En ung mand med et blik så tungt,
bar en verden af smerte i sit indre rum.
Hans hjerte slog i en takt af skrig,
en kamp mod dæmoner, som ingen så.
Han gik gennem gader med hænder i lommerne,
øjne som skyer, hvor storme kommer.
Hans sind var en labyrint af mørke korridorer,
hvor hver tanke skreg, hvor hver drøm forgår.
Han råbte til natten, men stjernerne tier,
hans ord druknede i frygtens kløfter og stier.
Han kæmpede mod skygger, som ingen forstod,
en ensom soldat, fanget i sit eget blod.
Men mørket blev tungt, og hjertet forsvandt,
han stod midt i byen, alene og forbandt.
En knyttet næve, en kniv, et hævet hoved,
en sidste gestus, et blik af fravær.
Politiets råb var som torden i natten,
deres våben som lyn fra en klar himmel.
Han rakte ud, men verden så farer,
og i skuddenes ekko faldt hans svar.
En ung mand lå stille, med dæmoner forbi,
en sjæl der søgte fred, men fandt tragedi.
Byens lys brændte, men ingen forstod,
at han kun ønskede kærlighed, at han kun ønskede hjælp.
Martin, nu fri af sin kamp,
et minde om en flamme, der slukkedes i damp.
Hans historie hviskes i natten, hvor stjernerne græder,
et råb om forståelse til de kolde gader.