Men lad mig fortælle lidt om min baggrund.
   Jeg er født i 1953 i Esbjerg som den ældste af min fars 3 børn og nr. 4 af min mors. Jeg har fået fortalt, at min far blev ellevild, fordi han havde fået en datter, der for ham var det bedste af alt.
   Børn husker i klumper, så derfor er det meget i brudstykker, jeg husker.

Jeg kan egentlig ikke huske ret meget omkring min mor fra min barndom. Hun var en stille genert kvinde, der gjorde sit bedste for at holde styr på min vilde og uregerlige far og os 3 børn.
   Jeg husker også, at hun i lange perioder var syg og indlagt. Min mor blev i alt opereret 9 gange i underlivet, mens jeg var barn. Hun døjede meget med mavesår og tarmslyng. Hun fik i alt fjernet 2/3 af mavesækken, så hun var nødt til at spise lidt og ofte.
   Når hun var indlagt, kom der noget, der hed en "husmorafløser" for at passe os, lave mad og gøre rent. Men det endte såmænd altid med, at min far blev tosset og smed dem ud. Jeg har ingen erindring om, hvad der så skete, men vi klarede os jo på en eller anden måde. Jeg kan svagt huske, at jeg en gang passede mine to yngre søskende i en hel måned og derfor ikke kom i skole. Min søster, der var 5 år yngre, var ikke startet i skole på det tidspunkt, så jeg har ikke været ret gammel.
   I min barndom knyttede jeg mig meget til min far, der var mit faste holdepunkt, når min mor var så meget væk.

Da jeg var et par måneder gammel flyttede mine forældre ud i et lille bitte kolonihavehus i den nordlige del af Esbjerg. Jeg kan stadig svagt erindre det, selv om jeg kun var ca. 3½ år da mine forældre byggede en lille villa på grunden. Kolonihavehuset, der var af træ blev fragtet væk på en stor blokvogn og min far lavede et drivhus på fundamentet. Et drivhus med brændeovn og skorsten. Det var ikke set før. Jeg har heldigvis en del billeder fra det første hus, der kan hjælpe mig med at fastholde, at det var altså kun 20 kvadratmeter stort. Men jeg husker det, som en god og tryg tid.
   Især når min farmor og farfar kom på besøg sammen med min fars 4 søskende. Så var der liv og glade dage. Min mor var enebarn og jeg havde ingen kontakt til min mormor og morfar de første 8 år af mit liv. Min mor havde afbrudt kontakten med dem, da hun blev skilt fra sin første mand.

Jeg var en lille speciel pige, der legede og snakkede med sig selv i mangel af andre legekammerater. Grunden lå lidt udenfor den nordlige del af Esbjerg, så der var ikke andre børn på det tidspunkt. Men jeg havde det fint i min lille fantasiverden og havde ikke behov for kontakt med andre børn. Jeg havde jo min far. Han var så god til at fortælle historier og vi legede godt sammen.

Vi opfandt et usynligt barn. "Beb" som barnet hed, lavede en masse gale streger, som jeg aldrig kunne finde på. På et tidspunkt synes min mor at nu kunne det være nok. Hun lavede en "Bebdukke" til mig så vore omgivelser ikke kiggede så underligt, når jeg gik rundt og talte med "Beb" som de ikke kunne se.
   Jeg tror, at det bare var et udtryk for at jeg havde en livlig fantasi. Det største problem var nok at min far også gik rundt og snakkede til "Beb"

Min bror blev født, da jeg var 2½ år gammel. Jeg kan ikke huske det, men det kan min faster. Min far skældte ud og skabte sig, fordi det var en dreng. Og den indstilling kom til at præge alle kommende drengebørn i familien, heriblandt mine fætre og mine egne to sønner.
   Min far kunne ikke lide drenge og lagde overhovedet ikke skjul på det.
   Jeg kan så tydelig huske, da min søster blev født. Min far dansede rundt på gulvet og råbte:
   "Det blev en pige, det blev en pige."
   Jeg fandt aldrig ud af, årsagen til at min far havde så stor antipati mod drenge. Jeg har senere fået fortalt at hans mor brændende ønskede sig en pige men da min far blev født som dreng nr. 3 blev han behandlet som en pige, lige indtil hans søster kom til verden 5 år efter. Måske ligger noget af årsagen der.

Min far kørte motorcykel og en aften kan jeg huske, at der stod to betjente i stuen og fortalte, at han var kørt galt. Han havde ikke haft styrthjelm på, men var endt i en hæk, der havde taget det værste, Men han havde næsten mistet det ene ben og havde fået kvæstelser i hovedet.
   Jeg så først min far 1½ år senere, da han blev udskrevet fra sygehuset. Dengang måtte børn ikke komme ind på sygehuset. Men jeg kan huske, at jeg savnede ham forfærdeligt.
   Jeg kan simpelthen ikke huske hvem, der passede os. Jeg kan kun huske, at min mor engang imellem tog mig med i bussen ind til sygehuset. Jeg blev så placeret på en stol ude i gangen og fik besked på at blive der, til hun kom tilbage. Jeg kan tydelig huske at jeg kedede mig og kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke måtte komme med ind til min far.
   Jeg var ikke gammel nok til at være bevidst om at han det sidste år af sin indlæggelse, faktisk var indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Om kvæstelserne i hovedet måske havde givet ham varige mén, tænkte jeg ikke over som barn, men som voksen, har jeg da tit tænkt på det. Men sådan noget snakkede man ikke om i familien.

Der blev efterhånden bygget store villaer i kvarteret og ret velstående folk flyttede ud til området, der nu var blevet et attraktivt sted at bo. Kolonihavehusene forsvandt et efter et.
   Og med de nye beboere kom der flere børn og dermed også legekammerater.
   Da jeg startede på Spangsbjergskolen, holdt jeg mig stadig en del for mig selv og de fleste af mine venner var "dem de andre, ikke måtte lege med". Højdepunktet var, når sigøjnerne kom til Dyrskuepladsen og børnene blev sendt i skole de måneder af året, de var her. Min bedste veninde hed Isabella, men jeg måtte lege med hende i skjul, for at mine forældre ikke skulle opdage det. De opfattede ikke sigøjnerbørnene som "godt selskab".

Isabella var ikke god til det boglige, men hun kunne banke alle drengene på skolen, hvis de generede mig eller min lillebror.
   Og det skete ofte, fordi min bror var meget mørk i huden i forhold til de andre børn. Han var også det, man i dag, ville kalde for lettere sent-udviklet. Han var meget naiv og tog ofte skylden for det, de andre lavede af gale streger - fordi "man sladrede jo ikke om sine venner".
   Men når Isabella og jeg passede på ham, turde de ikke drille ham. Jeg var godt nok lille og spinkel, men også kendt for mit iltre temperament, når nogen generede os. Så var der ikke ret meget tilbage af den stille rolige pige.

Men rent menneskeligt, kom samværet med sigøjnerne til at betyde meget for mig. For jeg så et helt andet menneskesyn. Her var ingen, der så skævt til mig eller syntes at jeg var underlig, fordi jeg holdt mig for mig selv, men de accepterede mig, som den jeg var. Og det sammenhold og fællesskab jeg mødte der, var nyt og fascinerende for mig, der boede i et samfund, hvor det var meget vigtigt, om du boede på den "rigtige" eller den "forkerte" side af vejen.
   Og det var forbudt og derfor ekstra spændende at omgås dem. Og Isabella havde nogle spændende brødre med dejlige mørke øjne. Jeg sværmede rigtig meget for hendes storebror, Tito. Vi nåede aldrig at blive kærester, for da jeg var 14 år, blev Tito sendt af sted til noget familie i Spanien, hvor han skulle lære at blive artist. Men jeg drømte længe om de dejlige brune øjne.

Andre mennesker syntes, at min far var" underlig". Han havde sine egne markante og ret racistiske meninger, især om udlændinge og grønlændere. Han var født i Skjern af danske forældre, men havde boet i Tyskland i slutningen af 30'erne. Han havde indimellem lange perioder, hvor han kun talte tysk til os. Det har muligvis været en eftervirkning af ulykken, men det blev aldrig afklaret. Fordelen ved det var, at jeg kunne tale og forstå tysk længe inden, jeg kom i skole.
   Min fars familie var også præget af samværet med mange tyske venner. Så vi hørte det jo hele tiden rundt om os, i fjernsynet og ikke mindst i byen i turistsæsonen.
   Selv i dag, selv om jeg skal bruge længere og længere tid til at omstille mig til tysk i tanke og ord, opfatter jeg stadig tysk som mit andet modersmål.
   Jeg var meget stolt af mit tyske navn. Der var ingen anden, der havde det navn. Det var med til at gøre mig til noget særligt.
   Men det var altid med bange anelser, at jeg havde min far med til møder på skolen. For jeg vidste aldrig på forhånd, hvad han kunne finde på at sige. Og jeg hadede, når de andre forældre trak på smilebåndet af ham og rystede på hovedet. Og hans idéer var slet ikke tossede, men passede bare ikke ind i opfattelsen af hvad børn skulle beskæftige sig med i skolen.
   Specielt husker jeg, at han ved et forældremøde om en lejrskole tur, hvor han foreslog at vi opsøgte et bestemt museum og så en udstilling om dansk kultur. Der blev grinet højlydt af ham.
   I dag kunne det indgå som et naturligt indslag.

Da min far blev ældre blev han mere og mere excentrisk. Min mor havde sit hyr med at holde styr på ham, på økonomien og det daglige. Min far havde sit eget firma, hvor han reparerede kølere til biler. Men han kunne godt finde på at lade folk slippe for at betale for det arbejde, han havde lavet hvis de snakkede godt for det og det blev udnyttet. Så det var ikke altid, at økonomien var så god.
   Når der så kom penge ind, skulle min mor skynde sig at få fat i dem, for ellers brugte han dem i løbet af ingen tid og havde ingen forståelse af, at der var regninger der skulle betales og at der skulle mad på bordet. På et tidspunkt begyndte han at drikke, men passede alligevel stadig sit værksted.

Han blev mere og mere hidsig med tiden og det gik ud over mine to yngre søskende. På et tidspunkt blev min søster som 13-årig anbragt uden for hjemmet, fordi min far truede med at ville skyde hende. Hun var hoppet ud af vinduet en nat sammen med min lillebror og var taget til fest. Hun havde fået for meget at drikke og var først vågnet næste morgen. Så turde hun i hvert fald ikke komme hjem.
   Min far havde gemt sine to pistoler, men min mor havde fået fat i patronerne og gemt dem.
   Nogen havde hjulpet min søster hen til bestyreren for KFUM og hun kontaktede de sociale myndigheder.
   Da min mor på et senere tidspunkt fandt pistolerne, afleverede hun dem til politiet.
   Min søster tog realeksamen på kostskole og kom derefter på et internatgymnasium i Nordjylland. Hun flyttede aldrig hjem igen, men opnåede da som voksen, et rimeligt forhold til min far med tiden.

Jeg oplevede ligesom det hele udefra, som en slags tilskuer. I min fars øjne kunne jeg ikke gøre noget galt og det har jeg da sikkert udnyttet. Jeg var bestemt ikke nogen nem storesøster, kan jeg godt se nu.
   Mine to yngre søskende holdt altid sammen og turde ligesom gøre oprør.
   Mit oprør skete mere i det skjulte, så derfor beholdt jeg min særstatus i min fars øjne. Det gav sig f.eks. udtryk i, at jeg ville uddanne mig til bakteriologisk laborant i stedet for kemisk. Jeg var nødt til at flytte til Åbenrå for at tage den bakteriologiske del. Den kemiske kunne jeg nemlig have taget i Esbjerg.
   Jeg var 20 år dengang og den eneste, der boede hjemme. Jeg kunne simpelthen ikke flytte hjemmefra, uden at der var en udefrakommende årsag. Hver gang jeg bragte det på bane, græd min mor og min far blev vred og så blev det droppet.
   Jeg ved ikke, hvorfor det var så svært for dem at slippe mig, men jeg husker tydeligt hvor presset og indelukket, jeg følte mig. Min far vogtede over mig som en høg og sørgede for, at ingen drenge fik en chance for at komme i nærheden af mig. Så jeg var faktisk ret gammel, inden jeg fik lov til at prøve om vingerne overhovedet kunne bære.
   Jeg var 20 år, inden jeg smagte min først øl, 20 år gammel inden jeg var på diskotek for første gang, 21 inden jeg fik mit første kys osv. Så det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg blev gift som 21-årig med en mand, som min far i hvert fald ikke brød sig om.

Men efter jeg blev voksen, begyndte mange af brikkerne at falde på plads. For som barn oplevede jeg tingene med andre øjne. Men som voksen kunne jeg konstatere, at nogle af de ting, som jeg havde fået fortalt som barn, ikke rigtig havde hold i virkeligheden.
   Dette rystede min selvopfattelse meget, for det var ligesom mit fundament, der blev trukket væk.
   Jeg har her haft utrolig stor hjælp af min ældre halvsøster, som er den ældste af de 3 børn fra min mors første ægteskab.
   Jeg har først fået rigtig god kontakt med hende for ca. 4 år siden. Hun er 12 år ældre end jeg og har kunnet vurdere, alt det der skete dengang på en anden måde, fordi hun var ældre. Vi har aldrig boet i samme hus. Min søster er vokset op hos min mormor, som jeg som tidligere fortalt, først fik lov til at møde, da jeg var 8 år gammel

Jeg havde altid fået fortalt, at min mors første mand havde fundet en anden og da hun blev gravid, valgte han at forlade min mor.
   Som barn tænkte jeg ikke over, at det var underligt at min yngste halvsøster, der var 3 år på det tidspunkt, var flyttet med sin far og de to andre var opvokset hos min mormor. Jeg mødte, som sagt først min mormor og mine halvsøskende, da jeg var 8 år gammel. Men et barn tilpasser sig og accepterer tingene, som de er. Så det tænkte jeg såmænd ikke så meget over. Det var bare sådan.

Min mor havde åbenbart haft en hemmelig skuffe, som ingen kendte noget til. Jeg skulle rydde op i huset, efter min mors død og efter at min far var kommet på plejehjem. Her fandt jeg så en lille æske allerbagerst i en skuffe med billeder og breve fra tiden hvor mine forældre mødte hinanden.
   De var begge på et rekreationshjem. Min mor efter en af sine operationer og min far for at blive trappet ud af et medicinmisbrug.
   Jeg var dybt chokeret over, at finde ud af, at mine forældre havde levet i et S/M forhold. Der var både breve og billeder, der beviste det. Gennem brevene kunne jeg også læse, at min mor havde forladt sin mand og børn, fordi hun forelskede sig i min far. Det var altså ikke omvendt.
   Jeg havde godt hørt min faster og andre mumle noget om, at min far ikke altid var god ved min mor og at han slog. Men det var jo heller ikke noget, man snakkede højt om og da slet ikke med børn.
   Da jeg fandt beviserne, kom jeg alligevel i tvivl om, jeg alligevel ikke havde vidst det ubevidst, et eller andet sted. Små brudstykker af samtaler og episoder.
   Jeg har altid opfattet mine forældres ægteskab som præget af dyb gensidig kærlighed, der holdt dem sammen, selv om forholdene i familien ind imellem var ret kaotiske. Min far var helt ude af fatning, når min mor var syg og forkælede hende med sjove skøre ting, som han købte de mærkværdigste steder. Og han var ikke ked af at vise os andre, at han var glad for hende, give hende knus og synge kærlighedssange, bla om Bella Maria. Min mors kælenavn var "Bellemari".

Men jeg var chokeret.

For at få styr på alle tankerne og følelserne, begyndte jeg at interessere mig nærmere for S/M området. Læste om det på nettet og tænkte min mors afslørende breve til min far igennem, for der igennem at forsøge at finde en forståelse for baggrunden. Og jeg kunne også mærke en stor nysgerrighed, efter at det første chok havde lagt sig.
   Og dette er den egentlige baggrund, der førte til min erotiske historie her på Fyldepennen.

Jeg blev også rystet over at finde ud af, at det altså ikke kun var i 1938/39, at min far opholdt sig i Tyskland og arbejdede for det tyske postvæsen. Jo, det var rigtig nok, at han arbejdede i den periode, men da jeg fandt en soldaterbog - en tysk - hvor der stod, at han havde været i tysk tjeneste fra 39 - 41, var det pludselig et helt andet billede, der tegnede sig. Der var også en række billeder bl.a. af min far i uniform og af hans bror! Min fars storebror havde været med i samme periode og var faldet på Østfronten - på tysk side. De to unge drenge var simpelthen stukket af hjemmefra og var endt med et tog i Nürnberg.
   Men det var ikke velset i Danmark efter 2.verdenskrig og var derfor ikke noget, man snakkede så højt om.

Dette var for at give indblik i min baggrund, der altid vil være en vigtig central brik i mit puslespil, som denne historie er. Forhåbentlig vil det give et færdigt billede, når de fleste brikker er lagt.