Det var verdens mærkeligste lyd. Sådan vil jeg nok betegne den, efter jeg har sundet mig lidt og tænkt over det. Verdens mærkeligste. Det siger ikke så lidt. Jeg mener, hvordan siger en giraf? Eller hvordan lyder det, når en gople rammer sandstranden og dør af dehydrering?
   Jeg var så heldig at finde ud af, hvor lyden kom fra. Den startede en helt almindelig lørdag eftermiddag.
   Jeg sad med avisen i sofaen og læste kultur sektionen. Læste om ting, man ikke havde kunnet nævne som interessante, før man læste om dem sort på hvidt.
   Jeg kan godt prøve at beskrive lyden. Det er nemt, nu hvor jeg ved, hvad det var, som lavede lyden. Fjer mod glas og metal. Lidt som en der fejer eller pensler med blide strøg over en rug overflade. Ikke takt fast, nej, forstyrrende og ude af enhver takt. Avantgarde strøg over et kanvas af rustent jern og glas.
   Det var en fugl i brændeovnen. Jeg tror, det var en svale. Sandt skal siges, at jeg blev mere eller mindre rædselsslagen, da jeg opdagede den. Jeg har normalt ikke noget imod fugle. De kan såmænd både lyde og se godt ud. Så snart de kommer indenfor eller inden for en radius af en meter, så vækker de et eller andet urinstinkt, der gør, at jeg bliver skide bange.
   Det lyder selvfølgelig virkelig dumt. For jeg er en stor mand. En mand der normalt tiltrækker sig opmærksomhed på en speciel måde:
   "En mand på din størrelse må kunne tage ordentlig fat" eller "hvis jeg mødte et brød som dig i en mørk gyde, ville jeg løbe skrigende bort".
   Jeg måtte naturligvis have det stakkels kræ ud af brændeovnen. For jeg er faktisk ikke farlig at møde i en mørk gyde, især ikke hvis du har en papegøje på skulderen.
   Jeg måtte kigge væk fra den lille rude i brændeovnen for at kunne koncentrere mig. Fuglens desperate og umulige kamp for at komme ud, gjorde mig skidt tilpas.
   Jeg ved ikke, hvorfor jeg indrømmer, at jeg efter at have åbnet terrassedøren og åbnede for lågen i brændeovnene, strøg så hurtigt mine 51årige ben kunne bære mig ind i soveværelset.
   Det var ikke ofte, at jeg befandt mig derinde midt på dagen. Jeg har aldrig været typen, der lægger sig ind i sin seng, for at tage lure midt på dagen. Det sker som oftest i sofaen eller i lænestolen.
   Tænk at blive forvist til sit eget soveværelse på grund af en lille fugl. Hvad kunne den gøre mig? Ingenting. Jeg prøvede at overtale mig selv til at gå tilbage til stuen med det gamle:
   "Den er mere bange for dig, end du er for den," men lige lidt hjalp det.
   Jeg tror, at jeg stod og tænkte over fuglen og dens desperate kamp, som forhåbentlig var blevet nemmere med min indvirken, i mindst femten minutter. Forhåbentlig havde den fundet ud af, at lågen til brændeovnen var åbnet og at terrassedøren ligeledes var åben. Så håbede jeg desuden også, at der ikke var andre fugle, der fløj ind af terrassedøren. Det kunne jo ende med, at min stue var omdannet til en voliere. Med den tanke gik jeg urolig tilbage til stuen.
   Fuglen var væk. Den var ikke i brændeovnen mere. Den var ikke i stuen. Jeg tjekkede alle vindueskarme. Kiggede bag gardiner og radiatorer, men den var ikke at finde. Så jeg lukkede hurtigt terrassedøren og åndede lettet op. Det var som om fuglen og derved verdens mærkeligste lyd aldrig havde været der. Som om fuglen, der normalt skulle flyve oppe i luften, aldrig havde indfundet sig på min matrikel. Det kunne være godt det samme, jeg blev bare lidt i tvivl om, jeg var ved at blive sindssyg og så dyr, der ikke var der. Eller om fuglen bare havde været klog nok til at fordufte. En fugl der er dum nok til at falde ned i en brændeovn, men klog nok til at komme ud igen med lidt hjælp.
   Det var med den tanke, jeg igen satte mig ned og slog op i avisen. Jeg kunne ikke lade vær med at skule hen på brændeovnen. Hvis en fugl kunne finde på at falde ned i den, så kunne andre vel også. Jeg vidste, jeg måtte stoppe den tankegang. Det ville bare ende med, at jeg dækkede skorstenen til. Det var jo ikke engang sikkert, at fuglen havde været der i første omgang.
   Det endegyldige bevis for, at fuglen havde været der, viste sig sekundet efter. En fin lille fugleklat sad i toppen af min opslåede avis. Skinnende og hvid i al dens pragt. Som en lille ildelugtende hilsen.
   "Farvel, tak for hjælpen. Jeg åd regnorm i går."
   Lidt irriteret smed jeg avisen fra mig.
   En fugl i huset er værre end ti på taget.
   Om natten blev jeg vækket af telefonen. Det har jeg aldrig prøvet før. I hvert fald ikke i mit voksenliv. Det forvirrede mig en hel del, men langt om længe fattede jeg, at det var telefonen, der havde vækket mig og jeg tog den.
   "Det er Karl," sagde jeg med rusten stemme. Det lød lidt som en fugl i en brændeovn.
   "Undskyld jeg ringer så sent," sagde en kvindestemme og fortsatte, "jeg ringer fra Humlebo. Jeg ringer på Oles vegne."
   Jeg kløede mine øjenbryn og satte hjernen i gear. Humlebo var der min voksne søn med downs syndrom boede. Et bofællesskab for udviklingshæmmede mennesker.
   "Okay, hvad er der sket?" Spurgte jeg uden at bekymre mig.
   "Ole har et par nætter nu haft mareridt og nu vil han gerne hjem," svarede kvinden kort. Hun rømmede sig og afventede min reaktion.
   "Jamen, så kommer jeg og henter ham," sagde jeg kort og tændte lampen ved sengen. Jeg hader at køre om natten, men hvad gør man ikke for sine børn?
   "Det vil vi sætte stor pris på," sagde kvinden og vi ringede af.
   I bilen på vej hjem fra Humlebo snakkede min søn og jeg ikke meget sammen. Gadelygternes færd henover bilen virkede hypnotiserende og hjalp mig bestemt ikke til at blive mere vågen. Jeg måtte gøre noget, for ikke at falde i søvn foran rattet.
   "Hvad drømte du om?" Spurgte jeg min søn, som sad ved siden af mig og gabte.
   "Det kan jeg ikke huske," svarede han og kiggede så på mig, før han sagde, "men det var uhyggeligt. Noget med en farlig mand."
   "En farlig mand," spurgte jeg uden at tage øjnene fra vejen.
   Jeg skimtede ud af øjenkrogen, at min søn nikkede. Måske huskede han flere detaljer om mareridtene netop nu.
   "Skal jeg rede op på dit gamle værelse," sagde jeg og tænkte af uransagelige årsager: Hvorfor ringede drengen ikke til sin mor. Hvorfor valgte han mig? Det var en uventet, men behagelig overraskelse. Noget måtte jeg have haft gjort rigtigt i hans opvækst.
   "Ja," sagde han tørt, som kun en dreng med downs syndrom kan sige det. Et ja er et ja, er et ja, tænkte jeg. I hvert fald når det kommer til min søn og jeg glædede mig allerede til have ham på besøg nogle dage. For jeg regnede med, at han ville være hos mig i mindst et par dage.
   "Var manden en, du kendte," spurgte jeg. Jeg prøvede vel at holde mig vågen med dumme spørgsmål til min trætte søn. De to lyskegler og de forbipasserende hvide striber på vejen havde nemlig ikke gjort mig frisk.
   "Ja, det tror jeg nok," jeg fornemmede, at han kiggede på mig. Genkendte han noget fra drømmen?
   Det duftede af nyvasket tøj, da jeg med store armbevægelser rystede dynen på plads i dynebetrækket. Det mindede mig om min ekskone, som jeg ikke havde set i lang tid.
   "Kan du sove godt," sagde jeg til Ole, da han lå som et andet kostskole barn under dynen og kiggede på mig med sovekammerøjne.
   "Godnat," sagde han bare og lukkede øjnene i det kraftige ansigt.
   Jeg elsker sgu den knægt, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke højt.
   Jeg vil aldrig glemme dengang, vi fandt ud af, at Ole ikke var som andre. Vi vidste, at det var en dreng. Det første barn og det var en dreng. Kan man som mand være mere stolt.
   Jeg vil aldrig glemme jordemoderens ansigtsudtryk, da Ole så dagens lys for allerførste gang. Først glæde, så en granskende blik og så en alvorlig mine, før hun igen smilede. Det var tydeligt, at hun tænkte, at et barn er et barn, er et barn. Jeg var alligevel frosset fast. Jeg så hendes alvorlige mine, jeg så, hvordan hun så op på sin assistent. Ole var ikke som alle andre, men Ole var også en baby.
   Min kone begyndte at græde, da hun så ham. Jeg tror ikke, at hun så hans handicap i første omgang. Hun var bare glad og hun græd af glæde.
   Tårerne var dog også bitre, for hun var ikke overrasket, da jordemoderen sagde: "Drengen har høj sandsynligt downs syndrom." Hun kiggede bare på hende og tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hun så på mig og jeg stod bare og stod. En statue er en statue, er et fjols. Jeg stod der bare og var groet fast. Jeg forestillede mig alt muligt, men jeg kan ikke nævne hvad. Min dreng, min søn er handicappet. Han bliver aldrig som de andre. Jeg forestillede mig nok, at alle mine drømme om det at have en søn styrtede i grus.
   Jeg elsker Ole og handicap eller ej, så ville han aldrig være som de andre.
   Jeg er tilbage i min seng. Det er en halv time siden, at jeg har lagt mig under dynen, men søvnen vil ikke finde mig igen. Den er forsvundet og jeg ved, at solen skal bebude sin ankomst til min side af jordkloden, før øjnene begynder at klø og jeg ville ønske, at det var nat igen.
   Om natten er lyde anderledes end om dagen. Nok kan lyde være verdens mærkeligste om dagen, om natten er de bare mærkelige og meget uhyggelige. En skraben og så fodtrin. Var Ole stået op? Jeg forventede halvt at høre døren til toilettet blive åbnet og lukket igen. Det skete bare ikke. I stedet knirkede gulvet på en bestemt måde, som lod mig vide, at Ole var gået ind i stuen. Hvad dælen ville han inde i stuen.
   Jeg var egentlig på vej ud af sengen for at undersøge sagen, da jeg hørte et ordentligt brag. I nattens mulm og mørke var det mig ikke klart, hvad der var sket i stuen, men frygtede straks det værste: Det ukendte.
   "Hvad laver du Ole, hvorfor sover du ikke?" Sagde jeg til Ole, der stod med ryggen til mig og kiggede ud på spøgelseslyset uden for. Månen var fremme og det gav et mat skær i stuen. Han stod ved terrassedøren og jeg blev pludselig bange for, at han var på vej ud. Ikke fordi det som sådan er farligt, men mere fordi jeg ikke vidste, hvorfor han ville gå ud i pyjamas og bare fødder.
   "Den farlige mand er her," sagde Ole og lød mere monoton, end han plejede. "Den farlige mand er her og han er ikke glad." Ole drejede langsomt rundt og så på mig med døde øjne.
   Han gik i søvne. Det var tydeligt. Ole var helt væk fra den virkelige verden.
   "Ole jeg er her. Du skal ikke være bange," sagde jeg og prøvede at bevare roen.
   Min søn var ligeglad. Han gik et par skridt frem mod mig. Det var som om, at han kiggede på mig, men samtidigt så han også lige igennem mig. Han var i en anden verden, en verden hvor jeg ikke var.
   Ole så pludselig skræmt ud. Hans øjne spilede op og hans mund formede et skrig, der aldrig forlod hans strube. Så lukkede han øjnene og faldt kontrolleret ned på gulvet og sov igen.
   "Ole?" Fik jeg bare sagt. Oles vejrtrækning stilnede af og fik et roligt mønster til forskel for mit, der konkurrerede med mit hjerte om at bryde igennem lydmuren.
   "Jeg har drømt om den farlige mand igen," sagde Ole, da han troppede op i køkkenet. Det var morgen og jeg havde varmet morgenbrød og lavet kaffe, men ladet Ole sove, fordi jeg mente, at han havde godt af det efter nattens strabadser.
   "Ja, det ved jeg," sagde jeg og smilte til Ole. Han så lidt forundret ud, sagde ikke noget og satte sig over for mig.
   Jeg så på ham, mens han begyndte at spise sin bolle, hvor smørret var smeltet ned i det hvide brød. Jeg smilte igen uden, at han kunne se det. Jeg vidste, at han godt kunne lide, når brødet var vædet i smør.
   Det var ikke sidste gang, at den farlige mand entrerede huset.
   Jeg aftalte med Oles bosted, at han skulle blive hos mig i nogle dage. Det var helt fint for mig. Jeg havde ikke så meget at lave efter, at jeg blev fyret. Det var helt rart med en forandring i den kedelige hverdag, som var opstået efter rutinen med arbejde havde forladt mit liv. Livet med kolleger og opgaver. Livet med travlhed og højt humør.
   Jeg ringede ikke til Oles mor. Samtidigt vidste jeg, at han selv havde ringet til hende, så jeg syntes ikke, det var så vigtigt. Jeg blev overrasket over, at hun selv tog kontakt til mig. Det er selvfølgelig sådan, at ved ægteskabets afslutning, så slutter forældreskabet ikke. Det må forældre bare sande. Lige meget hvor meget man vil det, så slipper man aldrig for sin ekskone, når hun også er mor til ens børn. Jeg kan i hvert fald ikke slippe for hende.
   Ole var inde på sit gamle værelse, da hun ringede. Jeg genkendte nummeret. Det fik mig straks til at tænke på ophidsede skænderier og gråd og fortrydelse og vrede og...
   "Det er Karl," sagde jeg. Det er mit eget lille mantra, som jeg siger, når jeg tager telefonen.
   "Det er mig," sagde min kone og jeg kunne ikke lade vær med at stramme hånden om røret. Hun vidste, at jeg hadede, at hun præsenterede sig sådan i telefonen. Selv da vi var glade for hinanden, irriterede det mig. Det er mig, som om der ikke er andre, som er mig.
   "Jeg har talt med Ole," sagde hun kort. Nok fordi jeg ikke havde sagt noget.
   "Ja? Han er stadigvæk her. Jeg tror, at han vil blive et par dage. Humlebo har sagt god for det," svarede jeg og slappede lidt mere af. Hun havde ikke noget på mig mere, jeg havde intet at miste mere.
   "Hvordan har han det?" Spurgte hun. Jeg kunne mærke, at hun undertrykkede at lyde bebrejdende. Hun kunne lige så godt have spurgt: Kan han have det godt hos dig?
   "Jeg tror, at han har det fint," sagde jeg og glemte min sidste tanke, idet Ole dukkede op i døren til stuen. "Han er lige her," jeg kiggede på Ole og lod ham vide, at jeg talte om ham. Han gav mig et smil. "Han smiler," og efter en pause, "det er mor."
   Oles ansigt lyste op og det gav et stik i mig. Han kom nærmere mig og sagde:
   "Må jeg tale med hende?"
   Henvendt til Ole: "Ja." Henvendt til hende: "Du får lige Ole."
   Jeg forlod stuen og lod Ole tale i fred med sin mor. Alle børn skal igennem en loyalitetskonflikt eller krise, når forældrene skilles. Hvem skal jeg holde med? Det er næsten umuligt ikke at holde sig neutral. Der er jo to sider, to parter som ikke kan sammen, som vil bryde op og derfor skal tingene deles, også børnene. Hvem skal bo hvor? Hvor meget skal du have børnene? De fleste ved godt, at man ikke kan sidestille børn og ting. Men ligesom med tingene, så bliver børnene også en del af kapløbet, hvis mål er lykke på den anden side af skilsmissen. Hvem kommer først videre? Den som børnene gider være hos.
   Både Ole og hans søster ville være sammen med deres mor. Det var helt fint med mig. Jeg tror bare siden, at især Ole har villet kompensere for det. Så nu vælger han mig ved hver given mulighed. Han er hos mig nu og han siger til sin mor, at han vil blive, selvom hans mor kender ham bedre og ved, hvordan han har det. Det kan godt være, at Ole har downs syndrom, men det gør ham ikke anderledes, når det kommer til det at være skilsmissebarn. Han skal hele tiden navigere i, hvor meget han har set sin mor og sin far. Hvem har jeg set mest for tiden, hvem mangler jeg at se lidt mere? Det er slet ikke lystbetonet, det er simpel regning. Sådan tænker han nok ikke, men det er sådan.
   Det er sådan, tænkte jeg, da jeg hørte ham tale til sin mor. Han kompenserer lige nu og sådan må det være.
   Der gik nogle minutter og så:
   "Far!" Ole råber på sin lidt gebrokne måde, "mor vil tale med dig." Han tænker ikke over, at hans mors trommehinde nær var sprængt, fordi han råbte ind i telefonen.
   Jeg går ind i stuen og tager røret uden at sige noget. Ole går ind på sit værelse igen. Han synes nok, at det er mærkeligt, at hans mor og far taler sammen. Det er ikke naturligt længere.
   "Det er nogle drabelige mareridt, han har," sagde hun. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle med den oplysning. Det var som om, at det var min skyld, at han havde drabelige mareridt.
   "Ja?" Fik jeg sagt. Mareridt er mareridt lige meget, hvad de omhandler.
   "Han vil gerne blive hos dig nogle dage mere. Han sagde, at jeg skulle sige det til dig."
   Der kom en mærkelig pause. Jeg havde ikke forventet, at hun ville tale til mig igen efter Ole. Forventede jeg pludselig en masse? Var der noget, som var begyndt at trille som en snebold?
   "Vi skal også tale om Line," sagde hun så. Line, min datter, som jeg så sjældent taler med. Vi er ikke uvenner, vi er bare gledet fra hinanden. Hun er vel bare teenager, stadigvæk. Hun bor hos sin mor, eller hun har i hvert fald adresse der. Mit indtryk er, at hun sjældent er hjemme.
   "Hun har været væk i tre dage nu," sagde min ekskone og jeg kunne høre, at hendes stemme var ved at knække over. Jeg blev lidt blød i knæene, jeg kunne ikke opretholde det hårde ydre mere. Vi havde trods alt dannet par.
   "Har hun ikke været væk før i så lang tid?" Spurgte jeg og prøvede på en gang at berolige, men tænkte også, at det måske var en smule bebrejdende.
   Et suk i den anden ende, før: "Nej, faktisk ikke."
   Ole sad stadigvæk i bilen. Min ekskone og jeg var steget ud. Det havde været en lang tur og Ole havde brug for at se sine forældre stige ud sammen og gå hen ad stien. Det var det, jeg tænkte, da jeg råbte min datters navn for første gang.
   "Line!"
   Han havde brug for at se os sammen. Det samme havde jeg på et tidspunkt. Det var bare ikke sådan mere. Jeg gik dog ved siden af min ekskone lige indtil, at jeg var sikker på, at Ole ikke kunne se os mere.
   "Hvorfor ville Line tage herud?" Spurgte jeg. "Hvorfor ville hun sige det til dig, og så ikke komme tilbage?"
   "Jeg er bange," sagde min ekskone bare. Hun kiggede på mig og hendes øjne var som, jeg sjældent har set det dem før. Man kan se på mennesker, når de ikke laver sjov. Man kan se på mennesker, når man ser dem lige ind i sjælen. Det gør ondt på en måde. Det er slet ikke rart.
   Vi gik i en skov. Vi gik i hver vores hjulspor på en fugtig vej. Jeg havde aldrig været her før, det havde min ekskone. Jeg forestillede mig, at det var her, at min ekskone og Line gik en masse ture, da hun havde fået at vide, at vi skulle skilles. Pludselig fik de en stor trang til at gå lange ture og efterlade Ole og jeg derhjemme. Jeg hadede det. Det gjorde jeg virkeligt. Nu gik jeg her selv. Og jeg hadede det stadigvæk.
   "Hun har ikke været sig selv på det sidste," sagde min ekskone. Hendes øjne afsøgte den stille skov. Kiggede hun oppe eller nede, så hun efter en liggende Line eller en stående Line. Måske en gående. Jeg vidste, hvad jeg kiggede efter. Jeg var nok bare ikke klar over det.
   Skilsmissen havde taget hårdt på Line. Jeg ved det fra min ekskone. Hun fortalte mig det, da vi stadig var på talefod. Hun fortalte det lige inden, at hun stoppede med at tale til mig.
   Det er ikke nemt at være 16 år og opleve, at ens forældre vælger at blive lige så gamle som en selv. Samtidigt med at mine ekskone stoppede med at tale til mig, begyndte Line at tale til mig. Det var bare ikke så rart. Mens jeg gik i skoven og søgte efter hende, farede en episode i glimt igennem mit hoved. Det var et af vores utallige skænderier. Jeg kan ikke huske, hvad det drejede sig om. Hun havde vel bare brug for at komme ud med noget. Det havde jeg også, men jeg kunne ikke bruge min ekskone til det. Hun havde klappet sammen som en musling. Line hun havde en evne med ord. Hun bøjede dem og strakte dem efter hendes vilje og jeg så mig selv flere gange blive sat på plads.
   Den episode, som gik igennem mit sind ude i skoven, var skænderiet, hvor hun krydrede de svære ord med en spytklat i mit ansigt. Tag den far og hvad vil du gøre ved det?
   Erindringen om hvad jeg gjorde bagefter, får mig til at stoppe i skoven. Jeg synker en smule ned i det bløde spor. Min ekskone går målrettet videre.
   Jeg gav hende en lussing. Jeg tænkte ikke, jeg langede bare ud efter hendes spyttende mund med min hånd, og det blev til en lussing. Min varme hånd og hendes ansigtsudtryk: total forskrækkelse og svigt, vil altid hjemsøge mig. Dem kommer jeg aldrig af med og det er min straf. Jeg kan ikke gøre det om og forholdet til min datter ændrede sig til i dag i skoven.
   Det var en simpel knude. Bundet så hårdt hun kunne, forestiller jeg mig. Bundet med de sidste kræfter, som hun ville sætte i denne verden. I første omgang kunne jeg ikke se, hvordan hun var kommet derop. Line må have haft en stige. Den var bare forsvundet nu. Havde hun fået hjælp?
   "Karl..." Gispede min ekskone og faldt på knæ. Et sekund efter var hun oppe på benene og løb hen til Line, der hang fra et træ med en løkke om halsen. Min ekskone klamrede sig til hendes stive jeans indhyllede ben. De falmede Converse sko virkede på en måde tomme.
   "Karl, få hende ned," græd min kone. Jeg gik som i en drøm hen mod scenen med min ekskone og afdøde datter. Skoven bag dem som kulisse. Det grønne er på vej væk.
   "Karl gør noget," min ekskone er opløst. Hendes mascara har farvet hendes kinder sorte. Det ligner, at hendes øjne har valgt at glide langsomt ud af hendes kranium.
   Når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke huske, hvad jeg gjorde.

Karl tager fat i de tynde teenagepige ben og løfter sin datter op. Han fornemmer dødsstivheden lige med det samme. Det er mærkelig unaturligt. Det er ikke noget, han har oplevet før. Der er ingen varme og intet liv.
   Karl finder hurtigt ud af, at han ikke får hende ned på denne måde. Han giver slip, han giver slip på sin datter og det smerter ham. Først en lussing for flere år siden, nu lader han hende falde tilbage i den dødelige løkke.
   Karl undersøger grenen, som løkken er bundet fast til. Hvor tyk er den? Kan han knække den? Lige nu betyder det ikke så meget, at det ikke bliver elegant. Datteren skal bare ned. I hendes stilling er alt andet mere værdig. Ekskonen er dumpet ned på jorden og betragter forpint hans forgæves forsøg.
   Karl mener, at grenen kan knækkes. Han får hold på datteren så langt oppe af hendes krop, som han kan og hiver til. Der går forfærdelig lang tid og han er bange for at hive hovedet af hende, men pludselig brækker grenen og hun lander sammen med ham på jorden.

Jeg ligger med min datter i favnen. Hun er som en statue, der er taget ned fra sin søjle. Jeg løsner løkken om hendes hals og løfter den af hende. Jeg smider den ud i skoven.
   Min ekskone kravler nærmere og omfavner den kolde krop. Hun lader tårerne og gråden få frit løb. Mine egne øjne er fuldstændig tørre. Jeg lader mig falde tilbage på ryggen og opdager, hvor mange kræfter jeg egentlig har brugt. Jeg er fuldstændig smadret i ryggen og armene.
   "Jeg må ringe til politiet," siger jeg. Min ekskone græder, mens hun siger:
   "Ja... og Ole."
   Hun vil ikke have, at jeg ringer til ham, men at jeg går op til ham. Jeg bliver pludselig bange for, at han har forladt bilen og gået ind i skoven. Jeg tager mobilen op af lommen, ringer til alarmcentralen og går tilbage mod bilen.
   Jeg efterlader min ekskone og datter. Jeg bevæger mig langsomt væk fra lyden af hendes gråd, som jeg har hørt før, men denne gang er den lidt anderledes.
   Jeg kan ikke høre hende mere, da jeg kommer tilbage til bilen og jeg har ringet af. Ole ser på og jeg kan se på ham, at han kan se på mig, at der er noget galt. Vi ser hinandens sjæle og det gør ondt. Det gør så ondt.
   Min datter tog livet af sig selv. Jeg ved ikke hvorfor. Hvorfor? Det er det, som jeg ligger og tænker på. Hvorfor? Jeg har mange svar, men jeg har ikke det sande svar. Jeg ved ikke, hvorfor hun gjorde det. Jeg kan kun gætte.
   Det er mørkt, det er nat. Ole sover eller tænker inde på sit værelse. Han har været utrøstelig. Han har ikke kunnet forstå det. Line er væk for evigt. Det er et valg, som hun har taget. Hun ville ikke se det til ende. Hun ville selv bestemme, hvornår livet stoppede. Hun kunne ikke se sig selv i morgen. Hvad mening gav i morgen for hende? Ingen.
   Jeg fokuserer på en knast i loftet, der kun lige er synlig i det blege nattelys. Den er som en svag stjerne, der kun er synlig for den tålmodige. Den som bliver ved med at se op på himlen. Lader sine øjne vænne sig til nattelyset og stirrer ind i mørket. De svage stjerner lyser lige så kraftigt som de stærke, men de kræver tålmodighed. Hvis ingen ser efter dem, vil de aldrig blive opdaget.
   Resten af loftet rundt om knasten forsvinder langsomt, hvis jeg stirrer længe nok. Der kommer flimmer i kanten af mit syn. Det indsnævres og jeg bliver nød til at blinke, hvor efter hele soveværelset igen er synligt i spøgelseslyset. Om natten forvrænges alt.
   Jeg har ligget mange nætter vågen. Det samme har Ole. Det samme har min ekskone. Om dagen går Ole og jeg rundt som om, vi ikke kan se hinanden. Vi taler næsten ikke til hinanden. Vi har ikke brug for det nu. Vi udveksler blikke, vi udveksler sorg. Ole har fået lov at blive hos mig. Han har ikke lyst til at tage tilbage til sit bofællesskab. Jeg har det godt med ikke at være alene. Det er godt, at der er en i huset, kan jeg mærke.
   Dagene flyder sammen. Tavshed og blikke, der langsomt bliver mere og mere urolige om dagen. Knasten om natten der bliver mere og mere tydelig. Knasten som er begyndt at pulsere, når jeg stirrer længe nok. Om natten bevæger knasten sig ind og ud, som om den trækker vejret roligt. Den rækker ned efter mig og breder sig på loftet som en kræftknude.
   Det er nat og knasten fylder mit sind. Jeg husker ikke, hvad jeg har lavet om dagen. Billeder af en kirke, en rustvogn og ekskonen i sort kaster sig rundt i mit hoved. Jeg kan ikke få hold på dem. En hvid kiste. Den er ikke tung. Min varme hånd, hendes stive krop. Er det min skyld?
   En mærkelig lyd. Midt om natten. Er det Ole? Jeg blinker og knasten er tilbage på loftet og ikke større en end femkrone. Jeg gribes af frygt og ligger med bankende hjerte under dynen. Jeg hører noget hårdt, der slår mod træ. Jeg hører noget, der knækker.
   Har Ole et mareridt igen og går i søvne?
   Han står ved siden af min seng:
   "Far?" Hvisker Ole og finder prøvende kanten af sengen. "Der er nogen i huset," Ole griber ud efter mig og han får fat i min arm, som jeg har rakt ud efter ham. Han knuger den og jeg føler mig 25 år yngre med min 25 år yngre søn på armen. Jeg har lyst til at trække Ole ned og holde ham ind til mig. Lade ham vide uden ord, at han aldrig skal være bange eller ked af det. Han skal vide, at jeg altid ville være der for ham.
   Ole stritter imod. Jeg mærker, at han ikke vil sove inde hos mig, han gik ikke i søvne. Han ville have mig op.
   "Far, den farlige mand er her," Oles hviskede ord får det til at løbe koldt op af min ryg til nakkehårene, der vitterligt føles som om, de står lige ud i luften.
   "Er der en i huset," mine ord er irrelevante. Min søn har netop fortalt mig, at der er en. Jeg må stole på ham. Jeg er søvndrukken og stiller dumme spørgsmål. Jeg sætter mig op i sengen og lytter sammen med Ole. Han trækker vejret, jeg holder mit.
   Der er lyde fra stuen. Der er helt sikkert nogen derinde. Det er ikke et mareridt, der har forfulgt Ole ind i virkeligheden. Jeg kan også høre det.
   Gulvets knirken lader mig vide, at der er en inde i stuen.
   "Vent her Ole, så ser jeg, hvem det er," siger jeg og placerer forsigtigt Ole på sengen. Han siger ikke noget.
   Jeg lister ud af soveværelset og lukker døren bag mig. Jeg er kun iført boksershorts. Har jeg overhovedet gennemtænkt, hvad jeg har gang i? Er indbrudstyve bevæbnede? Nej, de bryder vel kun ind i hjem, hvor de tror, at der ikke er nogen hjemme. Huset må have virket forladt de sidste dage. Jeg får flashback til, da fuglen var inde i min brændeovn. Det er som om, det hele startede den dag. Denne gang er jeg bare på vej fra soveværelset til stuen og ikke den anden vej. Det er mørkt.
   Jeg må have en fordel over indbrudstyven. Hvis det altså er en tyv. Hvis han ikke er bevæbnet, så må jeg være det. Han kommer ikke ud ved, at jeg åbner terrassedøren og venter i et andet rum. Eller jo, det gør han, men med mine ting i sin favn.
   Jeg har bare ikke noget at bevæbne mig med. Jeg står næsten nøgen og kan kun forsvare mig eller angribe med mine bare næver.
   Vi møder hinanden i entréen. Han er på vej videre fra stuen og ud i resten af huset. Vi stirrer på hinanden. Han i sort, jeg i hvid. Han udstøder en lyd fra bagest i munden. En stofpose, som han havde i hånden, falder med en dump lyd på gulvet.
   Mine sanser er fuldstændig opmærksomme. Jeg kan mærke det kolde klinkegulv under mine bare fødder. Jeg mærke nattens kulde rundt om mine skuldrer. Luften udvider mit bryst, før det sænker sig igen. Jeg får lyst til at tage sokker og sko på, jeg får lyst til at bevæge mig væk. Allerhelst vil jeg ligge inde i min seng. Jeg vil bare være der, men jeg står i entréen med en fremmed mand foran mig.
   Mine arme føles tunge og jeg knytter hænderne for at åbne dem igen og lukke dem igen. Min hånd er åben, er lukket, er åben. Mens jeg fornemmer min hånd, ser jeg, at tyven ser på den. Den må virke ildevarslende, nu hvor han har brudt ind hos en anden.
   Jeg mærker, hvordan mit hjerte slår hurtigt. Jeg kan mærke det oppe i mine trommehinder. De flytter sig under trykket fra blodet, de får det til at buldrer. Så selvom der er stille, så larmer det, fordi tyven står foran mig.
   Alt dette registrerer jeg på få øjeblikke. Alt dette som er så meget, alt dette på så kort tid. Jeg registrerer det hele. Derfor ser jeg, at tyven ligger an til at vende om på hælene og stikke halen mellem benene og løbe tilbage ind i stuen og ud i haven.
   Jeg vil ikke lade ham gøre det. Jeg er en stor mand, der bliver nervøs, når en fugl er kommet inden for. Jeg er en stor mand, der bliver vred, når der kommer farlige mænd ind i mit hus. Så ville du ønske, at du ikke havde mødt mig i en mørk entré.
   På samme tid som jeg ser, at tyven ønsker at forlade mit opmærksomme nærvær, fornemmer jeg, at døren til soveværelset går op. Det kan kun betyde, at Ole er blevet for nysgerrig og nysgerrigheden har overvundet frygten. Jeg ville ønske, at han var blevet, hvor han var.
   Den farlige mand begynder sit løb, men jeg har allerede indhentet ham. Jeg hører også skridt bag mig og så husker jeg ikke mere.

Karl har stået på spring i lang tid. Han var forberedt på, at tyven ville tage flugten. Derfor indhenter han ham allerede i stuen flere meter fra terrassedøren til tyvens frihed. Han kaster sig efter tyven og griber fat i hans ben. De to mænd falder forover og tyven bliver holdt nede af farens vægt.
   Karl fletter fingrene og samler håndfladerne som i en bøn. Han har lavet en forhammer med sine hænder og han lader den falde hårdt ned i ryggen på den fremmede mand. Luften bliver skudt ud af tyvens lunger og brystkasse. Der kommer ind lyd, som er klagende og hul. Tavshed følger, før tyven rallende trækker frisk luft ind igen. Den fremmede pruster og hoster.
   Karl lader forhammeren falde igen denne gang højere oppe på ryggen tæt på nakken. Efter slaget, der endnu engang tager pusten og kræfterne fra tyven, sætter han sig over skrævs på tyvens ryg og lader sin vægt dominere.
   Karl tager fat om den fremmedes tynde hals. Han tænker ikke mere. Han vil bare af med den farlige mand. Den farlige mand skal ud. Den farlige mand, som Ole har drømt om. Han skal aldrig igen optræde i Oles mareridt.
   Karl klemmer til. Han har aldrig holdt så stramt om en hals. Den er overraskende blød. Tyven begynder at kæmpe med arme og ben. Savl og spyt gurgler rundt i den tynde sprække, som er tilbage, nu hvor der klemmes af alle kræfter på den bløde del af halsen. Det sortner for ham. Livet forlader den farlige mands krop. Knasten vokser og fylder det hele.
   Karl bliver ved med at stramme. Det er som om, at hænderne har fået deres eget liv. De vil ikke give slip også selvom, det gør ondt. Armene og benene, der før sprællede i en kamp for livet, er blevet rolige nu og ligger i akavede stillinger.

"Den farlige mand!" Jeg ser op og Ole ser skræmt på mig.