Muligvis var det et par uger siden, de var vendt tilbage, men det kunne lige så godt være flere måneder siden. Falmor kunne ikke huske, hvornår præcis de var nået tilbage til lejren, blot for at opdage, at Eleilaloth Tathilol faktisk havde holdt styr på lejren, og at alle stadig var der. Falmor havde set usikkerheden i elverens ansigt, da de var taget af sted, men da Falmor havde set Eleilaloth igen, havde denne lyst af selvsikkerhed. Elverne havde accepteret, at Eleilaloth var lederen, indtil Dragen kom tilbage. Falmor var dog trist. Elvernes tilstand var dårlig, de var for tynde, det vidste han, for han havde hjulpet med at passe lothlo Gorohath. Falmor huskede tilbage på den gamle elver og savnede ham næsten. Fülüsom, Gorohaths datter, havde haft sin fars væsen, og Falmor huskede de bekymrede blikke, som hun tit havde sendt sin far, når Gorohath havde ryggen til hende. Falmor havde været meget bekymret for, om Gorohath ville komme over den slemme sygdom, som han var blevet angrebet af en måned før, Damaroth, Gorohaths søn, var kommet hjem med en ny slave. Frerin. Falmor huskede de hadefulde øjne, som Frerin havde set på Gorohath med, og det havde Falmor ikke brudt sig om. Dog havde han ikke gjort noget ved det, for hans store bekymring havde altid været hans lothlo.
   Nu tog Falmor sig af elverne, der tit blev syge af mangel på mad. Han duppede en elver med en kølig klud og blødte noget brød op i vand, så elveren kunne spise det og få noget energi. Et stykke væk sad Ilira og Frerin midt i en samtale, mens Tári viste en elver, hvordan man skulle hugge med en økse, så fjenden ville dø. Falmor så hvor mange elvere, der afkræftede lå på tæpper og i skygge fra træer. De ventede alle på, at han kom og gav dem noget at spise. De var begyndt at kalde ham Glomihol, og mange steder i lejren hørte man en svag stemme, der hæst hviskede:
   "Glomihol."
   Eleilaloth viste sig som en udmærket hjælper, og da den unge elver også var meget lærenem, lærte Falmor ham at tale simpelt viklaman, så de kunne tale sammen, uden nogle af de andre kunne forstå det. Falmor var søn af en viklomer (indbygger i landet Viklomina) - en fjende af Oranika. Hele sin barndom havde han talt viklaman, og først da han var fyldt elleve somre, var hans mor begyndt at lære ham oranikansk. Nu viste det sig meget nyttigt at kunne et sprog, der hverken lignede elvernes eller de andre menneskers. Eleilaloth kunne fortælle og udpege hvem, der ville overleve, og hvem, der muligvis ville dø, på viklaman, så ofrene ikke ville komme til at vide det.
   Tit, når Falmor sad og passede de syge, tænkte han på, hvad der var sket i den tid, der var gået siden, Frerin havde befriet dem. De havde oplevet en del, det kunne Falmor ikke benægte, men han så også, at der var mange ofre. Han huskede frygten i vagternes mandeløjne, da han havde dræbt dem, dengang Frerin, Ilira, Tári og han selv flygtede. Hver en stor gerning havde en pris. Han følte altid tårerne true, når Eleilaloth sagde ordene:
   "Sendjil ôes."
   Alligevel var han den stærkeste og dygtigste med et våben af alle i hele lejren, han overgik endda Frerin på det område.
   Den næste, Falmor gik hen til, var Hamirol. Falmor var meget bekymret for Hamirol, for han var begyndt at tale til sig selv, koldsveden drev fra elverens pande, og han havde kastet sig fra side til side, indtil Falmor og Eleilaloth havde set sig nødsaget til forsigtigt at binde ham til den seng, som var blevet bygget til ham. Falmor så ned i Hamirols blege, klamme ansigt. Hamirol skreg noget uforståeligt men faldt så lidt til ro, da Falmor duppede elverens pande med den kolde klud. Det eneste af det Hamirol råbte, som Falmor forstod, var, når han råbte om drager. Mange af de raske elvere var begyndt at tage Hamirols skrig som ord fra Jomfruen, for de havde ikke fået andet at vide, end at de fire mennesker havde mødt hende. Nogle af elverne gav deres mad til Hamirol, og det betød, at nogle ikke fik mad nok og blev syge. Falmor var meget bekymret for situationen, og han vidste, at det ikke ville holde for evigt. Til sidst kunne de dø alle sammen. Hvis Frerin bare ville fortælle, hvem det var, de ventede på. Han havde nævnt en gæst på et tidspunkt, og Falmor overvejede, hvem, der ville besøge dem, og hvorfor de ville besøge dem. Det eneste, Frerin havde fortalt om gæsten, var at der var mere end en, og at de ville komme, for at hjælpe dem, hvor der var allermest brug for dem, om et par dage. Falmor sukkede og forsøgte at give Hamirol noget køligt at drikke, men inden han kunne komme til at give ham vandet, skreg Hamirol pludselig:
   "Sogofos kogimü! Plithillo ulomeno! Plithillo pigalo!"
   Alle stirrede forfærdede hen mod Hamirol, der pludselig begyndte at kaste sig frem og tilbage, mens han forsøgte at komme fri fra de bånd, der holdt ham fast til sengen. Så holdt han så pludseligt op igen, som han var startet, og begyndte at græde. Falmor strøg forsigtigt Hamirol over håret og så bekymret på ham.
   Falmor fortsatte med at pleje elverne, men de var alle små tågede skikkelser for Falmors blik, for hans tanker var langt væk. Han havde lært det mest basale elvisk af Eleilaloth, og Hamirols ord bekymrede Falmor. Han havde i sin levetid oplevet så meget, at han sagtens kunne tro, at en elvers febervildelser var forudsigelser.
   Lidt efter middag kom Tári hen for at se, hvad Falmor lavede. Falmor sendte hende et blik, da hun kom.
   "Hvad mener du om 'de gæster' Frerin taler om?" spurgte hun, mens hun overtog kluden fra Falmor.
   Han så på hende, mens han overvejede sit svar. Tári var blevet mere tryg ved hans selvskab, det kunne han føle på hende, derfor svarede han hende altid sandfærdigt. Når han så på hende, så han en lille pige, der prøvede at holde sig oprejst i en snestorm. Med Ilira var det værre, for Falmor forestillede sig tit, at Ilira var et endnu mindre barn, der forsøgte at finde ly bag Tári. Han så hen mod Ilira og tænkte igen på 'gæsterne', som Frerin havde talt om. Falmor trak på skuldrene. Det var ikke fremmede gæster, der optog hans tid. Tári gav patienten, de stod ved, noget vand, og elveren smilte taknemligt. Falmor og Tári talte til hen på eftermiddagen, mens de tog sig af elverne. Flere skulle hjælpes på benene, så de ikke lå ned hele tiden. Andre skulle lægges længere ind i skyggen.
   Eleilaloth kaldte pludselig på Falmor, og han måtte forlade Tári, der fortsatte med at pleje elveren. Eleilaloth pegede mod Hamirols seng, hvor mange havde lagt det ene stykke brød, de fik om dagen. Falmor sukkede trist. Snart ville flere blive syge. Falmor så på Eleilaloth, der også var begyndt at blive tynd. Falmor samlede 'offergaverne' sammen, så gik han rundt til de tyndeste elvere, der stadig var raske, og gav dem brødene. Andet kunne Falmor ikke gøre. Han turde ikke tale til Dragen, for denne havde været stille længe, og han havde siddet, som om han lyttede. Hele lejren vidste, at han snart ville rejse sig, udslynge et par eder og sparke til et eller andet. Falmor så bekymret over mod Frerin. Der var meget, der plagede ham, og det var ikke kun det, han lyttede til. Det så ud, som om hans tanker var mørke. Falmor havde, siden Frerin udfordrede Selendra, følt en voksende bekymring for deres leder. Falmor følte, at der var ved at ske noget, som ikke var godt. Han så på Frerin, der fraværende lod en hånd glide hen over det smukke sværds æg. Falmor havde tit tænkt på, hvor Frerin mon havde fået sværdet fra. Muligvis havde Frerin stjålet det fra Damaroth, men det kunne ikke passe.

Ved morgengry skreg Hamirol igen. Denne gang kunne Falmor se en dødelig angst i elverens brune øjne. Hamirols øjne var opspilede, og nu skreg han også bare af angst. Hamirol rev og flåede i de bånd, der holdt ham til sengen. Han blødte allerede fra flere steder, hvor han havde forsøgt at fjerne rebene. Ilira, Frerin og Tári stod op og kom hen til Falmor. Falmor så på dem en for en. Tári så blot på Hamirol med en halvt bekymret mine, mens hun fandt en klud og duppede Hamirol på panden for at berolige ham. Men det hjalp ikke. Ilira var øjensynligt skræmt fra vid og sans, hun trådte forskrækket et skridt tilbage, da Hamirol greb ud efter hende. Frerin så irriteret og bekymret på Hamirol, mens han spurgte, om Falmor kunne berolige Hamirol og få ham til at tie stille. Falmor var ikke glad for Frerins kommentar. Der var noget formørkende i Frerins tanker, som Falmor ikke kunne regne ud. Måske havde det noget at gøre med Hamirols skrig om drager og slanger, og måske ikke. Falmor sendte Frerin et blik og besluttede sig for at tale med ham under fire øjne.
   Det viste sig dog at være svært at komme til at tale med Frerin overhovedet. For det første, fordi Frerin ikke havde ét ledigt øjeblik, og for det andet, fordi Falmor heller ikke havde det. Eleilaloth kom hele tiden og prikkede ham på skulderen, først var Hamirol ved at kvæle sig selv i forsøget på at slippe fri, så var det elveren Kándidoth, der fik et pludseligt hosteanfald, hvor han hostede blod op. Derfor var det langt ud på aftenen, da Falmor endelig kunne overlade pasningen af elverne til Tári og Eleilaloth og fange Frerin i et ledigt øjeblik.
   "Hvad er der i vejen?" spurgte Frerin, da de var gået lidt væk fra alle andre.
   Falmor så trist på Frerins hærgede ansigt, der viste alle tegn på mangel på søvn.
   "Hvad fejler du?" spurgte Falmor og så på Frerin, der begyndte at snakke om søvnløshed og en smule sult, men Falmor kunne se, at Frerin vidste, hvad Falmor spurgte til. Til sidst sukkede Frerin midt i en sætning og stoppede sin talestrøm. Han skrabede lidt i jorden med den ene fod, inden han tog sig sammen og så direkte på Falmor.
   "Jeg kan ikke se enden på dette her. Jeg ser ikke, hvordan vi kan omvende en hel elvisk nation og befri alle menneskene," Frerin sukkede træt og gned træt sin pande. Falmor så på sin leder. Engang for mange måneder siden, da de var løbet gennem skoven sammen, havde Frerin virket som en altoverskyggende leder, der ikke kunne fejle eller tvivle. Falmor havde været tilbageholdende over for Frerin på det tidspunkt, fordi han virkede så ufejlbarlig. Nu så Falmor den mand og det menneske, som Frerin var, og Falmor lagde en hånd på Frerins skulder.
   "Vi skal nok klare det. Husk, hvad elverne siger: 'En gren knækker kun, hvis nogen eller noget knækker den'. Vi må bare knække denne gren sammen."
   Det var faktisk viklomerne, der havde det ordsprog, men det vidste Frerin jo ikke, og Falmor behøvede jo ikke antyde sin forbindelse til et fjendeland. Frerin smilte lidt. Det var et skævt smil, der muligvis kunne være ironisk, men det kunne lige så godt være et almindeligt smil. Frerin nikkede.
   "Jeg skal tilbage til lejren, der er meget, der skal gøres inden 'gæsterne' kommer," fortalte han og forlod Falmor.
   Falmor stod alene tilbage og tænkte over lignelsen med grenen. Han indså at elvernationen var en hundred år gammel stamme, som fire mennesker og måske en tyve afkræftede elvere forsøgte at puste omkuld. Falmor så op mod himlen, hvor de første stjerner var begyndt at titte frem.
   "Dôenô Jôzallin, ragnar eñesali buñoc eminis," hviskede han og håbede at guderne ville høre ham. Sekundet efter kom Eleilaloth løbende for at hente ham.
   Hamirol var pludselig faldet helt til ro, han pludrede lidt, men ellers var han faldet helt ned. Det var som om, han var blevet bedøvet, tænkte Falmor, mens han tørrede noget savl væk fra Hamirols hage. Ilira kom hen og så på elveren.
   "Hvad fejler han?" spurgte hun, men Falmor trak bare på skuldrene. Han vidste det faktisk ikke, for han havde aldrig set noget lignende. Hans mor havde lært ham om helbredelse, men han havde aldrig lært eller hørt om noget lignende. Falmor skulle lige til at sige noget, da en pludselig vind næsten fejede ham omkuld. Ilira greb fat i hans arm for ikke at vælte. Hun kom så nær, at han hørte hende mumle: "Gæsterne." Rundt omkring i lejren kom nogle af de raske elvere med overraskede udbrud, mens nogle pegede. Falmor så rundt og fandt Tári, der var ved at komme på benene efter vindstødet. Hendes ansigt var fortrukket i en maske af overraskelse og frygt. Længe havde Falmor overvejet, hvem gæsterne kunne være, hvordan de ville se ud, og hvad de ville tale for et sprog, men han troede aldrig, at han ville falde til jorden overvældet af frygt og ydmyghed. Han turde kun at vende hovedet for at se, at alle andre også var faldet til jorden. Alle undtagen Frerin, der forsøgte at holde sig oprejst, da først en derefter to og så fire landede ikke mere end tyve meter fra lejren. Gæsterne var naturligvis drager. Store, skællede og frygtindgydende væsner, der med enorme vinger landede på jorden. Den største af dragerne var gylden som morgengryet, dens lange, slanke hals holdt et majestætisk hoved løftet. Øjnene var dybe og blå som havet, og dens royale, elegante holdning var et syn for guder. Det var den legendariske drage Hagesmekin, der hos viklomerne hed Achechecei. De andre seks drager var mindre end Achechecei. Tre af dem havde et gab fyldt med drabelige tænder. De drager var måske kun ti meter lange, men de var kraftigt byggede og bugnede af muskler. De havde ikke samme farve. To var grønne, og en var rød, men de var helt sikkert af samme art. De sidste tre var sorte med en blodrød bug og underside af vingerne. Disse drager havde en halespids, der var som et grumt våben med pigge. De sorte drager brølede øresønderrivende højt, mens de udfordrende spilede deres store gab op og lod deres tvedelte tunger spille over lange, spidse tænder. Frygtindgydende løftede de sorte sig tyve meter op i luften, for de stod som fugle på deres ben.
   Som den eneste stod Frerin op endnu, og Achechecei henvendte sig til ham.
   "På Gudens bud jeg her er," stemmen var dyb og dog lys, og Falmor forstod, at Morgendragen var en hun. "På vore rygge Guden har bedt os om at bære jer. For stoppes elvernes misforståede holdning skal. Vi her er, for jer hjælp at yde. Må De Fire Øverste jer velsigne!" Frerin bukkede for Achechecei, og Falmor hørte Frerins stemme råbe et svar. "Jeg takker dig! Tre skal ride med mig, men I må hjælpe disse syge elvere først, vi er ved at sulte ihjel og mange er syge."

Sådan gik det til, at Falmor fik et ordentligt måltid mad for første gang, siden han sammen med de andre var flygtet fra elvernes slaveri. De to grønne drager og en af de sorte blev sendt væk, da de ikke skulle bruges. De to rasterende sorte blev sendt på jagt, mens den røde skulle hjælpe med de syge. Falmor, der havde stået for de syge indtil nu, blev af Frerin bedt om at assistere og tale med dragen, så Falmor, der stadig følte frygt ved de store dyr, var tvunget til at tale med det vældige uhyre.
   Efter han havde spist, forlod han lejren og satte kursen mod den røde drage. Han rømmede sig, og dragen så ned på ham. Den hilste pænt og stod så og så opfordrende ned på ham.
   "Jeg er Falmor. Jeg har passet de syge…" han vidste egentlig ikke, hvad han skulle sige og rødmede lidt ved den pinlige situation.
   "Åh ja, elverne," svarede dragen lidt hen for sig selv. "Jeg kommer om et øjeblik, tag du dig bare af dem, så skal jeg nok komme, når jeg er færdig."
   Falmor blev helt paf over dragens næsten menneskelige og hverdagsagtige væremåde, så han tøvede lidt, inden han gik tilbage til de syge.
   Kándidoth var ikke stoppet med at hoste blod, men til gengæld var Hamirol nu blevet helt rolig. Han råbte og skreg ikke, han forsøgte ikke at slippe for rebene, og derfor gik Falmor straks hen til ham med bekymret mine. De brune mandelformede øjne så roligt mod stjernerne, der nu var kommet helt frem. Han fandt et vandfad og dyppede et stykke hårdt brød i vandet, til brødet var opblødt og nemmere for Hamirol at spise.
   "Han har brug for øjeblikkelig helbredelse," fortalte den mand, der pludselig stod ved Falmors side. Falmor vendte sig med et ryk, for han havde ikke hørt nogen komme. Manden var lav og kompakt bygget, hans hår var flammende rødt, og hans øjne havde en påfaldende gullig farve. Falmor tabte underkæben, hvilket manden blot smilte af.
   "Jeg er Djalhrashim," fortalte manden, og da det ikke ringede nogen klokke hos Falmor, tilføjede han: "Den røde drage, der skulle hjælpe med de syge."
   Falmor så chokeret på manden. Djalhrashim fortalte, at han så det som mest praktisk at have menneskelig form, selvom det indskrænkede hans kræfter. Han var den eneste ud over Achechecei af de tilbageblevne drager, der kunne udføre magi. Djalhrashim vendte sig mod Hamirol. "Du har holdt ham i live?" dragemanden så nærmere på Hamirol, og Falmor nikkede blot. Djalhrashim lagde sin hånd på Hamirols pande, mens han mumlede noget, der mere lød som en mellemting mellem en brummen og en knurren. Et fremmed lys strålede frem under dragemandens hånd, og Hamirol spærrede øjnene op og skreg på ny, men denne gang kom der samtidig noget ud af hans mund. Det lignede tusinder af små sorte natsværmere, der forlod elverens krop gennem hans mund, inden skriget dødede hen, og Djalhrashim faldt tilbage og landede fladt på jorden. Falmor vendte sig mod Djalhrashim, der pustende og stønnende løftede sig op på den ene albue og spurgte til Hamirol. Falmor vendte sig mod Hamirol og konstaterede, at elveren sov fredeligt. Hele aftenen gik med at gå fra elver til elver, men mellem hver patient måtte Djalhrashim dog hvile sig for ikke at overbelaste sig selv. 'Natsværmerne' var det syge i personen, fortalte Djalhrashim.
   Da solen sendte sine første stråler ud den næste dag, sov alle patienterne, og Djalhrashim gav Eleilaloth instrukser på perfekt elvisk. For Falmor var det lige præcis det mirakel, han havde bedt efter hin aften. Han takkede alle guder, han kunne komme i tanke om og håbede, at de fortsat ville hjælpe dem.

Djalhrashim ønskede ikke at gå tilbage til de to sorte drager, da han var færdig med sit arbejde, derfor blev han hos Falmor, der begyndte at synes mere og mere om dragen. Djalhrashim fortalte om ham selv. Det var det først han fortalte. Derefter fortalte han om de to andre drager, der begge var en race, der åbenbart hed spydhaler. De hed Esion og Arhez, og de var begge hanner. Arhez var størst. De var temmelig dystre at tale til, fortalte Djalhrashim. Falmor fortalte om "deres drage" Frerin, og Djalhrashim lo højt og hjerteligt, da han hørte om alle Frerins tilbøjeligheder. De fortsatte med at tale sammen hele dagen, og Djalhrashim gik med rundt og så til elverne. Tári hjalp også, og Djalhrashim lod til at syntes meget godt om hende. Først havde han troet, at hun også var en drage, fordi hendes hår var lige så rødt som hans eget. Men efter at have fået ryddet den misforståelse af vejen, talte Djalhrashim meget med Tári, og han overskred mange gange den sikkerhedsafstand, som Falmor ellers havde erfaret, at hun havde.
   Alle elverne var friske og udhvilede, og de var alle taknemmelige både for Falmors store tålmodighed og Djalhrashims magi. Hamirol virkede, som om han var vågnet fra en lang drømmeløs søvn, og han huskede intet fra den tid, hvor han havde været syg.
   Tári, Falmor og Djalhrashim talte sammen en rum tid, inden Djalhrashim blev kaldt tilbage til de andre drager. Esion og Arhez brølede, mens de flåede i noget, der på afstand lignede en sort og hvid hval. Falmor gøs, da han hørte, at dyret ikke var dødt endnu.
   Det var midt på dagen, da Tári kom hen og lagde en hånd på Falmors skulder. Frerin ville tale med dem, og Falmor åndede lettet op. Han havde ventet længe på, at Frerin endelig ville fortælle, hvad der skulle ske. Hvordan de skulle løse denne konflikt. Han fulgte Tári og bemærkede, at hun var spændt som en buestreng. Hun havde spændt selen med øksen på ryggen, og Falmor indså, at de nok ikke skulle ligge stille mere. Det var også længe siden, der sidst var sket noget. Bag ham hørte han Esion og Arhez brøle højere end før, han drejede hovedet og så, at Djalhrashim, der igen havde skiftet til drageskikkelse, prøvede at få fat i noget af hvalen. Falmor gøs og så frem igen.
   Ilira og Frerin ventede på dem uden for lejren sammen med Achechecei. I middagssolen strålede den gyldne drage og blændede Falmor, så han måtte se væk.
   Frerin og Ilira stod i skyggen af Achechecei, for det var usædvanlig varmt. De stod og talte sammen men afbrød samtalen, da Falmor og Tári kom nærmere.
   "Er I klar?" spurgt Frerin, og Falmor så, at også Frerin var spændt. Han stod ikke stille men lod hele tiden en hånd glide ned til den improviserede sværdskede. Falmor så på Ilira, for han vidste, at man kunne måle situationen i hendes ansigt. Men han kunne intet læse. Hendes ansigt var køligt og afklaret, som om hun havde accepteret deres skæbne for længst. "Vi flyver mod Eluvinanos' sydlige grænse. Det er der, slaget skal stå," fortalte Frerin, "Falmor, du er den stærkeste og bedste kriger af os. Du skal ride på Djalhrashim. Tári tager Arhez, Ilira Esion og jeg tager Hagesmekin."
   Falmor glædede sig over at skulle være sammen med Djalhrashim, for han stolede fuldstændig på dragen. Nu følte han den samme spænding, som de andre allerede havde udvist længe. Slutningen på dette ville snart komme.
   "Jeg fører an," fortsatte Frerin og så på alle med de kolde, isblå øjne, "Falmor, du skal være det første 'våben'. Der venter os mange hårde prøvelser, men vi klarer dem nemmere, hvis vi peger på fjenden med vores meste skarpe lanse. Dig. Ved siden af Falmor kommer du, Tári, på Arhez. Han er klar til at bære dig gennem ild og vand, og han er den stærkeste fysisk af de fire drager. Til sidst kommer du, Ilira, vi har brug for at have en stærk drage som Esion i reserve, og du kommer til at spille en livsvigtig rolle, hvis dette skal lykkes. Er det forstået?" Falmor nikkede, og det samme gjorde de to andre. Han forstod ikke, hvad det var de skulle, men han var klar, hvis Djalhrashim var. Frerin fortsatte med at give ordrer og forklarede også, hvordan de skulle lave de dragesadler, som var livsvigtige.

Det var først, da han sad sammen med Hamirol, Eleilaloth og fire andre elvere og syede læder sammen til en saddel, at han indså, hvor hurtig han var skiftet sindelag til kriger. Han følte, hvordan hans hænder kløede efter et våben, og hvordan adrenalinet lige så stille var begyndt at pumpe rundt i ham. Han befandt sig godt i rollen som den skarpe lanse. Dôenô ovec. Gudens våben. Han tænkte ikke på, hvad de skulle kæmpe mod, men han vidste, at han ville kæmpe helhjertet.
   Alle var blevet sat til at sy sadlerne. Djalhrashims var den letteste, for han var den mindste, og han var villig til at bære sadlen. Arhez havde ikke været glad for idéen med en saddel, men åbenbart havde Tári ikke helt den samme angst for drager som hendes søster. Tári havde vredt råbt til dragen, at den bare kunne prøve på at smide hende af, for så ville hun sørge for, at Arhez ville ende sine dage som de fineste par drageskælshansker, der var blevet set nogensinde. Arhez havde ikke følt sig truet på nogen som helst måde, men var blevet imponeret af Táris mod. Falmor klukkede lidt ved mindet om den overraskede drage, da Tári havde råbt ad den. Heldigvis viste Esion sig som en lidt venligere natur, der opførte sig nogenlunde upåklageligt - i hvert fald over for Ilira. Han havde dog den uvane at drille dem, der skulle måle ham, ved at puste sig op og ikke stå stille.
   Da Falmor havde fortalt Djalhrashim, at de skulle ride sammen, havde dragen jublet og var straks begyndt at fortælle om gamle dage, da han havde fløjet med riddere mod Allamarro. Falmor havde lyttet og syet, mens dragen fortalte, og når Djalhrashim ikke fortalte, så var det fordi de afprøvede sadlen på ham. Heldigvis skulle den kun syes om et par gange, og så var den klar. Djalhrashim opfordrede Falmor til at prøve den i luften, men det ville han ikke. Derfor lettede dragen uden Falmor og fløj sadlen til. Han skulle lige vænne sig til den og den til ham, fortalte Djalhrashim.

Falmor satte sig først i den meget vellykkede lædersaddel, den dag, hvor Frerin satte sig op i sadlen. Vejret var skønt, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Djalhrashim fortalte at vinden var helt perfekt, og at de varme opadgående luftstrømme ikke havde været så gode i næsten tre år. Aftenen før havde dragerne igen fanget mad til dem, og de havde sovet hele natten, mens dragerne holdt vagt. Derfor var Falmor - og for den sags skyld alle andre også - i strålende humør. Også dragerne virkede, som om de kunne klare hvad som helst. Alligevel var det med stor spænding, at Falmor satte sig i sadlen og spændte de remme, der skulle holde ham i sadlen, hvis de nu måtte være nød til at dykke eller flyve på hovedet. Djalhrashim vendte hovedet og sendte ham et stort tandsmil, der blot skræmte Falmor i stedet for at berolige ham. Frerin skulle naturligvis lette først, og Falmor så, hvordan den gyldne drage satte af med benene og slog med vingerne. Frerin var bare en lille skikkelse på sadlen på dragens nakke. Derefter var det Falmors tur.
   "Så går det løs," sagde Djalhrashim med en forventning i stemmen.
   Falmor følte en sugende følelse i maven, da Djalhrashim stødte fra jorden og slog med vingerne. Ja, nu gik det løs. Gudens våben var på vej.


* * *
   Gloseliste:
   Ordet: [udtale] (evt. bemærkning) oversættelse (sprog)
   Dôenô ovec: [DJØnø Ovek] gudens våben (viklaman)
   Lothlo: [LOTHlo] En herre (elvisk)
   Glomihol: [GLOmihol] (direkte: hjælpende/han, der hjælper) hjælperen (elvisk)
   Sendjil ôes: [SENdjil jøs] han dør (viklaman)
   Sogofos kogimü! Plithillo ulomeno! Plithillo pigalo!: [SOdjofos koDJImy! pliTHILlo uLOmeno! pliTHILlo piDJAlo!] Slanger kommer! De største! Den mest gyldne! (elvisk)
   Dôenô Jôzallin, ragnar eñesali buñoc eminis: [DJØnø HRØsallin, RAKnar enJEsali bunJOK Eminis] (Jôzallin er fremtidens gud i Viklomina) Gud Jôzallin, hjælp os for evigt. (viklaman)
   Achechecei: [asjesjeKEI] Morgendragen (viklaman)