Tina
Nu står han alene, kom nu. GÅ HEN TIL HAM! Nej, jeg tør ikke. Jo, kom nu. Tankerne havde slåskamp i Tinas hoved. Jeppe var kommet til festen, selvom han kun havde sagt måske. Han var lige kommet og stod alene efter at have købt sig en øl i baren. Hvor ville hun gerne have, at han lige nu stod bag hende med sine muskuløse arme omkring hende.
"Hej," hilste han og tog en slurk af sin øl.
"Hej," hilste hun og var ved at vælte bagover af forbavselse. Han TALTE til hende. Pinlig tavshed. Sig noget for... tænkte hun til sig selv, men Jeppe kom hende i forkøbet.
"Hvordan gik det i dansk stil?" spurgte han.
Tinas hjerte, der havde siddet oppe i halsen indtil nu, sank straks ned i hendes ene fod.
"Øh... jeg fik syv," svarede hun ærligt og meget pinlig berørt. Hun plejede ellers at få 9, 10 eller 11. Den mandag havde bare ikke været hendes dag. Men han måtte tro, at hun var en total idiot.
"Hm," svarede han bare, som en bekræftelse på hendes tanker. Stilhed igen.
"Hvad fik du?" Tina kunne høre sin stemme skælve af nervøsitet.
"Jeg fik ni," svarede han lidt efter og rømmede sig. Det var en selvfølgelighed, Jeppe var ikke tabt bag en vogn. Overhovedet ikke. Selvom man kunne fristes til at tro det, når man så på ham. Han var klædt i en af sin fars skjorter, der ikke var stoppet ned i de hullede bukser, der knapt nok kunne hænge fast uden at falde ned om anklerne på ham. Han havde et stort og grønt slips med røde striber på. Drengene i klassen kaldte tøjet for 'Jeppes vagabond-outfit', for det lignede noget en vagabond med glæde ville gå med. Tina beundrede ham for hans mod. Tænk at han gik til skole og til fest i det, det tog hun gerne hatten af for. Hun havde på forhånd sagt til sig selv, at hun ikke ville forelske sig i ham, og alligevel fandt hun sig nu midt i den hæsblæsende begyndelse på en vidunderlig men dræbende forelskelse. Festen, de var til, markerede afslutningen på ti skoleår sammen. Så nu ville være det mest åndssvage tidspunkt at falde for ham på. Hun så på ham. For sent. Gud, hvor ville hun gerne kysse hans læber, lade sine hænder køre igennem hans tætte hår for så at fortsætte ned over hans krop, mærke hans hænder om hendes liv og i hendes hår, og så hviske til ham, at hun elskede ham. Hun ville så gerne hengive sig til ham og mærke hans krop mod sin.
"Vil du have en øl?" spurgte han pludseligt, og skar derved ind i hendes tankegang, hvilket slog hende ud af balance et øjeblik. Nu var Tinas hjerte tilbage i halsen. Han bød hende på en drink.
"Nej tak," svarede hun kejtet og kunne have sparket sig selv meget, meget hårdt!
"Nå," var hans mumlende svar. Jeppe vendte sig og forlod hende.
Hun tog sig selv i at stå og beundre hans krop, der var veltrænet efter mange års tennistræning. Hvorfor havde hun også sagt nej til den øl? Hun kunne ikke fordrage øl, men hun kunne have bedt om en filur eller et glas et eller andet, for at beholde hans vidunderlige selskab. Det var jo Jeppe, der gav. Jeppe, for Guds skyld! Hun så rundt. Mai, Jeppes ekskæreste, var der også. Smuk var hun, hendes hår var langt, blondt og blankt. Øjnene var store, grønne og dejlige. Kroppen var som en gudindes. Den bulede, hvor den skulle. Mais hud var lysbrun og sikkert silkeblød. Tøjet var selvfølgelig det mest moderne, som man overhovedet kunne opstøve og købe i miles omkreds. I Mais selskab følte Tina sig kluntet og grim. Men grim var nu en opfattelse, som Tina i det hele taget havde om sig selv. Hun ville ønske, at hun havde Mais krop, kulør, elegance og øjne, i stedet for at være så grim, bleg, genert og upopulær. Gid hun var mere som Mai. Gid hun bare én gang havde været Jeppes. Gid hun kunne sige, at hun elskede ham.


Jeppe
Det første Jeppe gjorde, da han kom ind, var at købe sig en dejlig, kold pils. Alle var kommet, det var Tina også. Hun stod mutters alene og så rundt.
"Hej," hilste han og så ind i de blå øjne, der fik hans hjerte til at stoppe i få sekunder, så han troede, at han skulle dø. For at få lidt mod snuppede han lige en slurk af øllen.
Mai lo højt et eller andet sted, så var hun der også. Pokkers, så blev aftnen måske knap så festlig.
"Hej," hilste Tina igen med et charmerende lille smil.
Og så var stilheden der. Hvad skulle han sige? For han måtte da sige noget. Tina var den stille, flittige og intelligente pige... nej kvinde. Det var nok bedst at tale med hende på hendes niveau.
"Hvordan gik det i dansk stil?" spurgte han, prøvede at få det til at lyde henkastet, men fortrød straks sit spørgsmål, da han så det vidunderligt smukke ansigt krakelere i et hav af små rynker af et let mishag.
"Øh... jeg fik syv," svarede hun.
Hun var pinligt berørt, det kunne han se. Hun havde vel haft en af de der dage, hvor alt bare går galt. Men han vidste, at Tina var utrolig intelligent, det var derfor han så godt kunne lide hende.
"Hm," sagde han, mens han tænkte som en besat. Stilheden lagde sig om dem som en stor dyne.
"Hvad fik du?" spurgte hun så.
Han havde fået seks, fordi han havde misforstået emnet. Anette, deres dansklærer, havde dog sagt, at selve stilen var til et nital.
"Jeg fik ni," løj han, rømmede sig for at skjule løgnen og håbede, at det hjalp på hans chancer hos hende. Han så på hende. I sammenligning med Mai var Tina grim, men her alene var hun overjordisk skøn. Hvad ville en sand gentleman gøre, for at holde på denne fortryllende kvinde? Jeppe tænkte så det knagede, og så kom svaret med et til ham. Byd damen på noget.
"Vil du have en øl?" spurgte han. De blå øjne mødte hans grå. KYS HENDE, MAND! Brølede hans instinkter, DU VIL HAVE HENDE FOR HELVEDE! Men det ville være dumt. Dette var ikke en af de der tøsede romantiske komedier, hvor hovedpersonerne ubevidst elsker hinanden, dette var virkeligheden. Desuden var Tina ikke let på tråden, som Mai var.
"Nej tak," svarede Tina høfligt til hans spørgsmål, efter en betydelig tænkepause.
Hun kan ikke lide dig, mester, tænkte han pludselig. Det lød jo som en oplagt forklaring på den lange tænketid, som hun havde brugt. Hvor dum han havde ikke været at tro, at hun kunne lide ham.
"Nå," sagde han ærgerlig og forlod hende med en bitter smag i munden. Han havde håbet, men det havde vel været for meget at forlange. Han kunne sgu da heller ikke forelske sig, lige før han skulle til USA i et år, det var jo totalt hjernedødt. Tina ville vel også hellere have en pæn fyr som Thomas, der gik i normalt tøj, og som var fuldkommen normal. Hun ville vel have en mand med en stor almindelig uddannelse og som var villig til at forsørge hende. Men til trods for det havde han en næsten ustyrlig lyst til at holde om Tina, beskytte hende, elske hende, elske med hende og bede hende vente på ham, til han kom hjem fra USA. Han ville så gerne fortælle hende, at han elskede hende.