Jeg fik at vide maden ville være klar klokken nitten, som sædvanlig, hver lørdag. Derefter stak hun og Rasmus' kone diskret hovederne sammen, med dæmpede stemmer. Hvis man ikke forstod et vink med en vognstang om at damerne anså min deltagelse for overflødig, for ikke at sige direkte uønsket, skulle man være en smule tungnem. Da avisen var læst kunne vores hund, Fru Zeus sikkert bruge en ekstratur i det udmærkede vejr. Ligusterklanens, som vi kalder vores ejerforening, interne kommunikation mellem fruer og teenagere fungerer bedst med passende diskretion og respekt for de gruppers særinteresser.
   På vej ud mødte jeg vores genbo Michael, iført deres puddel, som vores cockerspaniel er på skiftende talefod med. Samtidig smuttede naboens og Michaels koner ind til os, med hurtige blikke over skulderen, og med samme diskretion som en giraf, der prøver at snige sig gennem en landsby af pygmæer.
   "'Hvad sker der?" ville jeg vide.
   Michael rystede bare på hovedet.
   "Endnu et Home-party truer, frygter jeg" mente han med et suk.
   Så var vi advaret og kunne træffe passende forholdsregler. Jeg lod mig engang lokke til en Tupperware demo og drømte i flere dage efter om farvestrålende plastikdimser. De drømme sluttede som regel med jeg var fanget i en cremefarvet skål med 5 års garanti og tætsluttende låg. Den modstod ethvert flugtforsøg, hvorefter jeg vågnede op, badet i sved.
   Vores koner holder på skift Home parties med kollektioner af tøj, rengøring, smykker og så videre. Mænd var skam velkomne, men erfaringen fra plastik-aftenen satte både mine og de andres overlevelsesinstinkter i alarmberedskab. Vi mænd sluttede os sammen i kollektivt selvforsvar og fandt gerne fodbold eller film, vi ikke kunne undvære.
   Rasmus kom slentrende ud og hilste. "Spiser d'herrer også sent i dag?".
   Han sagde det med et grin.
   Det måtte vi bekræfte. Han kastede et blik på ur og hundene.
   "'Kan rovdyrene klare en tur på ti minutter?"' Han løftede øjenbrynene.
   Studentereksamen var ikke nødvendig for at regne den ud. Michael og jeg kontrollerede lommerne, og bekræftede vores deltagelse i projektet. Indenfor få sekunder var vi på vej mod centeret, der tilbød udendørs servering.


Skipper - min chef - fik engang en åbenbaring, og meldte hele kontoret til en anden form for Home-party i Teambuilding, hen mod slutningen af arbejdstiden. Han kaldte det gå hjem møde og gav middag. Det var ikke kanindræbermodellen. Det tillod hans børn ham ikke at deltage i, selvom vi alle er enige om han har de rigtige instinkter.
   En tidligere jægersoldat (ikke ham fra fjernsynet) forklarede over to aftener om betydning af fælles accept af mål og værdier, respekt for kompetencer, kommunikation og fordelingen af opgaver og ansvar, afbrudt af morsomme, belærende øvelser, mente han selv.
   Om vi fik noget ud af det er stadig et åbent spørgsmål, og nogen af os spekulerer stadig på, om den mand er gift og har børn. Men når vores fruer ønsker diskretion over deres projekter, og hjem og økonomi ikke ligger i spåner bagefter, må de også acceptere mændenes alternativer. Teamwork udvikles naturligt i et bagland med fælles problemer og indstillinger til dem.
   Målet blev nået og øllen smagte fint. Rasmus sukkede tilfreds. Verdenssituationen fik den nødvendige opmærksomhed og vi nød weekendens milde vejr.
   "Hvis pigerne igen holder Home-party ka' jeg måske få revanche fra sidst" mente Rasmus. Vi havde spillet billard i Michaelas kælder.
   Michael blev fjern i blikket.
   "Hallo" Rasmus prøvede at få lidt opmærksomhed." Er der nogen der har snydt i skat?" Michael er ansat i skattevæsenet, men er ellers en flink fyr udenfor arbejdstid med en god portion humor.
   "Jeg regner lidt på det"' sagde han og holdt pause med det fjerne blik. Vi holdt mund og lod sagkundskaben komme til.
   "Så vidt jeg husker, har de været turen rundt, så nu er det hos os igen."
   "Ja, så har vi s'gu et problem" konstaterede Rasmus - "To faktisk." Han ragede glassene til sig
   "I løser det ene, mens jeg løser det andet."
   Ved et home-party i trikotage så mændene fodbold i rummet ved siden af. Vi blev afbrudt lidt for hyppigt.
   "Hvad synes du om den her?" blev en af os altid spurgt om i opspillet foran Barcelonas mål. Flere momenter af kampen gik tabt på samme måde i løbet af aftenen. Det var en katastrofe, så vi lovede hinanden, det aldrig skulle gentages.
   Engang havde en home-party-guru naivt foreslået at bruge Michaels billardbord til demonstration.
   Michaels følgende kommentarer blev ikke refereret, mens der var børn tilstede, men cementerede kun konklusionen om at home-parties, uden mandlig tilstedeværelse, fungerede bedst.
   Vi stirrede stadig på hinanden da Rasmus vendte tilbage med friske fadøl.
   "Nå - var det brainstorm eller stilleleg?" ville han vide.
   "Vi overvejer" konstaterede Michael og tændte en smøg. Jeg ryger pibe engang imellem, men havde den selvfølgelig ikke med.
   "Kreativitet efterlyses" mente Rasmus. "Vi må høre hvad de andre mener".
   "Det kunne jo være en aften med fodbold. Så ses vi hos mig" foreslog jeg.
   "Vi håber" sagde Michael. "Undskyld vil du ha en smøg?"
   Halvdelen af gruppen røg ikke, mens resten endnu modstår den fremherskende pression. Rasmus havde - gud velsigne ham - engang forklaret en 'frelst' ryger, at indtagelse af røg sikkert startede i tidernes morgen, rundtom bålene i hulerne. De, der sad i røgretningen og befandt sig glimrende der, eksperimenterede formodentlig med at afbrænde urter allerede den gang. Resten ku' jo bare flytte sig.

Vi drak ud og begav os hjem, da vi var sikre på ikke at gå i vejen mere. Rollefordelingen omkring spisetid står ret fast hos os. Min kone betragter mig af en eller anden grund som en potentiel katastrofe i køkkenet, hvorimod alle er enige om at Rasmus er en troldmand med komfur og grill. Hvordan fordelingen er hos Michael, er jeg ikke klar over, med han har god forstand på vin, og hvad den bør drikkes til.
   Duften i køkkenet mindede mig om at jeg faktisk var sulten, og hunden strøg i lige linje over til madskålen, og lød kort efter som en mejetærsker.
   "Hvad er så projektet" spurgte jeg og dækkede bord samtidig.
   "Vi har fået et spændende tilbud" sagde hun og derefter tavshed. Christofer dukkede kort efter op og lod være med at gå i vejen - fast rollefordeling igen. Carina behøvede jeg ikke spørge efter, på grund af en uundværlig serie i fjernsynet.
   En flaske vin bragte balance i øl smagen, mens jeg ventede på oplysninger om hvornår vi skulle forvente fruernes projekt skulle afvikles og hvad det gik ud på. Der var fortsat tavshed om det punkt og jeg vidste af erfaring, den kunne vare længe.
   Frimurernes hemmeligheder er vand mod optakten til Home parties på vores vej, især efter mændene, på de aftener, går egne veje.
   Sammenholdet og tavsheden er ubrydelig, hvilket er imponerende blandt en flok mennesker, der ellers trofast viderebringer de mindste rygter.
   Børnene ryddede af bordet, og startede opvaskemaskinen, og forsvandt på deres værelser til diverse form for underholdning. Udbuddet af tv kanaler havde for længst gjort det nødvendigt at anskaffe først et og senere to ekstra fjernsyn, med dvd afspillere, naturligvis.

"Gik Rasmus med jer ?" ville hun vide. Hans kone, Louise ringede, da vi havde spist færdigt.
   Jeg vedgik da gerne at vi lige havde hjulpet verdensordenen på plads, mens fruerne havde hemmeligt møde.
   "Ja," sagde hun "Maria ( Michaels bedre halvdel) har fået et godt tilbud. Er der mere vin ?"
   Jeg havde lige taget sidste sjat - Hendes madlavning svinger mellem god og vidunderlig, så af den grund manglede Fru Zeus ikke motion, og vinen som var anbefalet af Michael, passede fint.
   "Skal vi åbne en flaske til og springe aftenkaffen over og hygge."
   De betød sikkert at næste Home party ville ligge i den dyre ende.

"Hvornår skal i holde Home party igen?" spurgte jeg naivt. Snakken skulle kickstartes på en eller anden måde, og jeg var naturligvis lidt nysgerrig om de kommende planer, ikke mindst hvornår klanens herreafdeling skulle have en alternativ plan klar.
   "Vi får se" lød det u-forpligtigende svar. "Maria har fået et tilbud på arbejdet som lyder brugbart. Spørgsmålet er hvornår sælgeren kan få tid".
   "Hvad går det ud på" ikke opgive Hansen, hviskede jeg til mig selv.
   "Økologiske produkter" var svaret. Det var en sikker sælger i øjeblikket, i mange kredse, herunder vores.
   "Hus, have, rengøring eller personligt?" Jeg fortsatte ufortrødent.
   "Jeg ved endnu ikke så meget om det. Louise kendte navnet. Det skulle være ret godt."
   "'Men mener du at de ting passer ind i hverdagen på naturlig vis?"
   "Vi får mere at vide om et par dage, og nogle datoer at vælge mellem og træffer en aftale. De har åbenbart ret travlt. De holder bevidst antallet af sælgere nede."
   "Og priserne oppe." tænkte jeg.
   "Jeg ved ikke så meget om det endnu."

Det afgjorde sagen. Produktet, hvad det så end var, lå uden for min horisont mente hun. Det gjorde vinen og TV avisen heldigvis ikke, så jeg rakte ud efter flaske og fjernbetjening
   "Skal vi se gysertimen og følge verdens genvordigheder?"
   Derefter udfyldte TV-avisen tomrummet og resten af aftenen forløb i nogenlunde fordragelighed.

Hunden og jeg trængte til en hurtig tur dagen efter, hvor vi mødte Michael på vejen hjem.
   "Har du hørt nærmere?" spurgte vi begge, og smilede.
   "Hun er lige så oplysende som CIA's årsberetning" måtte jeg indrømme "Og du?"
   "Samme her." Han sukkede. "Pokalturneringen kører, så lad os håbe."
   Mikkelsen kom ud fra en butik og hilste. Hans kone er også med i kredsen så vi er lidelsesfæller på det punkt, og udvekslede mangel på oplysninger. Han havde heller ingen bidrag, hverken til tema eller alternativ terapi for mændene.
   Vi gik langsomt det sidste stykke hjem.
   "Bare det ikke er undertøj igen" grinede Michael.
   Engang havde der været en dame med en kollektion af trikotage, der vidst ikke helt svarede til forventningerne hos gruppen.
   "Vi er nået den alder hvor nullermænd får mere opmærksomhed end unge mænd" havde Louise bagefter, erklæret, da vi vovede os frem. "Hvis jeg så vores datter i de gevandter, ville hendes aften slutte på en anden måde, end hun regnede med".

Vi lod spørgsmålet hvile et par dage, og lod Rasmus om at holde styr på de datoer, der passede ind i pokalfinalerne.
   Selvfølgelig passede ingenting sammen, da det kom til stykket, så vi skulle realisere en tirsdag.
   Michaels billard kælder var udelukket, men det forhindrede ikke at de seks mand mødtes der på forhånd, til krisemøde. Fruerne lagde sidste hånd på arrangementet ovenpå og aftalte, hvem, der lavede hvad.
   Rasmus fik ikke sin revanche. Han var åndsfraværende, og skød kun skæve, som sluttede med at han i irritation fik en kugle til at hoppe over banden, så den næsten væltede flaske, der ikke burde have stået der hvor den stod.
   En af de andre smilede "Hov, hov - vi spiller altså ikke bowling Rasmus".
   Der blev tavshed overalt, og vi så på hinanden. Problemet var løst.

Så var der ikke andet at gøre end at få tiden til at gå. Da tavsheden om aftenens emne stadig var lige så uigennemtrængelig som i en frimurerloge, aftalte vi også at opretholde passende mystik om vores planer.
   Middagen, den dag, var hurtigt overset. Traditionen tro medbragte deltagerne diverse former for kage, inklusive den banankage, som stod på køkkenbordet og duftede forjættende. Christoffer og jeg kredsede om den, men faldt til ro da hun oplyste at der var bagt to, og den ene var på lager til i morgen aften.
   Carina og Rasmus' datter deltog for en gangs skyld og Christofer klarede officielt aftenen med et skoleprojekt hos en kammerat. Mindre officielt, viste det sig, spillede han playstation med Rasmus søn og overlevede den aften med et kolossalt lager af snold og chips.

Klokken nitten var deadline for partyet så et kvarter før drog Rasmus, jeg og kontorchefen af sted i kontorchefens bil. Vi var lige drejet væk fra vejen da Rasmus mave rumlede så den næsten overdøvede bilmotoren.
   "'Travlt på arbejde! Da jeg kom i tanke om frokost, var der kun sandwich tilbage" forklarede han og så ulykkelig ud. "Det Louise kaldte middag hjalp heller ikke. Ka' man få noget at spise derhenne?"
   "Det er både med grill og fadølsanlæg" beroligede kontorchefen og tilføjede han også var sulten og havde fået pastasalat, på grund af kagerne."
   "'Suppe her" sukkede Rasmus.
   Jeg begyndte også at mærke lidt sult. Hendes oplæg til deres kagekonsum bestod af tun, salat og hårdkogte æg, med mere.

Da vi nåede frem viste det sig at Michael og de andre havde de samme problem. De festaber sad allerede begravet i forskellige nødforsyninger, der fik tænderne til løbe i flere hundrede liter vand, føltes det som.
   Da alle var mætte og tilfredse gik vi lidt forsinket til værket og bowlede af hjertens lyst, og ironiserede over vores bedre halvdeles traditionelle hemmeligskræmmeri med deres arrangement.
   "Det kan vel opfattes, som en form for loge uden forpligtigelser" sagde Michael eftertænksomt. "De har jo ikke alle samme forhold til fodbold og anden konkurrencesport, som vi for eksempel har. De fastholder den form for integritet i andre rammer i ligeberettigelsens hellige navn - Diskretion kræves og fordres".
   Mikkelsen så forvirret ud. "Bliv mig fra livet med ligeberettigelse" sukkede han.
   "Er du fornærmet på ligeberettigelse" spurgte Rasmus " Anders! Det er din tur" Det var kontorchefen.
   Mikkelsen satte et bestemt udtryk op.
   "Ja det ved gud jeg er. Vores koner lever statistisk set 7-8 år længere end vi, og er som regel 2 til 3 år yngre end os. Når vi er slidt op, har de, i snit, 8 til 10 års uforstyrret otium at se frem til. Det skal deles mere retfærdigt, før jeg går ind for ligeberettigelse."
   "Det er for resten din tur" sagde kontorchefen. Han havde ryddet banen med to kugler.
   "Det var også på tide" Mikkelsen, tog en slurk øl og præsenterede en ren strike - den sjette fra hans hånd.
   "Hvordan gør du?" spurgte Rasmus opgivende. Han havde ikke nogen strikes endnu.

Mikkelsen var ældre end os andre, med øjenbryn som en gyvelbusk. Han lød normalt som et ministerielt cirkulære men tøede gerne op efter tre til fire genstande, og blev særdeles underholdende og behagelig at være sammen med. Ved en nylig fødselsdag havde han spøgt med, at han havde nået den alder, hvor fødselsdage blev markeret med to minutters stilhed, fordi livet tog mere end det gav.
   Kontorchefen lavede endnu en strike, og Rasmus sukkede.
   "Rolig" sagde Mikkelsen og klappede Rasmus på skulderen.
   " Lav et par vejrtrækninger og slap af før du kaster." Han er hobbypolitiker og kører mest på instinkter.
   Om det skyldes det ene eller andet fik Rasmus endelig sin strike og kort efter endnu en. Det blev hen ad de tider hvor vores klanloge skulle lukke og mysteriet afklares. Over en sidste øl luftede vi endnu en gang vores forståelse for nødvendigheden af fastholde hver vores cirkler, uden indblanding. Mere kreativt, var der nogen der foreslog at vi gentog successen snarest. Mikkelsen rystede eftertænksomt på hovedet.
   "Der skal være balance i systemerne" mente han. "Tidligst ved deres næste Home party".
   Vi slæbte os hjem, efter at have kastet hundrede kugler hver, føltes det som. Det var arbejdsdag dagen efter. Hunden logrede forventningsfuldt men måtte nøjes med haven. Christoffers sko var allerede ankommet og selv sov han sikkert allerede bag en lukket dør. Kort efter kom hun hjem med en velfyldt pose, ombølget af en fremmed duft af mandelessens.
   "Du dufter som en mandelbudding. Ikke helt ubehageligt i øvrigt."
   "Det er et produkt der siges at genoplive træt hud" sagde hun. Lidt senere da jeg var gået til køjs kom hun retur fra badeværelset og satte en lille dåse på sengebordet lige inden jeg faldt i søvn.
   "Til ømme muskler" sagde hun "'Godnat skat"
   Hvad fanden? Hvor vidste hun fra den kunne blive aktuel efter hundrede bowlingkugler, hun intet burde vide om?