"Jeg har aldrig forstået kvinder," siger jeg og lader en finger løbe hen over de bløde læber, jeg ser lidenskabsløst rundt. "Jeg forstår simpelthen ikke, at vi kan være så dumme," fortsætter jeg og har fikseret mit blik på en fugl på en gren udenfor det lille runde vindue. Den anden ser på mig med uforstående øjne, som en tyst opfordring til at fortsætte. Jeg smiler skævt. Man får altid disse blikke, når man fremturer mod sit eget køn. "I middelalderen var kvinden under manden. Det skulle vi da være glade for; så skulle man ikke ud og dræbes af fjender, som man egentlig er ligeglad med. Vi skulle blive derhjemme og passe børn og hjem, men er det noget at brokke sig over? Det har altid været vores funktion, og derfor er vi også de bedste til det. I urtiden behøvede vi ikke være ude og jage, men kunne i stedet i ro og mag sidde derhjemme og ordne bær. Hvornår har det været dårligt at leve sådan?" Den anden gøre tegn til, at hun gerne vil sige noget. Sige imod, men det tåler jeg ikke, og jeg løfter halvt en hånd til tavshed. "Da vi kvinder ville have lighed, tænkte vi os ikke om. I verdenshistorien var dét det dummeste, vi kunne være kommet på. Omkring 1900 levede man som kvinde et vidunderligt liv, hvor man ikke skulle lave andet end det, som naturen altid har sagt, at kvinder skal lave. Vi skulle være kunstneriske, vise og vittige skønheder. Og hvorfor? Fordi vi er skabte til det. Det er den eneste simple grund," jeg trækker vejret og lader en hånd glide ned hen over de gyldne lokker, mens jeg smiler lidenskabsløst, "kvinden er det eneste unaturlige på denne jord." En bil kører forbi udenfor, den dytter af en kvinde ude på vejen, der går forbi med en mobiltelefon for øret, et barn ved hver side og indkøbsposer fra Netto i hver hånd. Hun opdagede ikke bilen, fordi hun snakker med sin bankrådgiver om at oprette en pensionskonto. Jeg kan se det for mig. Jeg indsnuser lokalets indelukkede køkkendunst af pandekager hos naboen og bøf herfra. Jeg ser rundt. Formummede møbler står som statuer af uddøde væsner rundt omkring i stuen. "Tænk over det," hvisler jeg sukkersødt nær hendes ansigt. Hun rykker overrasket hovedet tilbage. Jeg går lidt rundt om hendes stol, mens jeg slikker mine læber, der er blevet tørre. "Vi bad om at blive et overnaturligt væsen, der kunne klare at arbejde hårdt for føden, at tilberede føden, føde børn, passe dem, hjem og gamle på én gang. Manden kan ikke føde børn, fordi han ikke ville kunne klare byrden samtidig med, at han skal skaffe mad. Kvinden skal ikke forsørge sig selv, fordi hun er skabt til noget vigtigere," jeg iagttager hende roligt, mens ordene siver ind, "vi kan ikke leve på denne måde. Vi dør." Hendes blik er tomt, da hun forstår mine ord. Hendes kønne dådyrøjne søger efter et holdepunkt men finder intet. Hendes mobil ringer, men hun bevæger sig ikke. Jeg lader maskinen ringe uden at bevæge mig. Det eneste, der lyder i lokalet er den infame larm fra apparatet, der spiller lyden af en gammel telefon. Endelig dør lyden. Jeg smiler. "Var det kæresten, der ville høre, om du også skulle have aftensmad?" spørger jeg, som om jeg ikke kender svaret, hun nikker lydløst og ser trist ud. Ikke på grund af udsigten til ikke at få mad. "Mænd, der laver mad," jeg fnyser hånligt, "se, hvad vi har fået mænd til! De kryber og krymper sig for at opretholde balancen mellem kønnene. Vi laver ikke maden mere, fordi vi ikke synes om det. I stedet vil vi arbejde. Vi stjæler mændenes arbejde og giver dem det, vi ikke selv ønsker at lave. Jeg hader kvinder." Jeg hvisler det sidste ud som en hadsk slange.
   Jeg går hen til hende og lægger mine hænder på hendes skuldre. Jeg siger intet, men indånder hende i stedet. Jeg mærker, hvordan hendes skuldre hæves og sænkes med åndedrættet. Hun hyperventilerer nærmest. Jeg smiler og kysser hendes øreflip. Jeg kan mærke gråden nærme sig. Hendes skuldre danser faretruende. "Så… rolig," hvisker jeg nær hendes ører, "jeg gør dig ikke noget." Det er sandheden. Jeg har bundet hende, så hun ikke flygter fra sandheden, men jeg gør hende ikke noget. "Vi kvinder burde vende tilbage til naturens gang. Kvinden er under manden, fordi hun ønsker det. Hun ønsker ikke at lave noget. Hun ønsker at blive forkælet, og det gør manden gerne. Den naturlige mand sørger for den naturlige kvinde, fordi det er han skabt til." Jeg lader hånden glide ned til mit bælte. Det er af læder. Det er sikkert kniven, hun frygter. Jeg har stukket kniven, som jeg lavede bøf med, ned mellem bæltet og bukserne. Den prikker på mit lår, når jeg går. Jeg trækker den, og jeg kan mærke, hvordan hendes vejrtrækning bliver febrilsk. Jeg holder kniven frem foran hendes øjne, så den fanger en solstråle fra eftermiddagssolen og sender den ind i hendes øjne. "Den gør dig intet," siger jeg roligt uden at hviske. Det beroliger hende ikke. Jeg prøver skarpheden af kniven med en tommelfinger. "Den er skarp som bare fanden, men den gør dig intet." Telefonen ringer igen. Jeg ser end ikke efter den. Er for optaget. "Forstår du kvinder?" jeg ser roligt på hende. Hun ryster på hovedet af alle kræfter, mens hendes øjne ikke viger fra kniven, der næsten er tyve centimeter fra hende. Jeg smiler. "Tror du, vi kan gøre det godt igen?" Der er stille lidt. Jeg kan høre mit vækkeurs lavmælte tikken i soveværelset. "Tror du, mændene kan tilgive os?" Jeg lader hende ikke svare men skærer i et snuptag rebene fri. Hun falder fra stolen til gulvet og rejser sig lynhurtigt. Hun ser uforstående på sin barndomsveninde, mig, inden hun løber. Da døren smækker efter hende, ringer mobiltelefonen for tredje gang. Jeg går hen og tager den.
   "Hun er på vej," siger jeg og lægger på igen. Jeg vil aldrig glemme hendes blik.
   Hun forstod mig.

Dagen efter kom hun igen.