Simon Nibor fyldte 9 den dag det europæiske rumargenturs satellit JK-45 modtog radiosignalet. Satellitten havde verdenshistorien største radioantenne monteret og dens placering langt uden for jordens atmosfære, gjorde den i stand til at modtage selv meget svage signaler. Der havde tidligere været signaler med en kompleks struktur, men det signal som JK-45 modtog på Simons 9 års fødselsdag, var af en helt anden karakter.
   Den dag talte ingen om andet. Mange andre børn ville være blevet ulykkelige over at en så skelsættende begivenhed tog al opmærksomhed fra deres 9 års fødselsdag, men Simon beklagede sig ikke. Han lyttede, når de andre talte om signallet og sagde ikke noget, da de glemte at synge fødselsdagssang for ham i klassen. Hans lærer var alt for optaget af at forklare om solsystemer, astronomiske afstande og mulighederne for at svare.
   Afsenderen var uden tvivl en avanceret, intelligent livsform. Antennen på JK-45 var rettet mod en planet, som på mange måder mindede om jorden. Planteten kredsede om stjernen Alfa Ursus, 12 lysår fra vores egen planet, forklarede han eleverne.
   "Vi kan godt sende et svar," sagde læreren, "men der går 12 år, får de hører det. Og hvis de svarer på vores besked med det samme, vil I være lige så gamle som mig, før vi hører deres svar. Det er en ret besværlig måde at føre en samtale på."
   Om aftenen, da Simons mor puttede ham, spurgte hun en smule bekymret, om han havde haft en god fødselsdag.
   "Jeg fik ikke noget rumskib, så jeg kan flyve til Alfa Ursus", sagde han med et lille smil og undgik dermed at svare på spørgsmålet. Hun kyssede ham på panden og sagde godnat.

44 år senere kiggede Simon Nibor ud af det aflange vindue ved siden af lænestolen. Hans øjne vandrede mellem de forskellige stjerneformationer, som i hans hoved dannede velkendte figurer og mønstre. Rudens tykkelse gjorde, at kun de mest klare stjerner var synlige fra hans plads i lænestolen, men alligevel fornemmede hen tydeligt universets endeløshed.
   Simon havde ikke været opmærksom på, at det var hans fødselsdag i dag, før Dag havde gjort ham opmærksom på det i morges. Han havde fået serveret appelsinjuice til morgenmaden, en kage om eftermiddagen og hans ynglingsret til aftensmad, men ellers havde dagen ikke været så meget anderledes end alle de andre. Dag havde tilbudt at synge en fødselsdagssang, men det havde Simon med et stort grin frabedt sig.
   Det var et blevet aften og lyset i hovedkabinen var dæmpet, hvilket gjorde det muligt for ham at kigge ud på stjernehimlen. I dagtimerne var han beskæftiget med en masse aktiviteter, men på denne tid af dagen følte han sig nogle gange ensom. Måske var det synet af den sorte, stjernebesatte stjernehimmel, som fik ham til at føle sig lille og ubetydelig?
   Det var utroligt, så langt han var kommet siden den første besked fra Alfa Ursus blev modtaget. I årene efter kom der flere beskeder, og da forskerne først havde knækket sprogkoden, stod det klart at Alfa Ursus var befolket med intelligente og nysgerrige væsner, som havde rettet deres interesse mod det store univers. Forskerne mente ikke at der var tale om en civilisation, som var mere udviklet end vores, men der opstod efterhånden en helt ny videnskabelig retning, som udelukkende beskæftigede sig med at tolke på de signaler JK-45 løbende modtog. Det medførte også en gevaldig opblusning i rumkapløbet blandt de offentlig støttede organisationer. Rumfarten var ellers primært blevet overtaget af private investorer, som hentede værdigfulde mineraler på Mars og fragtede tusindvis af turister rundt på cruises mellem baserne på Månen og Mars. Men nu ville alle til Alfa Ursus, og både den kinesiske, europæiske og amerikanske præsident lovede at deres nation ville blive den første til at få et menneske til den nye nabo. Det europæiske rumagentur, den storasiatiske rumfartsadministration og det amerikanske NASA indledte udviklingen af fartøjer, som skulle tilbagelægge den enorme afstand inden for overkommelig tid. Den primære udfordring var at opnå en hastighed, som var langt højere end dem man benyttede ved rejser inden for vores eget solsystem.
   Simon tænkte tilbage på sin 9 års fødselsdag og det postyr der havde været den dag. Han smilede for sig selv ved tanken om sig selv som dreng, men langsomt stivnede smilet. Der var et eller andet galt ved stjernehimlen. Han slukkede lyset helt og lod øjnene glide fra stjerne til stjerne. Så så han det. Det kunne ikke passe. Han tog sig til brystet, overrasket over den kraft han pludselig mærkede sit hjerte banke med i brystet. Han rejste sig og gik helt hen til glasset. Han havde kigget på denne stjernehimmel hver efter i de sidste 12 år. Det samme udsnit af himlen, som aldrig ændrede sig. Før nu.
   Det var nu ikke rumfart eller fjerne planetter, der havde interesseret Simon Nibor mest, da han var ung og hele jorden talte om Alfa Ursus. Han fandt tallenes simple logik langt mere tiltrækkende end tanken om rumrejser og fjerne civilisationer. Efter grundskolen og gymnasiet, læste han først matematik på universitetet og tog derefter en Ph.D., hvilket sikrede ham et job i en lille virksomhed, der producerede maskindele til rumindustrien.
   Han mødte Mary til en fest på universitetet, hvor de begge var påvirket af alkohol. De giftede sig det år han fik sin Ph.D.. De havde et meget stille ægteskab. Ligesom Simon brød hun sig heller ikke om alt for mange overraskelser i livet, og børn blev aldrig rigtig et emne for dem. Det år Simon blev 35, mistede han de to personer, der stod ham nærmest. Hans mor døde en uge efter nytår af en af de få kræftformer, som lægerne endnu ikke havde fundet en kur imod. I maj samme år fandt han Mary livløs i sengen en morgen. Det viste sig, at hun led af en hjertefejl. Hans far var død nogle år tidligere, og derfor have Simon pludselig ikke mere familie, som betød noget for ham.
   Simon stirrede på kisten, da de bar den ud af kirken, og tænkte at han ville blive ensom. Men det blev han ikke. Han levede sit liv alene og følte ikke, at han savnede noget. Han gik på arbejde, som han plejede, men han tog sjældent imod kollegaernes invitation om middage eller fester. Når han endelig deltog i sociale arrangementer, ende han altid med at sidde og lytte til andre menneskers historier, uden at fortælle noget af sin egen. Ved flere lejligheder var der kvinder, som fandt hans evne til at lytte så tiltrækkende, at de kom med slet skjulte hentydninger om sex og parforhold, men Simon gled af på det. Han havde nok i sit eget selskab.
   Han kiggede igen ud af vinduet. Tre stjerner på stribe. En lidt kraftigere stjerne vinkelret på den linje de tre stjerner tegnede, og hvis man doblede afstanden fra grundlinjen, ramte man en lidt svagere stjerne. Et smukt geometrisk billede, tegnet i universets lysende sandkorn mellem alt det endeløse sorte. Bortset fra at den nederste blege stjerne var forsvundet. Der var intet galt med glasset. Alle de andre stjerner stod lige så tydeligt som de plejede, på nær den ene stjerne, som nu manglede.
   Simon vidste nok om astronomi til at vide at stjerner ikke bare forsvinder. Han satte sig i lænestolen igen. Han måtte tænke. Han havde engang hørt om et tilsvarende fænomen. En astronom havde observeret, at en stjerne simpelthen var forsvundet og nåede at alarmere det meste af branchen, før en arabisk satellitentreprenør kunne meddele, at han tilfældigvis havde en geostationær overvågningssatellit placeret præcis mellem observatortiet og den forsvundne stjerne. Simon kiggede op mod det sorte område, hvor stjernen burde have været. Hvad kunne det være, som skyggede for stjernen? Han befandt sig minimum fem lysår fra noget område i galaksen, hvor der var liv. Så vidt han vidste. Simon fik for første gang i 12 år fornemmelsen af ikke at være alene.
   Det var to år efter Marys død, at han var blevet kontaktet. Først troede han, at der var tale om en almindelig headhunter, som ville have ham til at skifte stilling. Simon var tilfreds med sit liv som primært bestod af at sove, gå på arbejde, se fjernsyn og læse litteratur. Han så ingen grund til at skifte job, og afslog blankt tilbuddet om en uddybende samtale. Men headhunteren gav ikke op så let. Han opsøgte uanmeldt Simon derhjemme, og Simon inviterede modvilligt manden ind.
   Der var ikke tale om et almindeligt job, stod det snart klart. Mere en jagt efter en person med helt særlige egenskaber. Headhunteren kunne i virkeligheden ikke fortælle så meget andet end, at der var tale om et job, som ikke var svært eller særligt krævende, men som kunne ændre menneskeheden og historiens gang. Simon havde ingen ambitioner om at gøre nogen af delene, men headhunteren fik alligevel vagt så meget nysgerrighed i ham, at endnu et møde blev sat op. Denne gang i det europæiske rumagenturs hovedsæde.
   Det blev til flere møder, efterfulgt af interviews med en lang række psykologer, læger, projektcheffer og teknikkere, hvilket igen blev efterfulgt af både mentale og fysiske tests. Simon blev aldrig helt klar over, hvorfor han var perfekt til opgaven, men Miles Townsend, som var ansvarlig for projektet, lod ham forstå, at hans intelligens kombineret med hans evne til at have det bedst, når han var alene og hans manglende familieforbindelser, var lige det de ledte efter. Han var den helt rette til at gennemføre en 17 år lang bemandet rumrejse til Alfa Ursus.
   Simon kastede et sidste blik ud af vinduet mod den manglende stjerne, inden han gik en etage ned til soveafdelingen. Han tog tøjet af og krøb ind under dynen. Den velkendte dybe, brummen fra tyngdekraftgeneratoren fik ham langsomt til at falde til ro. Stjerner forsvinder ikke bare, tænkte han, inden han faldt i en urolig søvn.
   Da Miles Townsend præsenterede Simon for planen om at sende et bemandet fartøj til Alfa Ursus, blev han overrasket. Han havde naturligvis hørt om rumkapløbet, men at det europæiske rumagentur var så langt fremme med planerne, anede han ikke. Miles var en meget behagelig mand, kun et par år ældre end Simon. Miles forklarede Simon om de forskellige parallelle projekter, de havde kørende for at finde den bedste løsning på udfordringen om at rejse til Alfa Ursus. En ubemandet sonde ville være det hurtigste, men også en usikker løsning. Du kan ikke kommunikere med noget der er 12 lysår væk. En stor koloni af jordboere i en selvforsynende rumskibsbiosfære ville nok være det bedste, men det ville tage mere end en livstid at flyve så stort et fartøj til Alfa Ursus, hvilket gjorde missionen lidt for diffus for beslutningstagerne. At sende én mand af sted i et lille, hurtigt fartøj, endte med at blive kompromiset mellem topledelsen, som ville se resultater inden de selv døde og det tekniske mulige.
   Simon vågnede ved at nogen kiggede på ham. Han spærrede forskrækket øjnene op og så tydeligt silhuetten mod det svage lys fra trappen, uden for soveafdelingen. Simons mave trak sig sammen, mens han febrilsk sparkede dynen af sig.
   "Dag, tænd lyset," gispede han, men hans stemme knækkede halvejs og ordene blev til luft. Han rullede rundt og fandt kontakten på væggen bag ham. Lyset i loftet blændede ham. Han satte sig op og igen kiggede igen efter væsnet. Der var ingen at se. Han gned sine øjne og rejste sig. Han var hundrede procent sikker på, at der havde stået en person et par meter fra ham, men nu blev han alligevel i tvivl.
   "Hallo?" kaldte Simon og gik ud af sovekabinen. Ham følte sig klam af sved.
   "Godmorgen," svarede computeren, som den plejede, når han viste sig efter natten. Den begyndte at fortælle ham om dagens gøremål, men Simon hørte ikke efter. Han gik fra kabine til kabine, for at tjekke, om der var nogen. Hele tiden med en stigende bevidsthed om, at det han foretog sig var sindssygt. Han var alene. Han var det mest isolerede menneske i menneskehedens historie.
   Niles Townsend havde gjort meget ud af at forklare Simon, at dette projekt var hemmeligt. Efter de indledende tests blev Simon flyttet til Geneve, hvor agenturets træningscenter lå. Niles beklagede, at der ikke ville blive lange avisartikler om Simons bedrift eller mulighed for at deltage i talkshows, hvor han kunne føre sig frem som den stjerne, han vitterligt var. Men det havde Simon ikke noget imod. Han brød sig alligevel ikke meget om den side af mediebilledet og bare tanken om, at skulle være blevet en offentlig kendt person, ville nok have fået ham til at springe fra. Han var en privat person, og foretrak at forblive det, på trods af hans rolle som hovedperson i agenturets største satsning til dato.
   Det passede også Simon fint, at det var en énmands mission. Han havde aldrig overlevet 17 år spærret inde i en dåse på 50 kvadratmeter med et andet menneske. End ikke Mary kunne han holde ud at være sammen med i for lang tid af gangen, da hun levede.
   Simon fandt intet. Han gennemgik hvert eneste område af skibet, men der var intet usædvanligt at se. Alt lignede sig selv og alle ting lå, som de skulle. Han havde arbejdet sig målrettet frem og først bagefter, mens han med en usædvanlig stor appetit spiste sin morgenmad, kom han til at tænke på det umulige i situationen. Der var ingen indgang til rumskibet. Først når han i rejsens sidste del aktiverede landingsmodullet og forlod moderskibet, kunne han komme ud.
   Alligevel kunne han ikke ryste tanken af sig, om at der havde været en person i kabinen. Han havde hundredevis af gange drømt, at han var sammen med andre menneske, men dette var anderledes. Han var vågen. Måske var det bare en hallucination, fremkaldt fordi han var ude af balance på grund af det med den manglende stjerne? Måske var det også bare indbildning? Var han ved at blive tosset? Det var ikke usandsynligt efter 12 år indespærret alene, så langt væk fra alting. Han var en anden mand i dag end da han tog afsted. Furene under øjnene var blevet dybere, og huden mere grå. Men han følte sig egentlig i fin form. Ikke mange mennesker på jorden levede sundere end ham, når det kom til ernæring, motion og intellektuelt føde. Kun på den sociale front var der åbenlyse mangler, men det var jo netop hans styrke. Ligesom nogen planter kan trives de mest ugæstfrie steder, kunne han trives stort set uden social næring. Men var han nået grænsen for, hvad et menneske kunne udstå af isolation?
   Han prøvede at ryste tankerne af sig ved at gå i gang med dagens gøremål. Gennem årene havde han brugt rigtig meget tid på at lære sprog. Ikke bare de klassiske, store sprog som engelsk, indisk, spansk, arabisk, kinesisk og russisk, men også mindre sprogstammer som kun blev talt af få tusinde mennesker i Afrika eller Kaukasus. Det var ikke fordi, han skulle bruge selve sprogene til noget, når han kom frem, men hans evne til at tilegne sig en ny civilisations skrift- og talesprog var altafgørende for missionens succes.
   Han studerede også jordens mangfoldige kulturer, religioner, styringsformer og historie. Han rejste ud som ambassadør, ikke bare for det europæiske rumagentur, men på vegne af hele jordens befolkning. Simons viden og væremåde ville få stor betydning for, hvordan befolkningen på Alfa Ursus ville betragte mennesker fra Jorden. Miles Townsend havde flere gange, mens Simon blev testet, rost ham for hans gode sprogøre, og Simon følte stadig ikke de daglige studier som en sur pligt. For hvert nyt emne han tog fat på, åbnede der sig en ny verden, som gang på gang forbløffede ham over, hvor mangfoldig jorden i virkeligheden var. Det han savnede mest var Jorden, langt mere end de mennesker der boede på der.
   Efter en let frokost stod den på motion efterfulgt af mere praktiske opgaver. Først var han helt nede på nederste dæk, hvor de forskellige anordninger, der holdte ham i live var placeret. Han tømte affaldet, som blev brændt til aske og skudt ud i det tomme ingenting. Derefter fandt han værktøjskassen og en pære fra reservedelslageret. En advarselslampe for lavt iltniveau var gået i beboelsesafsnittet og det krævede, at han afmonterede hele vægpanellet for at skifte den.
   Da han satte værktøjskassen på plads en halv time senere, faldt hans øjne på skiltet på et lille skab helt oppe under loftet. 'Terrænudstyr' stod der på lågen. Han vidste stort set, hvad der var i skabet, selvom det ikke var et sted han kiggede mere end en gang om året, når der stod hovedrengøring på programmet. Han åbnede lågen og tog et sort etui ud. Inden i lå en lille men kraftig kikkert, som han stoppede i lommen og satte etuiet på plads igen.
   Der var fem års rejse endnu. Det føltes som lang tid, selvom de ensformige dage synes at forsvinde med overraskende hurtighed. De først år havde været de værste. Han blev lagt i kunstigt koma inden afrejsen og først vækket da rumskibet var fuldt accelereret, for ikke at tage fysisk skade. På det tidspunkt var han allerede ude af solsystemet, og skulle til at indstille sig på sit nye liv. Det var en stor hjælp, at han stadig kunne kommunikere med centeret i Geneve i begyndelsen, men som afstanden mellem rumskibet og Jorden hurtigt voksede, blev tovejskommunikation efterhånden også umuligt.
   "Dag, vil du gøre aftensmaden klar?" spurgte Simon og begyndte selv at dække bord.
   "Ja. Vil det passe dig, hvis den er klar om fire et halvt minut?" svarede stemmen, som ikke lød det mindste syntetisk selvom den var skabt af en computer.
   Dag var opkaldt efter den norske programmør, Dag Backe, som havde givet den personlighed. Simon havde fundet tanken om en computer med kunstig intelligens latterlig, da de testede på jorden. Simon var matematiker og vidste udmærket, at det der kommer ud af en computer var et direkte produkt af, hvordan den var programmeret. At programmere en computer til at tale og lytte som et menneske, var falskt og idiotisk efter Simons mening. Alligevel insisterede Niles Townsend: "Du får brug for én at tale med, når du først sidder alene derude. At føre samtale er en del af at være menneske. Du kan ikke overleve i 17 år, uden at tale, og du bliver først tosset, hvis du begynder at tale med dig selv. Tænk på Dag som en kat, du kan tale med. En kat der skrue op for varmen og tilberede din mad".
   Niles Townsend havde haft ret. Simon tænkte ikke længere over, at det var en computer han talte til. Efter alle disse år, var det nærmest bare rumskibet han talte til, som var det en kollega eller en ven.
   Efter aftensmaden satte Simon sig i lænestolen ved vinduet og dæmpede lyset i kabinen. Dette var hans aftensrutine. Nogen gange læste han en bog eller så en film. Andre gange kiggede han bare ud på stjernerne og lod tankerne løbe frit.
   "Dag, jeg vil gerne have et stjernekort op, som viser det udsnit af universet, som dette vindue peger mod."
   Sekundet efter tonede et billede af stjernehimlen op på den håndholdte pad. Han zoomede ind og fandt de velkendte formationer. De tre stjerne på række, og den store stjerne neden under. Han doblede afstanden mellem linjen og den store stjerne, og der så han endnu en stjerne på skærmen. Simon trykkede på stjernen. Den havde et navn af tegn og bogstaver. Der stod, at det var en relativ ung stjerne og Simon vidste, at den type stjerner på ingen måde var i fare for at brænde ud eller implodere.
   Simon kiggede atter ud af vinduet. Stjernen var der ikke. Hele området, hvor den burde være, var sort. Han slukkede for alt lyset i kabinen og tog den lille kikkert op ad lommen. Han satte den for øjnene og lænede sig helt frem mod vinduet. Han fandt først de tre stjerner, så den store stjerne og førte så kikkerten det sidste stykke ned til det sorte område. Først da hans arme begyndte at ryste, sænkede han kikkerten igen og lod den falde på gulvet med et bump.
   Simon forsøgte med sin matematiske tankegang at få brikkerne til at passe sammen, så det ville give en forklaring, på det han så. Måske skulle det ikke give mening? Hvad skulle han gøre nu? Det han plejede? Bare læne sig tilbage og vente?
   Han sprang op, og skyndte sig, så hurtigt han kunne ned af trappen. Dag tændte lyset i sovekabinen, men Simon fortsatte ned til nederste etage. Han vidste, at der kun var en ting at gøre. Han måtte væk, inden det var for sent.
   Han fandt værktøjskassen, et koben, en vinkelsliber og den kraftige boremaskine. Han kiggede op gennem trappeløbet og kunne se lågen til landingsmodulet. Det hjalp ham ikke nu. Han måtte finde en anden udvej. I stedet gik han ind i teknikrummet, hvor han kastede et hurtigt blik på de forskellige installationer, som havde hold ham i live i tolv år. Han stak kobenet ned i en sprække i gulvet og fik løsnet en plade i gulvet. Han fandt pandelampen i værktøjskassen og kravlede ned i hullet i gulvet. Herned løb rør og ledninger i et øjensynligt tilfældigt kaos. Han havde kun været hernede enkelte gange, for at udbedre mindre utætheder i rørsystemet. Simon lod lyskeglen glide hen over bagvæggen til han fandt et godt sted. Han klemte sig ind mellem to rør, og begyndte at bryde væggen ned. Han borede nitterne ud af samlingerne i væggen, og fjernede en metalplade. Bagved var et tykt isoleringslag og derefter endnu en metalplade. Han satte boremaskinen mod pladen, lagde vægt bag og gik i gang med arbejdet.
   Simon Nibor holde vejret mens han ormede sig gennem hullet i skroget og lod sig falde ud i mørket. Hans fødder ramte det rå betongulv og sendte lyden ud mod stjernerne. Han slukkede pandelygten og gik med raske skridt de tyve meter hen til den sorte væg, hvor dioder gjorde det ud for den stjernehimmel, han havde betragtet i alle disse år. Med hånden på det bløde stof, som væggen var beklædt med, fulgte han den til hans hånd ramte et fremspring. Han fandt håndtaget og åbnede døren.
   Han kom ind i en bygning, som mest mindede om en flyhangar. Et par søvnige lysstofrør i loftet kastede et dunkelt skær ud over hallen, men han kunne alligevel godt læse det store skilt på bagsiden af hans stjernehimmel. 'Projekt Alfa Ursus - Test 42'.
   Simon fandt endnu en dør og åbnede den. Uden for var det nat, og luften var kølig. Han slog armene om sig og gik for første gang i sit liv uden at ane, hvor han skulle hen.