Tilfældigt strejfer tanken mig,
da jeg står på den nøgne flise.
Omkranset af mos som prøver at tvinge mig bort.
I dit vindue er der lys som vælter ud over mig,
som en ond drøm og alligevel virkelighed.
Midt i et skridt på vej frem eller tilbage,
ser jeg skræmt op under lygtepælen,
som lader mig se gennem sandhedens gardiner.
Og skyggespillet baner sig ubarmhjertigt vej i min hjerne.
Mine fødder vil føre mig bort fra livets arena.
Stille og lydløst stirrer mine hænder på ringeklokken.
Drives som en aftagende elektricitet som før har været.
stopper i sekundet,
inden den kolde stålflade berøres.
I mørket af muren ser jeg vinduet forsvinde i mine tårer.
Skyggerne går ned med solen bag skuespillets tæppe.
Som levende malerier hvor der kun skal være ét.
Tilfældigt alene på den nøgne kolde flisegang.
tilfældigt forsvinder jeg ind i sandhedens mørke.