Udenfor sang fuglene sin sædvanlige morgensang. Ved drikketruget i haven flokkedes de om at komme først. De skiftede hele tiden plads, fordi de måske ombestemte sig og hellere ville drikke fra den anden side. Fire drenge spillede fodbold i den lille have og Max havde fået en blodtud. Max sad på trappen der gik fra terrassen og ned i haven. Blodet løb ud mellem hans hænder som han holdt for næsen. Pludselig løb de tre af drengene gennem et lille hul i hækken ind til naboen. Her boede Verner. Verner var en gammel sur mand der overhovedet ikke kunne lide børn. Det kunne han måske nok. Men han var gammel og for træt til at løbe efter børnene når de kastede rådne æbler på hans vinduer. Max var blevet siddende på trappen. Max ville ikke være med længere. John, Erik og Søren var dumme. Han gik op ad trappen, hen over terrassen og ind gennem døren i huset. Han kom ind i en lille sparsomt møbleret stue. Rundt om på væggene hang der gamle malerier som hans far i sin tid havde malet. I et hjørne mellem en mørk skænk og et højt glasskab, hang samtlige billeder af familien. Det var billeder af hans brødre og søstre, onkler i militæret, hans fætre der var blevet gift og billeder af gården de en gang havde boet på. Det var ikke noget Max kunne huske. Men historierne bag billederne blev enten fortalt af hans mor eller far. Max gik forbi møbelsættet af kunstigt læder. Der var en trepersoners og en topersoners sofa. Overfor stod en reol der var ligeså høj som glasskabet, fyldt til randen med bøger og nips. I midten af reolen stod fjernsynet. Det hele var adskilt af et brunt kakkelbord med en flødefarvet, æbleformet lampe, hængende ned fra loftet.
   Max kom ud til en smal entré og fortsatte ud på badeværelset. Badeværelset var langt og smalt. Dog var der plads til et badekar og en brusekabine i den ene side og i forlængelse af hinanden. Overfor Badekaret og brusekabinen var der et lille spejl med to medicinskabe på hver side med en håndvask for neden. Ved siden af håndvasken var toilettet. Max kiggede på sig selv i spejlet. Max var 8 år. Han havde størknet blod i hele hovedet. Næsen var holdt op med at bløde men gjorde stadig ondt. Han tændte for vandet og lod det kolde vand løbe lidt mellem sine hænder. Det var dejligt svalende. Han vaskede sine hænder, hvorefter han vaskede sig i ansigtet. Til sidst var der ikke andet tilbage end en rød næse der vidnede om et slag.

Max hørte bilen dreje op ad indkørslen til carporten. Han kunne høre hvordan forhjulene på den mørkeblå Ford Taunus knasede sig vej gennem de små ærtesten i indkørslen. Han kiggede ud gennem køkkenvinduet og hørte håndbremsen blive trukket i en hurtig klikkelyd.
   Max spejlede sig i glasvinduet der hang over spisebordet op mod væggen. Hans næse var ikke så rød mere.

Hoveddøren for enden af den lille entré gik op.
   "Så er vi hjemme!" sang hans mor.
   Hans mor hed "Tulle" eller det var det hun blev kaldt. Hendes rigtige navn var Mona. Hans far hed Per, men blev kaldt "Polle". Per havde favnen fuld af indkøbsposer. Mens Mona stillede et par nye skotøjsæsker fra sig på en lille lav kommode sagde hans far:
   "Max, giv lige en hånd med. Bagagerummet er åbent, bare luk efter dig."
   Max svarede "Hej" og "Ja" på samme tid.
   Max fik et kram af sin mor på vej ud ad døren. Per havde stillet poserne fra sig op ad væggen så de ikke væltede og klappede Max på hans lyshårede hoved i forbifarten. Max smilede så godt han nu kunne. Han var ikke glad. I hvert fald ikke rigtig glad.
   Han gik ud i carporten hvor bilen holdt med bagageklappen lukket op. Nede mellem en donkraft, benzindunk, reservedelssæt og et reservehjul, stod en kasse med madvarer. Max tog fat i hullerne på siden af kassen og løftede den op. Den var tung, men han kunne sagtens bære den. Han lod kassen hvile på sit ene lår, mens han med den ene hånd lukkede bagklappen. Han bar kassen ind på køkkenbordet ved siden af køleskabet.
   Hans far lukkede hoveddøren.
   Mona havde fået hængt sin jakke på den lille knage over for.
   "Har du haft en god dag skat?" spurgte hun og kiggede på ham interesseret.
   "Ja, den har været meget god," svarede Max og kiggede ned i jorden.
   Mona der var en meget omsorgsfuld og kærlig mor, lagde straks mærke til at noget var galt. Hun kendte selvfølgelig Max godt og valgte at vente med at "bore" til han var parat.
   "Det var godt min skat," svarede hun.
   "Hvordan var din første feriedag?" spurgte Per, henvendt til Max.
   "Lidt kedelig til at starte med," svarede Max, der øjnede en chance for at slippe uden om at skulle forklare alle mulige ting.
   Per fortsatte:
   "Har du leget med Søren og Erik?"
   Max nikkede:
   "Ja, og John."
   Per sagde lidt strengt:
   "Ham John skal du holde dig fra, han er ikke værd at samle på!"
   Det var John der havde givet ham en blodtud. Max turde ikke slå igen. Nu havde John hans gameboy. John havde kaldt ham "fantasiløs". Max vidste ikke rigtigt hvad det betød, men det havde noget at gøre med at han spillede Gameboy og ikke kunne andet. Max vidste godt at det var løgn. Men alligevel blev han usikker på sig selv.
   Mona afbrød hans tanker:
   "Smut du bare ud og leg lidt igen Nuser, vi råber når vi skal spise."
   Max nikkede igen:
   "Okay," svarede han lidt dvælende.
   Per sagde:
   "Vi har lejet et par feeede film til i aften."
   Max lyste lidt op igen.
   "Hvad er det for nogle?" spurgte han.
   "Den ene hedder HÆVNEREN og den anden er du for lille til at se," svarede Per drillende.
   Max lod som om han surmulede. Per fortsatte:
   "OK, hvis du er flink får du også lov til at se den anden."
   Max spurgte med påtaget irritation:
   "Kom nu, hvad hedder den?"
   "MAD MAX 2," svarede Per og så efter en reaktion hos Max.
   Max grinede.
   "Feeedt!" svarede han med ægte glæde.
   Per sagde:
   "Nå, smut nu med dig!"
   Max nikkede og sagde halvhøjt:
   "Hej så længe!"
   Da Max stod med den lukkede hoveddør bag sig kom han i tanke om at han jo var uvenner med Erik, Søren og John. Det var nu mest John. Søren og Erik turde ligesom ham selv, heller ikke sætte sig op i mod ham. Max besluttede at gå om i haven og klatre op i kirsebærtræet.

Han sad oppe i toppen af træet. Bladene var mørkegrønne og under nogle af dem hang nogle dybrøde, modne kirsebær. Han tog et enkelt kirsebær og spyttede stenen efter et blad der et stykke foran ham. Heroppefra kunne han se hvad der foregik i alle naboers haver. Han kiggede over til John. Han kunne se Erik og Søren stå med hænderne i lommen foran John og en knallert. Knallerten stod lænet op ad gavlen til Johns hus. John sad bøjet forover og lænede sig ind over motoren på knallerten. John rakte Søren noget værktøj og tog noget op fra jorden.
   "Kedeligt!" tænkte Max.
   Var der noget der kedede ham så var det knallerter. Og John! Max lod blikket feje over tagene af de husene der stødte op til vejen som han boede på. Alle husene var indhegnet systematisk med høje hække. De fleste hække havde en havelåge og der var carporte lige som deres eget hus. Han så ind i haven til Verner der boede ved siden af. Verner gik og fejede fliserne til en lille havegang. Han var stor, tænkte Max. Verner var gammel tømrer. Max vidste at hans kone for nogen tid siden var død på grund af sygdom. Græsset der delte havegangen var langt. Der var nogle små figurer placeret sporadisk omkring i haven. Det lignede nisser og fugle. Langs hækken var der bede med flotte blomster. Der var meget ukrudt, bemærkede Max.
   Max besluttede sig for at gå over til Verner og høre om han måtte slå hans græs.
   Max var lidt bange for situationen. Men han følte at han ville stå stærkere end John. Kun på den måde kunne han slippe ud af den magt som John havde over ham.
   Mens Max klatrede ned ad træet, kunne han høre Verner fløjte. Måske var han alligevel ikke så sur, tænkte han. Max gik rundt om deres hus og forbi bilen i carporten. Han kunne lugte mad. Han skævede gennem køkkenvinduet og kunne se Per side ind over køkkenbordet og læse avisen mens Mona lavede mad. Max fortsatte ud ad indkørslen og gik langs hækken hele vejen rundt til han kom til en sort og tung træ-havelåge. Ved siden af, halvt inde i hækken var en rød kasse med et lille skilt, hvor der stod "Rasmussen". Under skiltet stod der med store, hvide, tegnede bogstaver: "POST". Max lænede sig ind over den sorte havelåge. Med hånden frigjorde han den lille haspe der holdt lågen lukket. Han skubbede lågen op og gik usikkert op ad havefliserne. Max turde lige pludselig ikke alligevel. Han skulle lige til at vende sig om og spæne tilbage igen da Verner stod foran ham. "Hvad vil du?" spurgte han med en mørk, anklagende stemme der sagde meget mere end spørgsmålet.
   Max kiggede ned på sine fødder. Hans tæer krummede inde i skoene.
   Verner fortsatte:
   "Vil du smide med æbler?"
   Max svarede endnu ikke. Han nøjedes med at dreje hovedet fra side til side. Stadig uden at kigge op.
   "Nå!, det var da altid noget," sagde Verner og fortsatte med en mildere stemme, "der er nemlig ikke flere."
   Max fornemmede at der ikke skete noget. Måske var det bare noget man sagde, at Verner var sur. Men han følte sig ikke truet. Det eneste han følte sig truet af, var hans egen dårlige samvittighed og angsten for hvad Verner ville gøre ved ham. Men Verner gjorde ikke noget.
   Verner satte sig på hug foran ham og lænede sig halvt ind i Max's synsvinkel. Verner tog blidt fat i hans hage og trak den opad. Verners hånd var ligeså stor som hans hoved. Verners pegefinger mindede om en stor pølse med sort hår på.
   "Så så," sagde Verner beroligende, "jeg bider skam ikke... Selvom mange tror det."
   Max tog mod til sig og stammede:
   "M..m...må jeg godt f..f.. få lov til at slå din græsplæne?"
   Verner smilede til ham. Max havde aldrig set ham smile. Et varmt smil der fik alle tanker til at forsvinde, om at han var sur, ond og en børnehader. Max overvandt stille sin nervøsitet.
   "Hmmm," svarede Verner. "Du er ikke så lidt fræk, knægt. Først smider I med æbler og så kommer du sågar og spørger om du må slå min græsplæne."
   "Jeg vil også gerne fjerne æblerne," svarede Max og så op på ham med sine grågrønne øjne.
   Verner lo. Hans latter var hjertelig og Max kunne ikke lade være med at smile. Max forstod ikke helt, hvorfor Verner lo. Det var også lige meget. Latteren fik Max til at kunne lide Verner.
   "Hmmm," sagde Verner eftertænksom. "Hvor meget tager du for det?" spurgte han.
   Max blinkede en gang med øjnene.
   "Øhhh, hvad siger du?" spurgte Max overrasket.
   "Ja, jeg regner med at du tager noget for det. Penge, moneter eller hvad du nu vil kalde det. Nævn en pris," Sagde Verner mens han drillende så på Max.
   Max flyttede sig lidt usikkert fra ben til ben. Det havde han ikke regnet med. Han ville have gjort det gratis, men på den anden side kunne han godt bruge lidt ekstra lommepenge.
   "10 kroner," sagde Max.
   "Det var godt nok billigt, knægt," sagde Verner. "Jeg tror jeg skal lære dig lidt om forretning."
   Max forstod ingenting. Billigt? Det var da en meget god pris, syntes han.
   Verner fortsatte:
   "Ok, lad os sige at du har sagt 50 kroner. Det syntes jeg er for dyrt! Så derfor vil jeg jo gerne have det billigere så jeg siger 10 kroner. Det synes du er for billigt sluppet," han prikkede til ham med sin store pegefinger og fortsatte, "derfor siger du selvfølgelig 40 kroner som jeg stadig syntes er for dyrt." Verner smilede mens han talte. Han pegede på sig selv. "Så siger jeg: nahaaj, jeg vil give dig 20 kroner! Men du siger stædigt: Mit sidste bud er 30 kroner ellers går jeg!" Verner så efter om Max kunne følge med.
   Max nikkede og smilede skævt.
   Verner fortsatte:
   "Og nu er det jo sådan at jeg gerne vil have min græsplæne slået og mit ukrudt fjernet. Og jeg vil jo ikke have at du går din vej." Han grinede og smilet nåede helt op til hans øre og øjne. "Derfor siger jeg TOP! Det er en aftale!".
   Verner rakte hånden frem til Max der høfligt gav hånd. Max kunne næsten mærke hvordan knoglerne gav sig ved håndtrykket, men han sagde ikke noget. Max smilede.
   Verner sagde afsluttende:
   "Ser du knægt, sådan handler man og på den måde får man meget mere ud af livet."
   Max nikkede. Han var godt nok flink ham Verner. Verner var gråhåret og havde et par mørkebrune øjne. Midt i hans runde ansigt sad en stor kroget næse der bøjede lidt til den ene side. Han havde rynker over det hele syntes Max. Over Verners øjne sad et par grå buskede øjenbryn der flyttede sig op og ned når han talte.
   "Nå knægt," sagde Verner. "Oven på sådan en handel må vi lige have en kælderkold "høker".
   Max kendte ikke ordet "høker", men han kendte ordet "kælderkold", fra nogle af havefesterne der tit blev holdt på vejen.
   "Sæt dig på trappen der ovre," sagde Verner og pegede med sin store finger på trappen op til hoveddøren af huset.
   "Ok," svarede Max og nikkede.
   Max gik hen til trappen og satte sig med ryggen til hoveddøren.
   Verner forsvandt op ad havegangen og rundt om hjørnet på huset. Et øjeblik efter kom han tilbage. Han rakte Max en appelsinvand og bankede kapslen på sin øl af på rækværket ved trappen. Han gjorde det i et enkelt hug.
   Verner sagde glad:
   "Skål, knægt."
   Verner skulle til at skåle, men bemærkede at Max ikke havde fået åbnet sin sodavand.
   "Hov, det må du sgu undskylde kammerat."
   Han tog flasken ud af hånden på Max og bankede kapslen af på rækværket på samme måde som før. Han rakte Max sodavanden tilbage.
   "Nu kan vi skåle. Skål knægt."
   Max vidste godt hvordan man skålede og holdt flasken frem mod Verner på skrå. Flaskerne klirrede da de ramte hinanden. Tænk, han havde skålet med Verner. Børnehaderen! Ham den sure! Han var overhovedet ikke sur. Tværtimod var han utrolig flink og rar. Max kunne godt lide Verner.
   "Nå, knægt hvad klasse går du i?" spurgte Verner.
   "Jeg skal begynde i tredje klasse efter sommerferien," svarede Max.
   "Nååhh så du har sommerferie nu?" spurgte Verner igen.
   "Ja, i næsten to måneder."
   "Og så vil du bruge den på at slå græs for en gammel mand som mig?" lo Verner.
   "Ja," svarede Max og nikkede ned i sodavanden.
   "Hvilke dage kan du komme?" spurgte Verner
   "I morgen kan jeg godt komme," svarede Max.
   "Det lyder rigtig godt, græsset er også blevet lidt langhåret." sagde Verner.
   Verner fortsatte:
   "Sådan nogle knægte som dig sover vel længe, gør de ikke?"
   Max smilede et skævt smil.
   "Tjoooh, nogle gange får jeg lov at sove længe," svarede Max.
   Verner gengældte hans smil.
   "Det skal du ikke være ked af. Jeg kan også godt lide at sove længe."
   Verner fortsatte og pegede op på dørklokken ved siden af hoveddøren.
   "Dørklokken der, virker ikke så du må bruge knoerne eller banke på vinduet, bare ikke for hårdt. Jeg har sgu ikke råd til en glarmester." smilede han.
   "Ok," svarede Max og fortsatte: "Hvornår skal jeg komme?"
   "Bare kom når du har tid." svarede Verner.
   I det samme hørte Max sin mor kalde.
   Max rettede sig op.
   "Undskyld, men nu skal jeg hjem og spise," sagde Max.
   "Det er helt fint," svarede Verner.
   Max havde stadig en halv sodavand tilbage.
   Verner pegede løst på sodavanden og sagde:
   "Bare lad den stå, hvis du ikke kan drikke den."
   "Det kan jeg godt," svarede Max og satte sodavanden for munden.
   Han drak hurtigt og da han tog flasken væk fra munden var den tom.
   "Ahhhh," sagde Max med tårer i øjnene.
   "Tak for sodavand," sagde Max.
   "Velbekomme," svarede Verner.
   "Vi ses i morgen," sagde Max.
   "Ja, knægt vi ses i morgen," svarede Verner.
   Max gik op ad havegangen. Da han nåede til lågen lød det bag ham:
   "For resten knægt! Hvad er det nu du hedder?"
   Max vendte sig om. Samtidig med at han svarede kom han til at bøvse.
   Verner grinte højlydt.
   "Ok, knægt. Sådan en bøvs er det kun rigtige mandfolk der kan levere. Fra nu af hedder du VAKS!"
   Max grinte og vinkede farvel mens han gik ud gennem havelågen.
   Bag ham sad Verner og smilede.

Fortsættelse følger...