Den blå cykel var kun låst med et edderkoppespind trukket mellem styret og den sorte elafbryder på garagevæggen. Han satte den brune taske op på bagagebæreren, og trak cyklen baglæns ud, satte af og stampede afsted hen ad den korte villavej. Strandvejen havde han for sig selv. Solen skinnede skråt mellem de grønne træer i haverne, og han hilste på Strandcenteret, Texaco og roklubbens båd, der stadig lå i Knudsens have. En rød folkevogn passerede i modsat retning og lidt efter kom han ud på det åbne stykke, hvor solen hang og skinnede varmt over den venligt blinkende bugt. Forventning kriblede i maven. At være hjemme igen efter en lang sommerferie var som at pakke verden ud på ny.
   Efter Lundens kølige skygge kunne han ane skolens hæk. Han svingede til højre op ad bakken, drejede ind på parkeringspladsen og forsvandt ned ad rampen til cykelkælderen. Lidt efter kom han ud af en dør og begav sig skråt over gården, hvor børn stod i grupPeter eller var på vej hen til deres klasser. Der var også førsterotter med små tornystre og mor ved hånden.
   Lige som de foregående år, havde de fået nyt klasseværelse side om side med de andre parallelklasser. Peter stod på den gule murstensgang med sit sommerhvide hår og råbte "Dav Ian!", og han hilste glad tilbage. De gik ind og fandt et bord. Frøken Lyngby med sin slanke skikkelse kom ind og bød velkommen til et nyt skoleår. Senere på dagen skulle de over i depotet og hente nye bøger.
   Det var 4. klasse, men også sidste klasse, for næste år skulle han flytte over til den nye skole, der var ved at blive bygget. Væk fra Peter. Alle, der boede nærmest den nye skole, skulle flytte, og Ian var den eneste i sin klasse. Han havde talt med sin far og mor om han ikke kunne få lov at blive, for Peter var hans allerbedste ven. Hans far ville undersøge det.

Første dag var en kort dag. Tasken tung af bøger trak han af bagagebæreren, som klappede i med et smæk. Han smed skoene i gangen, og gik ind på sit værelse, satte tasken på bordet og tog bøgerne og hæfterne ud. De blev lagt i en stabel på bordet, for de skulle bindes ind med det samme, mor ville sørge for at tage indbindingspapir med hjem. Han tog bøgerne en efter en og kiggede dem igennem. Dansk, orientering, indbydende med rene sider. Blikket gled hen over farvebillederne. Regnebogen virkede ikke så indbydende igen. Skoleskemaet satte han op på skabet. Tre dage skulle han møde tidligt, og fik fri tidligt, en dag mødte han ni, og en dag ti, hvor han fik fri kl. tre. Dansk, musik, regning, formning fulgte efter hinanden i tilfældig rækkefølge. På bordet lå også en stor bunke bøger fra skolebiblioteket, der havde været med i Grækenland. De bedste havde været en serie om en sørøver i det Indiske Ocean, som var blevet læst i de endeløse dage på bagsædet i bilen. Han glædede sig til at bytte dem ud med nye.
   Hoveddøren gik op, og han kunne høre Astrid og hendes veninde Pia snakke i munden på hinanden. De skulle også starte på den nye skole til næste år. Han satte sig på sengen, og tog en lakridskaramel. I grænsebutikken skulle han helst have lakridskarameller og mokkachokolade. Til smagen af dem passerede de grænsen, hvor far og mor altid var nervøse for at blive afsløret af tolderne. Og han spiste af dem, mens de kørte op gennem Danmark til mere og mere kendte egne. Han måtte ikke spise dem på en gang, men skulle gemme noget til senere, men det gjorde ikke så meget, for han og Astrid nød den danske luft, de danske huse, de danske biler, mennesker, trafiklys, og køerne og træerne og alt det andet, som var så dansk, mens gensynsglæden steg og steg. Når de kun var få kilometer hjemmefra, var de ved at strømme helt over. Alting var så velkendt og alligevel nyt og friskt.
   Døren gik igen, han hørte tunge skridt. Det var Far. Han tog træskoene af og satte en papkasse på bordet i køkkenet. Ian gik derud og sagde dav. Nede i kassen lå der varm leverpostej, rugbrød, mælk og andre ting, de ikke havde fået i hele ferien. Han skar en skive rugbrød og smurte den flydende leverpostej på, og tog en ordentlig bid. Uhm!
   "Var det ikke en idé at sætte i køleskabet, inden du kommer for godt i gang", sagde faren. Han begyndte at sætte på plads, mens han ind i mellem tog en bid af maden. Han hældte et glas mælk op, og tog en stor dejlig slurk.
   Ud ad vinduet kunne han se sin mor dreje Morris Monacoen ind i indkørslen. Hun steg ud med sin taske og en plastikpose og kom ind i huset, og begyndte at fortælle faren om sin dag, og hvad forskellige kolleger havde sagt. Ude i køkkenet satte hun en kedel vand over, og åbnede skabet for at fylde te i filteret. "Har du købt tunfisk? Der er da der ingen grund til." Faren svarede ikke. Hun satte filteret på tepotten, og hældte vandet over, da det begyndte at koge. De talte om, at hun nu var fastansat efter det første år som årsvikar. Hendes klasse var startet i anden ligesom Astrid.
   "Mor, har du taget indbindingspapiret med?" spurgte Ian. "Det er i plastikposen ved siden af min taske." Han fandt papiret og en saks og gik ind med det på sit værelse. Det var brunt svært papir, som han plejede at få til bøgerne. Han rullede et stykke ud og målte af med en bog. Første gang fik han målt for lidt af, så han næsten ikke kunne lukke bogen. Hvis der kun var en lille smule papir bukket rundt om bogens omslag, kunne det lige gå an. Ved de næste bøger sørgede han for at beregne mere rigeligt med papir. Han sætte tape på i hjørnerne og skrev faget og "Ian" på forsiden med en blyant. Da han var færdig, lagde han bøgerne ned i tasken. Nu var de fine og glatte. Når året var gået ville indbindingen hænge i laser.
   Moren havde lavet frikadeller og sovs og kartofler. Dejlig dansk mad, de ikke havde fået i den evighed, der var gået siden de rejste. Ikke fordi han havde savnet det i mellemtiden, han kunne bedre lide den græske mad. De sad ved bordet i den lille spisestue ved siden af køkkenet. Faren fik først, så moren og så børnene. Faren og moren snakkede mens de spiste. Astrid havde fået en lille portion, hun sad og stak til. De drak mælk fra en plastikpose, der var sat ned i en rød plastikbeholder og klippet i hjørnet. Han tog noget mere salat, en kartoffel og to frikadeller til. Selv om det smagte godt, var han mæt, da han havde spist frikadellerne, og han manglede halvdelen af kartoflen. De andre havde spist op, og de begyndte at samle tallerkener og bestik ind. "Du har selv øst op, så du kan også spise op," sagde faren. Han sad lidt og gumlede på kartoflen og skyllede det sidste ned med mælk.
   "Ian og Astrid, I skal vaske op," sagde moren. "Åh nej," protesterede Astrid, jeg skulle lige ud og lege med Pia. "Det kan du gøre bagefter." "Helle for at tørre af," sagde Astrid hurtigt. Ian hældte varmt vand og sæbe i baljen og satte tallerkenerne ned i vandet. Han brugte børsten og satte de skummende tallerkener op på den røde opvaskebakke. Astrid tørrede af efterhånden, som der kom mere på bakken.
   Bagefter forsvandt de begge ud af døren. Ude på vejen var Lise og Dorrit, der boede på den anden side af vejen. Solen var lav, og himlen helt blå. Husene var bygget af gule mursten og hang sammen i en kæde. De var ens og alligevel ikke, for ejerne havde hver især præget og forandret dem med ombygninger og tilbygninger. Nogle havde hække foran, andre ikke, der var forskellige slags træer, en enkelt en skulptur hængende på væggen. Der var også forskellige køretøjer i opkørslerne. Lises forældre havde en Volvo, Muxols havde høje Raleigh-cykler, Nygaard havde en varebil, og Ians forældre havde en Morris Monaco, og det var den bedste ifølge faren. Ian cyklede lidt rundt, og fortalte om deres sommerferietur. Vejen endte blindt ved en hæk, og bag ved hækken lå Toftegårdsparken. Hvis man skulle gå hele vejen rundt til det samme sted på den anden side af hækken, ville det tage et kvarter. På den anden side men ganske nær ved lå også varmeværket med sin høje røde skorsten. Lise bøjede sig ned og samlede en mariehøne op, der kravlede på kantstenen. "Marie marie marolle! Flyv op til Gud og be'om godt vejr," råbte hun og kastede mariehønen højt op. Den foldede straks vingerne ud og fløj op og op og op. Børnene kiggede efter den, mens deres ansigter svandt ind til små gule prikker mellem sorte tage, der lå i den ene række efter den anden i et bælte mellem vandet og den tresporede landevej, hvor biler i alle farver bevægede sig i hver sin retning med marker på den anden side, der rakte ud til to landsbyer, begge men en hvid kirke i deres midte.
   Da de havde leget en halv time, blev der råbt, at de skulle ind. Faren og moren sad og så TV-avis. Han satte sig og så med. Meteorologen lovede at det gode vejr fortsatte. "Hvordan var det i skolen i dag?" spurgte moren. "Det var meget godt," svarede Ian. Faren, der sad i en af læderlænestolene og dampede på sin pibe vendte sig om mod ham og sagde: "Mon ikke det er sengetid nu,". Han gik ind på værelset, løftede ryglænet på sengen ned på gulvet og tog rullemadras og lagen op og bredte det ud på den rødternede skumgummimadras. Så tog han dyne og pyjamas op og lagde det ovenpå. Han sov ikke med pude, det var ikke sundt. Da han havde taget tøj af og pyjamas på, gik han ud på badeværelset, hvor Astrid allerede stod og børstede tænder. Han skyndte sig at blive færdig også, tissede af og smuttede i seng. Moren kom og sagde godnat. "Du må ikke læse længe," sagde hun. Da hun havde lukket døren, tog han sin bog, og læste et par kapitler, men lagde den så fra sig og slukkede på kontakten. Der var et blødt gråt lys i værelset. På reolen sad tøjelefanten Tørstige Tykke og hængte med hovedet. I mellemrummet mellem gardinerne kunne han se grenene på træet, der stod lige udenfor. En solsort sang.

Efter skole cyklede de sammen hjem til Peter. På vejen fortalte de om deres ferier. Peter havde været i Norge. Han boede i den modsatte retning fra skolen i et kvarter, hvor Ian også boede et års tid, mens han endnu gik i børnehave. Kvarteret ikke bygget færdigt dengang, og de legede tit mellem mursten og byggeaffald. Han kunne huske, hvor glad han var den første dag i skolen, da han så, at Peter skulle i samme klasse.
   Peters mor tog imod dem: "Dav Ian, det var længe siden, har du haft det godt?" Hun var hjemmegående husmor og en stor dame. Hans far var en lille mand. Peter havde lært at stege bacon på panden, og viste ham hvordan. Han lagde skiverne på den varme pande, og fortalte, at man ikke skulle komme fedt på, for det smeltede selv ud af baconskiverne. Ian betragtede, hvordan det spruttede. Bagefter spiste de de sprøde stykker. Peters mor og lillebror fik også nogle. Peters mor spurgte til, hvordan deres ferie havde været.
   Inde på Peters værelse, fortalte Peter om, at de havde været i cirkus. Han havde lånt en stor bog om cirkus, som de bladede igennem sammen. Der var masser af fotografier og tegninger. De fantaserede om, hvordan det kunne være, hvis man var ansat i cirkus. Måske skulle de prøve at lave et cirkus ude i carporten. Det var snart spisetid, og hos Peter spiste de tidligt. Han sagde farvel og cyklede den lange vej hjem ad strandvejen. Peter måtte ikke cykle så langt, så det var altid ham, der kom på besøg. Peters mor syntes vist, vejen var for farlig, men man skulle bare passe på. En gang havde Ian set en dreng, der var blevet kørt over af en bil lige før Kystcenteret. Forruden var gået i stykker, og drengen sad stille i skødet hos en kvinde på førersædet, mens de ventede på ambulancen. Der var mange glasskår inde i bilen. På fortorvet stod en masse børn og kiggede. Der var også en gang, hvor en sort puddel var blevet ramt af en bil med et grimt bump. Der gik et stykke pels af hovedet og hunden lå helt stille bagefter. Det var frygteligt.

Ian havde lært at cykle, dengang han boede ovre hos Peter. Han havde fået en cykel, og kunne ikke vente med at prøve den. Hans far skubbede ham afsted, og det gik godt, indtil han skulle dreje. Han kørte direkte ind i en kantsten og fløj ud over styret. Bagefter satte faren en pind i cyklen, og så cyklede de lange ture sammen. Én gang var de cyklet helt ud til plantagen.
   Han besluttede sig for at køre en tur derud. Han kørte ud af strandvejen, indtil en lille vej gik fra til højre. Herude var fremmed land, han var på opdagelse i gråvejr. Vejen var kun asfalteret det første stykke. Her var joller trukket op på stranden, små skure og fiskenet, der lå til tørre mellem de stride siv. Han cyklede videre og kom ind i sommerhusområdet. Sortmalede huse lå mellem mørke træer. Ved et af dem stod en rød ræv bundet. Han stoppede og kiggede. Han kom ud på strandvejen igen, og fortsatte indtil plantagen stoppede og marker kom til syne. Det begyndte at støvregne, så han vendte om. Han drejede til venstre ad en stejl vej, der gik lige ned til den lille fiskervej, som han kørte langsomt tilbage ad. Der var diset ud over bugten, man kunne ikke se særlig langt. Måger sad på pæle og store sten stak op af vandet.

Han kørte sammen med moren hen til hendes skole, hvor der skulle være høstfest. Skolen var bygget i røde mursten og var stor lige deres egen skole. Først skulle han fotograferes af skolefotografen, og redte omhyggeligt håret og var klar. Han havde den blå sweater på, og smilede det bredeste han kunne.
   Skolen var pyntet op med kornneg, og det vrimlede med lærere og børn, der så mærkelige ud. Nogle få af lærerne havde han set før. De kom og hilste. Inspektøren var en meget flink mand og lidt gammel. Han bød velkommen til festen, der blev sunget, og spist pølser og frikadeller og drukket sodavand. Børnene fra morens klasse kom ind i mellem hen og snakkede med dem.
   I foråret havde der været fest på hans egen skole, hvor hans far var lærer. Han skulle cykle om kap med en anden lærer. Først kørte de side om side, men pludselig skød faren afsted, og kom først i mål. Børnene stod og hujede, og da han blev udråbt som vinder, stod der en masse og jublede rundt om ham. Ian skubbede sig indimellem børnene, og gav ham et anerkendende bank i ryggen, men faren vendte sig og så vredt på ham, og han trak hånden til sig.

Ian havde en mærkelig fornemmelse i maven. Han var ikke glad, og der var ligesom en afstand mellem ham og andre. Faren og moren var ikke som før. Hvis han bare kunne vende tilbage til før i tiden, så kunne han have det godt igen. Han sad på morens seng og spekulerede over det. Så faldt han på knæ og foldede hænderne, og bad med lukkede øjne, om Gud ikke ville sende ham tilbage til de gode gamle dage. Dengang hvor alting havde været godt. Solen skinnede varmt ind ad vinduet.
   Han bad ellers ikke, og faren og moren talte aldrig om Gud. Bønnen var bare kommet af sig selv. En dag Lise var på besøg, spurgte hun om han troede på Gud, og selv om det ikke var noget han havde spekuleret over, svarede han ja. Lise var ikke helt sikker. Da de var i Grækenland, havde de været med morfaren i kirke, fordi han var kirkesanger. Kirken var helt ny og stod i rå beton, men der var mange mennesker til gudstjenesten. Hans mor sagde, at man skulle gøre korsets tegn, når man kom ind i kirken, for at vise respekt. Men når de skulle spise, bad morfaren bordbøn, mens alle rundt om bordet sad og snakkede uden at tage sig af det.
   Gode tider var ligesom "Det lille hus på prærien". Han læste alle bøgerne omhyggeligt, og forestillede sig hvordan Laura og Mary så ud, og hvordan de boede. Han undersøgte nøje USA i et atlas, og satte en prik i de stater, hvor den lille familie havde boet. Der hvor der var skov, og der hvor der havde været snestorm på prærien. Han kunne også godt lide, når faren fortalte om, da han var dreng. Hvor fattige de havde været under krigen, og hvor syg han var blevet, da han fik sin første pølse i et helt år. Farmoren havde været en rigtig frisk mor, der havde fundet på alt mulig sjov, men af en eller anden grund var hun blevet skilt fra farfaren.

I "rummet" bag garagen var der alle mulige mærkelige og spændende ting. Der kom ingen lys ind udefra, fordi det var blevet brugt til mørkekammer, så vinduerne var dækket med plader. Udenfor på døren stod navnet på faren og en kollega, for de havde oprindeligt været to om det. Væggene var dækket med flamingo. Der var sat plakater med Grækenland og biler op, og der hængte også nogle underlige hatte fra dengang faren havde rejst gennem Europa med en kammerat. Det var dengang, han havde mødt moren. Den ene hat var af filt, helt rund og havde engang været hvid. Den anden hat var brun og havde en fasanfjer i. Der var også nogle lange gammeldags piber med låg, som faren ikke røg på. Nogle gange stod der vinballoner på gulvet og boblede med "enzympis", som faren kaldte den hjemmebryggede vin. På bordet stod fremkalderapparatet, og på reolerne lå der stakke af sort-hvid fotografier faren havde fremkaldt. Men det var efterhånden længe siden. I andre reoler var der flere årgange af "Det Bedste", som var fyldt med en masse snusfornuftige artikler, som var sjove at læse. Ian tog et par stykker med ind i stuen. Faren lå på sofaen og sov med den ene hånd halvt ned i bukserne. Han sov tit en times tid, når han kom hjem fra skole. Han trak vejret dybt og næsen vendte lige i vejret. Ian satte sig i en af lænestolene og begyndte at læse, om da The Beatles producerede "Sgt. Pepper." De havde været myreflittige i studiet.
   Faren gav nogle lyde fra sig og kiggede op. "Hva, er du der?" Han så på uret, og rejste sig fra den brune sofa, og gik ud i køkkenet for at lave mad. I dag skulle han i roklubben, så de var nødt til at spise lidt tidligt. Han lavede spaghetti med kødsovs, og mens det stod og boblede kom moren hjem. "Laver du mad?" spurgte hun. "Ja, jeg skal i roklubben." "Er der grund til det. Det er anden gang i denne uge." "Jeg er formand, jeg er nødt til at komme tit," svarede han. "Ja, det er vigtigere at bruge tid sammen med andre mennesker," sagde hun. "Jamen, hvis du virkelig mener dét, så skal jeg nok blive hjemme," råbte han. Hun svarede ikke.
   Efter maden klædte han om til hvid T-shirt og blå shorts. Han var i god form og atletisk at se på, men de tydelige rynker i panden og det røde skæg fik ham til at se ældre ud end han var. Han tog også blåt træningstøj på og atletiksko, gik ud af døren uden at sige farvel og cyklede hastigt afsted. Børnene vaskede op, og moren gik ind i sove- og arbejdsværelset for at forberede sig til næste dag.

Næste dag havde de morgensamling. Dengang da den gamle inspektør stadig var der, samledes de i aulaen i lange rækker klasse for klasse. Inspektøren stod på en forhøjning, hvorfra han dirigerede, hvad der skulle ske. De sang salmer, bad Fadervor, og inspektøren gav forskellige meddelelser. Nu foregik samlingen i den modsatte ende af skolen, hvor der var et stort højt rum med en trappe, der forbandt stueplan og kælderen. Herfra var der adgang til festsalen. Rummet var udsmykket med en kopi af en kæmpestor runesten, der engang var fundet i området. De stod ikke længere i rækker, men hvor de nu kunne komme til. Der blev ikke sunget salmer, men måske andre sange.
   I de første par år havde de også sunget i klasserne, før de gik i gang. Ofte havde det været en morgensang for eksempel "I østen stiger solen op" eller "Den signede dag med fryd vi ser", men det var holdt op. I slutningen af timen læste frøken Lyngby op af "De tre detektiver". Hun var startet på serien før sommerferien og de var vilde med den, for den var spændende og nogle gange også uhyggelig. Det var også Alfred Hitchcock selv, der selv havde skrevet dem. Han kunne også godt lide drengedetektivernes snusfornuft og venskab.
   Det ringede til frikvarter, og de gik ud i aulaen og spillede bilkort eller flykort på gulvet ved trappen. De bød skiftevis ind med bilernes egenskaber: 1900 kubik. 2300 kubik. 1700 kubik. 2800 kubik! Wow! Lasse tog stikket hjem. 250 km i timen. 220 km i timen. 300 km i timen. 190 km i timen. Niels vandt runden. Ian havde ingen kort selv, og var ikke specielt interesseret i hverken biler eller fly, men kunne godt være fascineret af især jetflyene. Han måtte også altid kigge op, når de ræsede henover himlen, og elskede braget, når de en sjælden gang gennembrød lydmuren.
   Bagefter gik de ud i en af de små mellemgårde. Regnelæreren fru Hansen dukkede lige pludselig op med sin lille rulletaske og råbte at de skulle ud af gården, de måtte ikke være der. Hun var en meget kort dame lidt oppe i årene, og hun gik dårligt. De lod bare som ingenting, og legede videre, indtil det ringede. Da de kom ind til time, var hun godt gal i hovedet. Hun plejede ellers at være meget flink. Om aftenen skældte faren ud over det, for han havde hørt om det henne i skolen. Han synes ikke de kunne være bekendt at behandle hende sådan, især ikke når hun nu var handicappet.
   Den flinkeste lærer var frøken Lyngby. I anden klasse havde hun skiftet navn til fru Tranberg, men nu hed igen frøken Lyngby. Hun boede med sin lille datter et par huse fra Peter, og det var svært for hende nogle gange. For eksempel når hun skulle lave mad, for hun kunne ikke fordrage at skulle gøre kylling klar. Det synes hun var så ulækkert. Hun kunne heller ikke fordrage mus, og en dag var der kommet én ind i huset. Den havde gemt sig under et tæppe, og da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med den, havde hun trådt på bulen i tæppet, så den døde. Det synes børnene i klassen også var ulækkert.
   Formning var det bedste fag. En gang havde de lavet en hel hottentotby på en plade med palmer og hytter, der var malet i de rigtige farver. Men nu skulle de arbejde med papmache. Undervisningen foregik i et stort lokale nede i kælderen, hvor der var vandrør i forskellige tykkelser langs væggene. Først skulle de lave en form af hønsenet, og bagefter skulle de putte strimler af avis i tapetklister og sætte det på formen. Tilsidst kom det til at ligne et dyr eller et ansigt, og så skulle det males.
   Gymnastik var OK. Han kunne godt lide at bevæge sig, men var ikke særlig god til boldspil. Især kunne han ikke lide høvdingebold, hvor man skulle ramme hinanden med en bold. Det var ikke specielt sjovt først at få en bold tyret i hovedet, og bagefter blive smidt ud af spillet.
   De havde også sang, hvor de skulle lære forskellige sange, som læreren spillede til på klaver. Det sagde ham ikke så meget. Regning var det værste. Ikke på grund af den lille regnelærer, hun var rar nok, men han kunne ikke samle sig om de kedelige stykker, de skulle lave. Moren snakkede med ham om det, og gjorde det klart, at alle mennesker havde brug for at regne, og hvis han ikke fik det lært, kunne han ikke blive andet end skraldemand.

"Kommer du ikke med hjem til mig og leger," spurgte Lasse i det sidste frikvarter. Han var en lille væver fyr, faktisk den mindste i klassen, og han sagde han vejede 25 kilo. Han boede i nærheden af Lunden i et kvarter, hvor hvert hus var forskelligt. Fra Lasses hus kunne man se bugten. Hans storebror Klaus kørte hjem sammen med dem, han var elev i Ians fars klasse. Deres mor sad i køkkenet og røg cigaretter. Røgen drev rundt i huset, og fik huset til at se gråt ud ligesom hendes trætte ansigt. "Davs Ian," sagde hun. "Vil I have noget at spise?" "Ja, er du tovlig, jeg er sulten," svarede Lasse. Hun satte en pakke med lyst rugbrød frem sammen med makrelsalat og rejesalat på køkkenspisebordet. Lasse åbnede makrelsalaten og begyndte at røre rundt med energiske bevægelser til den blev en ensartet lyserød masse. Så smurte han det udover sin skive, og så var det Ians tur.
   Bagefter gik de ind i soveværelset og undersøgte imponeret farens dobbeltløbede haglgevær. De så ud af vinduet gennem kikkertsigtet og fokuserede med det lille kryds i midten. Lasses far var tandlæge, men han var næsten aldrig hjemme. Når han var, virkede han meget hyggelig med sit tilbagestrøgne hår. "Kom, vi går ud over skyder om kap med mit luftgevær," sagde Lasse. De gik ud på området bagved huset, der endnu ikke var bebygget. Lasse slog vejrmøller, ligesom han plejede. Der stod en hule bygget af træpaller. Lasse satte en dåse op på taget af den. "Kom, du starter." Ian tog luftgeværet, tog sigte og skød og ramte. "Jaaa," råbte de. "Så er det min tur," sagde Lasse, og ramte også. De gik lidt længere væk for at gøre det sværere. "Jeg henter nogle sodavand," råbte Lasse. "Må du godt det?" "Jeg tager dem bare i skuret," sagde han og hentede to stykker. De satte sig ind i hulen, og kiggede sig rundt efter noget at åbne med. Ian fandt et søm:"Vi kan lave hul med det her," sagde han. Lasse tog en sten, som de bankede sømmet ned i kapslerne med. De sad lidt og sugede sodavanden, men der kom ikke meget ud ad gangen. "Kan du virkelig godt lide de der oliven, hold kæft de smager grimt," sagde Lasseiv. En dag havde han inspiceret køleskabet hos Ian og smagt på en oliven, som han straks spruttede ud med alle tegn på overraskelse og væmmelse i ansigtet. Det generede har ikke, at Grækenland var noget fremmed for de fleste. Han var også selv lidt anderledes.