Øjet glor hånligt på mig.
   Min hånd ryster. Det sender små bølger gennem min krop. Tråden er klam og snærende. Enden smudsigt grå og spaltet.
   Grå som alt omkring mig. Spaltet som ...min sjæl? Mit liv?
   Øjnene svier. Truer med at lukke vand ud. Kaskader af vand. Flere tårer end der er dråber i regnen, som trommer mod taget.
   "Lad være med at glo. Du er et gabende hul. Du kan ikke glo."
   Nå, nu taler jeg til et nåleøje.
   Bare ungerne ikke vågner. Julie er vist ved at få tænder og Keith har haft ondt i maven. Jeg orker ikke mere vrøvl med dem. Ikke nu. Jeg skal have syet den lap på.
   Men jeg kan ikke sy. Jeg kan ikke engang få den tråd gennem det øje.
   Jeg er ikke som andre kvinder. Mor havde ret.
   Det er derfor.
   Derfor at jeg er fanget her. I denne snævre stue. Grå i aftenregnen. Klam og grå bag lukkede skodder. Grotesk i lyset fra tællepråsen. Stinkende af røg, selvom ildstedet har været slukket hele dagen. Vi har bare spist brød og bær. 
   Tænk at skulle finde sig i det. I det Herrens år 1684.
   Selv fæstebønderne har det bedre. Selv tiggerne. For de er i det mindste ikke lukket inde.
   Nej, måske ikke tiggerne. For deres maver knurrer måske af sult nu. Og jeg kunne have kogt byggrød. Vi har en kvart skæppe tilbage, men jeg hader al den røg. Især når det regner.
   Hader hytten her. 
   De rå bjælkevægge lukker sig om mig. 
   Regnen er min fangevogter og ungerne mine lænker. Jeg kan ikke gå fra dem. I hvert fald kun lige udenfor. Og så bliver jeg våd. Gennemblødt. Og må tænde op, når jeg kommer ind igen.
   Nej, jeg må ikke tænke sådan. Ikke fantasere om et ondt nåleøje og vægge, der spærrer mig inde. Jeg vil ikke ende i dårekisten.
   Jeg vil bare ud herfra. Væk. Flyve som en fugl. Være fri. 
   Jeg lukker øjnene. 
   Døren knirker. Larmende. Den fylder mit hoved.
   Kommer han allerede? Er det ham? Jeg har ikke lavet mad. Og ikke trådet den nål.
   Han tror måske det er godt at være her i stuen? Mens han bare har været ude at fiske. Eller hvor han nu har været? Hvad ved jeg?
   Jeg gider slet ikke glo på ham. Jeg lader være med at lukke øjnene op. Og slet ikke munden.
   "Sover du?"
   Hov. Jeg glemte at lukke ørene.
   Han sætter træskoene. Drypper mens han kommer hen i mod mig. Jeg tørrer altså ikke op efter ham.
   "Du - du er vel ikke syg?"
   Knoen han aer min kind med, er våd. Og der falder nogle dråber ned på mig. Sikkert fra hans hår. Det er alt for langt til ham.
   Er han virkelig så dum? Så torskedum, at den eneste grund han kan forestille sig til, at der ikke er mad klar, er at jeg er syg?
   "Jeg er aldeles ikke syg. Bare træt. Af det hele. Her er indelukket. Grimt."
   Jeg siger det lige ind i hans ansigt. Det glimter i hans øjne. Ulmer. Såret? Vredt?
   Måske ved han det heller ikke?
   "Du - du kan da gå i seng. Du kan vel sy lappen på i morgen."
   "Jeg kan ikke sy. Og han skal bruge bukserne i morgen. Og jeg vil ikke sove nu."
   "Hvad vil du så? Vil du skrive lidt? Vi har vist lidt blæk endnu."
   Hvad for nogle fisk har han mon fisket efter? Han lyder så rar.
   "Jeg smider tøjet."
   Han smiler til mig. 
   "Nå." Hvis han er ude på noget, kan han godt glemme det. 
   "Det skal tørre. Jeg tager et tæppe om mig. Skal jeg fyrre op?"
   "Det bliver så røget og ungerne har gode dyner."
   Han fatter vist ikke, hvor meget jeg hader den her hytte.
   Og jeg kan da ikke skrive i det blafrende lys fra den lille prås. Og olielampen er dyr at bruge.
   Han går ud i stalden. Som det kaldes. Bare en forlængelse af hytten, med en dør i mellem.
   Jeg kyler bukserne efter ham og hamrer nålen ned i bordet.
   Så kan han jo prøve at gætte, hvor træt jeg virkelig er.
   Døren smækker i. Med et brag. Hele hytten ryster.
   Jeg gider ikke mere.
   Jeg går i seng, gør jeg. Med alt tøjet på.
   Under dynen, kan jeg i det mindste drømme.

En solstråle kilder mig under næsen. En fugl synger.
   Kjolen klæber svedigt til min krop og jeg skubber dynen væk.
   En duft af grød trænger ind i mine næsebor.
   Både vugge og barneseng er tomme.
   Men jeg hører Keiths lille stemme:
   "Må jeg vække mor nu?"
   "Når grøden er helt færdig, knægt."
   Jeg ler lidt. Kan ikke lade være.
   Kan heller ikke krybe under dynen igen. Lister over gulvet. Åbner døren på klem.
   Keith står på gulvet og hopper lidt. Af utålmodighed. Af glæde. Det er sjovt at overraske mor. Det må være det, han føler.
   Han har bukserne på. Lappen skinner mig i møde.
   Julie sidder på gulvet. Leger med den gamle træske. Hun banker den ned i gulvet. Og klukker.
   Jeg lister nærmere.
   Jeg ved han ser det. Men han lader som ingenting. Rører i gryden, skæver til Julie og blinker til Keith.
   "Er du vågen?"
   Skuffelsen ligger på lur i hans lille stemme.
   "Nej," lyver jeg og lukker øjnene. Laver snorkelyde.
   Han griner og råber: "Vågn op, mor. Der er grød og mine bukser er hele."

Og jeg vågner.
   Vågner rigtigt. Nyder den friske luft. Skodderne er slået til side.
   En duft af lavendler og humle trænger ind.
   En lille smule røg fra ildstedet trænger ud.
   Og solen forgylder min stue.
   Jeg er fri. Jeg er let og kan flyve.
   Men min rede er rummelig og lun.
   Og der er ørreder på bordet. Rensede og fine.