Eluvinanos.
   Ordet havde i løbet af Frerins liv skiftet betydning flere gange. Da han var yngre, havde han tænkt på det med længsel. Senere var det stedet, hvor godhed og lykke var dengang. Men nu var betydningen en helt anden. Frerin forstod nu, hvorfor ingen var kommet tilbage fra Eluvinanos; de kunne ikke. Elverne var måske på overfladen det smukkeste, klogeste og mest yndefulde folkefærd på Sidaras overflade, men var man - som Frerin - rejst til elvernes land, så havde man oplevet, hvad elverne i virkeligheden var.
   Frerin huggede ekstra hårdt i træet med øksen ved mindet om hans dumme håb og drømme fra den gang. Elveren, der holdt opsyn med ham, så hurtigt på ham, men snakkede så videre med elveren, der skulle holde styr på de slaver, der huggede brænde længere væk. Disse slaver var uden tvivl forbrydere, for ellers kunne elvere ikke blive slaver. Frerin rankede ryggen og råbte: "Holysalol." Ordet, vidste han ikke, hvad betød, men alle råbte det, når træet snart ville falde. Frerin forstod ikke mange ord på elvisk, men et par gloser havde han da lært. Han var en "Eluvinan-né ünel", og Gorohath var hans "lothlo." Så havde han heller ikke lært mere. Frerins vagt hev i det ræb, der var fæstnet til Frerins halsring, så Frerin blev revet bagud. Af et menneske at være var Frerin et godt eksemplar. Han var høj og muskuløs, han var vejrbidt og tæt bygget. Alligevel kunne den elviske vagt sagtens hive ham tilbage. Den anden vagt lod elverslaverne tage sig af resten, mens Frerin blev gennet hen til et nyt træ. Han hadede det. Elverens ryk i hans halsring var ved at kvæle ham, og han kunne bare gå og forestille sig, hvordan det ville være, at rive hovedet af vagten.
   Gorohath var en elver, der selv efter elvernes status var gammel. Havde det bare været Gorohath og Frerin, så var Frerin ikke slave mere, men Gorohath havde børn. Han havde en datter og en søn: Fülüsom og Damaroth. Det var Damaroth, der var vagten. Det var Damaroth, som Frerin gerne ville gøre et hoved kortere, og det var Damaroth, der havde magten over Frerins liv. Damaroth var ikke sadistisk, men nægtede Frerin noget, så kunne han nemt ende med mere end et blåt øje. Det var derfor Frerin ikke var sluppet væk endnu.
   I seks timer huggede han brænde hver dag, inden noget af dagens gerninger var færdig. Frerin havde derfor alt for meget tid til at tænke. Tænke på alt, og det irriterede ham. Det fysiske arbejde gjorde ham gnaven og irriteret, og den konstante mumlen fra Damaroth og vagten mindede blot Frerin om, at de kunne snakke og slappe af, men det kunne han ikke. Først et par timer efter middag, hvor solen havde bagt Frerin og gjort hans hovedbund til flammende kul, trak Damaroth i rebet, og lod Frerin komme så tæt på, at den fremmede vagt kunne binde hans håndled på ryggen. Elverne stolede ikke på deres slaver - med god grund. Damaroth skubbede ham i ryggen, for at få ham til at gå.

Eluvinanos var faktisk et smukt land, det kunne Frerin ikke nægte, selvom han forbandt stedet med så meget negativt i sit liv, at han ikke indrømmede stedets skønhed godvilligt. Skoven var lige sprunget ud, og de lyse bøgeblade viftede stille i en kølig brise, der også kølede Frerin af efter den lange tid i solen. Damaroth var stille som sædvanligt, for man talte ikke til slaver. Så kunne man lige så godt tale til sin egen afføring. Elvernes indstilling gjorde ikke Frerin mindre sur. Deres mandelformede øjne skinnede af arrogance og følelsen af at være opløftet over alle andre. Frerin var de sten, som elverne og Damaroth i særdeleshed trådte på. Sådan havde Fülüsom, Gorohaths datter, engang ikke været. Hun havde været venlig og havde hjulpet ham, hvis han tabte noget, eller hvis han var blevet mål for Damaroths vrede. Hun havde engang redt hans hår med sine fingre, men så havde Damaroth talt til hende, og hun var nu som sin bror. Hun var en karyatide. En smuk marmorstatue uden et hjerte.
   Byen, som Gorohath boede i, kendte Frerin ikke navnet på, men den var stor med gader belagt med rosenkvarts og bygninger af skindende marmor. Langs vejene stod der unge, slanke birketræer, og i elvernes haver var der blomster og buske. Ingen så de mennesker, der skulle sørge for vejenes belægning, menneskene, der skulle skrubbe marmoret rent før elverne stod op, og ingen så de mennesker, der skulle stå bøjet over blomsterbede i timevis, for at blomsterne ikke døde. Elverne så ikke menneskene, og det var kun slaverne, der så hinanden. Kun så, for ingen slave måtte tale til en slave. Damaroth puffede ham videre, da Frerin var stoppet for at se på en kvinde, der blev pisket, mens hun grædende holdt dødt spædbarn i armene. Frerin gjorde modstand et kort sekund, men gik så videre. Han kunne intet gøre. 'Det er ikke retfærdigt, er det vel?' Det var det vel ikke, men Frerin var ligeglad. Da han for lang tid siden kom til byen for første gang, havde han set noget lignende, og han havde slidt i sine reb, for at komme over og hjælpe kvinden. Men han var blot blevet slået ned. 'Du kunne have gjort noget. Du forsøgte den gang, det gør du ikke mere.' Det gjorde han sikkert ikke, men det var også det klogeste. Frerin tænkte slet ikke over, at stemmen i hans hoved ikke var hans egen, for han var for meget inde i sine egne tanker til at lægge mærke til det.
   Frerin tænkte først på stemmen igen, da han var blevet gennet ned i den aflåste kælder, der havde været hans hjem, siden Gorohath havde købt ham fra Hamiro, Frerins forrige lothlo. Hvad havde det været for en stemme? Den havde været drillende og fræk, og stemmen lød som om den smilede, mens den talte. 'Er der noget i vejen med det?' Selvfølgelig var der det. Den grinte af ham, og spurgte om ting, som han kun tænkte på. 'Jeg er her for at hjælpe!' Frerin smilte ved den oplysning. Det var ikke et lykkeligt og lettet smil, det var et ironisk smil. Åbenbart var Frerin blevet så sindssyg af elevernes behandling, at han nu hørte stemmer. Han gad ikke lytte til stemmen og lagde sig i stedet til at sove.

En duft af blomster og en berøring af en brise var alt, der skulle til at vække ham, men elverne fandt det nemmere at smække ham med en stav af massivt egetræ. Derfor var Frerin aldrig morgenfrisk. Det var Fülüsom, der vækkede ham om morgenen. Engang havde hun blot berørt hans arm, for at vække ham, men det var længe siden, og nu slog hun med staven i stedet.
   "Filino ijämin," sagde hun altid, og Frerin havde lært, at hvis han gjorde modstand eller lod være med at rejse sig, så ville han blive slået med kæppen igen. Frerin havde engang været forelsket i Fülüsom på grund af hendes venlige opførsel og skønhed, men nu var han ligeglad med hende. Hun var Gorohaths datter, og så var den ikke længere. Han fulgte bare med. Hans hænder vare bundet på ryggen, men hvis han ville, så kunne han stadig slippe fri. Han kunne hamre sin pande ind i Fülüsoms baghoved, vælte hende og sparke hende til bevidstløshed, men det gjorde han ikke. Da de nåede op i køkkenet pegede Fülüsom på døren, der stod åben.
   Frerin holdt aldrig styr på dagene, men han kunne gætte sig til, at det nu var den dag, hvor alle elverne gik til templet for at bede og ofre. Sidst havde de ofret to hvide duer og to unge menneskedrenge, der højest var fire år gamle. Frerin tog en dyb indånding og trådte hen mod døren, hvor Fülüsom overdrog ham til Damaroth. Gorohath var der også, og han skulle bæres af en muskuløs slave, der hed Falmor. 'Han kan hjælpe os.' Det kunne Falmor sikkert, hvis Frerin bare vidste, hvad han skulle hjælpe med, og han ville ikke vide det.
   Templet var om muligt den smukkeste bygning på hele Sidara. Det var et tempeltårn til ære for elvernes gud. Men der var ikke adgang for andre end præsterne, derfor samledes alle foran tårnet på en gigantisk mosaik, der sikkert forstillede et eller andet, men hvad kunne Frerin ikke se.
   "...koligo fe Golithla omeny: 'Tzem Silenthra. Filino ijämin!'," oplæste præsten med en rungende stemme, og alle elverne jublede og klappede. Frerin vidste, at det var halvgudinden Selendra, de tilbad, og det gjorde ham ikke gladere. Han forstod intet, og det gav ham kvalme at se på dem, der skulle ofres. 'Prøv at se her.' Frerin gad egentlig ikke se noget, men i samme øjeblik, var hans hælder fri, og der lå et sværdhæfte i hans knyttede næve. Han følte vægten og balancen i det smukke sværd. Sværdet sang til ham, inden det pludselig forsvandt, og hans hænder var bundet igen. Frerin glemte, hvor han var, og gispede overrasket. Han havde holdt om sværdet, og det havde sunget hans navn i hans sjæl.
   "Frerin," havde han hørt det hviske. Damaroth slog ham med kæppen, for at få ham til at tie. I sit hoved hørte Frerin en fjern stemme klukke.

Han havde holdt om sværdet, det var han sikker på. Han havde følt den perfekte balance i stålet og følt viljen til at bruge det. Han havde følt parerstangens kølighed mod sin hud, og han havde set det. Det havde været der. Frerin var ikke helt sikker på, hvilken slags troldkunster stemmen havde brugt, men sværdet havde været der, og hans hænder havde været fri og foran ham. Havde de været foran ham? 'Bare rolig, Frerin, det var bare mig.' Stemmen gik ham på nerverne, og derfor blev hans hug i træstammen hårdere end sædvanligt. 'Falmor vil hjælpe os. Bare rolig, det skal nok gå.' Frerin gad ikke engang modsige stemmen, for han skulle i hvert fald ikke noget, og så kunne den stemme bare rende og hoppe. Hans nærmeste mål var at få fældet det træ, han var i gang med. De elviske slaver var der ikke mere, for de var blevet ofret ved prædikenen, så i stedet var Falmor og et par kvinder i gang med at hugge et væltet træ til, så det kunne blive slæbt videre. 'Jeg kan hjælpe dig.' Men det ville Frerin ikke have, og han bad i sit stille sind stemmen om at skrubbe af helvedet til. Derfor fik han ro til at hugge brænde i næsten to timer, inden Damaroth endelig hev ham i halsringens reb. Det var tid til fordring, og alle fire slaver blev gennet hen til et trug, hvor en elver tidligere havde hældt suppe op. Den suppe havde nu fået ingredienserne: Fluer, fåresavl, bøgeblade og urin fra mindst en af vagterne. Men Frerin var sulten, og suppen kunne havde været mere ulækker, så han stak hovedet ned i den halvt kolde suppe og sugede til sig. Også Falmor og kvinderne stak hovederne i og drak begærligt. 'De vil alle tre hjælpe dig.' Frerin var så ligeglad, som man kunne blive. Da den værste sult var slukket, satte Frerin sig og tog enkelte slurke, mens han hvilede sin krop. Falmor sad ved hans side, mens kvinderne sad ovre på den modsatte side af truget. Kvinderne lignede hinanden og var sikkert søstre. Deres hår var kort, vådt af sved og havde en farve som ild. Den ældste var meget muskuløs og solbrændt, mens den yngste var mere splejset og kvindelig. Falmor var også Gorohaths, så ham kendte Frerin, men kvinderne kendte han ikke. Kendte var måske ikke ordet, for de måtte ikke tale sammen, så de kendte hinanden ved hjælp af kropssprog og små grynt. Lidt senere blev de trukket op at stå og tilbage til arbejdet. Men Frerins krop ville ikke reagere. 'De vil følge dig.' Det var Frerin da ligeglad med! Han ville bare slippe for at blive slået med kæppen. 'Gør det!' Frerin så ned i sine hænder, hvor sværdet var igen. Han greb hårdt omkring og skar sit reb over, så Damaroth faldt bagover. Falmor og kvinderne måbede, og det gjorde vagterne også. Frerin anede ikke, hvad han skulle gøre, så han skar også de andres reb over.
   "Kom nu!" råbte Frerin og lyttede til sin stemme for første gang i lang tid.
   Falmor og kvinderne sprang op men så derefter bare på ham. 'Dræb vagterne og løb ind i skoven. Husk økserne!' Frerin vidste ikke, om han turde, men så begyndte sværdet at synge hans navn, og han råbte til de andre, hvad stemmen havde sagt. Falmor og den ældste kvinde dræbte de tre vagter, men Frerin stoppede dem, da de ville dræbe Damaroth. Han vidste ikke hvorfor, men han ville ikke have, at Damaroth døde. Falmor slog elveren bevidstløs og bandt ham. Derefter flygtede de ind i skoven.

Skoven var ikke nem at løbe gennem, da de kom længere ind i skoven, så økserne viste sig meget nyttige. Som om de havde aftalt det, faldt Falmor ind bag Frerin, og kvinderne faldt naturligt ind bag Falmor. Frerin brugte sit sværd, der stadig sang hans navn. Det var som skabt til ham, som om det var blevet smedet af dværges hænder til ham.
   De trængte langt ind i skoven, og Frerin vidste ikke, hvor de var, eller om de løb den rigtige vej, men han ville væk. Han ville væk fra Damaroth. Han nåede kun at tænke tanken færdig, før en pil slog ind i træstammen en armslængde fra ham. Frerin var lige ved at stoppe op, men fortsatte så. Han kunne ikke høre, nogen forfølge dem, men det undrede ham ikke. Elvere var lettere og smidigere end andre racer, og de kunne bevæge sig uden at blive hørt i skoven. En pil fløj tæt forbi Frerins øre. 'De kan også se længere og bedre end jer.' Frerin ville til at snerre af stemmen, men hans åndedræt tillod ham det ikke, og at snerre af stemmen var bare at fortælle alle, at han var skingrende sindssyg. Den næste pil ramte et træ lidt fremme, og Frerin var lykkelig for, at han ikke var løbet hurtigere. 'Jeg kunne hjælpe dig, men det vil du jo ikke have.' Om Frerin så havde stemmens ejermand foran ham, så ville han ikke kunne anspore mere moro, end den stemmen indeholdt. Frerin pustede bare og håbede, at stemmen ville opfatte det, som et tegn til, at den godt måtte hjælpe for Frerins skyld. 'Prøv at kigge bagud.' Frerin sænkede farten og så sig bagud. Stien, som de havde fulgt, var væk, og alle de grene, som Frerin havde hugget af, var tilbage på træerne. Frerin stoppede helt op, og de andre fulgte hans eksempel. Nu kunne han høre nogle dæmpede fodtrin og se elverne komme løbende med spændte buer.
   "Delegó tzep?" spurgte en stemme, der kun kunne være Damaroths.
   En af elverne knælede for at undersøge sporene. De talte lidt, og stifinderen så forvirret ud. De undersøgte jorden længere væk og snart løb de videre i den forkerte retning. Frerin mumlede et lille og uhørligt tak til stemmen.

Den ældste søster hed Tári, og den yngste hed Ilira. Det fortalte de, da Frerin gjorde tegn til, at alt var sikkert. De satte sig i skovbunden og hvilede. Frerin lagde sværdet ved sin side men lod konstant en hånd hvile på det kolde, blanke stål. Kvinderne snakkede mest, og det undrede ikke Frerin. Han huskede sin mors konstante snakken om alt, og disse kvinder havde ikke snakket siden, de var blevet fanget. Ilira talte mest og viste sig som en meget selvsikker og åben personlighed til forskel fra sin søster Tári, der sagde knap så meget og helst i rolige, korte sætninger. Falmor sad blot og lyttede men snakkede også lidt. Ingen af de fire var meget vant til at snakke, og de havde intet at tale om. Frerin ville ikke snakke, og der var intet at tale om. Han ville bare ud af skoven. 'I må gerne skynde jer. Jeg kan ikke holde dem væk for evigt. Jeg er ikke perfekt.' Stemmen klukkede i hans hoved, som om det var en slags spøg, som kun stemmen forstod. Frerin var ikke taknemmelig for stemmen mere, og han skulle til at sige noget groft til stemmen, da han i stedet besluttede sig for at få de andre videre. De løb ikke men gik raskt til på den sti, de valgte at følge. Nu gik de to og to på stien, og Falmor gik derfor ved Frerins side. Falmor sagde intet, men de havde levet længe sammen, så et grynt og en vridning i mundvigen fra Falmor var nok til at kommentere nu både Tári og Iliras ivrige snak. De havde nok allerede skræmt halvdelen af skovens dyr væk. Falmor viste sig at være, som Frerin havde forestillet sig det. Han var en rolig kæmpe, der loyalt fulgte den, der var leder. Falmor havde altid båret deres lothlo, det havde Damaroth aldrig givet Frerin det job.
   Skoven viste sig at være meget lille. Enten havde de været i udkanten hele tiden, eller også havde stemmen en finger med i spillet igen. Fakta var i hvert fald, at de pludselig stod foran et åbent land, som de ikke havde set længe: Deres hjem. Frerin følte intet, for dette landskab kunne lige så godt være på den anden side af skoven, hvor slaverne stadig huggede brænde og blev mishandlet af elverne. De klogeste og smukkeste af alle racer. 'Du skal redde dem.' Frerin ville ikke vide, hvem 'dem' var, og han var ikke med på idéen, selvom han næsten var blevet reddet fra slaveri af stemmen. Desuden var Frerin intet og ejede intet. Ud over sværdet. Han så ned på den blanke æg, der sang for ham. Frerin var heller ikke frisk på at skulle redde nogen overhovedet. Han så på de andre, der så tilbage, som om han bestemte, hvad de skulle gøre. Det gjorde han ikke. 'De vil hjælpe dig.' Det tvivlede Frerin ikke på, at de ville, men han skulle ikke noget, så de kunne bare gøre hvad, der passede dem. Tári stod stadig med en økse i hånden. Hun svingede den i nogle drabelige hug med en dygtighed, som man ikke skulle tro, en kvinde skulle kunne gøre med en økse. Ilira var derimod for slap til at gøre andet end at løfte den med besvær og så lade den dumpe ned. Falmor havde den sidste økse, der så lille ud i kæmpens næver.
   "Vi skal hjem," brummede han med et smil, Tári smilte skævt.
   "Ja," hun henåndede længselsfuldt svaret, og så var alt sagt.

Frerin så ind i skoven, og han havde på ingen måde lyst til at gå tilbage, som stemmen ville have. Faktisk gad han ikke noget som helst og ville helst bare sove. Desværre var Ilira også vågnet, og hun hilste ham godmorgen. Straks efter vågnede Falmor og Tári, og så var der intet at rafle om. 'Du er ikke søvnig!' For at demonstrere at han i hvert fald var træt, lagde han sig ned på siden og lukkede øjnene, men Frerin kunne ikke sove. Han var ikke træt. Den pokkers stemme havde faktisk ret. Han overbeviste næsten sig selv om, at han var træt, men det passede ikke. Til sidst blev han enig med sig selv om, at det var stemmen, der havde gjort ham så skingrende vanvittig. Frerin satte sig op igen. Hvad skulle han så lave, nu hvor han var sluppet fri fra elverne. 'Du er temmelig dum, er du ikke?' Nu vidste Frerin, hvad han skulle. Han skulle finde den nærmeste klippe og smadre sit hoved mod den, så den fordømte stemme ikke kunne plage ham mere, og så kunne det da godt være, at han fik en dundrende hovedpine, men det ville være til at leve med. 'Hvis du smadrer dit hoved, så kan du da ikke få hovedpine!' Stemmen lo af ham, og Frerin mumlede et par forbandelser. Så lod han en finger glide over sværdets stadig blanke stål og fandt en trøst i den syngende hvisken af hans navn. De tre andre var for alvor begyndt at tale om, hvad de nu skulle. Falmor så blot på Frerin, og sagde så med sin melodiske stemme, at de alle skulle blive og hjælpe andre fri. Det lød til at falde i god jord hos Tári, og Ilira sagde ikke imod. De så alle på Frerin, der følte sig ubehageligt tilpas som leder. 'Du skal hjælpe dem!' Det var Frerin da udmærket klar over. Han så ikke andet valg end endelig at åbne munden og sige, at de hellere måtte følge den samme sti igen.

Det viste sig, at det var nemmere end nemt at finde tilbage. De havde efterladt et bredt spor, som først forsvandt, hvor stemmen havde hjulpet dem. De nåede helt frem til skovbrynet, hvor de kunne høre træer blive fældet og hugget til. Frerin så menneskene bøje sig for elvernes vilje og så, at Damaroth stadig var der. Han stod og snakkede med en vagt mens han holdt øje med en tiårig knøs, der skulle svinge en økse så stor som ham selv. Nu var der også bueskytter, der skulle holde vagt. 'Det er dem du skal hjælpe. Elverne.' Frerin ville have gloet dumt på stemmen, hvis ejermanden var der. Hvordan skulle han redde en hel nation, som han hadede? Det gad han da virkelig ikke! Det kunne stemmen godt glemme. Han skulle til at vende sig, da Falmor prikkede ham på skulderen og pegede. Der var igen kommet elviske slaver. Frerin huskede de sidste, hvor meget modstand de havde ydet, og forstod for første gang, hvad stemmen mente. Han skulle hjælpe slaverne - også elverne. 'ENDELIG! Du er altså ikke helt dum!' Frerin valgte at overhøre stemmen, og i stedet begynde og gruble over problemet med bueskytterne. De stod et stykke væk, og de ville nå at ramme, før nogen kom i nærheden af dem. Frerin så sig om men fik ingen idéer. 'Se her!' Frerin så rundt og så mod bueskytterne, der pludselig ikke havde nogle buer mere. Bueskytter, der forvirrede gloede efter deres våben, var knapt så farlige. Frerin vendte sig mod de tre andre. 'Befri elverne. Brug økserne.' Frerin gengav ordene.
   De elviske slaver gloede forbløffet, da Frerin og de andre brød ud fra skoven og skar dem fri.
   "Kom med!" råbte Frerin til elverne, der blot gloede stumt.
   "Kogim zäl utellisgoglo!" råbte Ilira ved hans side, og snøvlende begyndte elverne med deres økser at gøre modstand.
   Frerin havde ikke forestillet sig, at Ilira ville gøre nytte på noget tidspunkt, men hun kunne åbenbart tale elvisk, og det var nyttigt.
   Bueskytterne havde trukket deres korte sværd, og Frerin kunne se, at elverne ville vinde, hvis der ikke snart skete et mirakel. Han var lige ved at ønske, at stemmen ville hjælpe ham igen, men indså så, at han var ved at blive for afhængig af dens tilstedeværelse. Han parerede for en elvers hug og tildelte elveren et slag med sin knytnæve, der sendte elveren tilbage og placerede elveren i truget med suppe. Frerin smilede grumt, for følelsen gjorde godt. Rundt omkring stod de andre slaver, men elverne var i overtal, og de var begyndt at omringe dem. Frerin så sig om efter et eller andet, der kunne hjælpe dem men indså, at slaget var tabt. 'Pas på, nu kommer jeg og hjælper!' Stemmen havde mistet sin drillende klang og var i stedet ophidset og næsten alvorlig. Frerin, Falmor, Tári, Ilira og de befriede slaver dannede en stor cirkel, så de kunne holde elverne på afstand uden at få en i ryggen. Og det var netop i midten af den cirkel, at det skete. Jorden rystede. Alle tabte deres våben af forbløffelse, og nogle af de unge elvere skreg og løb, men de tilbageblevne blev vidner til noget, der blev fortalt om mange steder i tusinder af år senere; luften blev tynd og flimrede. Vindene blæste fra alle retninger og Frerins sværd sang pludselig højt og smukt.
   "Angkárano Golithla," skreg Damaroth foran Frerin.
   Frerin så på elveren, der rystede og var blegere end nogensinde. Flere af slaverene skreg og smed sig på jorden, mens midten af cirklen brød op i pludselige flammer. Ud af flammerne trådte en ung mand. Han smilte fra øre til øre og var, som Frerin havde forestillet ham. Han børstede fraværende sit ene ærme af, som om han ikke bemærkede alle de skrigende personer.
   "Så er de vist godt," sagde han med en almindelig stemme, og straks lagde vindene sig, og flammerne forsvandt. Der blev pludselig meget stille. Han var iklædt en almindelig jagtdragt, og man kunne se, at han fysisk var en splejs.
   "Bare fordi du er en kæmpe af en mand, så behøver jeg ikke være det," sagde manden, og Frerin genkendte det drillende tonelag. Manden havde øjne, der lyste af indestængt latter, og en mund, der hele tiden krængede opad, mens han forsøgte at bekæmpe et latteranfald.
   "Hvem er du?" spurgte Tári, der var den første, der fik sig rusket ud af den lammelse, som alle var blevet ramt af, da manden kom til syne. Han vendte sig mod hende.
   "Condra er navnet," hilste han og stak en næve frem. Frerin forstod Tári, at hun ikke tog hans hånd med det samme, for Frerin var selv så chokeret, som hun var. Condra var en af De Fire Øverste. Han var en gud. Hvorfor vreden sprang frem hos Frerin, vidste han ikke selv, men måske var det fordi stemmen eller Condra havde leget med dem i så lang tid. I hvert fald brølede han vredt og udstødte et par eder.
   "Hvorfor fortalte du det ikke," spurgte Frerin og holdt sine eder indenbords.
   Condra vendte sig med et frækt smil.
   "Jeg husker ikke, at du spurgte. Du ville faktisk ikke vide det, hvis jeg husker rigtigt," den lystige stemme, "du er jo en goloth-né ünel, ikke en Eluvinan-né ünel. Jeg er Skæbnens Gud, og jeg ved, hvad du skal, og jeg misunder dig lidt. I hvert fald var du så dårlig til at gøre noget som helst selv, så jeg besluttede mig for at hjælpe dig lidt. Er der noget galt i det?" Det var der. Det mente Frerin personligt. Guden smilede bare drillende. 'Bare rolig. Jeg skal nok hjælpe dig.'


* * *
   Gloseliste:
   Ordet: [udtale] (evt. bemærkning) oversættelse
   Holysalol: [hoLYsalol] (frit oversat) faldende
   Eluvinan-né ünel: [eluvinanNE yNEL] (direkte: en elvers menneske) slave
   Lothlo: [LOTHlo] En herre
   Filino ijämin [fiLIno JÆmin] følg mig
   Koligo fe Golithla omeny: "Tzem Silenthra. Filino ijämin!": [koliDJO fe djoLITHla omeNY: zem siLENthra. fiLIno JÆmin] (navnet er også oversat) og gudinden sagde: "Jeg er Selendra. Følg mig!"
   Delegó tzep? [deleDJO zep] hvor er de?
   Kogim zäl utellisgoglo!: [koDJIM zæl utellisDJOglo!] kom med våbnene!
   Angkárano Golithla: [angKArano djoLITHla] godeste gudinde
   Goloth-né ünel: [djolothNE yNEL] (direkte: en guds menneske) tilbede.