"Kornet høster ikke sig selv," råbte Stanarn, hendes far til hende. Men hun løb bare videre, mens hun rakte tunge af ham. Desværre fik Steran, den yngste af hendes storebrødre, senere fat i hende, og så måtte hun gå med ud i marken for at høste. Alligevel lavede hun ikke meget. Tári og Beren hjalp hende hele tiden, og hun kunne bare lade som om, hun var helt vildt træt, for så kom Tarnan eller Steran altid hen og sagde, at hun bare kunne tage en pause. Tarnan, Beren og Steran var både Tári og Iliras storebrødre, mens Edar var den bror lige mellem de to søstre. Hendes far var altid så streng, og den dag var det værre, for vejret truede med regn, så de måtte have høstet kornet, inden det var for sent. Tári havde som altid brugt hele formiddagen sammen Tarnan, fordi han var kommet til at love, at han ville lære hende at bruge en økse ordentligt. På hans ansigt kunne man se, at han fortrød det. Tári var alt for lille men alligevel stærk nok til at svinge øksen, og Tarnan endte dog med at være stolt af sit værk og af sin lillesøster. Så blussede marken pludselig op i flammer, og de almanske soldater kom. De havde lo grumt og så ned på hende. Hun forstod ikke deres ord, så hun nåede ikke at flygte, da de greb hende.
   Ilira vågnede pludseligt og så sig forskrækket rundt. Hendes åndedræt var stødvist, og hun tørrede sved af panden. Hun var ikke på den brændende mark. Heldigvis. Desværre var det ikke blot en drøm men en erindring. Ilira rystede minderne af sig og så i stedet ud over skyerne. Hun havde været absolut rædselsslagen, da hun havde set Djalhrashim, for han lignede på alle måder den drage, der havde bragt dem til Eluvinanos. Hun huskede kun alt for godt de snærende reb, der havde gnavet i hendes hud, og dragens frygtelige ånde og tænder. Derfor havde hun heller ikke været begejstret for at høre, at hun skulle op på en drage igen. Hun havde pure nægtet at komme i nærheden af de store, sorte spydhaler. Men Frerin havde sendt hende et olmt blik, og selvom hun var hunderæd for dragerne, så havde hun gjort det. For Frerins skyld. Hun var blevet meget overrasket over Esions venlige, høflige og civiliserede opførsel. Han virkede så sød, og hun havde straks skiftet mening om lige præcis den drage.
   Nu svævede de af sted over skyerne, mens Esion dovent slog med vingerne. Foran fløj Falmor på Djalhrashim og Tári på Arhez side om side, og forrest var Frerin og Hagesmekin. Hun var både lettet og vred over at være bagerst. Hun vidste, at hun ikke kunne bruge et våben, som Falmor eller Tári kunne, men hun havde styret det hele sammen med Frerin, og hun følte det, som om hun burde have ret til at flyve forrest sammen med Frerin.
   "Dine drømme er ikke behagelige," kommenterede Esion med sin rolige, dybe stemme, og han stoppede derved en tankegang, som Ilira pludselig var pinligt berørt over. Alligevel var Ilira chokeret over, at han overhovedet talte til hende om hendes drømme. At han vidste noget om dem. Esion fortalte, at hans art dannede et psykisk bånd mellem drage og rytter, så hvis hun forsøgte, så kunne hun læse hans tanker, som han kunne læse hendes. Det var en god ting under kamp, for så behøvede hun ikke at råbe noget, der ville forsvinde i vinden. Ilira havde ikke lyst til at læse dragens tanker, men lyttede alligevel til hans indre monolog.
   Tiden i sadlen havde allerede varet flere uger, og den snøvlede sig af sted. Kun få gange havde elvere sendt drager op efter dem, og heldigvis havde Arhez og Djalhrashim vist sig som fremragende krigsdrager. Når hun som nu ikke sov og havde ubehagelige drømme, så sad hun og så frem på sin storesøster. Tári havde på alle måde bevist sit værd som søster. Hun havde hele tiden, da de havde været hos elverne, brudt reglerne, der for eksempel sagde, at slaver ikke måtte tale sammen. Hver aften, når de var blevet sat ud i det lille hus, som slaverne skulle sove i, havde hun altid hvisket til Ilira på oranikansk, så hun ikke skulle glemme 'det gamle sprog'. Ilira havde nemlig hurtigt taget de elviske gloser til sig, og det havde Tári sådan set også, men hun havde holdt fast i de få ting, som mindede hende om friheden og menneskeheden. Ilira havde ikke set nogen grund til at gøre det. Hun oplevede, at elverne behandlede hende mere som en elver, fordi hun, som hendes mor altid havde sagt, havde arvet sin bedstemors skønhed. Deres lothlo, Kaélderoth, havde to sønner, der hed Eluvíron og Kor. De havde været meget betaget af Ilira, det huskede hun, men Tári havde holdt dem væk, hvilket Ilira havde hadet sin søster for. Kor, den yngste, havde foræret hende blomster, havde nydt at ae hendes hår og kalde hende Lille Sol. Tári var blevet i sin vante rolle, så Ilira kunne bare overlade hugningen af brænde til Tári og så selv bære de lette oliekrukker ind i huset. På det eneste tidspunkt, hvor Ilira havde været nød til at lave noget hårdt, var, når de skulle hugge brænde for staten i skovbrynet. Dagen efter at de elviske slaver var blevet ofret til Selendra, havde hun første gang set Frerin. Hun huskede, hvordan han havde stået som en furiøs kæmpe og hugget hårdt i træet. Hans hud havde glinset i solen, og hun huskede hans majestætiske holdning. Han havde hugget i træet med en styrke, der imponerede, og Ilira havde sendt Tári blikke for at se, om hun også syntes om ham. Men hun blot bekymret tilbage, og Ilira havde opgivet.
   "Dine følelser over for jeres leder er meget... varme?" kommenterede Esion, og det kunne Ilira kun bekræfte. Hun ville dog ikke uddybe det.
   "Hvor langt er der endnu?" spurgte hun og huskede bare at tænke det til ham. De ville være der om et par timer. Esion havde fortalt, at drager havde et slags indre kompas, så de kunne holde en kurs i blinde. Foran dykkede Frerin og Hagesmekin ned gennem skydækket, Falmor og Tári fulgte efter, og et øjeblik senere var Ilira også på vej ned gennem skylaget. Landskabet bredte sig ud under dem. Store skove og græssletter dominerede landskabet, mens byerne lignede små blækpletter på landskabet. Tænk, at det var her slaget skulle stå. Hun så ned og kunne ikke forstå, hvordan Frerins plan skulle kunne lykkedes. For hun tvivlede oprigtig talt på den. Fjenderne var der allerede. Som Frerin havde sagt. De var lige fløjet over elvernes lejr, da Ilira kunne skimte fjenden ude i horisonten. Fjenden lignede en lang hugorm, der snoede sig sidelæns gennem landskabet. Hun vidste, at det var arozerne - et brutalt menneskefolk, der havde sværget at bekæmpe 'de falske, de vandtro og de forkerte.' Elverne. Frerin havde fortalt meget om dem, og Ilira vidste, at det ikke var hans viden men noget, han havde fået af vide af Condra. Arozerne var måske årsagen til, at elverne skulle have træ, måske var arozerne også skyld i, at Ilira var blevet slave. Elverne var presset op i et hjørne af arozerne. Af mennesker.
   De landede, men først efter arozerne også havde slået lejr for natten. De var for længst fløjet over elvernes lejr, så deres lejr lå med elverne mod nord og arozerne mod syd. Esion og Arhez brølede ikke, i stedet fløj de ud på jagt. Frerin forbød tænding af bål, han forbød dragerne at brøle og bad dem dræbe deres bytte, længe inden de kom i nærheden igen. Ilira var lettet over igen at være ved Frerins side, for det var der, hun hørte til. Frerin vendte sig mod hende og så på hende med de isblå øjne.
   "Det sker i morgen," mumlede han, og Ilira nikkede. Han smilte lidt, og hun viste, at det var et oprigtigt smil. Hun havde været nær ved ham så længe, at hun kunne skille de ironiske smil fra resten.
   "Vil vi klare det?" Ilira fortrød spørgsmålet, længe inden hun havde stillet det. Hun så op i Frerins hærgede ansigt. Han havde været hærget og træt, siden de var kommet tilbage fra Sølvsøen. Han var begyndt at gnide sine øjne, men da han så ned på hende, smilte han let og oprigtigt.
   "Måske. Vi har klaret det indtil videre. Elverne siger: 'En gren knækker kun, hvis nogen eller noget knækker den'. Vi må bare knække denne gren."
   Ilira genkendte det viklomske ordsprog men ønskede ikke at rette Frerin, der havde så meget at tænke på i forvejen. Hun aede hans kind, hvor skægstubbene var blevet halvlange. Hun ønskede ikke, at han skulle anstrenge og plage sig selv på den måde. Han kunne lade hende gøre noget af det. Frerin tog hendes hånd i sin og klappede den beroligende.
   "Vi klarer det her, Ilira, og vi klarer det sammen. Alle sammen," sagde han med eftertryk.
   Hun nikkede stumt.
   Om aftenen lagde de fire venner sig tæt sammen for at få så meget varme i den kølige efterårsluft. I lejren ved Eluvinanos' nordlige grænse havde det været ualmindelig varm, men årstiden havde indhentet dem, og de lå nu alle og småfrøs i det tidlige efterårs blæst. Esion havde lovet at holde vagt, så de tre andre drager kunne lægge sig uden om menneskerne og lave læ. Derfor var det Esion, der brølede sig igennem Iliras drømme om lysegrønne birkeskove og fred. Han vækkede dem alle med et af sine øresønderrivende brød. Ilira satte sig op med bange anelser. 'Arozerne er tæt ved,' hviskede Esions stemme i hendes hoved. Forskrækket rejste hun sig op og gengav Esions ord. Dette vækkede Frerin, og Ilira kunne se, at al træthed forsvandt fra hans ansigt. Esion brølede igen, og denne gang brølede Arhez med i forventningens glæde. De to natsorte drager kunne nemt ses mod himlen, der lige så stille var begyndt at rødme. Hagesmekin og Djalhrashim var knap så ivrige efter kamp. Djalhrashim talte til Falmor, mens Hagesmekin blot blev stående tavs og afventende. Ilira vendte sig mod Frerin, der så ud, som om han lyttede til instrukser. Han mumlede noget, der lød som en forbandelse. Så var det måske ikke så slemt alligevel. Han bad alle stige i sadlerne, for nu ville det ske. Nu skulle grenen knækkes. Esion bøjede hovedet helt ned til jorden, så Ilira kunne komme i sadlen, der sad lige bag nakken på ham.
   Da de var kommet i luften, kunne Ilira se, at den sorte hugorm var begyndt at bevæge sig igen. Hun gøs. De fløj tilbage mod nord for at være i nærheden af elvernes lejr. Dette skulle klares på den rigtige måde, for ellers ville de arrogante adelselvere, der var kommanderende hæren, bare forvride sandheden, og så ville alt dette være til ingen verdens nytte. Fra en højde, der var lige mellem skyerne og jorden, måtte de bare sidde og se ned på elverne, der blev vækket fra deres søvn af arozernes krigsbrøl. Man kunne ikke høre noget så højt oppe, men Ilira kunne sagtens forestille sig, hvordan der var dernede. Fjender over alt, intet håb og masser af kaos. Sådan havde det været den eftermiddag, da almanerne var kommet til hendes landsby. Esion foretog et sving for at opfange en ny vind. Længere væk var Frerin på den gyldne drage. Falmor kaldte Hagesmekin for Achechecei, Morgendragen, og Ilira forstod udmærket hvorfor. Hagesmekin lignede en åbenbaring. En drage af guld og morgensol, der bar på menneskenes helt og befrier. Ilira ønskede næsten, at hun ville leve for evigt for at høre de kvad og historier, der ville blive fortalt om Frerin Befrieren.
   'Er du nervøs?' Esion forskrækkede hende næsten. Hun følte sin krop sitre og ryste, men om det var nervøsitet, frygt eller forventning, var hun ikke sikker på. Hun så ned. Arozerne havde det store overtag. Elverne havde sikkert samlet i små grupper, men de ville ikke kunne klare det meget mere. Hun så mod Frerin, men han gjorde ikke tegn endnu. 'De holder ikke meget endnu,' forventningen i Esions stemme var ikke til at tage fejl af. Hun lyttede til hans tanker og bemærkede, hvor dyriske tankerne var. Hans tanker kredsede omkring kamp og drab, hun så, at han var spændt helt ud til vingespidserne, og hun undrede sig over, at et så civiliseret dyr kunne have en så dyrisk og primitiv side af sig. Endelig gjorde Frerin tegn. Hun hørte Esion juble i sit indre. Så dykkede Esion ned mod jorden, da Djalhrashim og Arhez var fulgt efter Frerin. De kom hurtigt nærmere, og Esion satte kursen mod midten af arozernes styrker. Da Esion måske var halvtreds meter fra jorden, begyndte han - i stedet for at dykke faretruende - at stoppe op i luften. Han åbnede sit gigantiske gab og spyede en rød ildsøjle ned mod arozerne. Ilira følte varmen brænde i hendes ansigt og hørte menneskenes skrig under sig. Hun så, hvordan de hjælpeløse løb rundt i frygt og smerte. Hun følte intet. Hun var næsten lammet men hørte bare på Esions glæde i tankerne. Esion lod sig glide gennem luften hen over arozerne og lod sin ildsøjle dræbe og såre så mange som muligt. Ilira huskede i et splitsekund den gale elver, der havde skreget af frygt og febervildelser. Hvad var elverens navn? Han havde skreget præcis som arozerne nu gjorde. Af ren frygt for dragerne og af ren frygt for døden.
   Det tog ikke lang tid for de fire drager at udslette den midterste og bagerste del af arozernes hær. Ilira følte i hvert fald ikke, at det tog lang tid. Kun få øjeblikke. Men hun så, at solen allerede var nede i horisonten igen. En dag var gået.

Elverne kunne selv klare de sidste af arozerne, for elverne havde set de fire drager og havde forberedt sig mod, at de ville komme igen. Sådan måtte det i hvert fald være, for de var ikke nær så lammede, da dragerne var begyndt at sende helvedet ned mod jorden. Ilira så sig omkring. Hagesmekin glitrede i solens sidste stråler, mens hun udsendte sin dødbringende ild. Arhez havde slået sig til Esion, og de to drager bar deres ryttere over den sortsvedne græsslette, hvor ligene lå forkullede og stille. Tári råbte en hilsen til Ilira, og hun vinkede tilbage. De to søstre havde oplevet og overlevet, hvad der åbenbart havde været en hel dags blodsudgydelse. Ilira følte en glæde bruse gennem årerne, og hun lo højt og lettet. Nu udsendte Hagesmekin et højt dog syngende og dragende brøl, hvilket var tegnet til, at Arhez og Esion side om side skulle følge efter hende, og at Djalhrashim skulle danne bagtrop. Hagesmekin landede et stykke fra elverne, og de tre andre drager fulgte hende. Ilira så, hvordan kun få kunne holde sig oprejste mod dragernes vingeslag. Elverne var klædt i hærens hvide og gyldne farver, og Ilira huskede Kor, der havde været i hæren. Han havde været overjordisk smuk i den hvide og gyldne uniform.
   Frerin steg ned fra Hagesmekin, da elverne var kommet op at stå igen efter dragernes landing. Nogle var allerede begyndt at tiljuble de fremmede, der havde reddet deres liv. Officererne jublede ikke men kom nærmere med noget, der lød som taknemmelige ord. Frerin stod først af, da officererne kun var få meter væk. Han gjorde tegn til, at de andre også skulle stå af. Det gjorde Ilira, og hun indtog sin plads ved Frerins side. Hun så på hans ansigt, og hun så, at han var fuldstændig rolig og fattet. Den elver, der så ud til at være den øverste officer, bukkede for Frerin dog ikke så dybt, som man kunne.
   "Foyu angkáran koligo piga inärina! Umehu pyzinü glomihol yksamin..." startede officeren, men da kom han så tæt på, at han opdagede, hvem han talte til, stoppede han overrasket. Ilira oversatte hurtigt, efter officeren overrasket havde stoppet sin talestrøm. Hans ansigt ændrede sig, og så spyttede han ordene "eluvinan-né ünel" i ansigtet på Frerin, der roligt og overhovedet ikke ophidset så ind i elverens stålgrå øjne. Ilira så på Frerin. Normalt ville han nu være rød i hovedet af raseri, han ville bande og svovle, inden han ville gå løs på elveren. Men han var rolig. Han bad Ilira oversætte, og Frerin bad elverne om én ting til gengæld for at redde deres liv. Den elviske øverstbefalende var ikke meget for det, men til sidst sendte han en page af sted efter fjerpen, blæk og papir. Ilira følte en sær tilfredsstillelse ved, at elverne hellere ville tale med hende end med de andre mennesker. Hun var også glad for, at hun talte elvernes sprog uden fejl, og at hun derfor var fuldstændig nødvendig.

Da generalen havde skrevet sit brev færdig, afleverede han det til Frerin, der gav det videre til Ilira. Hun så på de elviske tegn og læste dem uden besvær. Kor havde lært hende det. Det hele stod, som det skulle. Hun så op i Frerins isblå øjne, og hun så, at hans hærgede ansigt lyste af en indre ro, som beroligede hende. Hun nikkede til ham, og han forstod, at alt var, som det skulle være. Han bukkede for generalen, der kun tøvende bukkede. Så vendte Frerin sig mod sine venner.
   "Vi skal kun én ting til, så er dette færdig. Så er grenen knækket," fortalte han, og han smilte så lykkeligt, at Ilira hørte Tári sukke befriet. Falmor havde set ud på omgivelserne med et sørgende blik, men også han smilte over tanken om frihed.

Eluvinanos' hovedstad, Pugilto, var lavet af næsten rent marmor. Den lå som en perfekt perle nær kysten til Kongebugten i det østlige Eluvinanos. Elverne i byen var rige købmænd, Gudindens præster, adelsmand og rige håndværkere. Udenom lå adelsmændenes jordarealer, hvor bønderne boede. Ilira gættede på det, da de fløj ind over byen. Jorden uden for byen var opdelt i pinligt lige store arealer, der bugnede af gyldent korn. Som nyfalden sne glitrede den majestætiske elviske hovedstad. Høje tempeltårne ragede op over fornemme huse med små parker. Elverne på torvet så op på dragerne, de skreg ikke, enkelte pegede, men de så ud til at være vænnet til, at drager fløj ind over byen. Ilira så mennesker, der blev trukket af sted af elvere, og hun følte næsten de snærende reb om sine håndled og om sin hals. Esion sagde intet til hende, men hun vidste, at han lyttede til hendes tanker.
   Paladset var bygget til, at drager - uanset deres størrelse - kunne lande uden besvær. Selv den enorme Hagesmekin kunne uden besvær lande. Elvere, der muligvis var staldhjælpere, hastede ud for at tage sig af dragerne, men de veg tilbage ved synet af de store, fremmede drager. Ilira fulgte efter Frerin, der var hoppet af, lige da han var landet. Han virkede forventningsfuld og ivrig og dog som i en søvnig trance. Han gik med så lange skridt, at Ilira måtte løbe for at følge med. Han stoppede ikke men virkede, som om han vidste, hvor han skulle hen. Derfor undrede det næsten ikke Ilira, at de pludselig trådte ind i en tronsal.
   Faktisk trådte de så pludseligt og uventet ind, at alle adelsfolkene vendte sig og så på de fire mennesker med arrogante og dog interesserede og nysgerrige blikke. Al snak forstummede i løbet af et øjeblik, og Ilira følte sig pinligt berørt over at brase sådan ind, men da hun så på Frerin, vidste hun, at det nok skulle gå. Frerin satte sig i bevægelse, og elverskaren delte sig og lod dem komme forbi. Deres mål, opdagede Ilira hurtigt, var den elver, der var omringet af menneskeslaver, der i overraskelse var stoppet med deres formål. Den elver, som menneskene tjente, var klædt i lange, hvide klæder af silke, han havde et ophøjet ansigt, der bar præg af en meget høj alder selv for en elver. Kongens hår var langt og funklende gråt, han havde et par velformede, mandeløjne, der havde en usædvanlig mørkeblå farve, som Ilira følte sig betragtet af. Elveren sad på en smuk guldtrone på en lille forhøjning. Frerin stoppede først, da han stod for foden af netop den forhøjning. Kongen så ned på de fire mennesker, og Ilira følte sig sært draget af kongen. Han udstrålede en visdom og mental styrke, som Ilira aldrig havde oplevet før.
   "Jeg taler Jeres dyriske sprog, mand af Condras. I, der red Fe Sudrälla til elvernes marmorperle ved Vandet, har jeg ventet i mange dage," startede kongen, der med største sindsro så ned mod Ilira og de andre.
   "Jeg har reddet Jeres land fra arozerne, og jeg har ordene fra general Coroth Fyzath derpå," svarede Frerin, og han nikkede til Ilira. Hun følte det gibbe i sig, da hun måtte træde frem med papiret. En fornem elver snappede papiret med generalens besked fra hende og gjorde tegn til, at hun kunne træde tilbage igen. Hun trådte tilbage til Frerins side og følte sig en smule lettet over, at hendes rolle nu var udspillet. Kongen fik papiret overleveret, og han læste det nøje. En rynke opstod i panden på kongen.
   "I en spådom siges der, at en bastard ridende på solskin vil vanhellige Perlernes Tempel ved fe Kuliran Dünáli og ødelægge kronens ære og land. Dog siger jeg til Jer: En konges ære er størst. I vil få ét ønske opfyldt, da kan ingen påstå, at Kong Gerároth, søn af sønnen af Gudinden, er æreløs! Spådommen vil ikke opfyldes endnu."
   Ilira kunne ikke tro sine egne ører og takkede straks alle guder. Dette var gået så meget bedre og lettere, end hun kunne have håbet på! Condra havde hjulpet dem hele vejen, det var hun sikker på. De havde ikke ramt en eneste elver i kampen mod arozerne, generalen havde bøjet sig for Frerins ønske, og nu ville kongen gøre det samme. Men da hun så op i kongens rynkede ansigt, anede hun fare. Der skete en forandring; hans hud glattede sig en smule, og han trak pludselig ikke vejret så hæst mere. Inden Frerin nåede at sige noget, talte kongen igen. Men denne gang talte han ikke med sin egen vise stemme. Ilira havde hørt den før. Den Hellige Jomfru. Stemmen var blid og rolig dog skarp og kold, og Ilira følte sig igen som en af Jomfruens tilhængere.
   "Langt er du nået, mand af Condras, dog vil du nu møde muren af guddommelig vilje og styrke. Jeg vil ej lade menneskene gå, ingen ære vil redde dig!" Ilira følte en underlig glæde ved at høre Jomfruen tale igen. Siden hun var seks eller syv, var hun blevet opdraget med Jomfruens lære, derfor følte hun sig splittet ved igen at føle sig som det elviske menneske. Hun trykkede sig ind til Frerin, der lagde sin venstre arm om hende. Hun så, at hans højre hånd lå på sværdets hæfte. Sværdet, han havde fået af Condra. Hun kæmpede mod den elviske opdragelse og så mod kongen, hvori Jomfruen havde taget plads.
   "Denne gang er jeg ikke alene," hviskede Frerin netop så højt, at Ilira kunne høre det. Kongen rejste sig uden besvær fra tronen, selvom han så ud til normalt ikke at kunne.
   En pludselig rystelse i jorden fik dog kongen til at vakle, og det hånlige smil, der skæmmede det majestætiske ansigt, blev usikkert. Kongen vente sig mod den trone, som han var trådt væk fra. Ilira så luften flimre som over et bål. Vinde, der under normale omstændigheder ikke ville kunne komme ind, blæste pludselig i hele tronsalen, og adelsfolkene skreg bange og overraskede. Ilira hørt en fjern syngen og så ned mod sværdet, som Frerin havde trukket. Det lyste med en blød, indre glød. Kongens guldtrone brød ud i pludselige flammer, og da flammerne døde hen, sad en mand på tronen. Han var ikke specielt muskuløs, men han havde et par øjne, der lyste af indestængt latter, og en mund, der hele tiden krængede opad, mens han forsøgte at bekæmpe et latteranfald. Ilira genkendte naturligvis manden, selvom det var over et halvt år siden, hun sidst havde set ham. Condra var en af De Fire Øverste. Han var en gud. Skæbnens Gud. Han sad henslængt på tronen og så smilende på kongen, der vendte sig men håret piskende i vindene.
   "Lad elementerne hvile," sagde han højt med sin lystige stemme. Når han var sådan, kunne Ilira godt lide ham. Han virkede som en mere menneskelig gud, som hun kunne stole på. Da Condra talte, lagde vindene sig, og de små jordrystelser forvandt.
   "End ikke Du, onkel, vil kunne redde menneskene!" sagde kongen med Selendras stemme.
   Ilira måtte i sine tanker huske, at Jomfruens blide væsen ikke kunne forenes med denne halvgudinde, der havde besat elverkongens krop, men Condra smilte bare.
   "Du har længe nok leget gudinde, Selendra, men nu skal du tilbage til gudernes plan, der engang var dit hjem, for at blive dømt. Du har misbrugt evner, der ikke er dine," hans stemme var rolig, og den lystige undertone var væk, "Frerin vil vinde. Sådan er skæbnen, og menneskene vil blive frie. Elverne vil indse deres fejl og gøre den god igen, men det bliver uden dig." Condra rejste sig fra stolen og tog et greb i kongens arm. Selendra skreg højt og skingert, da Condra trak hende ud af kongen, og Ilira så på den gennemsigtige skikkelse af Selendra. Hun var en lille pige med et grimt, snerpet ansigt. Hun kæmpede for at slippe ud af Condras greb, men det gik ikke. Deres fjende var blot en lille forkælet pige, der gjorde alt for at beholde den magt, som hun havde tilranet sig. Ilira følte en pludselig vrede over, at den lille og forkælede tøs var skyld af al den lidelse, som de alle fire havde oplevet - som hun selv havde oplevet næsten hele hendes liv. Luften brød ud i flammer, og da de forsvandt, var de to guder væk.
   Nu hørte Ilira igen adelselverne, der skreg og græd. Hun så mod kongen, der lå på gulvet. Et par af de modigste og mest trofaste elvere hjalp ham tilbage på tronen, men der gik en rum tid, inden han kunne tale igen.
   Da han endelig talte igen, så han ned mod Ilira, der stadig puttede sig ind til Frerin.
   "Fra denne dag vil intet menneske ej heller elver være slave i Eluvinanos! Lad alle - høj og lav - høre min røst, og lad den Sande Jomfru, der aldrig mere vil være Silenthra, den Vanhellige, velsigne de duer, der sender budskabet ud! Sønnen af sønnen af Gudinden, den Sande Herskerinde, har talt," han smilte og lænede sig tilbage, som om han endelig fandt en indre fred.
   En glæde blussede gennem Ilira som Hagesmekins gylden ild, og hun vendte sig mod Frerin. Hun lod sine tårer løbe frit uden at stoppe dem. Hun hørte Tári og Falmor juble bag sig, men hun vendte sig ikke for at se. Frerin lagde sine hænder om hendes ansigt og bøjede sig mod hende. Hun strakte sig op mod ham og kyssede ham lykkeligt. Endelig! Endelig var de frie.

Gloseliste:
   Ordet: [udtale] (evt. bemærkning) oversættelse (sprog)
   Fe Golithla: [fe djoLITHla] Gudinden (elvisk)
   Lothlo: [LOTHlo] herre (elvisk)
   Foyu angkáran koligo piga inärina!: [foJU angKAran koliDJO PIdja inæRIna!] (en hilsen, som man bruger til flere adelige personer) gode og gyldne liv (elvisk)
   Umehu pyzinü glomihol yksamin: [Umehu PYsiny GLOmihol YKsamin] (direkte: Vi må hjælpende jer) Vi står i jeres gæld (elvisk)
   Eluvinan-né ünel: [eluvinanNE yNEL] (direkte: en elvers menneske) slave (elvisk)
   Fe Sudrälla: [fe SUdrælla] (det elviske navn for Hagesmekin/Achechecei) Soldragen (elvisk)
   Fe Kuliran Dünáli: [fe kuLIran dyNAli] (elvisk navn for Dumir Culir/Sølvsøen/Sendaesøen) Den Sølverne Sø (elvisk)

Teologisk forklaring:
   Dette er en forklaring omkring elvernes gudinde. Deres samlede navn for hende er fe Golithla (Gudinden), men hun har forskellige skikkelser efter de områder, som hun dækker:
   Silenthra (oranikansk: Selendra) er/var elvernes gudinde for frihed, balance, beskyttelse og ro. Efter slavernes frigivelse blev Silenthra/Selendra forbudt, da Kong Gerároth, ypperstepræsten i Eluvinanos' Hellige Jomfrus tro, ikke anså Silenthras/Selendras væsen for at være foreneligt med fe Golithlas/Gudindens.
   Ülläna Ässno (oranikansk: den Hellige Jomfru) er fe Golithlas/Gudindens ømme side, der står for skønhed, ynde, fred og harmoni (både indre og ydre). Hun blev ophøjet til den side, der mest af alle repræsenterer fe Golithla/Gudinden.
   Der er også andre skikkelser, som dog ikke vil blive nævnt her. Fe Golithla/Gudinden kan for forståelsens skyld betragtes som skizofren. Hun har flere personligheder, der i bund og grund er en del af hende.
   Kun elverne selv har i tidens løb kunnet holde styr på denne opdeling af en gudinde. Mennesker, der var slaver hos elverne, lærte det kun nogenlunde, men stadig er det kun elverne, der ikke blander rundt i Gudindens sider.