Råbet er en stjerne
gennem tv'ets fjerne
på en skrigende scene
funkler som guld i ungdommens grene
liv i fantasiens slave
i solens brændende ulave
hvor verden etablerer stjernens sang
afskærmes af ondskabens kværnende adgang
bæres op på bakken i en stund
tro på Gud er gravet bort i bund og grund
tro på sig selv er magt
sejrer i båd uden agt
skubbes frem uden råd og dåd
fejrer skubbets fremskridt i beruselsesgråd
anholdt i ruelse og selvagtelse som en undersåt
afhængig som flåt
et tilbagekald brøler i hal
så stor er du heller ikke i bal
falder fra toppen
kravler op i tørken
tom som ørken
blæser bort i aske
hvad er der tilbage
der kan behage
igen med en ny øjnemaske
et forbillede for de traske
som venter utålmodigt på at kunne daske