Jeg stod med ryggen til lagerrummet. Højt oppe, lige midt i det store vindue. Foran mine fødder lå vandet. Jeg håbede på, at jeg kunne nå ud over den 5 meter brede vej, der lå mellem vandet og lagerbygningen. Jeg målte afstanden. Jeg stod i fjerde sals højde. Jeg prøvede forsigtigt at afprøve hoppet i mine muskler, samtidig med at jeg med hænderne i hver side af vinduesrammen rokkede lidt frem og tilbage. Jeg hørte godt stemmerne. Skridtene kom nærmere op ad trappen. Mens min koncentration steg omkring hoppet, forsvandt lyden bag mig som i en drøm. Jeg vågnede først, da jeg ramte vandet. Kraften var voldsommere, end jeg havde håbet på. Vandet var isnende koldt, men det varede kun et kort øjeblik, indtil min mørke våddragt var blevet opvarmet. Jeg svømmede baglæns og lagde mig i ly af mørket under et bildæk, der hang ned fra kajen. Herude var der normalt øde og forladt. Lagerbygningerne på hver side af den brede kanal stod tomme og ubrugte. Enkelte sporadisk placerede lygtepæle stod og lyste med et gulligt skær ud for hver fjerde bygning. Næppe nok til at vise det hele frem, men nok til at området så beboet ud. Jeg havde valgt stedet omhyggeligt. Stedet var omtrent ved midten af kajen. Kajen løb i en lige linie fra kysten og ud mod det åbne hav. Fem hundrede meter, parallelt over for, var den modsatte kaj. Kajen her var længere og forsvandt i en mole langt borte. Jeg kunne kun svagt ane det blinkende lys fra fyrtårnet i det fjerne. Jeg skulle svømme et godt stykke. Det var blæsende, og bølgerne fik mig til at vugge frem og tilbage i vandet. Jeg svømmede hen mod et hvidt tørklæde, der var bundet omkring en af pælene til kajen. Jeg fumlede lidt med rebet, der var tøjret fast under det, og fik omsider hejst iltflaske, briller og svømmefødderne op til overfladen. Jeg tog mundstykket fra iltflasken i munden og drejede på hanen, til jeg kunne mærke, der kom ilt. Jeg tjekkede trykket og så efter, hvor meget der var i. Der var nok til 1 time. Klokken var kvart over 2. Jeg stak mine arme gennem remmene til iltflaskerne, men måtte slippe mundstykket et kort øjeblik, før jeg tog det i munden igen. Jeg kunne se nogle lyskegler fra lagerbygningen, jeg lige var sprunget fra. Nogle af dem fejede ud over vandet. Jeg vidste, jeg skulle skynde mig, inden der kom mere politi. Jeg fik masken og svømmefødderne på uden besvær. Det sidste jeg hørte, før jeg dykkede, var 2 politibiler, der med hvinende bremser stoppede ud for lagerbygningen. Jeg kunne se lyset fra de skarpe projektører feje hen over vandoverfladen. Jeg vidste, at boblerne fra iltflasken blev skjult i bølgerne. Snart blev alt sort over mig. De havde tabt mig af syne.

Jeg var nået over til den modsatte kaj. Jeg lå og vuggede i vandet, mens jeg ventede. Snart kunne jeg se dem komme sejlende. Jeg er forsigtig af natur, og lod mig glide ned under vandet for ikke at blive opdaget. De lagde til kajen ikke langt fra mig. Jeg orkede næsten heller ikke at svømme mere, og våddragten begyndte at gnave under mine armhuler. Jeg dykkede forsigtigt, og svømmede ind under båden. Jeg kunne mærke, hvordan strømmen trak i mig for at hive mig ind under de svagt roterende propeller på båden. Jeg sparkede til med svømmefødderne for at komme fri og kom op mellem kajen og båden. Jeg måtte anstrenge mig for at høre, hvad der blev sagt, gennem den svage, dunkende lyd fra bådens motor.
   "Han er ikke kommet endnu," lød den hæse stemme fra Jonas.
   "Bare rolig, Kingo," blev der svaret. "Han skal nok komme."
   Det var Martin. Det var i hvert fald de navne de havde givet mig. Jonas blev åbenbart kaldt for "Kingo". Der blev rodet lidt oppe på dækket af den lange strømlinede båd. Jeg kunne høre noget slæbe hen over dækket på båden.
   "Er denne her mon god nok til ham?"
   Det var en ny stemme. Jeg genkendte den ikke. Stemmen var lysere end de andres. Måske en yngre gut. Jeg regnede hurtigt ud, at jeg nok ikke skulle føle mig for velkommen. Den yngre gut var i selskab med dem. Altså måtte han være af samme støbning. En af dem, der ligesom Martin og Jonas, ikke gik af vejen for nogen eller noget.
   "For fanden knægt, hold dig nu bare i baggrunden.... og ja, så stort er hans hoved sgu' ikke. Bare lad være med at ramme ved siden af!" hvæsede Martin lavmælt.
   Jeg overvejede, om jeg skulle give mig til kende eller svømme stille væk.
   Sagen var, at jeg havde noget de ville have. De havde også noget, som jeg ville have.

Karlson stod med hænderne i lommen. Han var høj og firkantet i sin bygning. Han havde et kraftigt, sort hår med stiv sideskilning. Ved tindingerne løb et par lige bakkenbarter forbi et par blågrå øjne. Bakkenbarterne løb ud i et velsoigneret fuldskæg og gjorde hans hoved en anelse større, end det var i forvejen. Hans ukrøllede uniform passede fint til hans udseende. Han stod og gumlede på en tændstik, der stak halvt ud mellem et par smalle læber. Karlson holdt en pause i sætningen, han netop havde kastet ud som et spørgsmål, til den lille gruppe foran sig. Han tog venstre hånd op ad lommen og tog tændstikken ud af munden. Han vendte sig om mod tavlen bag sig samtidig med, at han brugte tændstikken som pegepind. Han pegede på et kort over byen. På kortet var der indtegnet et par røde cirkler omkring nogle områder. Cirklerne lå på hver side af det der skulle foregive at være en kanal. Han fortsatte sin tale og svarede på sit eget spørgsmål.
   "Her sker overdragelsen." Hans stemme var dyb, men højt talende.
   "Vi er klar over, at vores venner har prøvet det før. Bemærk her mine herrer... de er ikke uerfarne!"
   Han fortsatte med ansigtet halvt vendt ud til gruppen:
   "Derfor er det vigtigt, at vi kører stille. Gruppe A... " Han pegede med sin tændstik på 2 lidt yngre betjente, der trods deres udseende og korte livserfaring havde stor effektivitet i deres arbejde. Det var med vilje, at Karlson havde valgt dem som en del af opgaven. De rettede sig begge ubevidst op i de hårde træstole.
   Karlson fortsatte:
   "Gruppe A. foretager dækningen, mens gruppe B. og C. foretager blokaden her og her."
   Karlson måtte bøje sig lidt, mens han pegede løst med tændstikken i cirklende bevægelser på områderne for B. og C.
   Der sad seks betjente i det lille lokale. Lokalet havde ingen vinduer og blev kun benyttet til briefing af små grupper. I lokalet var der en tavle, samt nogle forskellige kort over byen til at hive ned som rullegardiner. De var monteret i loftet, parallelt ind mod tavlen. Kortet som Karlson forklarede ud fra, var en stor fotokopi, der var sat interimistisk op med tape mod tavlen. De ældre betjente, der udgjorde gruppe B. og C., nikkede som tegn til at de havde forstået, hvad Karlson mente. Karlson fortsatte:
   "Det er vigtigt, at vi først rykker ind, når overdragelsen er sket. Dog får vi muligvis et par gæster som vi kender. Derfor kan situationen udvikle sig til lidt mere, end jeg håber på. Kort sagt skal I behandle dem, som I ville behandle enhver anden. Forstået?"
   Betjentene nikkede støjende. Karlson sluttede:
   " Ok Folkens, hvis I har nogle spørgsmål, så er det nu."
   Efter et par sekunder, hvor der stadig ikke var nogen der sagde noget, sagde Karlson:
   "Vi kører om præcis 2 minutter og husk radiotavshed til aktionen er påbegyndt."
   Mændene rejste sig op fra deres stole. Larmen fra stolene mod vinylgulvet ebbede ud, mens nogle af betjentene mumlede spørgende om radiotavsheden. De nøjedes dog med at negligere tvivlspørgsmålet og i stedet udføre arbejdet bedst muligt.

For mig var det et spørgsmål om planlægning. Der var en ekstra person på båden. Det kunne blive en fordel eller en ulempe. Jeg valgte at se det som en fordel. Meningen var, at han skulle være skjult og komme som en overraskelse for mig. Dette havde jeg allerede sat en stopper for ved at ankomme anonymt. De ventede mig fra kajen og ikke fra vandet. Jeg svømmede langsomt væk fra båden og kravlede op ad en stige et par hundrede meter længere nede ad kajen Jeg gik om bag et par blå olietønder, der stod op ad en væg til endnu en forladt bygning. Jeg afførte mig våddragten og dykkerudstyret. Våddragten var svær at få af og strammede mod min våde hud. Det lykkedes til sidst at vride mig løs. Jeg tog en lille pose der sad i blybæltet på våddragten. Den indeholdt en nydelig diamant til den nette værdi af to millioner kroner. Tyveriet var gået som planlagt. Faktisk var det hele planlagt fra start til slut. Alle punkter var opfyldt. Der var ikke opstået komplikationer af nogen art. På museet var alarmen først gået i gang, da jeg landede på gulvet foran montreren. Det hele tog nøjagtig femten sekunder. Jeg kom ud samme vej, som jeg var kommet ind. Gennem vinduet i loftet. Jeg vidste, at politiet ville nå mig og at de ville tabe mig af syne, så snart jeg nåede frem til lagerbygningen.
   Nu var jeg nået til den anden side. Det eneste der bekymrede mig var, at der pludselig var en person mere, end jeg regnede med. Jeg fandt en pose frem under den ene olietønde. I posen lå mit tøj, et par gummisko, en sort hue, min pistol og et håndklæde. Jeg tørrede mig med håndklædet og gav mit korte hår en ekstra frottering, så jeg så tør ud over det hele. Jeg klædte hurtigt om og sikrede mig at pistolen i mit ankelhylster var ladt.
   Med huen godt nede i panden, gik jeg bagom lagerbygningen. Der stod en del forskellige både på stativer. Nogle var mere ramponerede end andre, selvom det var svært at se forskel i mørket. Rundt omkring på jorden lå trosser og reb som nogle sorte skygger på jorden. Jeg noterede den halvstore stationcar, der holdt på skyggesiden, tæt op ad en gammel fiskekutter. Jeg mærkede en klump i min mave, men valgte at ignorere den. Jeg havde ikke i sinde at blive nervøs og miste overblikket. Jeg fortsatte til venstre om det sidste hjørne på lagerbygningen. Båden lå nu foran mig. Båden var en af de hurtiggående. Den lignede en yacht i miniudgave. Øverst på taget roterede en aflang radar rundt. Der kom kun et svagt lys fra bådens bund. Jeg gik hen mod båden. Jeg lod en svag, fløjtende lyd forlade mine læber, så det lød som om jeg fløjtede på en hund. Der var et øjebliks stilhed.
   "Ok, kom om bord... hurtigt," lød Martins stemme.
   Jeg skrævede over et par stålwirere, der udgjorde skibets øverste ræling.
   Martin sad ved det manuelle ror i agterenden, hvor der var en kort bænk. Ved siden af ham sad Jonas. Martin var robust. Ikke en jeg ville slås med, hvis jeg kunne undgå det. Han havde som jeg selv, en mørk alpehue på. Jeg bemærkede at den var for lille til hans store, ubarberede ansigt. Hans hænder var store og lignede et par klippestykker, der var monteret for enden af et par kraftige over- og underarme.
   Han holdt fast i roret. Jonas var hans diametrale modsætning. Dog var Jonas på størrelse med mig selv, og efter hans udstående mave at dømme, i dårligere kondition. Foran deres fødder på bådens dæk lå en blank metalkuffert. I hjørnet lå en lille lommelygte og lyste i en kegleform hen over listerne på bådens dæk, pegende på metalkufferten, der lå i vejen for lyset. Opstillingen var klassisk og ikke til at tage fejl af. Martin og Jonas foran mig. I mellem dem og mig en kasse, der meget gerne skulle indeholde to millioner kroner. Bag mig den ukendte yngre gut, der med stor sandsynlighed ville angribe mig så snart jeg bøjede mig ned for at tage pengene. Jeg valgte at benytte mig af deres forudsigelighed. Hvis jeg var en kat, havde de kunne se på mine øre, at jeg koncentrerede mig om ryggen. Jeg stillede mig, som de havde planlagt for mig.
   "Nå, Lars, har du varen?" spurgte Martin med en afslørende, grødet stemme. Han rømmede sig naturligt, for at ryste stemmebåndet fri fra sin nervøsitet.
   Jeg hev posen med diamanten frem fra min sidelomme i min jakke. Hurtigere end jeg havde forventet, hørte jeg lyden af en gummisko, der knirkede mod taget bag mig, og over mig. Det var nu eller aldrig. Jeg gik et skridt til siden og holdt posen ud over vandet. Uden at fjerne blikket fra Martin og Jonas, sagde jeg surt:
   "Få ham ned... NU!"
   Martins ansigt trak lidt i den ene mundvig. Han sagde ikke noget. Men nøjedes med at kigge op mod taget. Han lavede en svag nedadgående bevægelse med sin store pegefinger. Et øjeblik efter stod den "nye" foran mig. Jeg havde ret i min antagelse af ham. Han var mindre end Jonas og betydeligt yngre. Han var skaldet. Jeg kunne kun svagt ane hans koparrede ansigt. Jeg havde dem alle tre, hvor jeg gerne ville have dem. Foran mig. Jeg vidste, jeg ikke havde meget tid at løbe på. Jeg vidste, at vi snart ville få selskab. Jeg bøjede mig ned og tog min pistol ud af hylsteret ved min ene fod, mens jeg stadig holdt posen ud over vandet.
   "Så," sagde jeg lettet. Jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom situationen måske ikke var til det. Jeg var lettet over, at jeg var forholdsvis sikker bag pistolen.
   Jeg lagde posen med diamanten tilbage i min jakkelomme. Jeg lynede min jakke ned, tog en sort, sammenfoldet affaldssæk frem fra inderlommen, og smed den over mod den lille fyr, der stadig stod op.
   "læg pengene ned i denne," sagde jeg kommanderende.
   Jeg holdt dem alle tre i skak med pistolen. Den lille fyr havde ikke noget valg, og måtte gøre som han fik besked på.
   "Hvem er du egentlig?" spurgte Martin irriteret og kneb øjnene sammen, som for at gennemskue mig.
   "Ikke nogen," svarede jeg og fortsatte, "og hold din mund lukket".
   Den lille var færdig med at lægge pengene i sækken.
   "Ok, bind en knude på sækken og tag denne på," sagde jeg lavmælt, mens jeg tog min hue af og smed den over ved siden af hans fødder.
   Han bandt en knude og tog huen på. Jeg ville mene at huen var nok til at andre ville tro at han var mig. I mørket var det umiddelbart svært at se så meget.
   Jonas begyndte at røre på sig. Jeg pegede på ham med pistolen.
   "Bliv hvor du er!" Jeg hvæsede det ud mellem tænderne.
   Jonas rykkede omgående tilbage i sædet og så ud til at beslutte ikke at foretage sig noget yderligere. Jeg pegede igen på den lille fyr med pistolen.
   "Spark posen hen til mig!"
   Jeg havde travlt nu. Jeg vidste de kom om lidt. Den lille fyr sparkede posen hen til mig.
   "OK, sæt dig ned på kufferten og bliv siddende!" kommanderede jeg.
   "Den første der rører sig får vinger," sagde jeg.
   Jeg bakkede baglæns ned i kahyttens mørke, hvor jeg stadig kunne se dem. Jeg ventede nogle minutter. Jeg kunne svagt se Martins og Jonas' ansigter. De forstod ikke hvad der var ved at ske. En stemme uden for båden sagde:
   "Jamen dog, hvad har vi her?"
   Jeg genkendte stemmen og et inderligt, gammelt had blussede op i mig. Det hele gik meget hurtigt. Martin åbnede munden for at sige noget, men inden stemmen nåede ud af hans mund, var han død. Samtidig, med en lav, dump lyd, blev hans øje til en blodig masse, der krakelerede ned over ham. Farten fra kuglen fik ham til at falde sidelæns omkuld, og han gled langsomt ned på gulvet foran Jonas. Allerede inden Martin ramte gulvet, havde Jonas et hul lige i panden. Han faldt forover og landede oven på Martin. Jonas' ben spjættede et par gange, før han lå helt stille. De var begge landet oven på lygten, og mørket blev derfor en del tættere. Den lille fyr havde nået at dreje sig halvt om mod det overraskende angreb, før en kugle borede sig ind gennem siden af hovedet på ham. Stadig siddende på metalkufferten, faldt han bagover og landede på ryggen med hovedet ned ad trappen, hvor jeg sad sammenkrøbet i mørket. Blodet sprøjtede mig i ansigtet, men jeg sad stadig ubevægelig. Jeg havde ventet, at de ville bede dem om at hoppe i vandet. Dette brutale mord overraskede og rystede mig. Det var unødvendigt. Jeg sad på hug, med fingeren på aftrækkeren. Jeg havde allermest lyst til at storme op ad de små trin og tømme magasinet i dem. Jeg valgte at holde mig til planen, selvom netop dette var gået anderledes end jeg forventede. Henrik var den jeg så først. Han hoppede ned i bunden af båden og tog fat i Jonas, der lå livløs, halvt ind over kufferten.
   Han vendte ansigtet halvt over sin ene skulder.
   "Hjælp mig lige..."
   Carsten hoppede ned ved siden af ham og tog fat i armen på Jonas. Carsten hev op i armen så kroppen blev løftet et stykke. Henrik fik fat i hanken på kufferten, og trak den fri af den livløse krop. Derefter forsvandt de stille over rælingen på skibet igen.
   Henrik var den jeg hadede allermest. Han ødelagde mit ægteskab, som at knipse med fingrene. Måske var jeg også selv en del af det, men i hvert fald gjorde han det ikke nemmere. Han var en løgner, medløber og den mest korrupte person jeg kendte. Jeg fandt desværre ud af det for sent, og mit liv blev i mange år et helvede. Jeg sagde det aldrig til ham, men hadede ham for det. Omvendt vidste jeg også, at han var flov. Men han kom aldrig tilbage i mit liv. Det gjorde mit eget liv heller ikke. Vi var som nat og dag, men dog de bedste venner. En dag fandt jeg ham i sengen med min kone. Min kone kunne jeg tilgive, men aldrig ham. Vi havde arbejdet sammen side om side, indtil jeg valgte at flytte til en anden by. Jeg var heldig at finde mig til rette. Et par uger senere dukkede han op i mit liv igen. Det blev mit personlige mål at få den tilfredsstillelse, at ødelægge hans liv akkurat som han havde ødelagt mit. Målet var næsten nået. Jeg manglede bare et enkelt led mere i min plan.

Jeg tog posen med pengene og kravlede op over den yngre fyr, der nu var død. Da jeg var nået op på dækket, satte jeg mig på hug og spejdede forsigtigt ind over kajen.
   Jeg kunne skimte et par gående skygger på vej rundt om lagerbygningen. Jeg hoppede hurtigt og lydløst op på kajen og løb den modsatte vej rundt om lagerbygningen for at nå frem samtidig med dem. Jeg passerede de samme olietønder, som jeg tidligere havde klædt om ved. Jeg fortsatte ned langs muren på bygningen og gjorde holdt ved hjørnet. Nu kunne jeg se dem komme gående med kufferten. De var, som jeg antog, på vej mod den mørke stationcar. Samtidig med at jeg flettende og hurtigt sneg mig nærmere mellem bådene, nåede de helt over til bilen. Jeg stoppede ved en båd, et kort stykke fra dem. Jeg kunne se lyset i loftet af bilen, da de åbnede bildørene fra hver sin side. Jeg blev stående og afventede situationen. I mit hjerte frydede det mig, at jeg snart skulle blive ham kvit for altid.
   Jeg kunne høre et par stemmer. Lyden af kufferten der gik op. Herefter en kort stilhed efterfulgt af nogle ophidsede stemmer. Parkeringslyset blev tændt. Dørene blev lukket igen. Lyset i bilens tag slukkede. De var på vej mod båden igen. Jeg trådte frem fra mit skjul og råbte:
   "Henrik!, er det denne i mangler?" Jeg holdt posen frem.
   De stivnede midt i deres hastige skridt. Henrik blev stående, men vendte sig ikke.
   "Dig?" svarede han dødt, skuffet og koldt.
   Carsten der havde drejet sig direkte mod mig sagde:
   "Men du er jo død!"
   "Ja," svarede jeg, og gjorde mig umage for ikke vise min glæde.
   Jeg fortsatte:
   "Men det bliver der lavet om på fra i aften."
   Henrik havde vendt sig om. Deres skygger var lange i skæret fra parkeringslyset på bilen.
   "Du tror du kan slippe godt fra det hele, ikke? "
   Hans stemme bar præg af hadet til mig. Det var gengældt.
   Jeg svarede:
   "Det eneste du skal, er at sige undskyld, så får du posen."
   Jeg ville have at han krøb. Han skulle tigge om nåde. Han skulle bede om tilgivelse, før jeg slukkede lyset efter ham. Jeg smed posen et par meter frem foran mig.
   "Aldrig!" svarede Henrik højlydt.
   Han gentog det lidt lavere for at understrege:
   "Aldrig!"
   Carsten stod stiltiende ved siden af Henrik og betragtede det personlige opgør mellem os. Med en lidt lavere stemme end før, sagde jeg:
   "Du siger undskyld, og jeg går min vej. Vi går hver sin vej, og vi har aldrig kendt hinanden."
   Carsten sagde lavt, henvendt til Henrik:
   "Kom nu, sig undskyld. Der ligger 2 millioner foran os!"
   Henrik vidste han blev nødt til det. Jeg pegede på dem med min pistol. Jeg kunne se i det svage lys, hvordan Henrik overvejede forskellige løsninger. Jeg vidste at han stolede på mig. At jeg holdt hvad jeg lovede. Jeg har altid holdt hvad jeg lovede. Det var en fremstrakt hånd jeg gav ham. En chance for at han kunne slippe af med alt det ,der nagede ham.
   "Jeg lægger denne her væk," sagde jeg i et mere venskabeligt tonefald.
   "En undskyldning. Det er alt hvad jeg ønsker."
   Carsten førte hånden op til Henriks skulder, og puffede forsigtigt til ham.
   "Kom nu for pokker... Sig nu undskyld... få det dog overstået."
   Hans stemme var halvt hviskende.
   Henrik fjernede Carstens hånd fra skulderen i en hidsig, fejende bevægelse med sin albue.
   "Hold så kæft for helvede!" Han svarede hidsigt ud mellem tænderne.
   "Læg jeres pistoler, så lægger jeg min," sagde jeg opfordrende.
   Henrik stod et øjeblik stille. Langsomt begyndte han at gå frem mod mig. Han tog sin pistol frem fra sit skulderhylster. Han holdt forsigtigt med tommel og pegefinger på pistolens skæft. Jeg bemærkede lyddæmperen. Han bøjede sig forsigtigt, og lagde den på jorden ved siden af sig.
   "Kan jeg stole på dig?" spurgte han.
   "Har du ikke altid kunnet det?" svarede jeg.
   Henrik bed sig nervøst i underlæben. Han kendte svaret.
   "Sig til din ven at han skal gøre det samme." Jeg pegede over på Carsten.
   Carsten lagde på samme måde sin pistol på jorden.
   Henrik spurgte:
   "Skyder du mig så, når jeg har sagt undskyld?"
   Jeg svarede med et spørgsmål.
   "Gør du?"
   Henrik rystede svagt på hovedet. Jeg stolede ikke på ham.
   "Ok," sagde jeg og lagde min pistol på jorden.
   "Nu mangler vi det sidste," sagde jeg, mens jeg så op på Henriks ansigt.
   Henrik sagde det. Han sagde det, jeg ønskede for at få min drøm opfyldt. Langsomt kom det ud mellem hans læber. Men han sagde det.
   "Undskyld, Lars, jeg er ked af det.." Henrik kiggede op, og jeg så han mente det.
   Han mente det, da han sagde det. Hans øjne var nu fokuseret på den sorte pose mellem os. Han tog et skridt til. Forsigtigt bøjede han sig og tog posen med pengene. Han sagde intet, og så ikke op, da han gik tilbage mod sin pistol. Jeg blev stående.
   Henrik standsede ud for sin pistol. Han bøjede sig ikke ned efter den.
   Pludselig var der liv omkring os. Lyde af geværer eller pistoler der blev lad. Lyde af lygter der blev tændt. Vi var alle tre badet i projektørlys fra alle sider. Jeg havde ventet på dette øjeblik. Henrik og Carsten stivnede. Fra en megafon bag en af de skarpe projektører lød en metallisk stemme:
   "Dette er politiet. Slip posen og alle tager hænderne om bag nakken."
   Jeg tog mine hænder om bag nakken. Henrik slap posen og foldede hænderne på nakken. Det samme gjorde Carsten. Henrik og Carsten missede med øjnene mod lyset og hinanden. Overraskelsen var total. Mit hjerte hoppede af glæde. Et par unge betjente kom over mod mig og lagde mig i håndjern. Karlson kom over mod mig. Han nikkede mod betjentene og sagde med en viftende håndbevægelse, at de skulle fjerne håndjernene og lade mig gå. De så undrende ud, men gjorde hvad han sagde. Jeg gned mine håndled en smule, bøjede mig ned, og samlede min pistol op fra jorden.
   Da Karlson var nået over til mig, stoppede han op. Han smilede.
   "Nå, makker," sagde han. "Du ser jo helt glad ud."
   Sandt at sige var jeg glad. Jeg havde lyst til at juble.
   Karlson fortsatte:
   "Vil du blive ked af det hvis jeg sender dig på ferie fra i dag?"
   Han sagde det, mens han smilede. Jeg smilede et hjerteligt smil og rystede på hovedet.
   "Jamen det siger vi så," sagde Karlson.
   "Jeg har blot en ting, jeg lige skal ordne før jeg går," svarede jeg.
   Karlson rynkede øjenbrynene.
   "Hmmm..," sagde han og fortsatte, "vil du køre med, når du er færdig?"
   Jeg rystede langsomt på hovedet.
   "Ok," sagde han en anelse skuffet. Han skulle nok få historien senere, når jeg kom i uniformen igen. Jeg vendte ryggen til Karlson og gik ind mellem et par politibiler.
   Henrik sad på bagsædet i en af dem. Han var lagt i håndjern med hænderne på ryggen. Jeg stoppede ud for det halvt åbne vindue mellem os. Samtidig med at jeg lænede mig mod vinduet, formede jeg min højre hånd til en pistol, der pegede på ham.
   "BANG!" sagde jeg, og trykkede på en usynlig aftrækker.
   Henriks ansigt blev blegt og tomt. Det var alt jeg ville. Jeg havde fået min undskyldning. En stemme bag mig råbte:
   "Lars... godt arbejde." Det var Karlsons stemme.
   Jeg vendte mig ikke om. I stedet rakte jeg min højre hånd i vejret. Jeg vinkede et kort vink, før jeg begyndte at gå. Jeg kom i tanke om diamanten i min lomme. Jeg tog den lille pose frem og vendte mig mod Karlson. Han havde allerede vendt ryggen til mig.
   "Karlson!" råbte jeg højt.
   Karlson vendte sig om med et sæt.
   "Grib!" råbte jeg igen.
   Jeg kastede posen, mod hans allerede åbne hænder. Han fangede behændigt posen i luften. Han smilede hjerteligt, og bevægede sin lange pegefinger frem og tilbage. Jeg smilede tilbage med et kort nik, før jeg vendte mig om igen.
   Jeg gik væk fra bilerne, projektørerne, politi og døde mennesker. Jeg gik ud på kajen, og fulgte den ned mod byen, mod en lang ferie. Jeg smilede, mens jeg så mod horisonten. Solen var ved at stå op.