Før havde der været alt for mange ord, nu var der ingen tilbage. Hun stod op og lavede morgenmad uden at sige noget. Han kom stille ud til hende, men begge prøvede kun at kigge, når den anden så væk. Teltet var ikke stort nok til, at de kunne holde sig langt fra hinanden, så han rejste sig for at gå en tur. Hun blev tilbage ved bålet, og når han kommer tilbage, vil hendes eneste ord til ham være klager over, at han aldrig hjælper til.
   De pakkede teltet sammen og gjorde klar til at gå videre, uden at sige mere end de havde gjort de andre dage. Han kunne se, at hun havde grædt, men sagde ikke noget. Stilheden lå tungt som de truende skyer over dem. Ingen af dem kunne finde på noget at sige, selvom der var så meget at forklare. De var taget af sted for at genfinde hinanden, men de havde fjernet sig mere og mere fra hinanden, som turen skred frem.
   Måske var det begyndt, da han havde en affære med sin sekretær, eller måske var det, da hun begyndte at gå til fester uden ham. Måske var det allerede dengang han holdt op med at kommentere hendes udseende og holde døren for hende, måske var det, fordi hun altid arbejde i weekenderne eller fordi han aldrig var der om morgenen. Det var jo ikke hans skyld. Ikke alene. Men det var heller ikke hendes. Han kunne ikke huske, hvornår han var holdt op med at drømme om hende, han kunne ikke huske, hvornår han var begyndt at tænke på andre, når de var sammen eller hvornår de var holdt helt op med at være sammen. Måske havde han savnet det i begyndelsen, men der havde været så meget arbejde, at han efterhånden havde glemt det. Men hun betød vel stadig noget for ham, gjorde hun ikke?
   De fulgte ruten som de havde planlagt sammen, inden de tog af sted, forbi de steder hun gerne ville se, gennem de områder han gerne ville besøge, men ingen af dem talte. Om aftenen satte han telt op, mens hun lavede mad. Det var nemmere, når de ikke behøvede at se på hinanden. Bagefter lagde han mere brænde på bålet.
   "Det kan ikke blive ved sådan her"
   Han så op på hende. Hendes ansigt var oplyst af ilden og hendes øjne virkede som to glødende huller.
   "Hvad mener du?"
   "Vi kan ikke fortsætte sådan her, det føre ingen vegne"
   "Hvad vil du så?"
   "Vi bør tage tilbage til byen. Derfra kan jeg finde et lift hjem. Jeg tager tilbage til min lejlighed"
   Han svarede hende ikke. Hendes øjne var rettet mod jorden foran bålet. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Han burde nok sige noget, føle noget, men der var ingenting. Hun tog kortet frem og fandt den nærmeste by. Det ville tage dem næsten en hel dag at nå frem, hvis de begyndte at gå i den retning fra solopgang. Det var ikke derfor, de var her. Det var for at slippe væk fra alle de andre, fra byen, arbejdet, stressen og teknologien. For at finde fred og for at finde hinanden. Nu ville de bare finde tilbage, tilbage til alt det, de var flygtet fra, væk fra hinanden.
   De sov side om side i teltet med ryggen til hinanden. Stilheden stod som en mur mellem dem. Han sov kun ganske lidt og fornemmede, at også hun var vågen. Det begyndte at blæse og de kunne høre regnen, der slog mod teltdugen. Yderteltet flagrede i den voldsomme vind, men blev holdt fast af de solide pløkker. Næste morgen blæste det stadig og regnen havde taget til. Mørke skyer dækkede himlen i alle retninger og regnen slog tungt mod teltet. Alligevel lykkedes det ham at tænde et lille bål til morgenmaden.
   "Jeg går ud efter brænde"
   Han vidste ikke helt, hvorfor han sagde det. Det var nok mere for at høre det selv, end for at hun skulle reagere. Det gjorde hun heller ikke, sad bare ved bålet og stirrede tomt ud i regnen.
   Han havde været væk i to timer, da det første lyn dansede over himlen nogen kilometer fra hende. Hun kiggede ud af teltet. Vinden tog hele tiden til og regnen faldt stædigt. Der var en storm på vej og det fik hende til at bevæge sig for første gang i lang tid. Hun var stiv i kroppen, men ville ikke have vist det, hvis han havde været der. Vinden sled i teltet og hun gik ud for at sikre sig, at det stod ordentligt fast. Regnen slog mod hende som hagl og vinden væltede hendes næsten omkuld. Selvom det stadig var eftermiddag, havde mørket lagt sig over hele området. Selvom hun forsøgte, kunne hun knapt se fem meter frem for sig. Hvor var han? Ville han kunne finde tilbage til teltet i det her vejr?
   Regnen fortsatte dagen ud. Hun kiggede hele tiden på sit ur. Hvorfor var han ikke her? Var han kommet til skade? Havde han brug for hendes hjælp? Men hvordan skulle hun finde ham i det vejr? Flere gange rejste hun sig og gik udenfor teltet for at kigge efter ham, men det eneste hun opnåede var et blive gennemblødt og koldere end før. Hvad skulle hun gøre?
   Udenfor forblev mørket uigennemtrængeligt, men på uret kunne hun se, at aftenen nærmede sig. Aftenen og natten. Snart ville det blive koldere og mørkere. At være ude i sådan et vejr var livsfarligt, de havde altid sørget for at være i sikkerhed i teltet, inden natten kom med sine iskolde kløer og gjorde krav på alt, der ikke havde fundet ly og varme. Hun havde taget det meste af sit tøj på og sad i den åbne teltdør for at kigge efter ham. Det var koldt og når vinden blev virkelig krads, kom der regn ind på hende, men det meste af hendes tøj var allerede vådt og hun var ligeglad. Hun havde prøvet at tænde bålet igen, men selv om hun havde flyttet det ind under forteltet, så det ikke blev vådt, gjorde vinden det umuligt for det våde træ at fænge. Hun havde opgivet det nu, måske fik hun brug for brændet senere.
   Natten kom og gik uden meget søvn. Regnen trommede mod teltet som utålmodige fingre, som om de forventede, at hun ville gøre noget, men hun vidste ikke hvad. Stadig ingen andre i syne og intet lys. Hvis hun gik ud, ville hun så selv kunne finde tilbage til teltet? Lommelygten var ikke til meget hjælp i det forfærdelige vejr, da hun havde været ude med den kunne den kun oplyse nogen få meter frem og det eneste hun havde kunnet se i lyskeglen, var regnen, der stod som pæle fra jorden til himmelen.
   Efterhånden som det blev koldere, holdt hun op med at gå ud og kigge. Vinden truede med at skubbe hende ned omkuld, hvis hun var for længe ude og vandet prøvede at drukne hende, uden at hun opdagede det. I dette vejr virkede det som om, at naturen ikke ønskede, at de skulle vende tilbage til byen. Som om tundraen ville straffe dem for at være trængt ind på dens enemærker. Derfor blev hun siddende i teltets åbning og kiggede ud gennem insektnettet. Der var nok ikke nogen insekter ude i dette vejr, men det føltes rart at have noget mellem hende og stormen, næsten som et skjold.
   Et lyn slog ned i nærheden og hun var sikker på, at hun kunne høre lyden, da den kampesten det slog ned i flækkede midt over. Der var ikke mange sten på tundraens flade sletter, men de der var, var store nok til at man kunne klatre op på dem og se ud over hele området. Hun vidste godt, at lyn var en voldsom energi, men hun havde aldrig forestillet sig, hvordan det splintrede de store sten, der som det eneste tårnede sig op i landskabet. Kort efter lød braget, det øresønderrivende brag, da varmen i lynet fik luften til at eksplodere. Hun nåede ikke engang at tælle til to, lynet var forfærdeligt tæt på. Og han var ude i det. Hun var ikke en kristen person og gik næsten aldrig i kirke, men alligevel sad hun med foldede hænder.
   "Lad ham være okay, åh gud, lad ham komme tilbage! Jeg tilgiver alt, hvis bare han kommer tilbage"
   Hun messede de samme ord igen og igen, som om de fik mere effekt, hver gang hun sagde det. Den ubrugelige nødhjælps mobil lå i hendes skød. Intet signal kunne trænge gennem stormen. Vinden sang i bardunerne og hev i teltet med sine grådige fingre, krævede at også hun kom ud i det livsfarlige vejr og blev overvældet af de våde strømme fra himlen. Hun kunne næsten høre stemmer i vinden. Nogen gange mente hun, at det var hans stemme, den kaldte på hende, men hver gang hun kiggede udenfor, så hun kun regnen og enkelte lyn, der slog ned over det flade område.
   På en normal dag ville solen være begyndt at hæve sig over det flade område. Solopgangen over tundraen var tit blevet omtalt som et af de smukkeste syn i verden, men ingen af dem havde lagt synderligt mærke til den. De havde haft for travlt med at undgå den anden og virke optaget af langt mere interessante ting. Engang havde hun drømt om at se sådan en solopgang, dengang de havde været yngre og forelskede. De havde talt, om hvordan de ville sidde sammen i solopgangens lys og spise morgenmad, drikke vin eller bare holde om hinanden. Men regnen faldt for tungt til at solen overhovedet kunne ses, og lige nu havde hun svært ved at forestille sig, hvordan den nogensinde kunne trænge igennem de mørke skyer.
   Hen mod eftermiddagen hylede den sorte vind stadig, men regnen stilnede en smule af. Ikke meget, men nok til at hun kunne gå udenfor og se sig om. Teltet stod stadig, men det meste andet i området var blevet væltet af vinden eller skyllet væk af regnen, små sten var blevet flyttet mange meter hen over heden, grene var blevet revet af de små buske og lå spredt i området, vandløbene havde ændret retning, så hun næsten ikke kunne kende det igen. Læsejlet var væltet og blæst flere meter væk fra teltet, hvor det lå halvt begravet under mudder efter regnen. Resterne af bålet var spredt hele vejen ned af bjerget og de tasker, hun ikke havde fået ind, var gennemblødte og spredt ligesom bålet. Kun de store sten der lå i området havde ikke flyttet sig, som var det dem, der holdt den flade tundra på plads, som småsten holder et tæppe nede med deres ringe vægt. Hun kunne næsten se, hvordan tundraen ville blæse bort i vinden som en dug, hvis de blev fjernet.
   Ingen spor efter ham. Hun trak vindjakken sammen om sig, da de første solstråler i to dage brød gennem de mørke skyer over hende. Selv solen virkede bleg og svag, som om den frygtede, at skyerne og vinden ville vende tilbage for at tage over igen. Fra det flade område, hvor de havde slået lejr, var der godt udsyn over det meste af tundraen og de enkelte klipper, der lå spredt i området. Havde han søgt ly bag en af dem? Havde lynet ramt nogen i nærheden af ham? Hvor var han nu? Mens spørgsmålene flagrede i hendes hoved, som fangede fugle, begyndte hun at samle deres ting sammen. Hun måtte gå frem og tilbage mange gange for at få det hele med, men efter noget tid var det hele på plads igen. Intet at det var til meget nytte, da det var dækket af mudder og vand. I området omkring lejren lykkedes det hende at finde nogle halvtørre grene, som hun lagde på bål stedet. Hun tændte bålet igen, så han kunne finde vej tilbage. Så satte hun sig til at vente.
   Han havde set hende for sig hele natten. Hendes ansigt i hver sky, hver sten, hver busk. Hendes øjne, der fik ham til at holde ud og kæmpe videre. Han gik gennem det fugtige landskab med tunge skridt. Hans tøj var vådt og han var træt. Han havde ikke sovet, frygten for ikke at vågne igen havde holdt ham oppe. Det blæste stadig svagt og den kolde vind gjorde det endnu mere ulideligt at have det våde tøj på. Regntøjet havde holdt det meste af vandet ude, men alligevel var noget trængt igennem. Hans bukser klæbede til benene flere steder og han kunne høre sine bevægelser i de små svup, der kom fra skoene. Han følte sig så træt, hans krop føltes tung. Måske var det bare fordi, tøjet var tungt af vand, men selv uden det ville han nok have følt sig tung.
   Han vidste ikke, hvor han var. Det havde været umuligt at orientere sig i mørket og nu vidste han ikke, hvor han var kommet fra. Han gik bare. Gik hen mod et svagt lys i det fjerne. Var det bare solen, der blev reflekteret i en blank sten eller et vandløb eller var det noget fra lejren? En gryde som genspejlede solens svage stråler eller et bål? Han kunne ikke gøre andet end at gå. Gå hen mod der, hvor han mente lejren ventede. Området havde ændret sig så meget, han kunne ikke kende noget. Og dog, den klippe der - havde han ikke set den før? Nej, det kunne ikke være den, den var ikke flækket ned på midten på den måde. Det ville han bestemt have lagt mærke til. Ville han ikke?
   Han syntes alligevel at kunne kende den måde stenene stod i forhold til hinanden. De havde gået her i går. Ja, nu var han sikker. De havde fulgt den smalle passage mellem to klippeblokke, forbi et vandløb. Der var stadig et vandløb, men nu løb det en anden vej rundt om klippen. Det var også større end dagen før. Det måtte være på grund af regnen.
   Nu kunne han se røg. Bålet! Hun måtte have tændt det, så han kunne finde tilbage. Det havde været den længste nat i hans liv og han havde tænkt på, hvad han skulle sige til hende i de mange ensomme timer, mens vinden hylede omkring ham og regnen faldt, men nu, hvor han endelig kunne se lejren igen, begyndte han at tvivle...
   Hun rejste sig så hurtigt, at tæppet faldt af hendes skuldre. Han var på vej hen mod hende, våd og træt, men i live. De omfavnede hinanden, så snart de var tæt nok til at kunne røre hinanden, deres læber søgte hinanden, deres hænder alt andet. Uden et ord og uden at nogen af dem rigtig valgte det, endte de i teltet sammen.
   De faldt i søvn i hinandens arme og sov til solen stod op næste dag. De følte sig begge akavede og vidste ikke, hvordan de skulle forholde sig til hinanden. Ingen sagde noget, begge tænkte over, om de seneste dage overhovedet havde ændret noget. Uden rigtigt at snakke sammen, pakkede de deres ting sammen og begav sig mod byen. De gik side om side med hver deres våde bylt på ryggen, mens deres tanker bevægede sig tættere end deres kroppe. Solen hang over dem og forsøgte, næsten opgivende, at tørre det gennemblødte landskab. Om få dage ville der ikke være andre spor efter stormen end revnen i den store klippeblok, som lynet havde ramt. Med tiden ville også det forsvinde, stenen ville forvitre og bliver til sand, og til den tid ville alt dette være lige meget.
   De nåede først byen hen under aften. Hun ringede efter en taxa, mens han indlogerede sig på byens eneste hotel. De sagde ikke farvel og hun sagde ikke mere om, hvor hun tog hen.
   Tre dage senere sad han alene i lejligheden med et glas af hendes rødvin. Der var stille omkring ham, som der havde været siden han kom tilbage. Han samlede sin mobil op og tastede et nummer, det eneste nummer han kunne udenad. Den ringede tre gange, før hun svarede.