Om iværksættere legetøj og meget andet
- Det kunne være rart at have sin egen lille butik, siger min kone drømmende engang imellem. Det har hun nu sagt mange gange, og jeg må indrømme, at det lyder ganske interessant, men hvad skulle den sælge og hvordan kommer man i gang.

Tør man som gammel funktionær gennem 34 år overhovedet begive sig i kast med at investere egne penge i sådan noget uden erfaring. Tænk, hvis det går galt, der er ingen chancer for at få dækket tabet på anden måde.

Spørger man arbejdsmarkedet om jobs til halvtresårige ser de lettere chokerede ud. Hvad pokker, er man ikke død for længst. Enhver ved da, at folk over 35 burde afhentes for egen regning og laves til sæbe på det nærmeste sæbekogeri. Jøder, fremmedarbejdere og farvede må erhvervslivet Danmark ikke have noget imod, det er lovmæssigt bestemt, så derfor får de over 35-årige hele skrubbet, der er nemlig ikke lovgivet endnu.

Min kone har ikke kunnet få arbejde de sidste fire år og selv har jeg også prøvet turen, så pengene er ikke så store.

Stillet over for denne tingenes tilstand er der ikke noget at sige til, hun sommetider drømmer om at blive selvstændig, man bliver hjernedød af at gå derhjemme.

En dag ved aftensmaden kommer det så: - Handelsstandsforeningen i Viby har en annonce i den lokale. De søger nye butikker i Viby.

Jeg siger noget om, at det var interessant, og vi da kan kikke på det, men ellers ikke så meget mere. Vi har før set annoncer med kiosker til salg.

- Jamen, ku' vi ikke prøve at høre...?

- Tja, det kan vel ikke koste andet end telefonsamtalen. Jeg griber knoglen og ringer til Handelsstandsforeningens formand i Viby. Ideen var at starte en boghandel eller noget lignende.

Han synes ikke, det er så god en ide, men legetøj mener han nok kan gå, og han ved også, hvor der er et par mulige lejemål.

Vi tager derud og kikker på mulighederne, den ene mulighed er alt for dyr, den anden ligger ikke så godt, men vi mener nok, vi kan klare huslejen, hvis ellers kunderne vil komme.

Vi kontakter den sidste legetøjsforhandler, der trak sig tilbage for et par år siden for at nyde sit otium.

- Det kan vi slet ikke snakke om i telefonen, siger han, kom ud og få en kop kaffe, og det gør vi så med tak.

- Jo, det kan lade sig gøre, han levede da af det, selvom det sommetider var surt i begyndelsen.

Jeg spørger handelsstandsforeningens formand, hvad man vil gøre, hvis der kommer endnu en legetøjsforhandler til byen, han trækker på skuldrene og siger: - Vi kan jo ikke forhindre ham i at starte, men vi vil da prøve at få ham fra det, der kan alligevel ikke være to legetøjsbutikker i Viby.

Beslutningen
Alle signallamperne skifter langsomt fra rødt til grønt, tør vi? Det er den 15. november, og hvis vi skal starte legetøjsbutik skal det være nu, så vi får julehandelen med. Kan det overhovedet nås? Vi har ingen butik, intet inventar og ingen leverandører. Kan det klares, og kan min kone eventuelt få iværksætterstøtte, som der tales så meget om. Hun har ingen andre muligheder for at komme ud på arbejdsmarkedet. Vi prøver sgu'.

En opringning til fagforeningen bekræfter, der skulle ikke være noget i vejen for at få iværksætterstøtte, bare kør løs.

De næste mange dage bliver hektiske ud over alle grænser. Den 16. november skriver vi lejekontrakt under på det lokale, der ikke ligger så godt, men som vi nok tror vi kan klare, det andet er fire gange så dyrt. Jacta est alea , nu er det bare der ud af.

Aviserne pløjes igennem, hvor får man butiksinventar? Mads, der før har solgt legetøj i Viby ringer og tilbyder os sine gamle diske, de står på en gård, og vi må få dem, hvis vi vil have dem.

Om vi vil. De bliver transporteret ud til butikken på ryggen af en Camplet og med ti kilometer i timen, de svajer og vakler i de mange sving, men kommer derud i god stand. Vi kører til Ringsted for at finde noget brugt inventar fra et konkursbo og videre til Slagelse for at opsupplere.

De griner af os dernede, det vi har købt kan ikke under nogen omstændigheder parres sammen med noget andet. Jeg bander og køber en god nedstrygerklinge, jeg skal o.s.v. vise dem. Yderligere noget grej fra den lokale tømmerhandel, en masse arbejde og den smukkeste midtergondol tager form. Vi synes den er pæn, men en so synes også altid bedst om sine egne grise, og den var i hvert fald billig.
Ikea må også lægge for med en reol. En stabel gamle vasketøjskurve fra et supermarked købes for en slik.

Vi er ved at være parate. Jo der mangler for resten noget: Legetøj.

Grossisten
Jeg har taget nogle feriedage. Nu går turen i banken, vi vil gerne rydde en konto til indkøb af legetøj. Kan vi få en check i stedet for at rende rundt med så mange kontanter. - Jo, så gerne, men det koster 20 kroner.
- Ikke, hvis vi fortsat skal være kunder hos jer, mener jeg og får checken gratis.

Samme bank anden filial, nemlig den helt lokale. - Vi skal starte en butik, en lille butik og skal bruge sådan en fyr, som man nu engang skal bruge til Dankort.
- Jo så gerne hr., sådan en kan vi sagtens skaffe 13.000 er prisen, hvornår skal det være?
- Hør der er da vist en misforståelse, jeg sagde lille butik, hvad har i ellers, jeg havde tænk mig en "fluesmækker" eller som jeg foretrækker at kalde den et strygebræt eller en rullemarie.

- Jo, sådan en kan de da sikkert godt få til os om en ti dages tid eller deromkring.

- Det er ikke noget der haster, bare den er der om syv dage, forsikrer jeg om, men det skal den også være, og derved bliver det.

- Og så kommer da dagen, hvor vi står hos grossisten, i en kæmpehal med reoler fra loft til gulv med 6000 forskellige stykker legetøj. Vi få løfte på assistance, men manden har ikke tid. Vi kan bare gå i gang, så skal han komme om lidt. Vi kører forsigtigt et rullebord hen til en reol og tager en dukke ned fra hylden, mon det er noget? Den koster 15 kroner, hvor meget skal vi mon have for den, og skal vi tage en eller to? En halv time senere er overfladen af vort rullebord halvt dækket med forskellige ting, og dukker og andre sager er vurderet undersøgt og lagt tilbage.

Så kommer vor ven fra før. - Skal jeg give et nap med, spørger han, jeg har lidt tid nu.

Jo tak vi skulle jo da gerne ha' lidt legetøj og repræsentanten mente nok vi kunne fylde lokalet nogenlunde til at begynde med for omkring 40.000 kroner. Godt nok siger han, nu tager jeg ned, så kan I tage fra. En halv time senere er fem-seks rulleborde fyldt til bristepunktet. Han vælter ned fra hylder i forrygende tempo, og vi tager mod favnefulde af legetøj og arrangerer det på rullebordene.

Nu tror jeg nok jeg har en Toyotafuld mener jeg, og mon ikke også Camp Letten bliver læsset, hvor meget er der for her tror du? Han kniber det ene øje til og tager bestik: - Åh sådan cirka 20-25.0000 siger han, skal vi slå det sammen?
Der var for 23.

Vi læsser i papkasser og i bil. Campletten er tacklet af, så den er helt tom, nu bliver den fyldt til bristepunktet, låget klappet på og papkasser bliver surret fast på låget. Vognen bliver også fyldt. Det regner og vandet pisker ind under halvtaget, hvor vi står. Alt er læsset, så vi må køre to gange. Vi sætter os ind.

Den vordende legetøjsforhandler bliver proppet ind mellem alt legetøjet i passagersædet og får en traktor på skødet og en laserpistol i øret. Jeg vrikker mig på plads bag rattet.

Jeg sætter i første og skæver op i bakspejlet, vogntoget retter sig ud. Det er også vor nye tilværelse, der bliver sat i første gear. Det er alt for sent at stoppe nu.

Campletten hopper glad af sted efter bilen, den har vist ikke moret sig så godt, siden den var på campingtur første gang. Det blæser en halv pelikan fra siden og regnen er ubarmhjertig, da jeg må ud og rette en presenning til, da den truer med at flyve af kasserne på ryggen af Campletten.

Og så står vi da der i butikken, gulvet flyder, lange computerudskrevne lister (leporellolister) og prismærkater ligger midt i alt rodet, og alt legetøjet skal nu tages op et for et, identificeres, krydses af på listen og prismærkes. Det lykkes, men tager en hulens tid. Det er saligt bare at ligge fladt på ryggen på gulvet og lade op en halv time, og så i gang igen. Vi vil åbne mandag den 30, men udsætter til tirsdag den 1. dels er det psykologisk en bedre dag, og dels kan vi selv ved at arbejde i døgndrift ikke nå at blive færdige.
Hulplader bliver malet og sat op på væggene, reoler bliver gjort klar, et navneskilt sættes op, det tager alt sammen en forfærdelig tid, endelig skal vi have en forhandler mere, en legetøjsbutik uden LEGO går ikke, også det lykkes.

Åbningen
Den 1. december oprinder, vi nåede det, himlen må vide hvordan, men 18 timer i døgnet totusinde kilometers kørsel og arbejde, arbejde og atter arbejde gjorde vel sit.

Pressen kommer, som de bør og får et par billeder og en snak. Kunder kommer og kikker og køber, der er lidt til munden og en lille gave til børnene på åbningsdagen. Vi kommer i ilden med at lære indpakningens skønne kunst, men heldigvis er kunderne tålmodige, for det er ikke så let i begyndelsen. Vi må flere gange på S-lageret for at supplere op, vort lager er ikke ret stort og butikken kommer let til at se "plukket" ud, så er det af sted efter nye forsyninger.

Nogle dage er der ret dødt, men vi trøster os med, at der nok kommer gang i julesalget snart.

Den 23 er sidste dag på mit arbejde før julelukningen, dér plejer vi at spise pizza sammen, men min kone ringer og beder om hjælp, hun mangler varer, kan jeg eventuelt tage af sted dernede fra noget før og køre på S-lageret. Jeg styrter af sted med en halv pizza i munden og ønsker glædelig jul i forbifarten.

Inde på S-lageret har de pakket til mig. Jeg fylder bilen op. Forsædet i passagersiden lægges ned og bagsædet fældes frem. Der er legetøj fra skottet ud mod motorrummet til stoplygterne og fra gulv til loft. Heldigvis vejer det ikke meget, men det fylder.

Jeg føler mig næsten som julemanden, da jeg kører ned ad Søndergade i Viby og stopper for at stå ud og flytte vort gadeskilt. Julemanden og jeg har en del til fælles mener jeg nok. Butikken bliver fyldt op igen.

Den fireogtyvende er meget hektisk, nu er det for alvor gået op for folk, at det er sidste udkald til juleaften.

Julen kommer og går, vi er også derude i juledagene, der er masser af ting, der kan rettes op på og gøres bedre. Erfaring har vi ikke meget af, men vi får nogle råd hist og her og bruger ellers vor egen kreativitet efter fattig evne.

Der er altid noget, der skal laves, og efter jul bliver der masser af tid. Salget går i stå som kørt ind i en mur. Der er så stille dage, at det er fortvivlende, omsætningen dækker slet ikke huslejen. Det var ventet, men det virker alligevel noget hårdt specielt, da vi lige er startet. Vi køber et par hundrede puslespil og laver et lynudsalg, det hjælper lidt på det. I slutningen af måneden tager omsætningen et lille hop, folk har fået løn.

Katalog
Vi kommer ud med vort første katalog. Det koster os en masse penge, men grossisten har forsikret, at det er det værd, og det holder stik. Det går op og ned i bølgedal, men kataloget virker. Annoncer derimod ikke, vore kunder læser heller ikke aviser, men de ser legetøjskataloger, og det er dejligt at se en lille tot komme ind i butikken med en forælder i den ene hånd og et legetøjskatalog i den anden, samt naturligvis forventningens julelys i øjnene. Vi sælger oplevelser og glæde, kan man ønske sig mere? Jo, så meget omsætning, at man kan leve af det, for der er formidabel konkurrence fra "de store", der sommetider "bomber" markedet med dumpingpriser langt under vore indkøbspriser.

Til gengæld tager de så lidt mere for de mindre ting, men det er der ingen, der ser i skyndingen, når de nu står i forretningen for at købe de store ting. Vi holder de vejledende udsalgspriser, for vi kan ikke andet, dertil er vi for små og økonomisk for spinkelt sonderet, og der er mange omkostninger, vi ikke havde regnet med, da vi begyndte f.eks. reklame, der er livsnødvendig og dyr, hvis man vil overleve, men der skal flyttes alt for mange ting af 25 kroner over disken for at betale for bare et katalog. Vi har et problem tilfælles med mange andre små specialbutikker: Der er for lidt gang i de større varer, men nu skal vi snart deltage i en lokal messe, så vi håber på et godt resultat her, der vil i hvert fald blive lagt rigtig mange timers hårdt arbejde i det, og weekends er kun noget, vi kender fra fremmedordbogen.

Der kommer svar på vor ansøgning om iværksætterstøtte: Det kan overhovedet ikke lade sig gøre. Selvom min kone har gået ledig i fire år. Man skal søge om den slags mange måneder, før man vil begynde, og der skal tages stilling til, om det kan lade sig gøre overhovedet. Skrankepaveriet er totalt. Ifølge det offentliges måde at drive forretning på skulle vi altså starte butik i februar måned og forpasse julemåneden, der står for ca. 40 % af omsætningen ifølge statistikkerne.

Vi protesterer: Efter fire års understøttelse var chancen hèr og nu til at komme i gang. Med iværksætterstøtte ville forretningen formodentlig blive flyvedygtig på et års tid. Uden er det tvivlsomt, om den overlever det første år. Alternativ: Fortsæt på støtten til førtidspensionen kan opnås eller gå ned inden et år og gå på støtten igen. Uden mulighed for genstart.

Svaret kommer med offentlig hast, tre måneder, og er inappellabelt. Reglementet siger det overhovedet ikke kan lade sig gøre, og fagforeningen er villig til at sværge på en stabel bibler, at de ikke har sagt noget om, at vi bare kan gå i gang og søge samtidig.

Set i bakspejlet var det mere rentabelt at have ventet og i stedet at have stukket snabelen i den uudtømmelige offentlige kasse frem for at vise privat initiativ og handlekraft, men det er for dumt, ingen djævel kan drive forretning, hvis de skal være afhængige af at kloge skrankepaver i arbejdsformidlingen får drukket deres kaffe og snadret færdigt om hvorvidt en legetøjs butik kan fungere eller ej. Vi er i gang, og det er så kunderne, der i længden må afgøre om der skal være en specialbutik i Viby, eller vi skal dreje nøglen til fornøjelse for de der elsker ophørsudsalgenes billige priser.

Alt for mange mindre provinsbyer ligner sovende ruinbyer, fordi indbyggerne først for sent har indset, at man skal støtte sine lokale handlende, hvis man vil beholde dem.

Vibymessen kommer med endnu mere hektisk aktivitet, vi er selvfølgelig med, for man skal vise sig i lokalsamfundet for at blive kendt.

Det er hårdt, men erfaring fra mange meget større udstillinger i udlandet hjælper. Efter messen er der atter larmende stille på markedet. Hver gang vi udgiver et katalog tager omsætningen et hop i to tre uger, derefter falder det igen.

Vejret har også indflydelse på købelysten og den kolde fugtige midsommer gør det ikke bedre.

Halvårsregnskabet er helt til grin. Hvis man vil tjene penge så det klodser, skal man være på støtten. Det er der de store penge ligger i forhold til legetøjsbranchen i området altså. Men vi fortsætter, i hvert fald et stykke tid endnu. Der er mange søde kunder, der kommer og snakker og køber, men det samlede resultat er ikke til andet end lige huslejen og telefonen, der er ikke en krone til indehaveren. Intet under, der er så mange tomme butikker i byen. Handelsstandsforeningen tager initiativer, men de hjælper ikke os for de fleste kundetiltrækkende aktiviteter foregår på butikstorvet til glæde for de få store forretninger i byen.

Direct mail kampagne til institutionerne i området giver lidt, men ikke så meget som den burde, de burde dog ellers være interesserede i at støtte de lokale skatteyderes forsøg på at blive større skatteydere. Ved at købe hos en lokal skatteyder får man indirekte en rabat, der kan slå alle de udenbys så let som ingenting.
Vi har endda et møde med borgmesteren, der giver en øl og lover at anbefale os til institutionerne, men han kan ikke tvinge dem og institutionerne har deres eget netværk.

Som en kunde siger: Det må være det ideelle tidspunkt at starte en butik på, for det kan kun gå opad for lille Danmark fra nu af. Lad os håbe han får ret. Vi hænger i hvert fald på indtil videre og hvor ellers kan man gå ind og sammen med forretningsindehaveren spendere en halv time på at udsøge en gave til 24,95, få den pakket ind i gavepapir med silkebånd og endda få et stort venligt smil med på vej ud af døren.

Det kan man hos sin lokale legetøjsforhandler, men næppe der hvor man står som kunde nummer 35 i betalekø nummer 27. Efter en køretur på fra ti til tredive kilometer. Måske kan man redde en enkelt ting et par kroner billigere, men mange andre er tilsvarende dyrere, og hvor blev oplevelsen af, den dejlige barnlige oplevelse af at stå i Aladdins hule og kikke på og få lov at røre.

Den oplevelse følger også med sammen med gavepapiret og silkebåndet, det er gratis for kunden, og det er rart for butiksejeren at se folk have det godt i hendes butik.

PS.: Butikken levede i fire år. Det var fire hårde år med slid 7 dage om ugen. Men i den sidste ende fandt vi, at det var bedst at lukke, inden det gjorde rigtig ondt i økonomien.
I en lille by som Viby var der to store supermarkeder et par tankstationer og en tømmerhandel, der alle begyndte at få et større legetøjssortiment, da vi kom til.
Roskilde med to BR og en stor boghandel med legetøj trak også mange kunder.
Endelig var det ikke til at få en ordentlig aftale med LEGO ganske enkelt, fordi vi var for små. De større kasser LEGO vi kunne sælge blev dumpet af de store op under jul til under vore indkøbspriser. Summa summarum der havde været væsentlig flere penge i at forblive på støtten. Det var år, hvor de små legetøjsbutikker lukkede på stribe over det ganske land, så der var vor rådgiver ikke god nok.
Men set i bakspejlet, vi har prøvet det og kan derfor ikke sige, vi ikke har forsøgt. Det er dog bedre at vide, hvordan det er, end at gå senere og fable om, hvordan det kunne være blevet åh så godt, hvis bare vi...