkring mig blev til tusindvis af små streger, der forsvandt inden at jeg nåede at opfatte deres farve.
   Jeg holdte krampagtig fast i læderrattet, lugten af bil var skarp.
   Stregerne bevægede sig hurtigere.
   Hvordan kunne Daniel tænke sådan om mig? Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at hjælpe ham og så beskylder han mig for at være egoistisk.
   Min vrede rendte over, i takt med at min indre fartdjævel tog overhånd.
   Jeg var så vred at det svimlede for øjnene.
   Regnen begyndte at stilne af og takten fra vinduesviskerne hørte op.
   Jeg gjorde en hurtig bevægelse med min ene hånd, så jeg igen kunne se klart.
   Selvom at regnen var stoppet, trængte solen stadig ikke ned til bilen, da bilen nu kørte ind i en tyk hvid tåge.
   Bilen gled usikkert hen over vejen, på grund af den høje fart, alt skete så hurtigt, at jeg knapt registrerede hvad der skete.
   Først da bilen slingrede kraftigt ind i grøften, kunne jeg igen se klart igennem den vrede tåge.
   Jeg tog et kraftigt greb om rettet og hev så hårdt jeg turde, for at få bilen på ret køl igen.
   Det lykkedes.
   Jeg åndede lette op, men min puls blev ved med at stige.
   Jeg kørte hånden igennem håret og hvilede armen ved vinduet.
   Jeg skulede til bakspejlet og så pludselig hvordan at en nærmest usynlig tåge forfulgte bilens venstre bagdør.
   Min puls steg.
   Endnu et stød på bagsiden af bilen.
   Tågen skubbede til bilen!
   Jeg gik i panik og ville køre fra den mærkelige tåge, men det var umuligt.
   Jeg måtte bremse, men hver gang at min fod nærmede sig bremsen, så steg hastigheden en smule. Jeg kiggede igen i bakspejlet.
   Tågen var væk. Men hastigheden steg stadig ukontrolleret.

Snart blev bilen fyldt med røg.
   Jeg hostede kraftigt og prøvede at finde ud af hvor røgen kom fra.
   Godt at vejen var lige.
   Snart fandt jeg ud af at det ikke var røg, det var tågen der var kommet ind i selve bilen.
   Min puls steg med farten, som stadig blev højere og højere.
   Var det mon muligt at hoppe ud? Nej bilen kørte for stærkt.
   Pludselig bremsede bilen.
   Dækkende hvinede overdøvende.
   Jeg kæmpede for at holde mig tilbage i sædet, men bilens kraft tvang min krop frem, og min krop gav efter.
   Jeg blev slynget frem og jeg stødte hårdt min pande op mod forruden.
   Hvis ikke at jeg allerede der havde været bevidstløs, havde jeg måske hørt den ubehagelige knasende lyd.

Det var svært at åbne øjnene, de var klistret sammen med et eller andet mærkeligt og mit hoved dunkede noget så forfærdeligt. Havde jeg været bevidstløs?
   Jeg kæmpede mine øjne på klem.
   Ud igennem mine øjne kunne jeg skimte bilruden.
   Den så helt intakt ud, bortset fra det punkt som min pande havde ramt.
   Det ene lag af ruden var splintret og der sad noget indtørret men også flydende blod på nogle af splinterne.
   Jeg tog mig til min pand, var det mon slemt?
   Noget varmt og klistret sad som en hinde om en kæmpe bule og jeg blev bange for at der var flere skader ud over bulen.
   Jeg så mig omkring, solen stod ikke længere lavt på himlen, den var faktisk slet ikke på himlen. Solen var gået ned, sammen med lyset og nu var det månens uklare skær, der blev kastet igennem nattemørket.
   Hvor længe havde jeg været væk?
   Jeg prøvede at vende mig mod døren, men en stikkene smerte fik mig til at stoppe.
   Havde jeg brækket et ribben?
   Jeg vendte mig besværet, på trods af smerten og fik åbnet døren.
   Mit hoved som allerede gjorde forfærdelig ondt, blev kun mere tosset da jeg begyndte at bevæge mig.
   Mit hoved svarede kraftigt igen mod mine bevægelser, ved at sende en trykbølge af smerte igennem mit kranie og en del af mit bryst, jeg troede var mine ribben, jeg gispede af smerte.
   Skræmt for at et brækket ribben kunne punkterer en lunge, søgte jeg bilens dør.
   Langsomt og kluntet fik jeg kæmpet mig ud af bilen.
   Jeg endte i grøften, hvor at jeg prøvede at finde min mobil.
   Jeg fik hevet min mobil op af lommen.
   Dens skærm var fuldstændig knust, hvorfor skulle alt bare lige gå galt i dag?
   Jeg smed hårdt mobilen væk og ønskede brændende, at en eller anden idiot ville dukke op, inden jeg besvimede af smerte.
   En lyd af nedtrådte grene i en af skovens nærmeste buske, fik mig til at krybe sammen.
   En tåge bredte sig omkring en hindbærbusk.
   Igen blev jeg panikslagen, var det tågen igen? Hvad var det for noget? Jeg krøb i fosterstilling og stirrede skræmt på busken.
   Endnu en gang kom der en knækkende lyd fra busken.
   Jeg skreg højt, på trods af at det sveg i maven.
   "Mads?"
   Det var Katrine der kom ud fra busken.
   "Katrine.. Åh Katrine.. hvor er jeg dog glad for at se dig"
   "I lige måde Mads" svarede Katrine, mens at hun langsomt gik hen imod mig. Hendes hår faldt i tykke tjavser ned foran hendes ansigt, da hendes lille barnekrop barfodet gik hen imod mig.
   "Katrine du må skynde dig hjem, og hente hjælp"
   Nu var hun helt henne ved min side.
   Hun stod bare og stirrede med sine mørke øjne.
   "Katrine" Prøvede jeg at sige lidt højere, men en skærende smerte gjorde det umuligt.
   "Katrine, du er nød til at hente hjælp, jeg har utrolig store smerter!"
   "Bare rolig" Sagde hun og satte sig i huk "Snart vil alle smerterne være væk" så tog hun et fast greb om mit hoved.
   Jeg stirrede ind i hende øjne, pludselig blev hendes øjne til billeder, jeg kunne se alt hvad hun tænkte.
   Jeg så alt.
   Alt hvad der var sket i hendes liv.
   Jeg gispede højt, da jeg så noget som jeg ikke skulle have set.
   En formelig, nærmest usynlig tåge, omkring Katrines hjerte og øjne, gav mig indsigt i dens tilstedeværelse og pludselig forstod jeg hvad der foregik.
   Jeg ville skrige, men jeg nåede knapt nok at registrere noget, før at et kort stød af en sitrende smerte ramte min nakke og alt blev sort.