Det var nu egentlig ikke fordi det skulle gøre ondt, men det gjorde det. Det gjorde rigtig ondt. Det gjorde endda så ondt, at jeg måtte krølle mig sammen og trække benene op under mig, imens tårerne piblede lydløst frem. Jeg havde allermest lyst til, at ringe til min mor, kravle ind i hendes beskyttende favn og lade hende være mit skjold.
   Jeg krøb mere og mere sammen under min dyne, mens duften af kærlighed og sex viklede sig rundt om mig og kvalte mig langsomt men brutalt. Tanken om aldrig at skulle føle sig tryg igen, havde gjort mig bange. Følelsen af ensomhed havde kastet sig over mig, og lå nu som et jerntæppe. Jeg kunne ikke røre mig.
   Telefonens 5. ubesvarede opkald blinkede og fortalte mig, at nogen ville tale med mig. Jeg ville ikke tale. Jeg kunne ikke tale. Det var ikke ham, og hvis det var ham, vidste jeg godt, hvad stemmen ville sige. Smerten havde bredt sig til hjertet og angsten var begyndt at råbe af mig.
   "TAG DIG SAMMEN!" rungede det inde i mit hoved.
   Mit hoved dunkede, og jeg overvejede, om der var mulighed for, at det ville eksplodere.
   Det 6. opkald blinkede sin vej igennem mørket. Navnet lyste på displayet, og jeg følte en trykken for brystet, en strøm af tårer der banede sig vej fra hjerte og op til mine øjne. Mine tanker kredsede om ham, og min smerte tvang mig til at vende tilbage til fosterstillingen. Tlf. talte til mig, da det 7. opkald sendte et lys ud i rummet.
   "Jeg savner dig, hvor er du? Jeg elsker dig jo, for pokker. Hvorfor vil du ikke tale med mig?"
   Det var ham og hans store stemme, der brød min stilhed og lod smerten klemme hårdere om mit hjerte. Det var hans skyld, jeg lå her og havde så ondt. Det var hans skyld jeg ville ligge i min mors favn, hvor jeg kunne føle mig tryg. Det var hans skyld. Havde han nu bare ikke elsket mig, havde han nu bare holdt op med at være så god. Jeg bad ikke om kærlighed, jeg bad ikke om at blive elsket. Men han gav mig ubegrænset kærlighed, og han elskede mig, som ingen andre havde gjort det før.
   "Jeg har ikke mere at sige."

Det var nu egentlig ikke fordi det skulle gøre ondt, men det gjorde det. Hans evige behov for at beskytte mig, hans uendelige trang til at høre min stemme, og min svaghed for modtagelse af kærlighed. Jeg havde udnyttet ham, jeg havde misbrugt hans tillid, kærlighed og ikke mindst hans beskyttelse. Jeg var aldrig forelsket, elskede ham aldrig tilbage. Det' bare fordi... det var nemt. Det var rart. Jeg kunne ikke sige nej, men han var god til at sige ja. Jeg gik på kompromis, og han blev lykkelig. Det bildte jeg mig selv ind, at jeg blev med tiden. Det lærte jeg nok. Da det 9. opkald gik ind på tlf., skubbede jeg den på gulvet, og så hvordan den vibrerede sig vej ind under sengen. Han skulle væk. Ud af mit liv. Jeg skulle ud og finde de 5 år, som jeg havde smidt væk.