Ikke siden Frerin havde reddet dem, og specielt ikke siden guden havde vist sig, havde Tári haft ønsket om at tage hjem. Hun elskede sit hjem, men hun vidste, at der var brug for hende nær Eluvinanos. Hendes egentlige grund var Ilira. Ilira havde i starten bare undladt at sætte sig imod Falmors forslag om at blive, men nu var hun Frerins oversætter, Frerins højre hånd og et aktivt medlem af gruppen. De forhenværende elviske slaver gav tit problemer, fordi de ønskede at angribe vagter uafbrudt, men Frerin satte sig hele tiden imod. Tári havde lagt mærke til, at Frerin tit var tavs, som om han lyttede til noget. Efter at have lyttet blev Frerin altid meget vred. Alle havde lært at tyde de små tegn og ikke være i nærheden, når hans temperament pludselig kogte over. Om det var Condra, der talte til ham, eller om han blot var tavs, vidste Tári ikke, og hun følte ikke, at hun kunne spørge. Tári følte sig utilpas, når hun kom for tæt på folk, hun ville helst have en sikkerhedsafstand. Tári søgte med blikket efter Ilira og stirrede på hende. Under deres fangeskab hos lothlo Kaélderoth havde Tári altid sørget for, at Ilira ikke led overlast på nogen måde. Det betød, at Tári havde båret alle tunge ting, forsvaret hende over for lothlo, forsvaret hende over for Kaélderoths perverse sønner og hugget Iliras del af brændet. Nu var Ilira en vigtig del i gruppen, og Tári kunne se, hvordan elverne sultent gloede på hende. Faktisk var det ikke underligt, for Ilira var smuk. Deres mor havde altid fortalt alle om Iliras utrolige skønhed, og det havde Tári intet imod, for deres mor havde haft ret. Iliras hår var i løbet af de fire måneder i frihed groet ned langs ryggen. Hendes hår glitrede rødt og flammende i solen, mens hun virkede, som om hun ikke havde opdaget sin egen skønhed. Da de havde været slaver, havde Ilira været tynd og underernæret, men nu havde hun taget på og havde de rigtige former.
   Det, der rev Tári ud af sine tanker omkring søsteren, var hendes egen mave, der knurrede. De havde befriet en halv snes mennesker og elvere, men de skulle alle have mad og vand, derfor var alle konstant sultne.
   "Er dragen utålmodig?" Falmor så på hende med sine dybe brune øjne, og hun smilte skævt.
   Det var en vending, som var opstået, da elverne var begyndt at kalde Frerin for Dragen. Når dragen var utålmodig, så brølede den, og det samme gjorde folks maver, når maven blev utålmodig efter noget at spise. Senere havde vendingen afløst det spørgsmål, der ikke behøvede svar. Om man var sulten. Falmor var en venlig kæmpe, der knapt nok tænkte på sig selv, og Tári nød at være i hans nærvær, fordi han forstod, at der var en afstand. Han klappede hende på skulderen og rakte hende et tørt brød. Hun rystede på hovedet, og Falmor trak på skuldrene.
   "Hvornår sker det?" spurgte hun, og sendte et hurtigt blik i retningen af Frerin.
   Falmor trak igen på skulderne.
   "Ilira sagde, at det vil vare nogle timer endnu. Frerin har ikke sagt noget, men hvem ved med ham?"
   Det var lige præcis problemet efter Táris mening. Frerin fortalte ikke de andre noget. Måske ville det ske i dag måske først om et par uger. Lejren var ved at blive urolig, og Tári var ikke sikker på, at Frerin havde opdaget det. Han var blevet så fjern, og nogle var begyndt at benytte sig af det. Deres leder ikke var så udøvende som for fire måneder siden, da det hele startede. Tári kunne allerede udpege Hamirol, der var begyndt at undertrykke nogle af de andre elvere. Tári lod sin ene hånd glide om til øksen, der var blevet spændt fast i en sele på ryggen, så hun altid kunne nå den. Hun var mest tryk, når hun havde den i nærheden.
   En times tid senere kom Frerin og Ilira hen til dem.
   "Er I klar?" Frerin så rundt på dem, og Tári nikkede.
   Hun havde været klar siden morgenstunden, hvor Frerin havde annonceret det. Frerin nikkede tilfreds. Tári følte en velkendt sitren i kroppen. De havde ligget stille på et sted i for længe, og nu skulle der endelig ske noget igen. Hun så på lejren. Der var unaturligt stille, for alle sad og lurede spændt på, hvad der nu ville ske. De kunne sikkert føle, at det nu ville ske. Tári så på Ilira. Hendes ansigt var ikke glat og ubekymret mere, i stedet havde hun en enkel rynke i panden, der virkede mere ildevarslende end Frerins tonefald, da han begyndte at fortælle, hvordan det skulle foregå. Elveren Eleilaloth Tathilol skulle holde skansen, mens de var væk, og den idé kunne Tári ikke lide. At efter lade elverne til sig selv var ikke en god idé, og hun kunne næsten forudsige katastrofen. At lade bare én af Frerin, Falmor eller Ilira tilbage var heller ikke nogen mulighed. Hun kunne nu forstå, hvorfor Frerin og Ilira virkede så bekymrede.
   "Hvis vi går direkte mod nord og krydser Storsletten nær de sydlige Tordenbjerge, så kan vi være der på så kortest tid muligt," Frerin så rundt på de andre, og Tári gengældte hans blik.
   "Ma Dräl, ijäsh, Tári koligo Falmor rorolü pith Fe Kuliran Dünáli," råbte Ilira til elverne, der straks brød ud i mumlen og spredte protester. Hun forklarede noget mere på elvisk, og elverne blev stille. Nogle nikkede indforstået. Eleilaloth overtog styringen, da de fire forlod lejren. Tári så tilbage over skulderen og havde en dårlig fornemmelse med at efterlade lejren. Hun sagde dog intet til de andre.

Frerin ledte dem, for han vidste åbenbart, hvilken vej de skulle, så Tári dannede bagtrop sammen med Falmor, der var mere stille end sædvanligt. Hans dybe øjne afslørede ikke hans tanker, men Tári havde på fornemmelsen, at han tænkte det samme som hende selv. Hun så frem og kunne kun se Storsletten. Hun havde kun set den én gang før, da hun og Ilira var blevet transporteret fra Allamarro til Eluvinanos. De to menneskelande Allamarro og Oranika havde været i krig, nogle almanske soldater havde taget kvinder og børn fra Táris landsby til fange. Allamarro havde så solgt dem til Eluvinanos. Tári havde været ti på det tidspunkt, så hun havde grædt og hylet, da de var blevet slæbt op og bundet til den drage, der skulle flyve dem til deres nye 'hjem.' Tári huskede Iliras skræmte ansigt. Ilira havde kun været seks på det tidspunkt. Tári havde fra det tidspunkt besluttet sig for, at ingen skulle se det skræmte ansigt nogensinde mere, derfor beskyttede hun sin søster. Tári var klar til at dø for, at Ilira skulle leve.
   De gik hele dagen og meget af aftenen, men det var som om Storsletten ikke ønskede at ændre sig overhovedet. Det samme brungrønne, stride græs var overalt, og de samme triste træ stod spredte ude i horisonten. Tári talte lavmælt med Falmor, for det lod til, at Dragen var ved at blive utålmodig. Frerin sparkede til sten og udstødte til tider fantasifulde eder og forbandelser. Ilira gik heller ikke så tæt på ham mere, men holdt sig ude til højre for ham. Hen mod det tidspunkt, hvor de begyndte at tænke på at slå lejr, lød der høje og rungende brøl, der kom med vinden fra vest. Fra bjergene. En skælven fór gennem Tári. Lyden gik gennem marv og ben som en skarp klinge. Frerin sagde intet, men Ilira sendte Tári et blik, og Tári vidste, at de tænkte det samme. Falmor så bare mod bjergene, men heller ikke han sagde noget.
   De slog lejr og tændte bål. Tári talte lavmælt med Ilira, da Frerin var gået til ro, mens Falmor prøvede at finde noget brænde. Ilira frygtede også at komme for tæt på bjergene. Tári sendte hele tiden blikke mod Frerin, der selv i søvnen holdt en hånd på det sværd, som glitrede i månens lys.
   Næste morgen var det Tári, der vågnede først. Hun hadede at vågne, for det betød at åbne øjnene og se op mod en skarp sol. Men til sidst tog hun sig sammen og så op. Solen blændede hende øjeblikkeligt, så hun måtte knibe øjnene sammen. Hun stønnede træt og forsøgte igen. Denne gang så hun bare mørke og farvede pletter, der dansede for hendes blik. Selv mod solen kunne hun dog se, at de ikke var alene.
   "Clau benolas coyonas cofare?" spurgte en dyb stemme et stykke fra hende.
   Tári satte sig lidt op og følte noget, der pressede sig mod hendes hals. Hun skærmede for solen med den ene hånd, mens hun prøvede at se, hvem det var, der talte til hende. Hun forstod ikke sproget, men det havde en fjern snært af elvisk, syntes hun. Tári kneb øjnene sammen. Skikkelsen, der holdt noget, der lignede et primitivt spyd, var utrolig høj og klædt i lange kåber, som Tári aldrig ville have valgt, hvis hun skulle vandre på den tørre, varme Storslette.
   "Usa felcasus, yi usu?" sagde stemmen denne gang med en smule mindre tålmodighed.
   Tári sank noget og følte spydet mod sin hals. Samtidig vågnede Frerin op med et skrig, som om han havde haft mareridt. Han trak vejret stødvist og så sig forvirret rundt. Tári kunne høre mumlende stemmer i baggrunden, men hun kunne ikke se nogen. Manden med spyddet havde ikke bevæget en muskel, men Tári kunne føle, at hans blik ikke længere hvilede på hende. Det var hun lykkelig for, da det havde givet hende en følelse af igen at blive slæbt op på en drage, for at blive transporteret til slaveri og fangeskab. Et øjeblik så hun igen den røde drage, der havde betragtet hende med dommedagsøjne glimtende af mordglæde, for sig. En skælven gled gennem hende, og så var hun tilbage i nuet, der havde ændret sig en smule. Manden med spyddet var gået hen til Frerin, og han stod og talte til Frerin, der igen så ud, som om han lyttede. Når der var krisesituationer, lyttede Frerin altid, og det var på de tidspunkter, hvor Tári mente, at Frerin gjorde de rigtige ting. Tári lod uset en hånd glide hen mod hendes økse, som hun havde fået et meget personligt forhold til. Hun så ikke ned men så i stedet mod Frerin og manden.
   "Husa Freriner, yi husone Tárir, Ilirarir yun Falmorer. Cofaro clau Dumir Culir," fortalte Frerin, og han lød, som om en eller anden dikterede ordene for ham.
   Manden spurgte Frerin om noget, og Frerin svarede. Tári vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun tog et fast greb om øksen, så hun altid kunne svinge den.

Det viste sig at i den gruppe af mennesker, der havde fundet dem i løbet af natten, var der en mand, der kunne tale oranikansk. Menneskene var fenkere, og de var stammen Felkaser. De var mennesker med en mørk hud og hårde, mørke øjne. Tári stolede ikke på dem. Deres øjne var lidt skæve, og deres sprog var meget syngende og lignede elvisk for meget. De andre mænd i gruppen var også bevæbnet på en eller anden måde, nogle havde blot massive træstave, som dem elverne havde, andre havde spyd og et par havde dolke, der så menneskeskabte ud. Tári ønskede på ingen måde være i nærheden af dem, og hun ønskede at komme videre og væk fra disse fenkere. Ilira og Falmor var vågnet, og Ilira var lige så stille kravlet hen bag Tári. Tári kunne høre Iliras åndedræt, mens Táris greb om øksen blev hårdere og hårdere. Hun kunne ikke klare denne stilhed og ville helst ud af det dødvande, de befandt sig i. Falmor sendte hende et blik og skævede ned mod sine to økser. Selv den rolige kæmpe følte sig ikke tryk. En mave rumlede, og Tári var flov over at opdage, at det var hendes. Frerin vendte hovedet.
   "Er dragen utålmodig?" spurgte han, og Tári så en ild gnistre i hans øjne. Så lagde hun mærke til, at han havde en hånd på sværdfæstet. Et lumskt smil spillede et halvt sekund på Táris læber.
   "Meget!" svarede hun, da Frerin sprang op og slog oversætteren ned.
   "Dræb ingen!" råbte Frerin, og Tári ærgrede sig grueligt men rettede sig alligevel efter Frerins ordrer. Hun sprang op med et skrig, som overraskede hende selv og fenkerne. Hun slog løs på fenkerne, der viste sig som dygtige krigere. Meget dygtige og meget udholdende. Da hun kastede et blik rundt, så hun, at fenkerne var i overtal. De primitive våben var i fenkernes hænder dødbringende, og Tári måtte parere gang på gang for ikke at blive ramt. Fenkerne forsøgte at omringe dem flere gange, men de kunne ikke komme til det, for Frerin og Falmor havde for længe siden aftalt, hvad der skulle gøres i sådan en situation. Selv de høje og smidige fenkere måtte vige tilbage, når Frerin og Falmor slog sig igennem, så Ilira og Tári kunne komme fri. Men fenkerne var for mange, og Tári kunne føle, at de kræfter, som hun havde sparet til turen videre, var ved at slippe op. Hun følte, hvordan det blev hårdere at løfte øksen til en parade, og hvordan hun skulle slå fjenderne mange flere gange, før de faldt om eller lod en anden tage hans plads. Nogle af fenkerne var også kvinder, og de viste sig, at være lige så dygtige som mændene. Til sidst rev Frerin fat i Táris skulder og brølede, at hun skulle løbe, ind i øret på hende. Tári så sig hurtig rundt, fik fat om Iliras håndled og trak hende med sig, da Tári begyndte at løbe væk fra fenkerne. Ilira begyndte først at løbe, da hun opdagede, at hun blev slæbt af sted. Tári så bagud og så, at Frerin og Falmor havde vent sig, for at holde nogle af fenkerne væk. Men så vendte begge mænd sig og indhentede Tári og Ilira på et øjeblik. Falmor greb Táris andet håndled, mens Frerin greb fat i Ilira.

Fenkerne forfulgte dem af en eller anden grund ikke. Da de havde løbet i et hæsblæsende tempo i lang tid, stoppede de endelig forpustet op. Falmor havde slæbt Tári halvdelen af vejen, og hun undrede sig over, hvor Falmor havde haft kræfter til at løbe og holde hende på benene. Ilira var snublet så meget, at Frerin havde båret hende på ryggen meget af vejen, og selvom han var træt, så var han skummende af raseri - som altid uden grund. Det var allerede langt oppe af dagen, men Tári tog sig ikke meget af det. Hun smed sig på jorden og lagde sig fladt på ryggen med en dunkende puls og et hamrende hjerte, og begge ting truede med at sprænge hende. Sådan lå hun længe, inden hun endelig satte sig op igen. De havde stadig deres våben, men de havde intet andet. Ingen proviant eller tæpper. Tári kunne ikke tænke ordentligt, så hun lagde sig ned, for at hendes hoved ikke skulle sprænge foreløbig.

Da det blev så sent, at stjernerne var kommet frem, kunne Frerin fortælle, hvilken vej de skulle gå, for at komme videre, men Tári tvivlede på, hvor vigtig ekspeditionen var. Hun tænkte på Eleilaloth og vidste, at han ikke kunne klare opgaven at holde styr på lejren. Hun forestillede sig, at Hamirol allerede var leder i lejeren og leder for angrebene på elverne.
   Hun lukkede øjnene og lukkede det triste natlandskab, som de vandrede igennem, ude fra hendes tanker. Sletten var dækket af totter af brunt og grågrønt græs, der så hårdt og stridt ud, som fenkerne havde gjort. Hun havde lyst til at spørge, hvorfor de var vandret af sted mod den sø, hvorfor de havde angrebet fenkerne, og hvorfor de så ikke måtte dræbe dem, men hun spurgte ikke. Da hun åbnede øjnene igen, var hun glad for, at hun ikke havde spurgt, for Frerin trampede af sted og mumlede noget, der godt kunne være forbandelser, for sig selv. At de elviske slaver kaldte ham Dragen var intet under. Frerin mindede om den røde drage, der for så længe siden havde båret Ilira og Tári til Eluvinanos.
   De lagde sig først til at sove, da det begyndte at rødme i horisonten.

De var nået lang, faktisk var de nået længere end Tári havde turdet håbe på. Frerin fortalte, at der ikke var langt til søen, men endnu en gang undlod han at fortælle, hvad de skulle, når de nåede frem. Tári begyndte at spekulere over, om det var Condra, der ville vise sig igen, eller om der var noget Condra ville vise. Hun var på forhånd fuldstændig sikker på, at det var Skæbnens Gud, der havde en finger med i spillet. Frerin havde ikke være så furiøs siden den dag, da hun havde siddet over for ham ved truget. På det tidspunkt lige inden han havde løftet sit sværd og havde skåret sig fri, havde hans isblå øjne den dag skudt lyn, mens han vred havde hugget i træerne. Hver gang han havde hugget hårdt i træet, havde Ilira sendt hende et blik, der havde råbet hendes tanker. Ilira havde været bange for Frerin. Da Condra havde vist sig, havde Frerin heller ikke været hverken glad eller lykkelig, han havde sneret af guden! Tári var imponeret over Frerins store mod og vilje, selv ville Tári have smidt sig i støvet.
   De var på vej op af en bakke, og de gik i den rækkefølge, som nu var en naturlig og usagt lov. Frerin gik forrest enten sammen med eller umiddelbart før Ilira, der blev efterfulgt af Falmor og Tári, der gerne gik sidst. Så da Frerin stoppede foran, stoppede de alle fire. De var nået til bakkens top og stod nu og så ned i en vidunderlig dal. Tári så ud over Sendaesøen. Den lå som et levende spejl i dalen. Der var frugtbare træer og buske, og Tári hørte fugle synge et sted. Solen reflekterede søens vand, og vandet lignede derved sølv. Folk i hele Oranika talte om søen Sendae. Dumir Culir, sølvsøen, kaldte fenkerne den, for den var deres mest hellige sted. Først nu forstod Tári hvorfor. Stedet var blevet rørt af en guddommelig hånd, andet kunne ikke være sket. Stedet havde overlevet alle krigene, det havde ingen ar, som resten af landet havde. Fra nord til syd. Ved Táris side stod Falmor med tårer ned ad kinderne. Skønheden og roen var så vidunderlig, at Tári ikke følte, at hun også selv græd af glæde over skønheden. Uden et ord begyndte Frerin at bevæge sig ned i dalen, og de andre fulgte tavse efter.
   Da Tári havde set ud over dalen, havde hun ikke lagt mærke til, at naturen ikke var helt uberørt. Hun så pludselig, at der faktisk var en bygning midt i mellem træerne, der var sunde og kraftige. Tári havde set nok marmor til hele sit liv, så hun genkendte den perlehvide sten. Den var bygget for længe siden, for søjlerne glitrede ikke, som alt havde gjort i Solläth, den by, hvor Ilira og Tári havde været siden de var blevet solgt. I Solläth havde man drevet mennesker til at skrubbe marmoret rent længe før daggry, så byen altid havde strålet som en hvid perle i solskinnet. Bygningen foran den lille flok havde taget skade af ikke at blive vedligeholdt. Marmoret var misfarvet af de planter, der voksede på det. Men Frerin så ikke dette, for han entrerede i stedet bygningen, og som altid fulgte den lille flok ham. Tári fulgte kun tøvende med, for hun følte, at der var noget underligt ved stedet. På overlæggeren på døren stod noget mejslet ind, men bogstaverne kunne Tári ikke læse, for det var så længe siden, hun havde læst oranikanske bogstaver sidst.

Der var helt stille inde i bygningen, der viste sig at være et tempel for en gud. Først troede Tári, at det var Condras, men så nåede de den sal, som man havde tilbedt guden i. Hun så ind i salen, hvor marmoret stadig havde sin smukke hvide farve. En tre mand høj statue stod midt på gulvet. Tári genkendte guden eller rettere gudinden. Det var den Hellige Jomfru.
   Statuen var af rent guld, der stadig skinnede, som var det lige blevet pudset. Jomfruen stod, som hun skulle gøre; den venstre arm var yndefuldt udstrakt til den ene side, og hun stod med vægten på venstre ben, så man kunne se den slange, der snoede sig om hendes håndled og den, der snoede sig om hendes ankel. Selv hendes lange, bløde hår var gengivet ned til mindste detalje, og Jomfruens ansigt var mildt og barmhjertigt.
   "Fe Ülläna Ässno," var det eneste, Tári kunne hviske og opdagede, at Ilira og ekkoet i salen gentog hendes ord.
   Frerin vendte sig mod Tári, men hun var ligeglad. Hun havde ikke glemt, at elvernes gudinde (også kendt under navnet Selendra) kunne være grusom, men Ilira og hende selv var blevet opdraget af lothlo Kaélderoth til at tilbede den Hellige Jomfru, og hun havde oplevet nok af gudindens mirakler til at vide, at Hun ikke kun var en halvgudinde. Frerin havde igen vendt sit blik mod statuen, men han gøs. Tári vidste ikke, om det var af ærefrygt eller foragt, men så nærmede han sig statuen og stillede sig ved gudindens fod. Tári fulgte efter ham og placerede sig ved hans side, så hun kunne se, hvad han lavede. Frerin lod en hånd glide hen over en tekst, der var skrevet med elviske tegn på elvisk.
   "Kan du læse det?" brummede Frerin hviskende, og Tári vendte blikket mod den lille tekst.
   "Holaan mishalann sla golithla-né gungo," læste Tári og kunne teksten udenad i forvejen. Frerin bad Tári, Falmor og Ilira træde ud af salen. Tári hørte en underlig klang i hans stemme, men da han ikke sagde andet, trådte de ud af salen, dog blev de stående umiddelbart udenfor salen, så de stadig kunne se ind. Frerin stod nu alene derinde. Så hørte Tári en stemme, der var så rund og mild, som noget kunne blive.
   "Hvad gør du, en mand af Condras, i denne dal?" stemmen kom alle steder fra, men Tári hørte den højest i sit hjerte. Ilira gispede ved hendes side, og Tári omfavnede sin søster. Stadig så Tári - nu over Iliras skulder - ind i salen, hvor Frerin var.
   "Jeg er rejst hertil for at fortælle, at elverne ikke kan undertrykke os mere!" Frerin løftede sit sværd i en udfordrende gestus, som Tári tog som et tegn på mod.
   "Elverne undertrykker ingen, mand af Condras. Menneskene har for længst bøjet sig, dog har de endnu ikke indset, at det er fordi de ikke selv kan bære valgets tunge vægt eller følge viljens flakkende lys. Er du kommet hertil selv? Var det dig, mand af Condras, der valgte at kæmpe mod mine børn? Eller undertrykkes du ikke blot af en ny?"
   Tári græd, da hun hørte den nu skarpe klang i gudindens stemme. Den Hellige Jomfru var intet andet end en elver, hendes stemme klang af elvernes sprog, hendes tale afspejlede elvernes sind, og hendes hårdhed opvejede den, som Tári i så lang tid havde følt i Eluvinanos. Tári græd salte tårer ned i Iliras hår og hørte derfor kun noget af Frerins svar.
   "Jeg er kommet, fordi jeg valgte det! Du prøvede at stoppe os, du sendte stemmen Felkaser efter os," Frerins lille skikkelse foran guldstatuen virkede i Táris øjne mægtigere end noget andet. Hun indså, at fenkerne ikke havde fundet dem ved et tilfælde.
   "Du dræbte dem ikke," lød Jomfruens stemme, og Tári anede en spørgende klang.
   "Uskyldige skal ikke lide, fordi Du vil vinde et spil om magt, fenkerne har ingen rolle at spille. De lever alle, fordi jeg valgte at lytte til råd," svarede Frerin modigt.
   En hånlig latter lød gennem hele salen, den var skinger og passede ikke til statuens smukke ansigt.
   "En tåbe, mand af Condras, er hvad du er! Må du for sent opdage, at det er den forkerte gud, du tjener. Du tåbelige goloth-né ünel," Jomfruens stemme forsvandt, og Frerin sænkede sit sværd igen.


* * *
   Gloseliste:
   Ordet: [udtale] (evt. bemærkning) oversættelse (sprog)
   Dumir Culir: [duMIR kuLIR] (stednavn oversat direkte: Sølvsøen) Sendaesøen (nisér)
   Lothlo: [LOTHlo] En herre (elvisk)
   Ma Dräl, ijäsh, Tári koligo Falmor rorolü pith Fe Kuliran Dünáli: [ma dræl, jæsh, TAri koliDJO FALmor ROroly pith fe kuLIran dyNAli] Dragen, jeg, Tári og Falmor rejser til Den Sølverne Sø (elvisk)
   Clau benolas coyonas cofare?: [KLAu BEnolas koJOnas kofaRE?] (direkte: Til hvilket sted kommer I?) Hvor skal I hen? (nisér)
   Usa felcasus, yi usu?: [Usa FELkasus, ji uSU?] Vi er fra stammen Felkaser, og I? (nisér)
   Husa Freriner, yi husone Tárir, Ilirarir yun Falmorer. Cofaro clau Dumir Culir: [Husa freriNER, ji huSOne TArir, iLIrarir jun falmoRER. kofaRO KLAu duMIR kuLIR] jeg er Frerin, og de er Tári, Ilira og Falmor. Vi er på vej til Sendaesøen. (nisér)
   Fe Ülläna Ässno: [fe yllæNA æsSNO] (direkte: den hvide frøken) Den Hellige Jomfru (elvisk)
   Holaan mishalann sla golithla-né gungo: [hoLAAN misjaLAN sla djolithlaNE DJUNdjo] Bliv kun i gudindens fold (elvisk)
   Goloth-né ünel: [djolothNE yNEL] (direkte: en guds menneske) tilbeder (elvisk)