"Jeg er helt vild med det, du har gjort ved dig hår! Det ser godt ud," sagde Stephanie, som er min allerbedste veninde, da jeg mødte hende om onsdagen på McDonnald's.
   "Hvad mener du?" spurgte jeg, for jeg havde overhovedet ikke lavet noget med mit hår overhovedet - det var som altid. Det kunne hun slet ikke forstå. Et eller andet var anderledes! Jeg kunne ikke forstå hende, alt var som altid... troede jeg! Da jeg kom hjem, gik jeg ind på badeværelset og så mig i spejlet. Mit orangefarvede hår havde den forkerte farve, Nu var der også sorte hår! Hvad foregik der?! Igen så jeg mig i spejlet og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
   Næste morgen var det blevet værre - man kunne kalde det værre - jeg havde fået store muskler! Det kunne jeg ikke brokke mig over. Stephanie kunne også se det.
   "Patrick! Træner du? Du ser helt vildt godt ud!" sagde hun, da jeg besøgte hende om søndagen. Jeg frydede mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg havde fået musklerne, men jeg kunne lide dem! Jeg kunne ikke fortælle Stephanie, hvad der foregik, fordi jeg ikke selv vidste det.
   Mandag aften gik vi en tur i teateret og så en ballet. Vi havde fået gode siddepladser, vi kunne se og høre alt. Alt! Jeg hadede det! Mennesker, der hviskede noget til hinanden, og mennesker, der hostede... Jeg kunne høre alt. Stephanie blev ikke irriteret overhovedet. Jeg kunne ikke holde det ud, og jeg blev så irriteret, at jeg rev store riller i stolen med mine negle.
   På den positive side kan jeg sige, at jeg kunne se alt, jeg kunne sågar tage mine briller af, uden at mit syn blev værre.
   Den følgende dag var tirsdag. Jeg vågnede, gik ind i badeværelset og så mig i spejlet. Mit bryst var behåret. Mine øjne var normalt blågrønne, men nu var de mere grønne end normalt. Hvad skete der med mig? Jeg kunne ikke forstå det. Skulle jeg gå til lægen? Det ringede på døren, og døren åbnede sig. Det var Stephanie.
   "Hallo Patrick, Er du hjemme?" spurgte hun.
   "Ja, jeg er i badeværelset," svarede jeg og kom i tøjet.
   Jeg lavede kaffe, og vi drak det i stuen.
   "Jeg læste denne påstand i et blad i går: 'Kvinder har kun brug for fire husdyr: En tiger i sengen, en mink i skabet, en jaguar i garagen og en gammel gris, der kan betale det hele'. Den er da skæg, ikke?"
   Hun så på mig.
   "Du ser ikke helt rask ud, måske skulle du tage fri i dag."
   Jeg rystede på hovedet.
   Om onsdagen, en uge efter de første tegn, vågnede jeg, og... jeg var en tiger. Hvis jeg nu bare kun var en tiger i sengen, så ville alt være godt, men jeg var en ægte tiger. Det ringede på døren, og Stephanie råbte:
   "Patrick! Det' mig. Jeg kommer ind."