Der var engang en kvind'skabning fra Venus og en mand'skabning fra Mars.
   De mødte hinanden et sted, man kalder Jorden.Trods den store distance, der var imellem Venus og Mars, lykkedes det dog de to at "smelte" planeterne sammen, en tid. Facinationen, de to imellem, virkede stor og uendelig.
   De nød hinandens konstallationer i lang tid. Var ikke til at adskille..

Men, som tiden gik, gik det også langsomt op for Venus-kvinden, at marsmanden var ved at forstene!
   Netop, fordi han var begyndt at glemme, hvad der skulle til for at leve, som han jo gjorde, da han lige havde mødt venus-kvinden..
   Venus-kvinden mærkede en indre frustration.. Begyndte med hammer og mejsel at banke, den efterhånden tykke forstening, af den tavse marsfigur.
   Hun vidste jo, at derinde bag denne stenstøtte, fandtes et varmt, kærligt og talende individ..
   ..Men lige meget hvor meget hun "bankede på",.. ja så ytrede han sig kun med små irriterede grynt og frastødende suk..!!
   Venus-kvinden græd højlydt og skældte ud. Forsøgte dog også at kysse og kramme, sin store forstening. Intet hjalp!
   Den, efterhånden uigenkendelige marsmand blev dog til tider blød,som ler. Men kun når der var andre marsmænd til stede. De talte nemlig samme sprog som han, hvilket irriterede venus-kvinden voldsomt..!! I et øjeblik hyggede han sig, med tilstødende latteranfald og i næste øjeblik stod han igen STIV, som en græsk gud, forseglet i marmor!

Hvordan skulle denne kvind'skabning dog finde ind til alt det dejlige, som hun mente at hun kendte så godt!!!???

Det ulmede og gnavede inde i den, efterhånden noget trætte kvind'skabning.
   Hendes, ellers så, afsmittende og glade venus-smil falmede. Den ellers altid, bløde yderside blev barket og stiv.. Hænderne slidte og ømme, af altid at banke små stenstykker af hendes uopnåelige marsmand.
   Hver gang hun troede at, NU var hun lige ved at nå ind til det bløde og rare.., tjaaa.., så samlede han bare de gamle stumper op og satte dem på plads igen..!!
   Tiden føltes som fastfrosne bølger..
   Hun befandt sig, ene og alene, i en dyb og ekkofyldt tidslomme.
   Hun grublede øredøvende over,
   hvad der, gik galt..