Casetta var en prægtig firmasters fuldrigger. Hendes skrog var bygget af gode, solide egeplanker. Selvom hun snart fyldte hundrede, og havde været udsat for lidt af hvert, skød hun gennem de skummende bølger, knejsende som en dronning og med alle sejl sat. De tre var hvidgule. Det ene af dem med en flosset, sveden flænge. I fronten brusede det sorte sejl, prydet med et grinende kranie og to korslagte knogler.
   Styrmand Flint, som stod ved roret, nød synet af delfinerne. For ham så det ud som om de boltrede sig i munter leg. Et øjeblik forekom det ham, at der var en havfrue iblandt dem. En underskøn skabning med blankt, grønt hår og med frodige bryster, kun halvt tildækket af noget florlet stof. Men det måtte være indbildning. Det var sikkert bare skumringsbelysningen, der drillede hans sanser, fordi han var træt efter en lang, anstrengende dag. En dag, der nemt kunne have kostet ham livet eller sendt ham under dæk med de sårede. Eller under fremmed dæk, som fange.

Det havde i sandhed været en travl dag.
   Om morgenen havde de lettet anker og var sejlet ud fra Tukia-halvøen. Der var ikke flere jomfruer og næsten heller ikke mere rom. Men i nødens stund havde kaptajn Fideros tapre brevpapegøje, Nuriz, bragt ham en besked, om at et handelsskib ville komme forbi med en ladning af rom og andre kostbare varer.
   Hvis ikke den, der underrettede kaptajnen, var fuld af løgn, måtte der være to handelsskibe, der passerede forbi, 12 sømil ud for Tukia, for rom var der ikke meget af ombord på Constrata. Og hvad øvrige kostbarheder angik, så var der ganske vist et skrin med guld og ædelstene, men kaptajnen slugte nøglen, og Barskebjørnen havde et værre mas med at sprætte ham op for at få den ud. Barskebjørnen havde nu også taget sig god tid. Kaptajnen skreg temmelig længe og svinede ganske forfærdeligt, før han mødte sin skaber, hvem det så var.
   I det hele taget var der mere vrøvl med det skib og dets fordømte last, end nogen havde forestillet sig. Ja, Flint mente aldrig havde han oplevet noget så slemt. Ikke nok med. at de eneste tønder rom ombord var tiltænkt skibets besætning og tre passagerer. En del af besætningen havde stået og kylet lasten overbord. Og den slags gjorde man naturligvis ikke ustraffet. Lige nu var tre mænd i færd med at få den ene af kanaljerne til at fortryde.Det foregik i et lokale under dæk.

Et lille stykke fra døren til "forhørslokalet" eller "legerummet," som det også blev kaldt, stod de to kaprede tønder rom. Hen over dem lå nogle planker. Midt på det interimistiske spillebord lå en dynge kobbermønter.
   Omkring bordet sad fire sørøvere og raflede.
   De blev akompaneret af vanvittige jammerhyl i skinger falset, af og til afbrudt af hånlige kommentarer og kommandoer.
   "Hvor længe tror I han holder?"
   Det var den største og mest bredskuldrede af sørøverne, der spurgte. Han var mørklødden med natsorte øjne og grå stænk i det uglede hår. Et busket fuldskæg skjulte et bredt ar på hagen.
   For lidt mere end 38 år siden havde han fået navnet Daniel Keily. Siden var han blevet kaldt så meget, men her ombord kaldte de fleste ham Danny. I hvert fald, når de var i nærheden af ham.
   Da han nu stillede sine medspillere spørgsmålet, trak de alle tre på skuldrene, næsten som på kommando. Danny vendte sit bæger på hovedet, men løftede det ikke. Han skævede til Rorys tre seksere og til mandens veltilfredse smil. En loppe kravlede ud af Rorys pjuskede overskæg og begav sig ned mod hans gulsorte tænder. Han greb den og maste den mellem to negle.
   "Måske holder stodderen lidt længere end den her fætter," grinede han, "men løft nu det bæger og lad mig snuppe slanterne."
   En ny loppe - måske på udkig efter den forrige - hoppede ind i Rorys mund og blev kvast af tænder. Rory kløede sig under det tørklæde, der næsten dækkede hans tynde, røde hår.
   Endnu et forpint hyl skød ud af den tynde skillevæg. Mere hult og langtrukkent end de forrige.
   "Meget umandigt," bemærkede Caleb, Den spinkle mand gjorde sin stemme så dyb, som det var ham muligt, og prøvede at tvinge et hånligt smil frem, men det blev kun til nogle trækninger. Alligevel nikkede Danny til ham. Nådigt. Det var da godt, hvis Caleb omsider forsøgte at blive et mandfolk. Manden var dog 35. Han kunne vel ikke gøre for, at for han lignede en gris, der var for mager til at slagte. Eller at han havde stemme som en kastrat, især når han var bange. Nu langede han en arm ind over Tonnys vom og løftede Dannys bæger,
   Der var to seksere. Og en ligegyldig treer.
   Danny sukkede og skød møntbunken over mod Rory, som åbnede sin snørrepung og skrabede de klingende mønter ned i den.
   "Tag en tår," bød Caleb og rakte en fin dunk frem mod ham. En lille del af dagens bytte. Fyldt med fin Sirillia-rom.
   Det var lige hvad Danny trængte til. Læber og gane var tørre som gammelt pergament. Halsen føltes som om den var stoppet til med solvarmt sand.
   Han tog en stor slurk. Lidt af den herlige væske løb ned i skægget og han tørrede det væk med en hånd. Caleb plirrede med sine dorske griseøjne og stak en snusket finger ind i sit ene næsebor. Det han fandt derinde klistrede han fast på en flig af sin blodstænkede skjorte.
   "Du skulle tage at få en ren skjorte på," brast det ud af Danny.
   "Det ville jeg gøre, hvis jeg havde en," peb Caleb og lagde hovedet på skrå. Bare en lille smule på skrå. Men det var ækelt at se på.Det var som om der pludselig dukkede en orm op, mellem alt sandet i Dannys hals. Det gav ham kvalme.
   Han hadede at kaste op. Hvis han blev nødt til det skulle det være ud over svinets blodprikkede tøj, så han blev nødt til at skifte. Der var tøj i en af de dragkister, de havde slæbt om bord. Og hvis ikke Caleb havde haft tid til at se i den, så kunne han have taget sin særk på, mens han vaskede skjorten eller lod en af fangerne klare den sag.
   "Den der kjorte du har på," peb Caleb, "den klæder dig. Du ligner slet ikke en barsk bjørn."
   Tjask.
   Dannys hånd havde klasket svinet en syngende lussing. Helt uden at han tænkte over det. Mens et rødt aftryk af en stor hånd tonede frem på Calebs kind, forsvandt Dannys kvalme.
   "Du ved han ikke vil kaldes Barskebjørn," mindede Tonny omgående den formastelige om.
   " Undskyld, Danny," mumlede Caleb og lagde en hånd mod aftrykket. Glimtet i hans øjne lignede nu mere had end anger.
   Tonny trommede med fingrene mod bordpladen. En vane han havde, når en situation irriterede ham.
   Mens han gjorde det stirrede han på en knast. I grunden kunne den knast godt ligne blod med nogle tarme og andet skidt i.
   Danny havde rejst sig, da hans hånd slog Caleb, og han stod stadig op.
   "Hvordan var det egentlig at sprætte den kaptajn op?" spurgte Rory.
   "Skægt, men det var pisse-irriterende, da han sprøjtede blod i fjæset på mig."
   "Sæt dig ned og fortæl, Barske - øh - jeg mener Danny."
   "En anden gang. Jeg går op og ser om Flint er faldet i søvn. Det er på tide, han bliver afløst, den gamle."
   "Ser du også om kokken er ved at være klar med noget hundeæde?" spurgte Tonny.
   Danny trak på skuldrene: "Måske."


* * *
   Kraniet smilede falskt og indsmigrende til Ravna, der svømmede sammen med en klynge delfiner. Hun slog med halen og kneb øjnene sammen. Det var i skumringstimen, og det var vel blot den grå dis, stribet af solens sidste stråler, der drillede hendes sanser. Havet var stille og de blide bølger kærtegnede hendes krop. Bølgerne foran hende var kranset af gyldent skum. Og delfinerne talte dæmpet sammen om de robåde, de havde set tidligere, mens det endnu var lyst. Ravna havde også set dem. Måske før delfinerne.
   Hun havde været længere mod land, da hun så dem. Tættere på end hun måtte. Men det var så spændende at se de væsner, der levede på land. Der var så mange forskellige, og det var fascinerende, at nogle af dem vovede sig ud på havet, selvom de behøvede både eller skibe for at komme langt.
   Ravna havde set langstrakte elverbåde. Hun havde også set groft udførte både, ligeså kluntede, men hårdføre som dværgene, der roede dem. Og en gang i mellem var der mennesker, der roede ud. For det meste fiskere, der af nød vovede sig ud på dybt hav. Brune mænd og hvide mænd. Sommetider også store drenge.
   De både hun havde set i dag var menneskebåde. Men menneskene i dem fiskede ikke. Der var kvinder og børn i blandt dem, sågar en gammel kone. De havde ikke ret meget tøj på. Og så var de sorte. De fleste havde underligt udslukte øjne i magre ansigter og nogle havde en lænke om halsen.
   Ravna blev så forskrækket at hun dykkede langt ned under overfladen og skyndte sig væk.
   Men da hun så stødte ind i delfinerne, besluttede hun sig til at glemme det hele og muntre sig sammen med de kloge dyr.
   Munterheden var dog snart gået over. De havde svømmet i en blodpøl, gennem drivende skibsplanker, mærkelige mennesketing og døde menneskekroppe. Et stort skib var forlist, og de havde talt om, at det vel var derfra bådene kom.
   Men det troede de ikke længere.


* * *
   Danny skubbede brutalt til lugen, der førte op på dækket.
   Den gav sig med et rabalder, der gav genlyd i hovedet.
   Kvalmen var vendt tilbage, da han gik forbi kabyssen. Den stank af halvråddent, branket kød og surkålssuppe. Føj.
   Danny havde en dundrende hovedpine. Og hans mave vred sig som en forpint, døende dåre. For 17 millioner landkrabber da også.
   Ingen måtte se ham sådan her. Hurtigt hen i agterstavnen. Bare folk var travlt optaget af at passe deres dont. Ellers skulle han nok lære dem at gøre det.
   Vandet var gråt. Skummet dansede og lo hånligt af ham.
   Opkast fossede ud. En offergave til havguden, der ellers havde fået rigeligt med ofre i dag. Ved alle djævle og søuhyrer, holdt den mave da aldrig op. Der var kun galden tilbage at spy ud. Og det sled hans hals i stykker.
   Smerten dunkede stadig bag hans pandeskal.
   Og pludselig ville blæren tømmes. Samtidig med at maven vred sig og han skulle kaste op. Der var bare ikke mere at ofre. Absolut ikke mere.
   Men det rislede varmt ned af hans lår.
   For latterligt. Forkert. Ynkeligt.
   Varme strømme flød gennem ham, brændte hans kinder og fik hovedet til at eksplodere.


* * *
   Først troede hun, at han sprang i. Måske for at bade eller dykke.
   Men han ramte vandskorpen tungt. Stråler af vand klaskede omkring hende. Hun flyttede sig fra dem.
   "Mere død," knævrede flere af delfinerne.
   "Ikke død. Ikke endnu," svarede andre af dem.
   "Død som en sild!" fastholdt en enkelt delfin. Den havde tidligere fortalt Ravna, at den hed Splutz.
   "Ikke død," påstod en anden delfin ligeså ihærdigt. Ravna vidste ikke, hvad den hed, Men hun vidste, at hun gerne ville vide, hvem af dem, der havde ret. Så da de skød frem mod kroppen, der hurtigt blev dækket af vand, fulgte hun efter.
   Splatz og den anden delfin puffede til ham med deres glatte næb.
   Skvulpende bølger havde ført kroppen noget væk fra skibet, og nu var Cassetta kommet et stykke forud.
   Skummet i kølvandsstriben glimtede blegrødt og matgyldent i skumringens sidste bræmme af sollys. Mandens ansigt var gråbrunt med en svag grønblå tone.
   "Død lige straks," meddelte de to påstålige delfiner hende.
   Ravna stirrede på hans ansigt. Kønt var det ikke. Han var jo også bare et menneske. Farlig når han var i sin flok eller havde sine dræbertingester med, men dum, ufarlig og meget sårbar, når han ingen af delene havde.
   Ravna formulerede ikke sin viden med så mange ord. Det fløj bare gennem hende som et vindstød og blandede sig med vindstød af omsorgsfølelse og nysgerrighed.
   "Vil I hjælpe mig med at få ham i land?" spurgte hun.
   Delfinerne så undrende på hende.
   "Der er meget langt til land," indvendte Splatz.
   "Vi kan måske fange skibet," foreslog hundelfinen.
   " Perleklippen ligger lige derhenne." Ravna pegede på den flade granittop, der ganske rigtigt lå tæt ved. Det var en meget stor klippe med underjordiske grotter, og man sagde at en havdæmon holdt til der, men hvis det passede, kunne vel ikke have noget imod, at der lå et mennekse på toppen af hans bolig? Det var jo kun til han kom til hægterne.
   Delfinerne skævede tvivlrådigt til resten af flokken, der skævede tilbage. De virkede forvirrede, syntes Ravna.
   Men hvis delfinerne ikke ville hjælpe, måtte hun bare klare det selv.
   Hun tog fat i ham. Under hans arme. Sådan som hendes folk gjorde, når nogen var livløs. Han var tung.
   Levede han stadig?
   Hun holdt sin hånd ind over hans mund. Jo, en ganske svag damp slog mod hendes håndflade. Han prøvede vist endda at spytte vand op.
   Vand? Det var ikke godt for mennesker at sluge en masse vand. De havde kun lunger, ikke gæller eller filtreringstarme. Det måtte op. Snart. Men først ind til klippen. Og ikke mere vand gennem munden.
   Men han måtte også have ilt til hjernen. Det gjaldt alle varmblodede skabninger, sagde de kyndige blandt havfolket. Godt hun havde både set og lyttet derhjemme. Men havde hun lyttet godt nok?
   Ravna baksede og pustede, mens tankerne hvirvlede gennem hende og prøvede at systematisere sig.
   Tung, død vægt. Farligt. Også for hende. Hun var kun en ung, spinkel havfrue. Vejede ikke mere end 47 kg. Han vejede nok det dobbelte.
   Hans stinkende tøj klæbede til ham. Tungt. Vådt. Upraktisk.
   Hans næse var stor og bred. Lige meget med det.
   Han havde små ører. Fine ører.
   En portenia ville sagtens kunne sidde i de øregange. Sidde fast.
   Lyd. Magisk lyd.
   Hvor var den? Hun havde den da altid med. Ikke? Eller havde hun lånt den ud?
   Nej. Der var den. I bæltet om hendes liv, daskende mod mimreskællende i overgangen mellem talje og hale.
   Men hun skulle jo bruge begge hænder. Kunne ikke slippe ham.
   "Tåbelige havtøs," knæbrede Splutz, men ikke vredt. Venligt. Blidt.
   Nu kom de. Alle 11 i flokken. De cirklede om hende og kroppen. Puffede blidt til manden. Splutz svømmede ind under ham og hundelfinen - måske hans mage? - gjorde de samme. De hodlt ham oppe.
   Nu. Gå løs, dumme tingest. Ravnas hånd lukkede sig om porteniaen. Dens snoninger kærtegnede hendes fingre. Eller omvendt.
   Ind med den. Af med den lille prop, der forhindrede skidt i at trænge ind i konkylien, hvor det magiske pulver var.
   Jo, den sad der. Ikke le nu. Senere. Ikke føle, bare handle. Puste. Forsigt, men ikke slattent. Hårdt nok til at det virkede.
   Hvis det virkede? Hvis hun kunne? Hvis ikke pulveret var for gammelt?
   Hendes hjerte trommede i takt med hendes skælvende halefinne.
   Manden brummede. Vistnok af smerte.
   Så smuttede der ord over hans læber. Men hun forstod dem ikke. De var dybe og uartikulerede. Monotome og næsten uden nuancher i lyd og hastighed. Men det var ord. Sådan kommunikerede de primitive skabninger, der kaldtes mennesker.
   Måske talte han til sig selv, måske til dem.
   Der kom noget vildt i hans blik.
   (Ravnas øjne havde indstillet sig på mørket. Som raffinerede katteøjne registrerede de, at hans øjne var sortere end natten, men med små gløder af vrede, overraskelse og vantro.)
   Han hostede. Gylpede vand op. Prøvede at bevæge sine arme. Og sine ben, de fjollede stænger med det sære, tunge tøj på. Det var vist svært.
   Men da de lidt efter nåede klippetoppen, kravlede han selv derop. Han gispede. Hans muskler bevægede sig under tøjet og den mørke hud. Han var stærk som en hvalros. Men fiksere på fast, omend smattet og glat, grund.

Da han udmattet snak sammen midt på klippestykket, der hvor den var mest tør, sagde Splutz: "Vi må altså videre nu."
   "I orden," svarede Ravna.
   Og først da de var væk, tænkte hun over at hun nu var helt alene med en skabning, der måske var farlig. Især hvis de andre mennesker fandt på at vende deres skib og komme tilbage efter ham.
   Men det var vist svært at vende et stort skib. Og de havde jo ingen både.
   De sorte mennesker havde taget dem. Eller fået dem?
   Når manden kom mere til sig, ville hun prøve at kommunikere med ham. Måske forstod han det, hvis hun lavede tegn og fagter?
   Men først måtte han hvile.
   Han rystede.
   Det var ikke særlig koldt, men mennesker var vist meget sarte. De dækkede sig til for den mindste vind.
   Ravna slog tænksomt med halen.
   Hun havde været her før. Sammen med en flok af sine søstre, sin bror og nogle venner. De havde glemt et tangtæppe i en hulning. Måske lå det der endnu?
   Hun kunne vel se efter?
   Ja, det ville hun gøre.
   Hun svømmede lidt væk fra klippetoppen. De små huler lå på et bredere stykke. Lidt længere ude.

Ravna så først hvidhajen, da den spærrede sit gab op og hun stirrede lige på dens mange, sylespidse tænder.