Badet i ekskrementer fra en forfalden forstad
Trukket ned i et hav af blødende melankoli
Våde slanger vrider sig langsomt ud - forskruede og forvirrede

En kanon affyret mod lydene i et stille rum
En hul fyldt med maltrakterede bobler af forstummet ild
Blodrød og dryppende gennemspilning af et liv langt herfra

LÆMLÆSTEDE OG LIKVIDEREDE STRENGE LIGGER SOM BUNDET TIL ASFALTEN
DE SMÅ, SORTE STEN FLÅR RIDSER I REVNERNE OG RIVER TÅRER UD MED TORNE
HÆNDERNE RYSTER SOM TUSINDE SMÅ GRÆSHOPPER
der ved, at de skal ædes op uden forbehold

En kold, fejlfri arm lægger sig over mit sårede ansigt
Vi smelter sammen i en falsk symbiose
En spændetrøje ligger mellem os i det utrygge mørke
Og forgiver at være ægte kærlighed

MUNDENS INDRE ORM BIDER SIG SELV I HALEN
BYLDERNE SPRINGER OP OG SENDER GRØNLIGE KLATTER GENNEM RUMMET
KRANIEMÆLK BLIVER AFSENDT I KASKADER, SOM KÆMPER FOR AT NÅ MÅLET
- at være foruden sin egen apatiske tankegangs forsumpning

fangarme bøjer sig ned i bizarre stillinger
rækker efter dyrisk retfærdighed
tiden løb løbsk, væltede og himlen knækkede legemerne
nu - trådt til ukendelighed, til en ækel masse
som ingen vil samle op