Skrivebordet er helt fyldt med papirer, og selvfølgelig ligger jeg allernederst. Jeg må hellere præsentere mig selv. Det siger forfatteren, at jeg skal. Jeg hedder underskrift. Jeg er ikke særlig læsbar. Men funktionel når der er noget, der skal bevises eller, når aftaler skal holdes. Det er ikke alle aftaler, der bliver holdt. Så lægger jeg mig bare ind på et nyt stykke papir. Efter hånden er jeg blevet udbredt så mange steder, at man skulle tro jeg var skizofren. Nu be'r forfatteren mig om at forklare mig. Ja ja, det skal jeg nok. Det kunne jo gå hen og blive en alvorlig sag dette her.
   Jo, altså. Jeg fylder jo en del, selvom jeg er lille. Det være sig på aftaler med banken, ulykkesforsikringer, ansvarsforsikringer, indbrudsforsikringer, salg af løsdele i den blå avis og meget mere. Jeg har sådan en speciel evne til at kopiere mig selv. Forfatteren siger, at det nogle gange går lidt for hurtigt for mig, at det ikke er meningen jeg bare skal flyde rundt i flæng, at jeg ikke skal lade mig nøjes med hvad som helst. Men jeg kan jo ikke være mit navn bekendt, hvis ikke jeg får lov at ligge på nogle fornemme papirer. Ja, jeg ved godt at jeg har misforstået noget. Nogle gange står bogstaverne i vejen for hinanden. Bogstaverne er dem der står og råber ad mig. Nogle gange siger de noget rigtigt pænt. Så får jeg lyst til at hoppe ned og lægge mig ved siden af dem. Nogle gange skubber forfatteren til mig så jeg lander nådesløst lige midt i dem alle sammen. Det gør heller ikke noget. Bare de ser godt ud, eller er underholdende nok til, at jeg gider være der. Forfatteren siger, at det ikke er mig der bestemmer. Det kan man så diskutere. Bare ikke her. Det er noget forfatteren og jeg har sammen.
   Bogstaverne kan være ildelugtende, specielt dem fra banken. De er rigtigt feje dem fra banken. De slår sig sammen med tallene. Så står de dér i samlet flok og råber negative ting til mig. Nogle gange bliver jeg så ked af det, at mine sløjfer hænger nedad. Det hænder da også ca. een gang om måneden, at de bare står og smiler til mig. Ha! Jeg ved sgu godt, at når der er gået 14 dage, så begynder de at se halvsure ud. Det gør forfatteren også. Det er mest fordi forfatteren så skal til at betale entrébillet, bare for at jeg kan få lov til at stå på et papir der hedder: "Kontra udskift". Jeg er ikke helt sikker på at det hedder sådan. Det er banken heller ikke. Forfatteren er overhovedet ikke. Jeg tror det er derfor at forfatteren skal betale for mig. Så kan vi alle sammen føle os sikre. Måske er det fordi bogstaverne er sat sammen helt forkert. Det siger forfatteren at de er. Bogstaverne forstår nemlig ikke hinanden. Specielt dem fra banken. De står bare og ser snedige ud, for at gøre det de er bedst til. Her giver forfatteren mig medhold. De er bedst til at se snedige ud. På den måde kan de gemme sig mellem hinanden, så selv de folk der kaster rundt med dem, ikke aner hvor de landede. Det er derfor bogstaverne holder sammen med tallene. For at stå stærkere. For at se mere overbevisende ud. Nogle gange må forfatteren betale for at jeg kan stå sammen med to andre, der også kalder sig underskrift. Til gengæld får jeg lov til at stå lige under bogstaverne oven over de to andre. Forfatteren brokker sig over at prisen er høj. Jeg ved godt hvorfor den er det. Det er simpelthen fordi, at de andre underskrifter også er usikre. Jo mere usikre de er, jo mere koster det. Nogle gange bliver underskrifterne skiftet ud hver fjortende dag.
   Nå, jeg skulle jo egentlig til at fortælle hvorfor jeg lå her nede, nederst i bunken.
   Forfatteren siger jeg ikke behøver at fortælle noget, for jeg kommer øverst om et lille øjeblik. Forfatteren skal bare lige være færdig med et klagebrev. Forfatteren har lovet mig en central plads, lige efter: "Med uvenlig hilsen". Det glæder jeg mig til. Så kan jeg nemlig få lov til at gøre det som jeg er bedst til. At stå og stå.