- Spørg efter færgemanden, sagde den kronragede, senede elementist til den unge soldat, som red ved hans side.
   - Javel, svarede Davin og steg af den brede krigshest. Den trippede ved synet af den bredde flod.
   - Er færgemanden i nærheden? Vi vil gerne over med det samme, sagde Davin.
   - På en måde, svarede Sha'naya og sprang fra den lille træpram ind på land. - Men I må nøjes med mig.
   - Men hvad med færgemanden? spurgte Davin og kiggede op på Nehmich, som stadig sad på sin hest.
   - Jeg er færgemandens datter. Min far døde ved sidste nymåne. Lige inden foråret kom. Han hostede blod, da vinteren var på sit værste.
   - Hvem sejler så færgen?
   - Det gør jeg.
   - Er her ikke andre? Er du helt alene? spurgte Davin og så sig omkring. Der lå et lille hus trukket tilbage fra vejen, men ellers var her ikke andet end skoven og floden.
   - Det er jeg vel, svarede Sha'naya og satte sit lange, mørke hår op i en knold.
   - Det her er Nehmich af Jarnhildsborg. Han er en af de bedste elementister på denne side af Sortemassivet. Jeg hedder Davin, søn af Davon. Jeg er uddannet soldat i garden i Jarnhildsborg. Vi er på en vigtig opgave og vi skal over med det samme.
   - Så træk jeres heste om bord og bind dem til træværket.
   Davin nikkede og gik tilbage til Nehmich, som var ved at banke rejsestøvet af sin lange, jadegrønne kappe, som næsten omsluttede hans spinkle krop. Kappen var på ryggen prydet med et stort, sort øje, med en rød sol som pupil. Rihn-gudens tegn.
   - Færgemanden er død, men hans datter vil sejle os over.
   - Hun er jo yngre end dig, mumlede elementisten og steg af hesten. Han trak den hen mod prammen, som lå bundet til en pæl ved flodbredden.
   - Det bliver et halv sølvstykke for jer to og to sølvstykker for hestene, sagde Sha'naya mens hun trak prammen helt ind til bredden.
   - Urimeligt! Så meget tog din far aldrig. Du kan få ét sølvstykke og så ét mere når vi skal tilbage.
   - Du behøver ikke at fortælle mig, hvad min far gjorde. Når I skal begge veje, kan I få hver tur for halvandet sølvstykke.
   - Kan du overhovedet styre den pram, uden at få os alle druknet? gryntede Nehmich.
   - Du kan trylle et par vinger på din hest, hvis du hellere vil flyve over, svarede Sha'naya og klaskede Davins hest bagi. Den trådte forsigtigt op på trædækket, hvor hun bandt den fast.
   - Var din mund, tøs! Jeg er ikke en dum animist. Jeg er Nehmich af Jarnhildsburg, men det siger vel ikke en bondepige som dig noget?
   - Og jeg er Sha'naya, datter af færgemanden. Hun løsnede torvet om pælen og stødte den lange skubbestav mod flodbunden for at føre prammen frem mod den anden flodbred, omkring et par hundrede armsfavne væk.
   - Bare få os over uden uheld. Elementisten stillede sig forrest på prammen og spejde over mod den anden side.
   - Skal jeg hjælpe med det der, spurgte Davin og kantede sig om på den anden side af hesten.
   - Nej, tak.
   - Sejler du mange over? Davin satte sig på en kasse, bagerst på prammen.
   - I er de første i to uger. Lige efter min far døde, kom der en handelskaravane. Så var der pludselig ti overfarter på en dag. Men de fyldte mit forrådskammer, så jeg klager ikke selvom mine arme var så trætte, at jeg ikke end kunne løfte en te-ske næste dag.
   - Er du ikke bange? En ung pige som dig, helt alene, en dagsrejse fra den nærmeste by?
   Hun trak staven op ad vandet mens hun kiggede på Davin. Han lignede en skoledreng klædt ud som kriger. Så stødte hun den ned mod bunden og skubbe prammen langsomt frem gennem vandet. - Hvem skulle jeg være bange for?
   - Hvad med bjergtrolden?
   - Bjergtolden, fnøs hun og skubbede prammen frem.
   - Den har dræbt en mand fra en landsby længere oppe ad floden.
   - Hvem?
   - Han hed vist Hugir eller noget i den stil.
   - Hurgird! Hvornår er det sket?
   - Det er vist otte dage siden.
   - Hvem siger det?
   - Det fortalte landsbyrådet os. De bad om hjælp fra Jarnhildsborg.
   - Så det er jeres vigtige opgave?
   - Ja, vi skal finde og dræbe bjergtrolden.
   Sha'naya tørrede sveden af panden. De var halvvejs over floden, hvor strømmen var stærkest.
   - Hvor vil I finde den henne?
   - Vi ridder tilbage op langs floden. De fiskede i søen, hvor floden kommer ned fra Sortemassivet. Hurgirds kone fortalte at trolden overfaldt dem, mens de lå i lejr ved søbredden.
   - Jeg kender godt Hurgirds kone. Hun var sikkert forfærdet?
   - Ja, selvfølgelig. Hvem ville ikke være det efter mødet med en trold?
   - Hvad så hvis I finder trolden?
   - Så dræber vi den og skære hovedet af den. Davin slog et hug med armen, som fik Nehmich's hest til at vrinske og slå med hovedet.
   - Hvad får I for at dræbe en bjergtrold? spurgte Sha'naya mens hun med den ene hånd knappede skjorten lidt op.
   - Øh, hvad?
   - Det er vel ikke gratis at få hjælp fra Jarnhildsborg.
   - Nå, nej. Vi får fem guldstykker. Et til mig, to til ham og to til garden i Jarnhildsborg.
   - Hun spørger for meget. Og du snakker for meget, brummede Nehmich og kantede sig hen til sin hest. - Gør dig klar, Davin. Vi er snart ovre.
   - I kan lige nå at finde noget mønt frem.
   - Du får kun det ene sølvstykke nu. Resten får du når vi sejler tilbage.
   Sha'naya tog sølvstykket, som Nehmich havde fundet frem fra en pung under kappen. I det samme stødte prammen på grund og Sha'naya måtte gribe elementisten så han ikke faldt.
   - Hold bare prammen på denne side. Vi er snart tilbage, grinede Davin og svingede sig op i sadlen.
   - Pas på trolden, råbte hun efter dem, mens de i galop red op langs flodbredden og til sidst forsvandt ind i skoven. Hun åbnede hånden og så på den amulet, hun havde fisket op ad en inderlomme på Nehmich's kappe. Den var formet som et øje, med en rød sol som pupil. Hun mærkede hvordan Rihn-gudens energi strålede op i hendes arm fra amuletten. Hun skyndte sig at smide den i kassen med reb. Hun forstod sig ikke på den slags kræfter.

- Hjælp mig, jeg er såret!
   - Hvor? spurgte Sha'naya som sad på dækket og rensede nogle rødder hun havde samlet.
   - Den ramte mig med en kølle lige under armen. Jeg har mindst brækket fem ribben, stønnede Davin og lod sig glide af hesten.
   - Trolden?
   - Ja, selvfølgelig. Vi angreb den men det gik helt galt. Nehmich skulle lamme den med en besværgelse, men der kom aldrig noget. Trolden gik bare løs på os.
   - Hvor er ham tryllekunstneren?
   - Han er stadig oppe ved foden af bjerget. Jeg flygtede for mit liv. Han tog nogle heftige slag med køllen, så han blev ilde tilredt. Måske er han død?
   - Sandsynligvis.
   - Hvad skal jeg gøre nu? spurgte Davin ud i luften og lagde sig i græsset.
   - Måske skulle du rede din ven? Trolden er sikkert væk nu.
   - Jeg skal ikke derop igen. Ikke nu. Jeg har også tabt mit sværd og med de her ribben kan jeg ikke engang holde en dolk. Davin stønnede og satte sig halvt op. - Du må sejle mig over, så jeg kan ride efter forstærkning.
   Sha'naya fandt et bånd i lommen og bandt håret op i en knold. - Hvad om jeg rider op og ser, om jeg kan finde din ven?
   - Men... men, hvad med trolden? Hvis den dræber dig, kan jeg ikke komme over floden.
   - Så må vi håber, at jeg ikke møder den, ikk'? Sha'naya gik hen til Davins hest, som forsynede sig af det friske græs.
   - Du kan ikke efterlade mig her.
   - Jeg er snart tilbage. Jeg kender en genvej.
   - Men du har... ingen våben, forsøgte Davin at råbe, men ordene forsvandt i lyden af hove mod jord, da Sha'naya forsvandt op i skoven på hans hest.

Sha'naya piftede tre gange og lyden slog mod bjergskråningen og forsvandt ud over skoven. Hun satte sig på en væltet træstamme og ventede.
   - Aya! Aya på besøg! lød en grov stemme og sekundet senere brasede bjergtrolden gennem buskaset og ind i lysningen.
   - Hej Broud. Hvordan har du det? spurgte Sha'naya og rejste sig. Hun var kun halvt så høj som trolden.
   - Broud ikke ha' det godt. Mand kom og slog Broud med sværd.
   - Blev du ramt? Er du såret?
   - Kun lille mand, grinede Broud og fremviste et snitsår på armen.
   - Det ser ikke slemt ud. Det vokser hurtigt sammen, hvis du vasker såret i åen.
   - Broud slog mand og mands ven. Slog med kæp. Lille mand løb. Lille mands ven løb ikke.
   - Hvor er den lille mands ven nu?
   - Sover. Broud vise Aya, hvor lille mands ven sover?
   - Ja, vis mig det, Broud, svarede Sha'naya og løsnede hesten som skulede mod trolden.
   - Har Broud slået på andre mennesker? Har du slået nogen nede ved søen? spurgte Sha'naya mens de to travede gennem skoven.
   - Broud ikke slå andre mennesker. Broud kun slå dyr for spise.
   - Godt Broud. Man skal passe godt på menneskerne. Ikke komme dem for nær.
   - Aya komme nær.
   - Ja, men jeg er også din ven. Andre mennesker vil slå dig og stikke dig, hvis de ser dig.
   - Broud så dame stikke mand med kniv.
   - Hvad så du? Hvornår var det? spurgte Sha'naya.
   - Dame råbe af mand og mand råbe af dame. Dame tage kniv og stikke i mands ryg. Broud råbe nej-nej til dame, men dame bare løbe.
   - Hvad gjorde du så?
   - Broud løbe hjem. Broud ikke li' spidse knive.
   - Du er den sødeste og klogeste trold jeg kender, smilede Sha'naya.
   - Aya ikke kende andre trolde, grinede Broud med en dyb rullende latter.

- Oh... ar... hvad sker der? spruttede Nehmich, da Sha'naya sprøjtede vand i hovedet på ham.
   - Han vågner nu, konstaterede Davin og satte sig på hug ved siden af elementisten, som lå på prammens hårde plankedæk. Prammen var allerede halvvejs over floden.
   - Du har sikkert fået en hjernerystelse, du har brækket en arm og dit ben ser heller ikke for godt ud, sagde Sha'naya og plaskede en ny håndfuld vand i hovedet på elementisten.
   - Hold op!
   - Så vågn op. Du skal ikke ligge og bløde på min færge.
   - Hvordan er jeg endt her? Hvad med trolden? Fik du den, Davin?
   - Øh, ikke helt. Eller... måske? Jeg tror den var dødeligt såret, da den løb.
   - Godt, godt, mumlede Nehmich og tog sig til hovedet. Han havde en dyb flænge bag det ene øre. Så begyndte han febrilsk at rode i kappens mange lommer.
   - Mit soløje, mumlede han febrilsk men fandt så pludselig noget og hev amuletten med den røde sol frem. Han kiggede undrende på den.
   - Jeg troede ikke en enkelt trold kunne gøre dette mod en mægtig elementist fra Jarnhildsborg, sagde Sha'naya og greb staven for at skubbe prammen videre.
   - Jeg forstår det ikke, mumlede han og satte sig med besvær op. Så opdagede han, hvad der lå ved siden af ham.
   - Ved gudernes vrede. Hvad er det? skreg elementisten. Han lagde amuletten tilbage i en lomme.
   - Et lig. Færgemandens datter hentede det, sagde Davin. Han undlod at fortælle at hun også havde hentet Nehmich's bevidstløse krop ved samme lejlighed.
   - Det kan jeg sgu godt se. Men hvorfor ligger der her?
   - Det er ham, Hurgird, den mand trolden dræbte. Men se. Fiskerkniven sidder stadig i ryggen på ham. Ingen spor af troldekølle, svarede Davin. - Og trolde bruge mig bekendt ikke små fiskeknive.
   - Hvis bjergtrolden ikke har dræbt ham, hvem har så? spurgte elementisten træt.
   - Færgemandens datter synes vi skal udspørge konen.
   Nehmich lagde sig ned dækket igen. - Pis, det giver de næppe fem guldstykker for.
   - Til gengæld får i overfarten på min regning, sagde Sha'naya og skubbede prammen det sidste stykke i land.