Hun løber, ånder tungt, træder på en kvist som knækker og det giver genlyd gennem hele skoven. Det er mørkt, bladene er våde og der stinker af råddenskab. Bum. Hun løber og kan næsten ikke få vejret men tør ikke standse op. Hun flygter fra dæmonen som altid er lige bag hende uanset hvor hurtigt hun løber. Føler hun har løbet i timevis men lyset fra karnevallet vidner at hun ikke har løbet langt. Hun kan ikke høre det, bortset fra hendes eget åndedræt er der helt stille. Bum. Hun finder en sti og løber ad den men ombestemmer sig og løber endnu engang dybt ind mellem træerne. Stien er for let at forfølge hende på. Hun vrikker om på foden og falder, rammer jorden hårdt og føler hvordan hun snaskes til med råddenskab og ådsel. Et sted langt borte hører hun et tungt og i stigende grad hurtigt åndedræt. Bum. Han kommer med et støn, hun flås ud af drømmen og tilbage i dobbeltsengen. Han kysser hende på kinden, takker hende, vender sig så om i sengen og falder med et suk i en dyb søvn. Hun tørrer hans efterladenskaber af sine hænder, ligger sig ned i sengen og græder. Bum. Halvt håber, halvt frygter hun at han vågner. Efter noget tid er der ikke flere tårer tilbage. Det har der ikke været på det sidste. Som om hun har grædt for meget til at hendes krop kan producere flere tårer inden hun græder igen. Hun står op og går ud på badeværelset. Føler de iskolde klinker under sine bare fødder som var de tusinde nåle. Bum bum. Åbner vinduet og tager sit tøj af. Hun sætter sig på wc'et, føler den stikkende følelse fra det iskolde porcelæn krybe op i sig og tæller for tredje gang den uge alle de blå klinker der er tittet frem imellem de hvide på det nye badeværelses væg. Det var hendes idé at de skulle have noget til at bryde overfladen, noget som kunne afvige fra alt det ensformige, for hans skyld kunne det hele være hvidt. Hans tøj, hendes tøj, hendes krop, hendes hår... Hun sukker, har glemt hvor hun kom til. Bum. Kigger sig selv i spejlet. Hun bliver mere og mere grå som hans blodsugende dæmon i hende bliver ældre og ældre. Hun mærker den vende sig og tager sig til maven. Den sparker hende, bum, og hun krymper sammen i smerte. Hun føler hadet skylde op i sig. Det bevæger sig fra hendes hjerte ud gennem hendes lemmer, helt ud i hendes negle som hun, for sent, opdager har kradset lange dybe furer i den allerede spændte hud over den store mave. Bum. Hun sukker og mærker de tårer som hun ikke troede hun havde stige op i øjnene. Ligger sig ned på gulvet og mærker igen og igen den stikkende smerte fra dæmonen som sparker hende. Hun græder, skriger men ingen hører hende.

Hun vågner. Hun kan mærke på sine stive lemmer at hun har ligget der længe, hun fryser. Kigger sig igen i spejlet, hendes læber er helt blå. Nydelsen skyder op i hende ved synet af farve i sit ansigt. Dæmonen er vågnet ved hendes pludselige bevægelser og begynder endnu engang at sparke hende indefra, bum, hun føler det mere og mere for hvert spark, bum. Panikken breder sig i hendes bryst som en steppebrand, hun ryster, græder og skriger. Kradser maven igen og igen men dæmonen vil ikke stoppe. Bum. Hun flår døren op, han ligger stadig og sover. Et dyrisk skrig stiger op gennem hendes hals mens hun løber gennem soveværelset med det hvide gulvtæppe. Bum. Hun bløder på det men løber for hurtigt til at kunne nå at nyde det. Løber igennem gangen og stuen, ligeglad med hvad hun støder ind i eller ødelægger. Hun tænker ikke på andet end at få dæmonen ud af sig. Hun kan ikke have den i sig mere, kan ikke lade den suge al liv og næring fra hende længere. Nu sparker den i en rytme som bliver hurtigere og hurtigere. Bum. Bum bum. Bum bum bum. Hun græder, hoster, råber. Flår skuffen op. Stopper først da lyset bliver tændt, han stirrer på hende. Hun ser frygten i hans øjne da han ser kniven, de flakker. Fra hende, til den blodige mave, til kniven. Han siger noget men hun hører ingenting. Hun skriger og stikker. Han løber hen mod hende for at redde sit dæmonafkom men hun ænser ham ikke. Mærker blot den befriende strøm af dæmonvand inden hun knækker sammen.