Det stod lige godt ikke på min dåbsattest, at jeg en gang ad åre skulle optræde i en spalte om haven, men sådan er der så meget, og livets veje ere uransagelige, som skrevet står et eller andet sted.

Lad mig sige det straks, jeg frygter forårets komme, og de mange friske artikler, der begynder sådan: Endnu er der gråt og trist i haven, men der er masser den enthusiastiske haveejer kan udrette: Fej græsplænen fri for vinterens støv, pil forårets første mos op ad plænen spore for spore for spore og læg dig så ved dit æbletræ, for det har brug for din kærlige pleje just nu.

Den med at lægge sig under æbletræeet er jeg helt med på, men giv mig først mindst 20 plusgrader og et glas dejlig kold hvidvin.

Der burde være en lov mod den slags artikler, tænk bare på alle de gode gifte husmødre, der går rundt her ved forårstide og spekulerer sig skæve på, hvad de kan bruge ham fyren ovre på sofaen til, nu alt begynder at spires og knoppes. Det er simpelthen gefundenes fressen for dem, og den direkte vej til uoverensstemmelser i de små hjem. Jeg appellerer hr. redaktør, vis dog hjerte - og om det mangler - så brodersind, for der er vel stadig redaktører af hankøn hist og pist.

Se, jeg har løst haveproblemet og helt efter Darwinske metoder, og det går fantastisk godt. Det er ikke så meget det med at roser kan beskæres med en plæneklipper, bare man tager et passende tilløb, det er også det, at hvis man anlægger haven efter den gode gamle junglelov, så er den lettere at holde, og det hele kan stort set passe sig selv, bare naboens kat, det overciviliserede kræ ikke farer vild i bambusserne eller bliver hakket ihjel af en hævngerrig solsort.

Og hvis nu husmoderen -det kære væsen- vil plante noget fornuftigt i haven, så kan det passende blive en god gammeldaws liggestol med strivret stofbetræk, og i den kan hun passende plante sin mand, og i hans hånd et glas god vin, se det er en form for gartneri en mand kan forstå.

Egentlig er vi ret mange, der har dette synspunkt på vore haver, men vi bliver ofte vildført af havepasningsfanatikerne, og mange pukler ufrivilligt i haven for at den skal se godt ud, så den kan blive mindst lige så flot som indenfor hos naboen.

Hvis nu alle har den indstilling, så er der jo tale om en selvforstærkende virkning, en slags galoperende sindsyge, der kun lader sig standse ved at besindige og fornuftige mennesker danner en slags haveforening, hvis motto passende kune være: Kun en tåbe frygter ikke haven.

Sommer

Du gule mælkebøtte,
du kommer vidt omkring
for mig du er en støtte,
når jeg laver ingenting.

Jeg ligger på en plæne
og la'r verden gå i stå
jeg kikker op på skyerne
med hovedet lidt på skrå.

Min nabo går og fløjter
han evigt er i sving
han render rundt og sprøjter
mod alt og ingenting.

Jeg klør mig på min mave
og drikker et glas vin
min nabo går at grave
i sin have, der er fin.

Oh lille mælkebøtte
jeg elsker dig så højt
jeg vil dig ikke skade
med gift og andet sprøjt.

Et liv er for at leve
vi forvalter begge vort
på hver sin egen måde
med eller uden tort.

Og fuglen kvidrer lystigt her
i haven, der er min
her lever den af jordens frugt
forsørger reden sin.

Min nabo gerne render
med lugejern omkring
han jager mælkebøtter
og fatter ingenting.

Der er der stress og jagen
og fugle skræmmes væk
af vor nabos stadig klagen
over ukrudt i hans hæk.

Jeg bliver solidarisk
med mælkebøtten min.
Dens farve er solarisk
som glasset med min vin.

Jeg glemmer nabos brægen
og ta'r en lille tår.
Jeg ej forstår hans hægen
om haven her i år.

For har man nogen glæde
af at slide sig ihjel,
når der er sol og varme
skønt dagen går på hæld.

Digtet er naturligvis ikke møntet på nogen bestemt og skulle nogen føle sig stødt er jeg villig til at sværge på et helt glas kold chablis, at det ikke er ham, jeg har tænkt på.