Jeg er ond.
Jeg ved, at jeg er ond, fordi guderne har givet mig verdens bedste og mest lykkelige liv, og alligevel kan jeg ikke finde ud af at overholde de spilleregler, der gælder. Den første fyr, jeg nogensinde var sammen med, viste sig at være den eneste ene. Han havde haft utallige forhold, der alle ikke havde varet mere end en måned. Pludselig havde vi været sammen i to år. Jeg begyndte at tænke på hjem og børn, selvom jeg ikke var andet end 19. Og pludselig sker det.
Det var en julefrokost med folkeskoleklassen. Selvom der allerede er gået mange år, siden vi forlod den, så faldt alle hurtigt ind i den samme rolle, som de altid havde haft. Jeg kunne igen mærke, at jeg ikke var som de andre piger. Jeg kunne mærke, at jeg var mere udfarende og gad ikke sidde med hænderne i skødet, bare fordi jeg havde en kæreste. Vi havde mistelten, og jeg var da frisk på at kysse drengene under den på kinden. De andre piger så skævt til mig, og sagde at jeg jo havde en kæreste, men de kender jo ikke noget til noget - tænkte jeg. Det mener jeg faktisk stadig. Bare fordi man er i et forhold, så skal man ikke blive kedelig og indadvendt. Man må godt stadig have det sjovt, så længe man ved, hvor grænserne går. Det vidste jeg godt, men desværre var Jeppe der.

I min folkeskoletid havde jeg to store forelskelser; først var der Thomas. Den flinke, intelligente og fodboldspillende fyr med en fransk fortid, hvilket gav ham det perfekte sydeuropæiske udseende. Han var hr. Perfekt, som alle piger skulle have været forelsket i. Ellers var man lesbisk. I ottende blev det så Jeppe. Han var overhovedet ikke som Thomas. Han var klassens snuskede fyr, der rendte rundt i fars gamle slips og skjorte samt et par bukser, der knap og nap blev hængende om hofterne på ham.

Jeg kunne mærke, at min nyere person, som voksede frem efter folkeskolen, begyndte at overveje, om man ikke skulle lege lidt med ham. Spille op til ham, men ikke gøre noget ved det. På det tidspunkt havde snapsen, øllen, vinen, vodkaen og alt det andet taget fornuften fra mig. Mit onde id kom frem. Og det gik galt. Han eller jeg kyssede mig eller ham. Jeg mærkede straks, at det var forkert, og jeg fik ham til at love, at han ikke ville sige noget. Han ville have mere end et kys og lidt grams, men jeg sagde blot bittert: "Ja, det kan jeg forestille mig." Jeg forlod ham med verdens frygteligste følelse. Jeg kunne mærke, at jeg lige havde brudt en kosmisk lov, og jeg ville ikke kunne sige det til nogen, fordi de ville fordømme. Jeg ville ikke sige det til nogen, fordi jeg allerede dømte mig selv hårdt nok. Jeg overvejede at slå op med kæresten. Jeg ville ikke have, at han skulle leve med en ond pige. Han skulle ikke udsættes for alt den ondskab, der fandtes i mig.
Men jeg var en kujon og gjorde intet. Sagde intet. Fortiede det i mit indre, hvor min samvittigheds vogter kunne torturere mig.

Jeg begyndte at få ondt af min kæreste, der stadig elskede mig, som om intet var sket. For i hans verden var intet sket, og jeg kunne ikke gøre andet end at ynke ham, at han ikke vidste sandheden. Jeg følte, at jeg førte ham bag lyset. Hvilket jeg gjorde, og gerningen gjorde, at jeg satte mig på et højere plan end ham. Jeg kendte sandheden, mens han blot levede i sin lille forestilling.

Efterhånden fortog følelsen sig igen. Jeg valgte igen at synke ned på det plan, hvor jeg ikke havde gjort noget. Jeg valgte at fortrænge det til et lille ar i min hukommelse. Jeg vidste, at jeg aldrig ville gøre det mere. Jeg vidste, at jeg for altid ville være hans nu. Jeg ville vide, at alt uden for vores lille verden, var farligt, frygteligt og fyldt med sorg og angst.

Men arret forsvinder aldrig.
Jeg er stadig ond indeni.