Det var efter han lagt røret at det ringede på døren. Han kæmpede med at holde gråden tilbage og lukkede alle sine sprængte følelser inde mens han åbnede døren. Hun stod ude på måtten i sin sædvanlige røde, lange uldfrakke i højhælede sko og sorte silkestrømper. Han lod hende passere forbi sig som om hun blot var tåge. Hun så ham ikke i øjnene. Da hun havde hængt jakken fra sig på den lille knagerække på væggen, som så mange gange før, vendte hun sig mod ham. Han hadede hende. Han stod der med hele verden på skuldrene og hun forstod det ikke!. Var det med vilje at hun gjorde det i mod ham?
   "De ringede fra hospitalet," sagde han med sprød, dæmpet stemme.
   "Mmm," svarede hun, mens hun vendt mod gangspejlet malede læbestift på sine spændte læber. Hun rettede på sine lange lyse krøller og vendte sig mod ham. "Hvad sagde de?" Hun lød nærmest ligeglad. Som om ingenting var sket. Det var sgu ikke hende som havde mareridt om natten og var anklaget for at have kørt en lille pige ned, tænkte han. Hver gang når han kiggede sig i spejlet, føltes det som han stadig sad i bilen. Jeanette og ham havde været på vej hjem fra motellet som de havde overnattet på. Han havde drukket og vejen var våd.
   De havde siddet og diskuteret den hurtigste vej hjem, fordi Jeanette skulle være hjemme før sin mand. Pludselig stod hun der. Den lille pige. Billedet af hendes lille uskyldige krop mod køleren og den dumpe lyd da hun blev slynget over taget på bilen, stod knivskarp i hans hjerne. Det var som om lyden fra de hvinene dæk ikke eksisterede. Og så den efterfølgende stilhed. Ingen af dem havde haft en chance. Jo, hvis han ikke havde drukket og de ikke havde diskuteret, og .. hvis bare.. Hvis bare han aldrig havde mødt hende. Han kiggede tomt på hende og svarede:
   "Hvis hun overlever bliver hun invalid, hun kan ikke selv trække vejret."
   Hun trak på skuldrene og lagde kælent hovedet på skrå.
   "Kom!" sagde hun og strakte hånden mod ham. Han rakte ikke selv hånden frem, hun tog den selv og trak ham hen mod døren til soveværelset.
   Han tænkte:
   "Hende som stak af, fordi hun ikke ville involveres. Hende som lod ham stå alene, med skylden, politiet, ambulancen, anklaget og sikkert snart i fængsel for uagtsomt manddrab." Raseriet skyllede gennem ham som en varm bølge af glødende kul. Han vristede sig løs, greb fat i hende og skubbede hende kraftigt tilbage mod knagen på væggen."
   Han hvæsede ud mellem tænderne:
   "Tag dit forbandede tøj og skrub af!"
   Jeanette så forbavset på ham. Overrasket over det pludselige angreb.
   "Jamen Peter? Hvad går der dog af dig?" spurgte hun forskrækket.
   Peter gentog:
   "Tag dine ting og forsvind, jeg vil ikke se dig mere!"
   Og pludselig stod hun udenfor Peters hoveddør. Hendes ting lå på jorden. Hun havde tårer i øjnene.

Peter havde smidt Jeanette ud og stod med ryggen mod døren. Han hadede hende og ikke mindst sig selv. Han følte sig som en morder og voldtægtsforbryder. Hvordan kunne han nogensinde tilgive sig selv?. Oven i det hele havde han stjålet en anden mands kone ,tog på motel og andre steder hvor det nu passede ind. De mødte hinanden til en havefest for 2 år siden. Hendes mand forsømte hende og han var sjældent hjemme. Peter havde håbet at hun med tiden ville lade sig skille. Det var kun på grund af mandens penge at hun blev. Men det var også lige meget nu. Han vidste med sig selv at han kunne se frem til en længere fængselsstraf og en erstatningssag, så de ville ikke få noget ud af livet sammen. Desuden mistede han alle sine følelser for hende da hun lod ham stå alene.
   "Peter, jeg kan ikke blive set med dig," havde hun hvisket.
   Han havde bare nikket og set over på den lille livløse barnekrop på vejen.
   Pludselig var der mennesker omkring ham og Jeanette var væk. Blå lys blinkede og blitzlys fra journalister som var grådige efter at få en historie. Han blev taget med på politistationen til forhør, fik sin anklage læst højt og blev sendt hjem. Ingen af tingene betød noget. Ingenting.
   Lissette hed den lille pige. 6 år gammel. Han ønskede inderligt at han havde nået at dreje udenom, at han aldrig havde kørt på vejen, aldrig fået bil eller kørekort. Han ønskede at han aldrig var blevet født. Men alt sammen var for sent. Han havde ødelagt en families liv, som nu kaldte ham morder. Han havde ødelagt en fremtid og et sprudlende liv. Et lille liv som nu lå bundet til en hospitalsseng og en respirator. Alle bebrejdelserne fløj rundt i hans tanker, mens han langsomt bevægede sig ind i stuen. Skulle han tage op på hospitalet? eller blive hjemme? Hvis han gjorde det, var det så for sin egen skyld eller den lille piges? Var det for at straffe sig selv eller for at mildne smerten? Han stod rådvild midt på gulvet. Han følte at alle billeder stirrede på ham og at afstanden mellem væggene blev mindre. Ligesom om de prøvede at mase den sidste rest af energi ud af ham. Han måtte væk og ud. Han fandt et par gamle udjokkede støvler og en foret jakke som han tog på.

Han følte sig befriet over at mærke regnen mod sit ansigt og vendte sig med lukkede øjne mod vindretningen. Han besluttede at gå over på legepladsen som lå ved siden af skolen tæt ved. Det var sent og mørket var for længst faldet på. Han fandt en bænk, hvor han satte sig og ænsede ikke hans bukser blev våde. Der var ingen børn på legepladsen. Han huskede, hvordan han som barn havde klatret rundt i det blå net som gik ned fra legetårnet. Han huskede da de legede "tagfat" og "Jorden er giftig." Han huskede de mange sneboldkampe. Langsomt vendte billederne af den lille pige tilbage i hans hjerne.
   Han lod tårerne blande sig med regndråberne og bøjede hovedet forover.

Han havde siddet sådan en tid, da han hørte en ung kvindestemme sige:
   "Undskyld, må jeg sidde her?"
   Han rettede sig op, rømmede sig og svarede:
   "Nej, værsgo."
   Han rykkede sig lidt ud i den ene side. En Schæferhund lagde en våd snude i hans hånd mens den brummede.
   "Så Vickey!, lad manden være," udbrød hun og kommanderede: "Fri!" samtidig løftede hun hånden og pegede lige ud. Hunden løb glad ned mod legepladsen.
   "Hun gør ikke noget," sagde hun.
   Han drejede hovedet og så på hende. Hun var smuk syntes han, og hun smilede til ham. Smilet nåede op til hendes blå øjne. Han smilede anstrengt tilbage. Hun observerede hurtigt at manden på bænken ikke helt var sig selv, og hvorfor sidde foroverbøjet med hænderne i hovedet? Hun tænkte at det nok var kærestesorger, for han så ikke videre glad ud. Laila som hun hed, var åben af natur satte sig på bænken mens hun så ned på hunden som løb rundt.
   "Sikke et vejr hvad?" sagde hun henvendt til Peter.
   "Hmm," svarede Peter dunkelt.
   Laila besluttede sig for at være mere direkte.
   "Hvad sidder du dog her for i sådan et vejr?"
   Peter rettede sig lidt op og kiggede på hende. Hun så nu meget sød ud tænkte han, mens han overvejede at fortælle hende historien.
   "Jeg fik lyst til at gå en tur," svarede han.
   "Ja, det var ikke mig selv som fik lyst til at gå en tur," svarede Laila og grinede lidt mod hunden som havde hovedet nede i en pose den havde fundet.
   Peter smilede. Han følte sig lidt bedre tilpas. Det måtte være hendes smittende humør som påvirkede ham tænkte han.
   "Hvor gammel er den?" spurgte Peter og nikkede mod hunden.
   "Hun er 6 år til sommer," svarede hun friskt og rettende.
   Der blev et øjebliks stilhed i luften. Peter sammenlignede alderen med den lille piges.
   "Der er noget du er ked af.. er der ikke?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
   Han så op på hende. Hvem var hun? Hvad interesse havde hun i ham? Ville hun virkelig høre historien?
   Hendes øjne flyttede sig ikke fra hans og han kunne mærke oprigtigheden i hendes blik.
   Han besluttede sig til at fortælle hende hele historien. Mens han fortalte lyttede hun og kom med små spørgsmål. Til sidst følte han sig helt tom indeni og der sænkede sig en dyb tavshed, hvor de begge sad og kiggede tomt på hunden som efterhånden var godt mudret til og våd. De blev begge vækket af trancen da hunden kom op og rystede sig foran dem.
   Ingen af dem rørte sig. De kunne ikke blive mere våde end de var. De så på hinanden og smilede. Peter kiggede op mod den sorte nattehimmel, rakte hånden ud og sagde:
   "Det ser vist ikke ud til at holde op foreløbig."
   Hun rystede blot på hovedet og kneb øjnene sammen.
   Peter tog mod til sig.
   "Jeg hedder Peter," sagde han og rakte hånden frem.
   "Laila," sagde Laila og tog hans hånd.
   De nikkede til hinanden og smilede gennem regnen som efterhånden var begyndt at tage til.
   Peter spurgte:
   "Du.. har du lyst til en kop kaffe eller..." Han nåede ikke at tale ud.
   "Ja," sagde Laila. "Ja, lad os det."
   De rejste sig op samtidig og gik mod den anden ende af legepladsen. Vickey løb foran dem og snusede tæt ved jorden. Mens de gik ned ad fortovet småsludrede de lidt med hinanden. Peter følte sig på en eller anden måde befriet af sin tunge byrde. Måske fordi det var rart at have snakket med nogen om det. Han så på hende ud ad øjenkrogen, mens hun dansede over en vandpyt. Han smilede. Vickey fik øje på noget i en hæk og løb gøende hen mod den. En forskræmt gråmalet kat kom farende ud mellem grenene på hækken. Vickey prøvede at snappe efter den da den løb lige forbi næsen på hende. Katten fortsatte hurtigt over vejen og ind i en hæk på modsatte side. Vickey fortsatte men stivnede da Laila højt råbte:
   "På plads!"
   Peter havde set det hele med spænding. Det hele gik så hurtigt. Pludselig stod Vickey på midten af vejen stiv og lammet. Peter så bilen komme nærmere og vidste at Vickey ikke kunne nå at flytte sig. Som en refleks begyndte hans ben at løbe mod hunden. Hans hænder mærkede den bløde pels. Han skubbede hårdt til hunden og samtidig mærkede han noget hård og smertefuldt ramme sig. Alting blev sort. Laila stirrede med forfærdelse på bilen som ramte Peter. Hun så hans krop blive slynget over bilen og lande bag den på den hårde asfalt. Vickey kom forvirret tilbage til hende. Hun bandt vickey til hækken og løb hurtigt hen til Peter på vejen. Han var bevidstløs.
   "Åh, gud!" tænkte hun.
   Umiddelbart efter kom en dame løbende. Det var bilens fører.
   "Åh.. Nej!" råbte hun i en blanding af skræk og hysteri. Laila tog sin mobiltelefon frem som hun havde i et hylster under sin jakke. Tre minutter senere stod ambulancefolkene over Peter. De lagde ham op på en båre og skubbede båren ind i ambulancen. Hun satte sig ved fodenden og bad en stille bøn. Ambulancen kørte med udrykning mod hospitalet.

Hun stod uden for døren til operationsgangen, da en myndig overlæge i hvide træsko og kittel kom hen til hende.
   "Han klarer den nu," sagde han. "Så De kan roligt tage hjem nu."
   Hun nikkede taknemmeligt og sank en klump i halsen.
   "Hvornår kan jeg se ham?" spurgte hun.
   "De skal nok regne med et par dage, men De må godt prøve i morgen hvis De vil," svarede lægen med dyb dæmpet stemme. Han klappede hende forsigtigt på skulderen.
   "Tak," svarede Laila, vendte sig om og begyndte at gå.
   I ventetiden havde hun fået en veninde til at hente Vickey som stod tøjret ved hækken, så hunden skulle hun ikke tænke på. Hun havde fået lov til at holde Peters ting heriblandt hans nøgler og tegnebog. Posen med hans tøj blev puttet i en plasticpose. Hun besluttede at tage hjem til ham. Hun følte at hun kendte ham og at hun skyldte ham at hente noget tøj til ham. Bare så han havde noget at tage på når han vågnede.

Laila stod i Peters stue og så sig omkring. Lejligheden var pænt indrettet synes hun. Den bar et obligatorisk præg med det store Claude Monet billede hængende over den brune lædersofa. En læderstol stod tæt ved hjørnet ved et mørkt kakkelbord. Alt sammen med udsigt til Stereoanlæg, TV og bøger. Bøgerne var pænt placeret i et ældre reolsystem. Ved siden af reolsystemet stod en telefon og en telefonsvarer som blinkede. Laila gik over og trykkede på knappen. Hun gjorde det ikke fordi hun var nysgerrig, men fordi hun mente det kunne være noget vigtigt. Hun skrev beskeden ned på et papir som hun fandt ved siden af telefonsvareren. Laila følte en pludselig trang til at sætte sig ned i læderstolen.

Hun vågnede ved at solen varmede hende i ansigtet gennem vinduerne. Hun så sig forskrækket omkring men kom så i tanke om hvor hun befandt sig.
   "Gud, nej jeg har sovet her hele natten," tænkte hun. Hun rejste sig op og fandt toilettet ude i gangen. Efter at have fået vand i hovedet og redt sig med en af Peters mange kamme, kiggede hun i de forskellige skabe for at finde tøj til Peter. Hun fandt hans tøj i en kommode i soveværelset. Hun tog hvad hun mente han ville få brug for. Hun gik gennem stuen og ud i et lille køkken, hvor hun i et skab fandt en pose som hun lagde tøjet ned i. Et lille ur hang over et fire personers spisebord. Klokken var næsten 11.00.

Laila var bange for synet som måske ville møde hende. Peter var slemt tilredt da han lå på vejen tænkte hun. Hun drejede op mod informationen og gik hen til en lille luge. En ældre dame sad og talte i telefon bag den. Damen nikkede venligt mod Laila og Laila nikkede tilbage.
   Da damen var færdig med at tale i telefon sagde hun med venlig stemme:
   "Kan jeg hjælpe Dem med noget?"
   "Ja tak," svarede Laila og fortsatte: "Kan du oplyse mig hvor Peter Halsbeck er blevet indlagt, han blev opereret i går?"
   "Et øjeblik," svarede damen igen venligt.
   Damen tastede hans navn ned på et tastatur og så på skærmen foran sig.
   "Ja.. her er det. stue 141, afsnit 3B," svarede hun og pegede på et skilt hvor der stod "Intensiv afd. 3B-3D". Laila smilede til damen og sagde tak.

Hun åbnede forsigtigt døren og så Peter ligge i en seng ved vinduet. Han havde en slange i næsen. På brystet havde han nogle elektroder som førte op til en maskine, hvor hans hjerteslag kom ud på en grøn skærm. Ved siden af, stod en flaskeholder som via en slange var stukket i på oversiden af hans hånd. Hun gik over til vinduet og kiggede ud på den grønne plæne som var omringet af små buske og træer. Hun satte sig ned på stolen der stod mellem vinduet og Peter. Han så fredfuld ud tænkte hun. Det havde han også grund til at være nu tænkte hun. Hun lagde mærke til at hans ene fod stak uden for dynen. Hun lænede sig over ham og trak dynen over foden. Hun foldede hænderne med albuerne på sine knæ og lod sit hoved hvile i hænderne. Han åndede let lagde hun mærke til. Hans hjerterytme så da normal ud tænkte hun. Hun havde siddet et stykke tid. Pludselig bevægede Peter sig og åbnede forsigtigt sine brune øjne. Han missede med øjnene da han så ind i hendes. Laila smilede stort til ham. Peter ville til at sige noget men Laila lagde fingeren over hans mund.
   "Det er godt at se dig igen," sagde hun. "Jeg har hentet noget tøj til dig.. og jeg har en god nyhed."
   Peter blinkede uforstående med øjnene.
   Laila fortsatte med forsigtig stemme:
   "Jeg var hjemme hos dig for at hente tøj og sådan.. jeg aflyttede din telefonsvarer.. fordi jeg mente det var vigtigt," sagde hun.
   "Det var om pigen, hun kommer til at gå og løbe igen," fortalte hun smilende.
   Peter lyste op og smilede selvom det gjorde ondt.
   "Det gør du også!" sagde Laila bydende.
   Peter hviskede noget og Laila måtte læne sig ind over ham med sit ene øre mod hans mund.
   "Må jeg stadig give en kop kaffe?" hviskede han.
   "Ja," smilede Laila, så Peter kunne se hendes flotte tænder. "Hvis du skynder dig."
   Peter hviskede hæst "Er du gift?"
   "Nej, jeg er ikke gift eller har en kæreste," smilede Laila.
   Peter smilede anstrengt til hendes blå øjne, som så kærligt på ham.
   Han lukkede øjnene. Han drømte han var ude at køre bil. Laila sad ved siden af. De snakkede og havde det sjovt. Pludselig stod en lille pige på vejen, men denne gang drejede han udenom.