På en sti mellem en skov og en lille landsby, gik en ung pige i en lang sort kjole. Vinden var stærk, grantræernes trækroner svajede faretruende 10meter over hendes hoved og håret der normalt dannede en ramme om hendes blege ansigt, fløj nu levende rundt med vinden. Selv inde i skovens mørke kunne hun fornemme, hvordan at skovbundens blade dansede levende hen over den våde jord.
   Blindt vadede hun igennem et dybt vandhul, de røde gummistøvler gik hende til midt på lægen og var alt for store. Sådan var de købt, der skulle være voksetillæg, havde de sagt.
   Hun fnøs frem for sig og fik modvilligt fyldt sin mund med den kølige luft. Hvis de mente at de ikke havde råd til et par gummistøvler i hendes størrelse, så var det deres problem. Hun havde ingen materialistiske behov, hun havde aldrig haft muligheden. Det eneste materielle hun havde eget, var hendes tøj og det var ofte noget, som de fandt frem nede fra kælderen.
   Hun satte farten op. Jorden gav efter under hendes brede gummistøvler, men ikke mere end hvad man kunne forvente på en dag som i dag. Det havde lige været jul, selvom at hun ikke selv have bemærket det synderligt og jorden var allerede begyndt at tø op. Foråret kom nærmere og nærmere for hvert år og selvom at ingen sagde det højt, vidste vi alle at det gik dem på.
   Nogle af de mindre børn som lige er kommet, siger at det er på grund af krigen at jorden ikke kan holde sig kold. Men hvad skulle Østerne vinde på det? Havde de ikke vundet for 47år siden da de startede krigen? Alle har været for svage til at gøre modstand, de har bare kigget på mens, at de overtog vores jord og gjorde den til deres. De ville ikke tale om krigen og hvis man nævner den, opfører de sig som at den ikke eksistere. Hun vidste ikke noget om krigen, hun havde aldrig fået bekræftet at den egentlig eksisterer. En enkelt gang havde hun været på udflugt med sin u-klasse, de tog af sted til nabolandsbyen og der mødte de nogle beskidte mænd på gaden. Deres stank ramte os inden at vi havde set dem, den ene af dem manglede et ben den anden et øje.
   Vores lære skubbede os væk, men vi hørte alle hvordan, han væsede ad de to skinddøde mænd "Se så at komme tilbage til bunkerne". De havde bare rystet sørgmodigt på hoved, med mundvandet dinglende fra deres sprækkede læber.
   De havde råbt efter os, "De bedrager jer, vent I bare til jeres 17 vinter, så vil i se krigens fald for jeres eget blik" Jeg havde ikke været mere end 8 år gammel, men alle ord og indtryk, forekom mig stadig utrolig klare. Hvis bare at man viste lidt mere, så ville man måske ikke være så nysgerrig. Det eneste børnene viste om krigen var, at det var dens voldsomme udbrud der havde splittet landene ad. Den del af verden som de kendte til er delt op i fire dele; Norderne, Syderne, Østerne og Versterne.
   Hadet blussede op i hende og hun slog irriteret en blafrende tot væk fra sit ansigt.
   Ingen gjorde noget ved det, de ville ikke engang fortælle os hvad der skete uden form murerne.
   Det er deres opgave at beskytte os, passe på os. Dem der skal give os mad... Dem der skal uddanne os... Dem der skal sørge for at vi kan måle os med den tidligere generation, vi skal kunne løfte dem op til overfladen, som de selv siger.
   Hun stoppede brat, hendes åndedræt pulserede i fingrene og hun følte hvordan at varmen, langsomt sivede ud af hendes krop. Nogle ord der ikke var hendes, blev båret næsten lydløst med vinden. "Hanna... Hanna"
   Hun vendte sig mod vinden, det måtte være Else, det var kun hende der kaldte hende ved hendes rigtige navn. Og ganske rigtigt, en lav buddet kvinde iført korte lilla gummistøvler, kom til syne bag den bagerste bakke. Hendes lange vide forklæde fløj løst omkring hende, Hanna ville have leet, hvis ikke at hun havde kendt situationens alvor. Stille gik hun imod den eneste kvinde, som elskede hende. Else hev hende ind til sig, knugede hendes hoved til sit bryst. Hanna kunne mærke hvordan at Else rystede, ikke af raseri men af angst.
   "Hanna" viskede Else skingert. Hun sukkede og gav Else et knus. "hvor har du været? Jeg råbt af dig i en halv time og... og Karsten var forbi".
   Pludselig forsvandt min puls, det eneste der var hørligt var mit åndedræt, der pludselig virkede meget tungt. Karsten var inspektøren, han inspirerede de forskellige arbejdsindsatser og reporterede til Jørs.
   Man frygtede instinktivt Karsten, han var Jørses ondskabsbudbringer, til sine undersåtter.
   "Hvad sagde du til ham"
   "Ja hvad kunne jeg sige?" stønnede Else og skubbede mig væk fra hendes varme krop, stadig med sine hænder hvilende på mine kinder. "Jeg sagde at du var gået ud efter grøntsagerne til i aften"
   Der var en lang tavshed, mens at vi gik tilbage mod landsbyen. Vejen virkede længere end normalt og gummistøvlerne begyndte at gnave.
   De passerede de dyrkede marker, høsten havde ikke været god sidste år og mange frygtede en endnu dårligere høst dette år. De skulle snart holde festen hvor at de bad til ånderne om at frøene måtte spire og det var Hanna og Elses opgave at lave den mad som skulle spises og ofres.
   Muren var ubemandet og gaderne øde, ifølge Jørs skulle alle bønder bede klokken 12. Vi tjenestefolk havde selvfølgelig ikke tid og jeg var helst også fri. Vi gik forbi grønthandleren og hentede nogle grøntsager som jeg åbenbart havde været ude efter. Vi blev stoppet ved porten og visiteret. Det var vagterne der skulle visitere og de lange aftenvagter, kunne gøre dem ensomme. Først skuldrene, så ryggen, specielt Elses bryst og bagdel blev grundigt eftersøgt. De var nok i midten af tyverne, men deres kønne ansigt blev skygget af deres sleske udtryk. Else lignede en der ville stikke dem en på hoved, men hun kendte konsekvenserne og det ville nok gå mere udover mig end udover hende.
   "Kan vi gå ind nu?" spurgte Else anfægtende med sin højre arm imod porten.
   "Hvad med pigen?"
   "Hun er blot en pige, børnene skal ikke visiteres. Det ved I godt" svarede Else skarpt.
   "Hun ligner ikke en lille pige længere Else, det ved du vel også godt"
   "Hun er ikke fyldt 17 endnu" svarede hun, med lettere rystende stemme.
   "3 måneder Else" sagde den ene af vagter og kikkede smilende på den anden. "Det er ikke lang tid" afsluttede han.
   Else gik som en refleks ind imellem Hanna og vagterne, hun viste godt hvad en visitering betød og den grænse skulle ikke brydes.
   Den højeste af mændene tog et skridt hen imod Hanna, der stod som forstenet og ventede på et udfald. Else skubbede hårdt til ham og hev Hanna efter sig i et tempo der virkede mere som løb end gang.
   "Vi indberetter Karsten" råbte han efter dem, men Else stirrede stift frem for sig og rørte ikke en ansigtsmuskel.
   Køkkenet lignede sig selv, en stor gryde var kogt over, sikkert fordi at Elsa var gået ud efter hende, tænkte Hanna.
   "Hanna du må love mig at du bliver inden for muren fra nu af. Det betød ikke lige så meget da du var lille, du var nysgerrig og besad et barns instinkter" Hanna kiggede væk, hun viste godt hvad der ville komme. Bordet var beskidt og hun tænkte at hun ville prøve at fjerne snavset, mest for at have noget at lave med sine hænder. Elses stemme blev igen tydelig og hun så op "Men nu fylder du snart 17, hvis ikke at du havde været ..." hun stoppede kiggede væk "Hvis du havde været højere rangeret i landsbyen, hvis du havde været en..."
   "En ikke tjenestepige" afsluttede hun Elses sætning.
   Else kiggede op med blanke øjne "Ja. Hvis du ikke havde været tjenestepige, ville du være lovet væk, hvis ikke gift til sommer"
   Hanna sagde ikke noget, hun viste ikke hvad hun skulle sige. Hun følte sig ikke som et barn, men bare tanken om at skulle giftes til sommer og være bundet til at se yndig ud og skænke vin til sin mands venner, forekom hende helt uvirkeligt.
   Else åbnede munden for at sige mere, men straks blev døren slået op og en høj bleg, men mørk seende mand trådte ind. Hanna mærkede væmmelse, som kom hver gang at hun så Karsten. Hans øjne blev helt smalle, som hvis han kunne kigge igennem en. Hun bøjede nakken, det var det eneste rigtige. Hvis ham den respekt han ikke fortjener. Viskede hun i tankerne, mens at hun følte den velkendte knude i maven.
   "Vagterne siger at du går imod reglementet Else" Hanna bed sig hårdt i tungen for ikke at komme til at spytte på ham.
   "Jeg brød sandelig ingen regler" svarede Else glat.
   "Ifølge vagterne, nægtede du dem at visitere hende" sagde han med et lille nik imod mig.
   "Hanna? Ja jeg nægtede dem, hun er endnu ikke fyldt 17 og inden da går hun ikke ind under reglerne for... ja visitering"
   "Hvis vagterne mener at pigen har grund til at blive visiteret, så skal de havde lov til at visitere hende. Hun er ikke et uskyldigt barn længere Else"
   "Regler er regler, jeg er forpligtet til at følge dem og derfor er hun så længe, at hun er mit ansvar også underlagt dem"
   "Else" sagde Karsten næsten elskværdigt "Der er kun 3 måneder tilbage, måske skulle du begynde at forberede hende på nogle af de ting der følger med"
   "Det er helt op til mig, jeg skal nok forklare hende, det hun har behov for at vide. Det praktiske skal hun nok selv finde ud af"
   Karsten sendte et tungt blik først på mig og så på Else.
   "Jeg vil lade dette gå videre til Jørs" sagde han blot, hvorefter at han forsvandt bag den mørke dør.
   Hanna kikkede sørgmodigt på Else, hvad var der så specielt ved at man fyldte 17? Hun havde aldrig set nogle over 17 gå omkring på gangene. Den gamle køkkenpige Camilla, var også forsvundet da hun fyldte 17.
   Der skete noget når man fyldte 17, hun vidste ikke hvad, men en ting vidste hun.
   Vagterne, Else, ja selv Karsten havde ret, hun var ikke noget barn længere, hun måtte forberede sig på at blive voksen.
   Hun kiggede hen mod det fedtede vindue, det var der Camilla plejede at stå. Men hun var væk, hun havde været væk i 9måneder og Hanna viste stadig ikke hvorfor, hun forsvandt. De sagde at hun skulle være stukket af om natten, men Hanna viste at det ikke kunne passe, for det var natten til hendes 17års fødselsdag og hun vidste at hun ikke ville gå glip af festen. De havde sammen planlagt festen, de kunne ikke skaffe meget, men det lykkedes Else at skaffe ting til at lave en kage og nogle balloner. Hanna havde bagt boller, Elsa havde endda stjålet lidt smør fra kølerummet og sammen med Camilla havde hun bagt kagen dagen inden og de gik begge spændte i seng. Hendes gave havde hun pakket fint ind og hun glædede sig til at give Camilla den. Næsten alle tjenestefolk fra køkkenet var kommet, det skulle have været hendes overraskelse. Men hun dukkede aldrig op. Senere kom Karsten og sagde at hun var stukket af, han gav køkkenet skylden fordi at de havde været i køkkenets baglokale, i stedet for at være på patrulje som de voksne skulle have været. Karsten mente at hvis ikke, at de alle havde vært i baglokalet, ville de have set Camilla og så kunne vi have stoppet hende. Det hele blev kastet hen på Hanna, alle blev straffet så grufuldt, ingen fra køkkenet, ud over Else selvfølgelig, havde talt til mig siden.
   3 måneder, hvor vil jeg være om 3 måneder? Tænkte Hanna for sig selv, ville hun være her eller vil hun være samme sted som alle de andre børn der fyldte 17?