"Vi må da tilbage efter ham."
   Rorys stemme var grødet af sindsbevægelse, træthed og rom.
   "Det skulle fryde mig at få fingre i den hallunk!" erklærede kaptajnen og stirrede bistert mod lanternerne i agterstavnen.
   "Vinden er imod os," gentog Flint. Han havde besluttet, at han ikke ville nævne noget om det, han troede han havde set tidligere. I stedet gentog han, hvad han havde sagt tre gange før: "Vi kan måske bruge årerne, men inden vi når tilbage, er Danny Barskebjørn både druknet og ædt af en haj."
   De øvrige på dækket troede det samme.
   "Splitte Casettas bramsejl, det må være Nemesis, der har spillet ham det puds," gryntede Caleb.
   " Jeg ved Den Onde Lyneme ikke hvem det er, "tordnede kaptajn Fidero og trampede i dækket med sit træben. Så hårdt at en smertestrækning for over hans dystre ansigt.
   "Ved Hekafides, hvem er Nemesis?" snøvlede Rory i øret på styrmand Flint.
   "En af Ny Romanias guder, tror jeg," svarede Flint. Så skubbede han den fulde mand lidt til side, holdt sekstanten op mod stjernerne, mumlede noget og stirrede ud i horisonten.

"Måske har han selv kastet sig i havet." Kaptajn Fidero var i dårligt humør og de andre besluttede at lade ham fundere videre uden afbrydelser. Ganske vist var den mest brutale af hans håndlangere væk, men andre trådte sikkert gerne i hans fodspor.
   " Aldrig før i de år, jeg har sejlet de fire verdenshave tynde, har jeg oplevet en så uforskammet opførsel. Sætte mine kostbare varer ud i redningsbådene. Lade dem ro væk for næsen af mig. Slaverne kunne have indbragt mig en formue. Kunne have indbragt os alle en formue. Og ikke nok med det - ikke nok med det - stymperen, slubberten, landkrabben, halenegeren bytter rundt på skrinene, så nu tumler en flok aber rundt på havet - med mine guldmønter, med min ædelstene - men jeg skal finde dem. Skift kurs, Flint, sæt alle sejl - de må have søgt til Rangga - mod sydøst - drej skibet. Sejl ind til land. Måske når pakket frem i live.!"
   Han tav.
   "Kaptajn," snøvlede Rory, "betyder det så, at Barskebjørn er svømmet hele vejen til Ra - anga for at sælge slaverne og putte fortjenesten oveni skatten?"
   "Det tror jeg!" snerrede kaptajnen og sendte den fulde mand et nådigt nik.
   Ingen sagde ham i mod.
   Men Flint tænkte ved sig selv, at ingen vel kunne svømme så langt. Han tænkte også lidt på, at Danny nu ikke var den eneste, der havde at gøre med de slaver. Da hans tanker begyndte at kredse om skattekisten, kom han til at grine.


* * *
   Badet i blålys, rystede Senzarius perlen i sin hånd. Danny sad indhyllet i tæppet, der føltes både varmt og let. Ravna krøb over og satte sig tæt ind til ham. Hun duftede af saltvand, men på en sød og foruroligende måde.
   Det var faktisk hyggeligt. Danny følte sig ikke særlig træt og det eneste foruroligende var Ranas havduftende nærvær, for hvis hun virkelig ville noget, kom der måske bare vrøvl ud af det. De kunne jo ikke bare forene sig lidenskabeligt her foran den gamle. Og hvor sad egentlig en havfrues kønsåbning?
   Nå, det fandt han nok ud af.
   Lige nu ventede de jo på den der perleånd. Hvad det så var for en fætter?

Danny vidste nu, at den ene perle var en oversætter.
   "Du taler mit sprog;" havde han udbrudt, da Zenzarius pludselig kunne tydansk, og Sensarius havde svaret: " Ja, jeg bruger oversætteren her. Den kan også indstilles til at du taler vores sprog, men din primitive hjerne er ikke egnet til det, så jeg vælger dit simple sprog. Snart kan Ravna det også. Men vent nu - så kalder vi på perle-ånden."
   Det sidste, med perleånden, havde blåtroldehavmanden dermed sagt to gange. Men de ventede stadig. Senzarius så lidt irriteret ud.
   Perkekæderne spillede stadig deres svage melodi. Danny opdagede en åbning, der godt kunne være en dør. Der var også hylder, og der var store sten, som måske var knækkede søjler. På to af disse måske-søjler stod der kolber. De var fyldt med rødligt vand eller en anden form for væske. Og der var noget i det vand. I den ene noget uformeligt. I den anden en masse små fisk eller andre væsner. Det så ikke ud til, at de svømmede. De flød vist bare omkring i væsken.
   Gad vide, hvad Rory og de andre ville sige, når de hørte om det her? Ja, altså ikke bare om kolberne, men det hele. De troede nok, det var en røverhistorie?
   Så strejfede tanken ham.
   Mon han nogensinde vendte tilbage?
   Ravnas fingre strejfede ham også. Strejfede rundt på hans krop. Pyt med at vende tilbage. Det hastede ikke.
   Så steg de diffuse toner fra kæderne, væsken i kolberne begyndte at syde og bølge. Gennem åbningen bølgede spiraler af damp ind i rummet. Mangefarvet og skapt lysende dansede det omkring og voksede til det fyldte det halve af rummet. Det mindede lidt om Nordlys. Og lidt om regnbue-effekt i bølgegang. Men mest om noget helt nyt, noget han aldrig før havde oplevet. Det var smukt. Men det tog pusten fra ham. Trængte ind i ører, næse og ned til lungerne, så han trak vejret tungt.Ville de slå ham ihjel, de forbaskede bæster?
   Så opstod der et hul i dampen. Det var på tide. Danny snappede efter luft.
   Og der stod hun.
   En lille pige, hvis fine, florlette kjole var i alle regnbuens farver. Det lille ansigt var lyseblåt, de store øjne tomme under et brus af flammerøde krøller. Hun virkede sart og gennemsigtig, som hun stod der. De små, blå tæer rørte grottens bund, men kun lige akkurat. Pigen spredte sine knokkeltynde fingre ud som en vifte og kom imod ham.
   Hun så ikke ud til at have det særlig godt.
   "Hvad er der med dig?" røg det ud af Danny.
   "Jeg er så bange. Jeg vil ikke være alene i mørket."
   Pigens stemme var monoton, som om hun havde sagt det så ofte, at alt håb og gråd, alt skrigeri virkede nytteløst.
   "Her er ikke mørkt," sagde Danny og tilføjede straks: "men jo, for dig er der vel. Du har jo ingen øjne. Har du grædt dem ud?"
   "Nej! De tog dem. De tog alt. Hvor er min far? Hvem er du? Min far kaldte."
   "Jeg er her, Efina, lige her."
   Senzarius stod bag pigen. Hans øjne var fyldt med små dråber, der smældede, fordi hans glødende øjne fik dem til at koge.
   Efina snurrede rundt. Som en lydløs tornado.
   Så hang hun om halsen på sin far og knugede sig ind til ham. Han holdt forsigtigt om hende.
   "Hun er fæl," hviskede Ravna til Danny,
   Danny spekulerede på, hvorfor Senzarius havde kaldt sin datter en perleånd. Måske havde han ment "plageånd," men det gav nu heller ikke mening.
   Senzarius løsnede forsigtigt den lilles greb.
   "Det her er min datter," oplyste han overflødigt og tilføjede: "min lille perleånd, hvis sjæl nu lever i perlernes skygge og kun kan blomstre en sjælden gang, når jeg snapper en krumme fra en havfrues ånde blandet med en bloddråbe fra en døende sømand."
   "Er jeg døende? Vil du slå mig ihjel for at redde det lille spøgelse der? Du kan tro nej, dit bæst."
   Danny knyttede næverne. Han var nøgen og våbenløs, men uhyret skulle ikke tro han lod sig dræbe uden kamp. Det var synd for gespenset, men hvad kom hun ham ved?
   Han følte Ravnas hånd på sin skulder. Beroligende.
   Hun kom med et forslag: "Hør nu på ham, før du kvæler ham, sømand."
   En lille, stram krusning bøjede Senzarius læber lidt nedad.
   " Jeg har allerede fået min krumme," sagde han, "jeg nappede den fra Ravnas portenia. Hun brugte den til at give dig liv, da du var ved at drukne. Spidsen stak et lille hul i dit øre og en dråbe blod blandede sig med en rest mikstur. Den tog jeg. Og siger tak til. Men min datter kan ikke blive her længe. Mad behøver hun ikke, men måske vil du lege lidt, min skat, eller blot sidde hos mig, mens vi snakker sammen. Vores to gæster hedder Ravna og Danny. Kan du gætte, hvem der er hvem?"
   Efina fnisede barnligt, pegede på Ravna og sagde: "Det er Danny. Pegede på Danny med en finger på den anden hånd: "Og det er Ravna, men halen er væk. Men det er bare lige omvendt, ikke osse, far?"
   "Jo," klukkede Senzarius, og et øjeblik var hans øjne rolige og glade.
   "Jeg vil se lillebror," sagde Efina og det var som om sorte skyer gled hen over Senzariusses øjenæbler. Han lod den lille glide ned og hun svævede let hen til den ene beholder, slog sine arme om den og kyssede glasset. En pludren flød ud i rummet.
   Dany havde set mange mærkelige måder at være far på, men den her var ligegodt den særeste. Den gamle måtte godt ryste op med en forklaring.
   Så kom det: "Det skærer i mig at se dem på den måde, men det er alt, hvad vi har. Og det er din slags, der er skyld i det, Danny. En gang var havene i magisk balance. Der var føde nok og ikke flere strømme af lidelse end vi kunne klare.Men siden I blev så mange, er vandet næsten tappet for føde og til gengæld, hvism an kan sige det sådan, fyldt med strømme af negativ energi. Ingen kan dæmme nok op for det, hverken feerne, elverne, beviakkerne eller vi blåfolk. Ingen. Og I mennesker vil ikke.
   Sammen kunne vi gøre det, Danny, sammen. Ikke du og jeg, men alle vi nogenlunde intelligente væsner."
   "Aha," sagde Danny og fattede ikke et kuk.
   Senzarius åbnede sine hænder. I hver af dem havde han nu en stor, blank, blå perle.
   "Dette er Efinas øjne," sagde han,
   "Så giv hende dem," foreslog Danny. Hvor svært kunne det være?
   Senzarius sukkede dybt: "Så nemt er det ikke."
   "Nå nej, det er det vel ikke."
   Der var et eller andet uldent ved det her. Der var nogen havvæsnet ville have ham til at gøre, og han måtte hellere høre, hvad det gik ud på. Måske vankede der en belønning. Måske stor nok til at han kunne gå i land og vende hjem som en rig mand? Så ville mor nok gøre store øjne. Hvis hun da levede endnu?
   Senzarius fortsatte: "Altså. Det er en lang historie, forstår du vel. Det forstår I vel begge to?"
   "Jeg forstår det godt," påstod Ravna og mavede sig lidt frem, så hun igen kunne få underkroppen i vand. Nu havde de det ellers lige så godt, men de kunne jo ikke gå videre, så længe havvæsnet og hans unger var her,
   "Jeg forstår det også," sagde Danny hurtigt. Og det gjorde han, Klart at der måtte være en lang historie forud for det her, men Senzarius måtte gerne fatte sig i korthed og komme til sagens kerne.
   "Min lille pige er i en slags dvale. I mennesker ville måske kalde hende - et - et - genfald - øh -"
   "Et spøgelse," foreslog Danny.
   Senzarius nikkede. Han så forpint og tænksom ud.
   Den lille Efina var hoppet ned i kolben. Hun var skrumpet ind og sad med et spædbarn i favnen.
   Hvor mon ungernes mor var? Død?
   "For at mine to børn igen kan leve rigtigt og hele tiden, må øjnene fyldes med energi fra alle de rette væsner."
   "Du sagde lige det er din datters øjne," blandede Ravna sig, "hvordan kan de hjælpe barnet i kolben?"
   "Ti nu stille," snerrede Senzarius, "Det her er svært at tale om. Det flår i mig, Det gør ondt. Og så skal jeg også både forkorte det hele, og forklare det gennem en oversætter, så I begge to fatter det. Jeg kan ikke samle mig, når du skvadrer som en havtaske."
   "Faar, jeg kan ikke lide, når du råber," lød det fra kolben, Efinas lille hoved stak op af den.
   "Undskyld, lille skat. Far er ikke vred. Far er bare ked af det."
   "Vi lytter med, far. Fortæl far."
   Så prøvede Senzarius igen:
   I den anden kolbe er der små aftryk af alle de vigtigste væsner. Alle der har overordnet indflydelse på denne forbandede klodes magi. Jeg springer over at forklare, hvordan det er gået til, men hvis du går hen og kigger, sømand, vil du se dem. Det kan du gøre om lidt. Bliv bare siddende. Du har jo ikke noget tøj på. Og her er altså børn til stede."
   "Undskyld, " mumlede Danny, trak tæppet helt tæt om sig og satte sig igen.
   Godt kammeraterne var langt væk, ombord på Casetta. De ville drille ham til evig tid, hvis de vidste han havde undskyldt noget.
   "Hvor kom jeg til," småsydede Senzarius.
   "Øjnene," mindede Ravna ham om.
   "Javist, ja - Efinas øjne. Jo, hun ser for dem begge. Lille Gluterik er skabt af hendes blik og omsorg. Når min lille pige igen ser, blomstrer alle verdenshavene. Altså i overført betydning, de forvandler sig ikke til en blomstereng. Men koraller og - nå, det var den korte version. Jo, altså i tidernes morgen herskede Den Store Moder over denne planet, Sakurius, og søstreplaneten, Anarkat. Hun fordelte alt ligeligt mellem sine skabninger, sine børn. Men så kom feerne til. De havde hver deres favoritter. De kunne ikke enes med vi blåfolk, så vi blev forstødte. Det gik dog alligevel. Der blev indgået aftaler mellem de øverste feer og vort folks fyrste. Vi blåfolk lavede en alliance med sortelvere og warmirere, altså mennesker, Sakurius-folk, ikke jordlinger."
   "Åh nej, ikke mere old-ævl." hviskede Ravna. Hun var krøbet tilbage til ham. Nu snuppede hun en flig af tæppet og trykkede sig tæt ind til ham.
   "Da jordlingerne kom," fortsatte Senzarius med en smule forhøjet stemmeleje; herskede således Karanga på Anarkat og på Sakurius Belkin, men menneskene jagtede alle andre, både fremmede arter og hinanden. Da Karanga ville mægle slog de hende ihjel.
   På det tidspunkt var der syv beviakker tilbage. De stjal en rumkapsel - noget jordlinge-bras - og fløj til Anarkat, hvor de ophøjede sig til Guder. På Jorden var Belkin blev forjaget til et gangsystem under jorden, hvor han stadig vogtes af lyselvere. Karangas to børn har bosat sig på Sakurius, men uden at være særligt agtede af ret mange menensker. Urzulga lever på sit slot i sin ensomme krystalverden og Tranquel surmuler et eller andet sted i de blå bjerge.
   Og - nu kommer jeg altså til det rigtigt interessante, så jeg håber ikke, I er faldet i søvn?"
   "Snork pyh," grinede Danny og tilføjede hurtigt: "Selvfølgelig ikke. Vi lytter."
   "Godt, sømand, godt - for lige om lidt, giver jeg dig de her perler. De er dine, hvis du gerne vil hjem til din egen verden. Du skal bare gøre mig en lille tjeneste. Hrm - nej, faktisk en stor tjeneste, men du vil blive rigt belønnet."